OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

fredag den 22. november 2013

Integrations-cirkus, inklusions-mani og digteren Yahya Hassan

Forleden blev det oplyst, at Københavns Kommune i de sidste 10 år har brugt 250 millioner kr. på at prøve at ændre Mjølnerparkens status fra at være ghetto til normalitet. Det svarer til 447.000 kr. pr. lejlighed. Resultaterne er udeblevet.

Beløbet kommer selvsagt oven i alle de andre ekstraudgifter, som samfundet afholder til kvarterets beboere. På landsplan taler vi om milliarder af kroner.

Det er utroligt, at dette cirkus kan fortsætte årti efter årti. Sagen er jo, at de personer, der indvandrer til et land, som en selvfølge skal tilpasse sig – integrere sig. Det er ikke værtslandets befolknings opgave! Integration foregår i hovedet på indvandrerne, eller den foregår slet ikke. Og hvis man ikke kan eller vil integreres, skal man selvsagt finde et andet sted at bo. Der er næppe nogen andre samfund i Verden eller i Verdenshistorien, der har brugt værtslandets befolknings penge til at få indvandrere til blive integreret.

Samtidig oplyses det, at det islamistiske flertal i den lokale beboerrepræsentation i Egedalsvænge i Kokkedal – det var dem, der ville forhindre opsættelsen af et juletræ sidste jul – nu prøver at smide to beboerklubber, der fortrinsvis benyttes af danskere, ud af bebyggelsens lokaler. Dette viser igen-igen demokratiets indbyggede svaghed. Demokrati forudsætter, at folk er civiliserede og indstillede på at tage hensyn til hinanden, til mindretal. Hvis folk ikke er det, bliver demokrati til flertalsdiktatur. Hitler kom som bekendt til magten i 1933 gennem en demokratisk proces, hvorefter han straks begyndte at afvikle Weimarrepublikkens demokrati og retsstat. Der er al grund til at tro, at islamisterne har samme plan, og udviklingen i Egedalsvænge er et mikro-eksempel på, hvad vi kan vente os fra den kant.

Samtidig har en ung palæstinenser, Yahya Hassan, debuteret med en digtsamling om sin opvækst i en voldelig familie i kriminelle indvandreromgivelser. Anmelderne roser ham til skyerne for de poetiske kvaliteter, og det er fint. Men poeten selv blev interviewet i TV-avisen, og det fremgik, at han også selv allerede havde en kriminel løbebane, som lige akkurat var slut. Også fint, hvis den er slut. Men så blev han spurgt, om han slet ikke fortrød sine tyverier og overfald, om han ikke havde medlidenhed med ofrene?

Nej, svarede han, for hvis det ikke var gået ud over dem, var det gået ud over nogle andre. (!!!)

Men var han holdt op med at stjæle og røve?

Ja, for nu levede han af SU og sine digte, så nu var det ikke nødvendigt(!!)  at røve og stjæle mere.(!!!)

Senest har Dagbladet Politiken fået den gode ide at spørge de 12 kunstnere, der i 2005 fordømte Muhammed-tegningerne, hvad de mener om, at Hassan nu skriver det samme om uintegrerbare indvandrere, som Pia Kærsgaard og Lars Hedegaard har sagt i årevis. Svarene (og kommentarerne) er patetiske. Hassan siger bl.a., at det er de uintegreredes egen holdning, at de ikke vil integreres – de kan ikke lide Danmark og dansk levevis. Skønånderne tror fortsat, at det er danskernes skyld.


Det er kun Hassan, der ved, hvad han udtaler sig om. Man kan i sandhed sige, at de kulturradikale lever i et parallelunivers, hvor deres mening om virkeligheden overtrumfer den faktiske virkelighed.

tirsdag den 19. november 2013

Intet nyt fra Euro-fronten

I sidste uge holdt EU's ministerråd møde om økonomien, og man konstaterede, at Euroen stadig er blevet reddet – nu kunne man endda afslutte støtten til Irlands statsfinanser. Man måtte dog samtidig konstatere, at væksten i Euroområdet igen er gået helt i stå, og arbejdsløsheden i Sydeuropa ligger stadig på ca. 25 %, og det dobbelte for ungdomsarbejdsløsheden. Men alt i alt var man tilfreds, og denne tilfredshed blev delt af de ukritiske journalister, der refererede fra mødet.

