De seneste års økonomiske krise i Vesten har især ramt hårdt
i Sydeuropa. Den skyldes ikke blot den amerikanske finanskrise, den spanske
boligboble eller mange landes årelange statsunderskudspolitik. Den har fået det
sidste, forfærdelige skub af de sydeuropæiske landes medlemskab af Euroen,
hvorved deres mindre konkurrencedygtige økonomier er blevet bundet til den
tyske, og andre nordeuropæiske, mere effektive økonomier. Herved er den mindst
effektive del af de sydeuropæiske landes arbejdsstyrker blevet hægtet af
arbejdsmarkedet, og det er et åbent spørgsmål, hvornår de kommer med igen.
Katastrofen er en realitet, og de politiske konsekvenser i form af
yderligtgående bevægelser er begyndt at dukke op.
I den situation er det bemærkelsesværdigt, at den nye
Nationalbankdirektør, Lars Rohde, i et interview går ind for, at Danmark skal
tilslutte sig Euroen, altså afskaffe kronen. Hans argumenter er, at det er
ineffektivt at have sin egen valuta – det er en slags teknisk handelshindring,
kalder han det – og så vil han gerne sidde med ved bordet, hvor beslutningerne
træffes.
Til det første argument kan svares, at det da går ganske
godt trods den hindring, som en egen valuta er. Og selv om vi tilsluttede os
Euroen, ville ca. halvdelen af vor udenrigshandel stadig være med lande med andre
valutaer, der svinger kraftigt overfor Euroen. Og desuden fører vi jo en politik
med en ret konstant kurs overfor Euroen i ERM-samarbejdet.
Angående medbestemmelse ville den være fuldstændig
illusorisk. Når Tyskland og Frankrig med møje og besvær er blevet enige om
noget, kommer små lande ikke til at ændre noget af betydning. Men selvfølgelig
må det da være interessant og nyttigt at være med i den eksklusive klub.
Men ikke nok til at ofre vore fremtidige handlemuligheder og
gå ind i Euroområdet.
I øvrigt kiggede jeg forleden i mine gamle papirer og faldt
over et indlæg af professor Jesper Jespersen i Berlingske Tidende fra d. 2.
august 2000. JJ havde deltaget i udarbejdelsen af en ØMU-rapport før
folkeafstemningen i september 2000 om dansk Euro-tilslutning og var kommet med
en særudtalelse, hvor han frarådede dansk ja. Dette kritiserede flere
ja-sigere, og Berlingske mente, at JJ havde ladet sig styre af sine følelser i
stedet for af fornuft.
Hertil svarede JJ bl.a. ved at henvise til en stribe
økonomiske Nobelprismodtagere, de danske økonomiske vismænd osv, og jeg
citerer: ”Det gennemgående argument for
disse økonomer er, at ØMUen (nu Euro-området. GB) omfatter for mange og for
forskellige lande til, at de udgør et såkaldt optimalt valutaområde. Derfor er
der en betydelig risiko for, at der i fremtiden opstår regionale spændinger,
som ikke vil kunne udjævnes alene gennem nationale finanspolitiske tiltag.”
Og præcis sådan er det gået. Ovennævnte er kun et af
utallige eksempler på, at der blev advaret om konsekvenserne af at skabe et så
stort og forskelligartet Euro-område, men de ansvarlige politikere – og meningsdannere
– ville ikke lytte. Og nu sidder vi – især de svage lande - med følgerne. Vi
andre mærker de afledte konsekvenser i form af lavere økonomisk vækst i Europa,
end der ellers ville have været.
Sagen minder faktisk lidt om den europæiske
masseindvandringspolitik. Også her blev der advaret, forgæves, og nu begynder
bandekrigene og brandstiftelserne for alvor. Problemerne er størst for de svage
europæere i de sociale boligområder, vi andre mærker foreløbig mest de afledte
konsekvenser i form af utryghed og unødvendigt ressourceforbrug.