Brandstifter

Brandstifter i Albertslund og andre steder på Københavns vestegn – hvorfor?

De seneste nætter har der været en kraftig stigning i antallet af påsatte brande i affaldscontainere, haveskure o.l. på Københavns vestegn. Alle ansvarlige undrer sig, selvom problemet har været kendt i årevis, og selvom problemet er langt værre blot ovre på den anden side Sundet. For ikke at tale om de franske forstæder o.s.v.

Det er imponerende, at alle store medier er i stand til at undgå at benævne brandstifterne ved deres præcise betegnelse: Unge indvandrere, stammende fra diverse uudviklede lande. Denne berøringsangst skyldes uden tvivl især politisk korrekthed, men kan dog forsvares med tynde argumenter: Vi ved strengt taget ikke, præcis hvem der har antændt hvad. Og sidste år så man i England, at også indfødte europæiske unge er i stand til at gå amok med ikke blot som brandstifter, men også med plyndring o.s.v. Det aspekt synes dog ikke at være relevant på Vestegnen! - Også i de amerikanske storbyer har man oplevet lignende problemer, med indfødte unge.

De ansvarlige undrer sig som sagt og kan ikke forstå, hvad årsagen er til, at et ungt menneske bliver  brandstifter. Jeg har to bud på det: Manglende seriøs voksenkontakt og manglende følelse af tilhørsforhold til det danske samfund. (I øvrigt kan det også være forklaringen på de engelske og amerikanske optøjer).

Ad 1. Manglende seriøs voksenkontakt. Alle unge har behov for dette, især med voksne af deres eget køn. Men mange indvandrerfædre har aldrig fundet en fornuftig plads i det danske samfund og har derfor ikke noget at give deres halvvoksne sønner, andet end evt. had og foragt overfor værtslandet og en middelalderlig familie- og klankultur. Hvor er fædrene – mentalt og fysisk – når deres store sønner render rundt i natten og tænder ild i haveskure? Velfungerende forældre ville gribe ind.

Ad 2. Manglende tilhørsforhold til det danske samfund. Sådan må det gå, når man tillader masseindvandring, ikke af enkeltpersoner, men af familier, landsbyer, klaner fra lande på et udviklingstrin flere hundrede år efter Vesten. En del vil gerne integreres, men en del vil og kan ikke, og parallelsamfund opstår uvægerligt. Dette ses ikke blot i Danmark, men i alle lande. Og unge fra disse parallelsamfund ser med fjendtlighed og misundelse på det omgivende, velfungerende danske samfund og ønsker i deres afmagt at slå ud efter det. F. eks. ved at blive brandstifter.

Hvad kan der så gøres for at afhjælpe problemerne?

Ad voksenkontakt: Forældrene er næppe til nogen nytte her. I gamle dage kunne man så sende de unge ud at sejle o.l., eller blot sætte dem i lære, så ville de voksne på arbejdspladsen hurtigt give den manglende opdragelse. I dag har man ikke disse muligheder. Vi har erhvervsskoler, der har svært ved at styre de vanskelige, vi har feminiserede pædagoger, som de unge rødder absolut ikke respekterer, vi har Stine Bosse-typer, der belønner ballademagere med oplevelsesture. Jeg har svært ved at se nogen lyspunkter, sådan som vores samfund er organiseret i dag. Vi kunne måske starte med at genindføre mesterlæren!

Ad manglende tilhørsforhold: Vi kan se i Østeuropa – eller blot i Nordirland – hvordan parallelsamfund kan bestå i århundreder og konstant give anledning til spændinger eller ligefrem borgerkrig. Det er helt utroligt, at danske politikere bevidst har installeret sådanne parallelsamfund her i landet under betegnelsen multikultur. Problemet er opstået gennem indvandring og kan kun løses gennem udvandring.

Indvandrere, der vil være en del af det danske samfund, vil selv integrere sig, og det danske folk hjælper dem med det. Indvandrere, der ikke vil være en del af det danske samfund, bør hjælpes til at rejse hjem, gerne med store engangsbeløb – de er tjent ind i løbet af få år. Og vi bør ikke spilde mange penge på at integrere dem – det er håbløst og gavner kun integrationsindustrien.

Et særligt kapitel er de kriminelle, de arbejdsuvillige og politiske og religiøse fanatikere. De bør selvsagt udvises, når de viser deres hensigter.