Intet nyt fra Euro-fronten

I sidste uge holdt EU's ministerråd møde om økonomien, og man konstaterede, at Euroen stadig er blevet reddet – nu kunne man endda afslutte støtten til Irlands statsfinanser. Man måtte dog samtidig konstatere, at væksten i Euroområdet igen er gået helt i stå, og arbejdsløsheden i Sydeuropa ligger stadig på ca. 25 %, og det dobbelte for ungdomsarbejdsløsheden. Men alt i alt var man tilfreds, og denne tilfredshed blev delt af de ukritiske journalister, der refererede fra mødet.

Så der er altså intet nyt fra EU: Man betragter det som et mål i sig selv at opretholde selv de svageste økonomiers deltagelse i Euro-samarbejdet, selvom man ikke kan pege på andre fordele ved det end symbolværdien for Unionstilhængere. Man ignorerer, at prisen er en depression i Sydeuropa, der snart kan sammenlignes med Verdenskrisen i 1930’erne.

Det mest deprimerende er, at befolkningerne i Sydeuropa i vidt omfang synes at have affundet sig med forholdene, i en slags fattig-stolt Stockholms-syndrom.

Så det bliver åbenbart ikke Euro-tragedien, der vil vælte EU-unionslæsset. Men måske masseindvandringen fra Afrika og Asien og Schengen-aftalen, der sikrer østeuropæiske kriminelles bevægelsesfrihed rundt i Vesteuropa, vil presse de mindre privilegerede klasser i Europa så hårdt, at de til sidst reagerer mod den førte politik? I Grækenland er reaktionen jo begyndt.