OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

onsdag den 10. april 2013

Euro-problemerne – der blev faktisk advaret i tide


De seneste års økonomiske krise i Vesten har især ramt hårdt i Sydeuropa. Den skyldes ikke blot den amerikanske finanskrise, den spanske boligboble eller mange landes årelange statsunderskudspolitik. Den har fået det sidste, forfærdelige skub af de sydeuropæiske landes medlemskab af Euroen, hvorved deres mindre konkurrencedygtige økonomier er blevet bundet til den tyske, og andre nordeuropæiske, mere effektive økonomier. Herved er den mindst effektive del af de sydeuropæiske landes arbejdsstyrker blevet hægtet af arbejdsmarkedet, og det er et åbent spørgsmål, hvornår de kommer med igen. Katastrofen er en realitet, og de politiske konsekvenser i form af yderligtgående bevægelser er begyndt at dukke op.

I den situation er det bemærkelsesværdigt, at den nye Nationalbankdirektør, Lars Rohde, i et interview går ind for, at Danmark skal tilslutte sig Euroen, altså afskaffe kronen. Hans argumenter er, at det er ineffektivt at have sin egen valuta – det er en slags teknisk handelshindring, kalder han det – og så vil han gerne sidde med ved bordet, hvor beslutningerne træffes.

Til det første argument kan svares, at det da går ganske godt trods den hindring, som en egen valuta er. Og selv om vi tilsluttede os Euroen, ville ca. halvdelen af vor udenrigshandel stadig være med lande med andre valutaer, der svinger kraftigt overfor Euroen. Og desuden fører vi jo en politik med en ret konstant kurs overfor Euroen i ERM-samarbejdet.

Angående medbestemmelse ville den være fuldstændig illusorisk. Når Tyskland og Frankrig med møje og besvær er blevet enige om noget, kommer små lande ikke til at ændre noget af betydning. Men selvfølgelig må det da være interessant og nyttigt at være med i den eksklusive klub.

Men ikke nok til at ofre vore fremtidige handlemuligheder og gå ind i Euroområdet.

I øvrigt kiggede jeg forleden i mine gamle papirer og faldt over et indlæg af professor Jesper Jespersen i Berlingske Tidende fra d. 2. august 2000. JJ havde deltaget i udarbejdelsen af en ØMU-rapport før folkeafstemningen i september 2000 om dansk Euro-tilslutning og var kommet med en særudtalelse, hvor han frarådede dansk ja. Dette kritiserede flere ja-sigere, og Berlingske mente, at JJ havde ladet sig styre af sine følelser i stedet for af fornuft.

Hertil svarede JJ bl.a. ved at henvise til en stribe økonomiske Nobelprismodtagere, de danske økonomiske vismænd osv, og jeg citerer: ”Det gennemgående argument for disse økonomer er, at ØMUen (nu Euro-området. GB) omfatter for mange og for forskellige lande til, at de udgør et såkaldt optimalt valutaområde. Derfor er der en betydelig risiko for, at der i fremtiden opstår regionale spændinger, som ikke vil kunne udjævnes alene gennem nationale finanspolitiske tiltag.”

Og præcis sådan er det gået. Ovennævnte er kun et af utallige eksempler på, at der blev advaret om konsekvenserne af at skabe et så stort og forskelligartet Euro-område, men de ansvarlige politikere – og meningsdannere – ville ikke lytte. Og nu sidder vi – især de svage lande - med følgerne. Vi andre mærker de afledte konsekvenser i form af lavere økonomisk vækst i Europa, end der ellers ville have været.

Sagen minder faktisk lidt om den europæiske masseindvandringspolitik. Også her blev der advaret, forgæves, og nu begynder bandekrigene og brandstiftelserne for alvor. Problemerne er størst for de svage europæere i de sociale boligområder, vi andre mærker foreløbig mest de afledte konsekvenser i form af utryghed og unødvendigt ressourceforbrug.

søndag den 7. april 2013

CO2 og global opvarmning – fup eller fakta


I flere årtier har der været enighed blandt de toneangivende politikere og videnskabsmænd om, at den stigende udledning af CO2 i atmosfæren var årsag til global opvarmning, og der er igangsat enorme internationale og nationale programmer for at bremse CO2-udledningen.

Der har altid været folk, der har sat spørgsmålstegn ved disse sammenhænge, men de er blevet brændemærket som ”klimaskeptikere” og har sat sig selv udenfor det gode selskab – nogenlunde ligesom dem, der sætter spørgsmålstegn ved visdommen i Euro-projektet eller masseindvandringen til Vesten.