Så der er altså intet nyt fra EU: Man betragter det som et mål i sig selv at opretholde selv de svageste økonomiers deltagelse i Euro-samarbejdet, selvom man ikke kan pege på andre fordele ved det end symbolværdien for Unionstilhængere. Man ignorerer, at prisen er en depression i Sydeuropa, der snart kan sammenlignes med Verdenskrisen i 1930’erne.

Det mest deprimerende er, at befolkningerne i Sydeuropa i vidt omfang synes at have affundet sig med forholdene, i en slags fattig-stolt Stockholms-syndrom.


Så det bliver åbenbart ikke Euro-tragedien, der vil vælte EU-unionslæsset. Men måske masseindvandringen fra Afrika og Asien og Schengen-aftalen, der sikrer østeuropæiske kriminelles bevægelsesfrihed rundt i Vesteuropa, vil presse de mindre privilegerede klasser i Europa så hårdt, at de til sidst reagerer mod den førte politik? I Grækenland er reaktionen jo begyndt.

mandag den 18. november 2013

Skandaler og kampagner - Løkkes bilag og Thornings NSA aflytninger

Både aviser og TV-kanaler kæmper om oplag og seertal, og en af konsekvenserne er, at skandale- og kampagnejournalistik gradvis fortrænger den grundige løbende nyhedsformidling og seriøse baggrundsdækning.

Tag som eksempel kampagnen om Lars Løkke Rasmussens udgifter i hans egenskab af formand for den oprindeligt sydkoreanske organisation til fremme af ”grøn” udvikling i den tredje verden, GGGI. Løkke lod sig – på opfordring af den siddende SSFR-regering – dumpe ned som leder af et hidtil snævert sydkoreansk foretagende. I andre verdensdele er der større afstand mellem top og bund, og derfor havde formanden hidtil som en selvfølge fløjet på første klasse. Det tog mange måneder, før Løkke ændrede rejsereglerne til, at han skulle rejse på business. Dette har medierne blæst op til en del af en skandale. Som om Løkke fra dag 1 skulle have desavoueret den hidtidige ledelse og påtvunget de sydkoreanske stiftere vores danske normer. I sandhed en provinsiel holdning, der rimer dårligt med mange af kritikernes erklæret globalistiske sindelag.

En anden del af ”skandalen” var, at GGGI havde betalt for, at Løkkes datter havde fået betalt sin flyvebillet hjem fra USA via Rio de Janeiro. Løkke havde bedt om selv at komme til at betale den, men det var ikke sket. Det kom ved første del af det berømte 4-timers pressemøde frem, at GGGI selv havde været indstillet på at betale, fordi det var deres skyld, at datteren overhovedet skulle hjem via Rio. Er det ikke tænkeligt, at parterne har misforstået hinanden?

Til sidst kom kalkunjagten så vidt, at juniorpolitikere fra regeringspartierne også krævede at se Løkkes bilag for udgifter, han havde afholdt under sine faste, bilagsfri diæter. Under hele forløbet har regeringen forholdt sig tavs, men der er næppe tvivl om, at de politiske B-ryttere har ageret efter aftale med deres chefer i regeringen. I det hele et uskønt forløb, uden sans for proportioner og rimelighed, præget af medløberi og sensationsjagt.

En anden sag, der til gengæld primært generer regeringen, er de såkaldte afsløringer fra forræderen Snowden i Moskva. Han har bl.a. ”røbet”, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA skulle aflytte dansk elektronisk kommunikation. Stort postyr i den seriøse presse, der forlanger at vide, om vi alle bliver aflyttet af USA.

Nu har det i hvert fald siden terrorkrigen eskalerede d.11.9.2001 været kendt, at megen elektronisk kommunikation bliver screenet for ord, der kan indikere terrorvirksomhed. Så hvad er egentlig det nye?

Dertil kommer den hysteriske anklagende pegefinger mod USA. Sagen er jo, at siden 1945 har USA været den egentlige garant for vores fortsatte eksistens som frit land, og vores forsvar er baseret på det. Vi har pr. definition ingen sikkerhedsmæssige hemmeligheder for USA. (Noget andet er kommercielle hemmeligheder, både politiske og erhvervsmæssige. Men der er ingen indikationer af, at USA har foretaget sådan spionage mod os).

Noget helt andet er det med Rusland, Kina og andre ikke nødvendigvis venligtsindede lande! Hvis der er tale om aflytning af trådløs kommunikation, er der grund til at tro, at sådanne lande er lige så interesserede – om end forhåbentlig næppe lige så effektive – som USA, og de vil bruge deres indhentede udbytte på en helt anden, danskfjendtlig måde end USA. Det har medierne ikke interesseret sig det mindste for.

Det hele giver mindelser om den kolde krig, hvor den russiske ledelse spillede dygtigt på den daværende såkaldte fredsbevægelse. De nyttige idioter i Vesten er nok stort set de samme kredse, og det er dukkeførerne i Rusland sågar også: KGB er jo problemfrit blevet til FSB, og nu har de endda overtaget landets ledelse. Vi må håbe, at de kun ønsker at svække Vesten.



mandag den 11. november 2013

Tysklands handelsoverskud eksploderer – ingen nævner Euroen

D. 10. november 2013 rapporterer Berlingske om det seneste tyske overskud på handelsbalancen, der i september 2013 nåede op på 20,4 milliarder Euro eller ca.150 milliarder kr. I første halvår 2013 var overskuddet 96 milliarder Euro eller 7,2 procent af Tysklands bruttonationalprodukt.

Dette gigantiske overskud modsvares naturligvis af underskud hos Tysklands samhandelspartnere, og flere af dem er begyndt at tale om forholdet som et destabiliserende problem. Foreløbig afviser tyske ministre og erhvervsfolk dog, at der overhovedet er et problem.

Men sagen er jo, at Tysklands overskud (ligesom f.eks. Danmarks!) suger købekraft ud af samhandelspartnerne, som de så i bedste fald kan få igen i form af lån. Det er ikke særlig stabilt på længere sigt, og hvis Tyskland blot ophober overskuddene i den finansielle sfære, virker de i sig selv deflationsskabende.

Man har kun kommet ind på nogle af årsagerne til det tyske overskud, idet man nævner forhold som lave tyske lønstigninger og høj produktivitet. Men ingen nævner en meget væsentlig årsag, nemlig at den tyske valutakurs – nu kaldet Euroen - nu er politisk påvirket. Jeg kan kun gentage, hvad jeg skrev d.12. december 2011:

”I de sidste 10 år har disse lande (Sydeuropa) haft en dårligere inflations- og produktivitetsudvikling end Tyskland. Dette ville før Euroen have medført et pres nedad på deres valutaer, men dette er ikke muligt nu med Euromedlemskabet. Derfor sker tilpasningen nu i form af lavkonjunktur og høj arbejdsløshed i disse lande. De har ikke betalingsbalanceproblemer, der ellers ville have fremtvunget en tilpasning. De har i stedet fået finansieringsproblemer.

Samtidig har disse landes problemer presset Euroen lidt ned i kurs i forhold til, hvor den ville ligge, hvis Tyskland var alene i Euroområdet. Dette medfører for den tyske økonomi reelt en lille devaluering, der hjælper de tyske eksporterhverv og generer de tyske importerhverv. Det vil sige, at Tyskland i realiteten lukrerer på den kedelige situation, mens de sydeuropæiske lande lider. Tyskerne har næppe spekuleret i dette ved Euroens indførelse – det var ikke dem, der ønskede den indført – men det betyder dog, at de nu har endnu bedre råd til at betale for Euro-områdets opretholdelse!”

Og det er det, vi ser nu, i hvert fald for en del af det tyske handelsoverskuds vedkommende. Men naturligvis er der ingen af de ”ansvarlige” politikere eller de politisk korrekte journalister, der sætter spørgsmålstegn ved Euroens meriter. De herskende klasser har en gang for alle besluttet, at Euroen er et politisk projekt, der er alle økonomiske ofre – i hvert fald ofre blandt de sydeuropæiske lavere klasser – værd. Ingen taler om Euro-elefanten i rummet.

Det er nærmest ligesom masseindvandringen fra klodens fattige og uudviklede lande til de rige og udviklede – ingen taler om de massive problemer, den medfører, foreløbig især for de lavere klasser. Man accepterer folkevandringen som et givent vilkår. Hvad den ikke er!