Nu dukker der så små, forsigtige pip op i blade som The Economist og Berlingske, hvor videnskabsmænd som Ed Hawkins fra University of Reading eller James Hansen, afgået chef for NASAs klimaforskning, konstaterer, at klodens middeltemperatur slet ikke er steget i 10 år! Selvom der er udledt større mængder CO2 end nogensinde før! Den foreløbige konklusion er, at vi slet ikke ved så meget om sammenhængene mellem CO2 og Jordens temperatur, og havenes stigning, som det hidtil skråsikkert er blevet postuleret.

Når man betænker, hvilket enormt apparat, der er blevet sat op i de sidste årtier med klimatopmøder, CO2-kvoter osv, skulle man tro, at dette var en sensation. Men nej. Ikke et ord i nyhedsudsendelserne eller på avisernes forsider!

Nu må det altid være fornuftigt at holde hus med Jordens ikke-fornybare ressourcer. Men når man betragter det seneste danske energi- og klima forlig, der indebærer, at vi skal gå helt over til vind, sol osv i 2050, og at omstillingen skal finansieres af stadig øgede afgifter på el- og andet energiforbrug, må man spørge, om vi ikke her er gået for vidt?

Usikkerheden for forsyningens stabilitet og de enorme omkostninger for alle forbrugere, både virksomheder og private, gør, at man bliver urolig. Denne omstilling fører os ud i et usikkert terræn, hvor vi bogstaveligt talt bliver afhængige af, hvordan vinden blæser, og omkostningerne vil medføre tab af arbejdspladser. Hvad nu, hvis det slet ikke er til nogen nytte?

Mon ikke politikerne skulle se på energiforliget en gang til i lyset af de nyeste oplysninger?

fredag den 5. april 2013

Helle Thornings skattesag og armslængdeprincippet


I sagen om behandlingen af ægteparret Thornings skatteforhold har et af anklagepunkterne mod den tidligere skatteminister Troels Lund-Poulsen og hans departementschef, Peter Loft, været, at de har blandet sig i selve sagsbehandlingen af ægteparret Thornings skattesag og derved forbrudt sig mod ”armslængdeprincippet”. Udtrykket stammer vist fra den skattemæssige behandling af store koncerner og har siden fundet vej til kulturpolitikken. Nu bruges det til at beskrive det forhold, at skatteministeren ikke må blande sig i afgørelser om ansættelse af skattepligtig indkomst.

Det er jo egentlig mærkeligt. På alle andre administrative områder er det i sidste instans ministeren, der leder forvaltningen og dens beslutninger. Og her er der endda ofte tale om skønsanvendelse, der ikke kan påklages for andre instanser. Afgørelser i skattespørgsmål kan derimod påklages, ikke blot for Skatteråd og Skatteankenævn, men for domstolene, i det omfang, der er tale om retsanvendelse. Så en eventuel ministeriel indblanding i Thornings skattesag ville ikke være det sidste ord i sagen.

Den nuværende ordning stiller dermed samfundet i en skæv situation: Hvis man f.eks. forestiller sig, at skatteforvaltningen er stærkt præget af borgerlige embedsmænd, og de giver en kendt borgerlig politiker favørbehandling, kan ministeren og hans departement ifølge armslængdeprincippet ikke gribe ind. Hvis de derimod giver en anden borger dis-favør-behandling, kan denne gå til domstolene og få sin ret. Men hvis en borger får favørbehandling, er der ingen mulighed for korrektion ved højere instanser.

Dette synes at give en skævhed til skade for samfundet (skatteyderne) som helhed? Det er måske derfor, at ministeriet (departementschefen) var optaget af, om Thornings skattesag blev behandlet grundigt? Ikke for at genere ægteparret – den for dem positive afgørelse har jo tværtimod også medført, at de er blevet stemplet som skatte-ål af nogle – men for at sikre et uangribeligt resultat.

I kommissionsundersøgelsen af sagen om skattesagen skete der i går det, at departementschef Peter Loft blev udspurgt. Han sagde, at han havde orienteret sin minister om sagen. Tidligere har ministeren forklaret, at han fik forklaret sagen, men ikke havde drøftet den. I dag prøver nogle at puste dette op til en uoverensstemmelse mellem de to personers forklaringer. De bliver skuffet. At drøfte betyder, at man selv går aktivt ind med oplysninger eller synspunkter. Her synes der at være tale om en envejskommunikation af informationer. Altså ingen tegn på kritisabelt minister-forsøg på påvirkning af resultatet af Thornings skattesag.

tirsdag den 2. april 2013

Brandstifter


Brandstifter i Albertslund og andre steder på Københavns vestegn – hvorfor?

De seneste nætter har der været en kraftig stigning i antallet af påsatte brande i affaldscontainere, haveskure o.l. på Københavns vestegn. Alle ansvarlige undrer sig, selvom problemet har været kendt i årevis, og selvom problemet er langt værre blot ovre på den anden side Sundet. For ikke at tale om de franske forstæder o.s.v.

Det er imponerende, at alle store medier er i stand til at undgå at benævne brandstifterne ved deres præcise betegnelse: Unge indvandrere, stammende fra diverse uudviklede lande. Denne berøringsangst skyldes uden tvivl især politisk korrekthed, men kan dog forsvares med tynde argumenter: Vi ved strengt taget ikke, præcis hvem der har antændt hvad. Og sidste år så man i England, at også indfødte europæiske unge er i stand til at gå amok med ikke blot som brandstifter, men også med plyndring o.s.v. Det aspekt synes dog ikke at være relevant på Vestegnen! - Også i de amerikanske storbyer har man oplevet lignende problemer, med indfødte unge.

De ansvarlige undrer sig som sagt og kan ikke forstå, hvad årsagen er til, at et ungt menneske bliver  brandstifter. Jeg har to bud på det: Manglende seriøs voksenkontakt og manglende følelse af tilhørsforhold til det danske samfund. (I øvrigt kan det også være forklaringen på de engelske og amerikanske optøjer).

Ad 1. Manglende seriøs voksenkontakt. Alle unge har behov for dette, især med voksne af deres eget køn. Men mange indvandrerfædre har aldrig fundet en fornuftig plads i det danske samfund og har derfor ikke noget at give deres halvvoksne sønner, andet end evt. had og foragt overfor værtslandet og en middelalderlig familie- og klankultur. Hvor er fædrene – mentalt og fysisk – når deres store sønner render rundt i natten og tænder ild i haveskure? Velfungerende forældre ville gribe ind.

Ad 2. Manglende tilhørsforhold til det danske samfund. Sådan må det gå, når man tillader masseindvandring, ikke af enkeltpersoner, men af familier, landsbyer, klaner fra lande på et udviklingstrin flere hundrede år efter Vesten. En del vil gerne integreres, men en del vil og kan ikke, og parallelsamfund opstår uvægerligt. Dette ses ikke blot i Danmark, men i alle lande. Og unge fra disse parallelsamfund ser med fjendtlighed og misundelse på det omgivende, velfungerende danske samfund og ønsker i deres afmagt at slå ud efter det. F. eks. ved at blive brandstifter.

Hvad kan der så gøres for at afhjælpe problemerne?

Ad voksenkontakt: Forældrene er næppe til nogen nytte her. I gamle dage kunne man så sende de unge ud at sejle o.l., eller blot sætte dem i lære, så ville de voksne på arbejdspladsen hurtigt give den manglende opdragelse. I dag har man ikke disse muligheder. Vi har erhvervsskoler, der har svært ved at styre de vanskelige, vi har feminiserede pædagoger, som de unge rødder absolut ikke respekterer, vi har Stine Bosse-typer, der belønner ballademagere med oplevelsesture. Jeg har svært ved at se nogen lyspunkter, sådan som vores samfund er organiseret i dag. Vi kunne måske starte med at genindføre mesterlæren!

Ad manglende tilhørsforhold: Vi kan se i Østeuropa – eller blot i Nordirland – hvordan parallelsamfund kan bestå i århundreder og konstant give anledning til spændinger eller ligefrem borgerkrig. Det er helt utroligt, at danske politikere bevidst har installeret sådanne parallelsamfund her i landet under betegnelsen multikultur. Problemet er opstået gennem indvandring og kan kun løses gennem udvandring.

Indvandrere, der vil være en del af det danske samfund, vil selv integrere sig, og det danske folk hjælper dem med det. Indvandrere, der ikke vil være en del af det danske samfund, bør hjælpes til at rejse hjem, gerne med store engangsbeløb – de er tjent ind i løbet af få år. Og vi bør ikke spilde mange penge på at integrere dem – det er håbløst og gavner kun integrationsindustrien.

Et særligt kapitel er de kriminelle, de arbejdsuvillige og politiske og religiøse fanatikere. De bør selvsagt udvises, når de viser deres hensigter.