OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 21. december 2010

Hvad kan VKO tilbyde i den kommende 2011-valgkamp?

Hvad kan VKO tilbyde vælgerne i den kommende 2011-valgkamp? Hvad er det, som VKO vil gøre for Danmark i den følgende valgperiode?

Det er ikke nok at tilbyde vælgerne at holde S-SF-Radikale væk fra den bestemmende indflydelse, selvom dette er vigtigt nok for alle, der ønsker et folkeligt og økonomisk velfungerende samfund. VKO må også have nogle positive projekter, de vil gennemføre.                                                                                                              

  • Det vigtigste, ikke så meget for os som for vore børn og børnebørn, er at holde fast i kursen på indvandringsområdet. Menneskesmuglere og andre leder konstant efter huller i de rige landes lovgivning, så der igen kommer gang i indvandringen fra de fattige, oftest muslimske, lande. Derfor må vi konstant følge udviklingen og lukke de nye huller, så snart vi opdager dem. Hvis vi ikke gør det, vil parallelsamfundene, ghettoerne, de sociale udgifter og kriminaliteten vokse endnu stærkere, og den danske befolknings sammensætning vil blive ændret til ukendelighed, med uoverskuelige konsekvenser.

  • Undervisningsområdet har ikke fået nok opmærksomhed i de forløbne 9-10 år. Skoleeleverne får ikke de kundskaber, som de har brug for i deres videre uddannelse og arbejdsliv. Der er behov for et opgør med 68’er indflydelsen med dens overdrevne vægt på holdningsbearbejdning, forældreinvolvering, tværfaglighed og projektorientering. Vi må tilbage til bøgerne, lektierne, arbejdsro i klasseværelserne og alt det andet dagligdags slid, der er nødvendigt blot for at beholde den levestandard, vi har. Den nuværende kurs blev lagt helt tilbage i 1970’erne, og det vil tage mange år at vende tilbage til den velkendte, velfungerende vej.

  • Underskuddet på statsbudgettet må væk hurtigt. Det har været fornuftigt og uundgåeligt at have underskud i kriseårene 2009 og 2010, men det er selvsagt uholdbart i længden. Efterhånden som krisen aftager, vil underskuddet mindskes, men det er ikke nok. Vi har måske verdens højeste skattetryk, og det må være helt udelukket at øge det yderligere. Det er de offentlige udgifter, vi må finde veje til at reducere. De har aldrig været højere, trods VKOs meget omtalte besparelser, så der skal være muligheder for at finde besparelser. Mit bud vil være at standse og vende udgiftsstigningen ved at bremse den stadige forhøjelse af standarderne for den offentlige service. Dernæst ved at gennemgå de forskellige udgiftsområder med deltagelse fra alle berørte, gerne modstående interessegrupper, med henblik på at skære overflødige tiltag bort.

  • EU startede som et Fællesmarked – EF -, som Danmark og de fleste andre EFTA-frihandelsområde-lande senere tilsluttede sig. Vi meldte os ind under den forudsætning, at EFs opgave var at fremme samhandel og samarbejde mellem nationerne, ikke at styre landenes indre forhold. Ved salami-metoden er de drivende over-europæiske kræfter ved at ændre samarbejdet til en union, i form af en topstyret superstat, der blander sig i alt. Det må stoppe. EU skal ikke udviske Europas mangfoldighed. Lige nu forekommer det uhørt drastisk at tale om udmeldelse, men muligheden må drøftes. Norge og Schweiz lever fint udenfor EU. Hvis EU-systemet fremturer og også vil påtvinge alle lande en fælles masseindvandringspolitik, er vi nødt til at forlade unionen.

Desværre er det i dag kun Dansk Folkeparti, der er kritisk overfor udviklingen i EU. De socialistiske partier, der var kritiske i de første årtier, har nu set, at EU er et udmærket værktøj til at styre de uregerlige befolkninger og erhvervsliv. Det er ikke noget tilfælde, at de ledende eurokrater er gamle kommunister og maoister. Venstre og Konservative må nyorientere sig.






fredag den 10. december 2010

Skolereform 2011 - hvad skal der til?

VK-regeringen forsøger nu igen at vinde initiativet ved at fremsætte forslag til en reform af folkeskolen. Efter sigende er det nummer 25-30 i regeringens 9-årige levetid. Men det er også påkrævet, for regeringen har trods sit folketingsflertal ikke sat noget særlig kraftigt præg på området. Fogh havde andre interesser.

Samtidig kommer der nye tal frem fra PISA-undersøgelser m.v., der viser, at uddannelsesniveauet stadig er katastrofalt lavt og stagnerende, mens andre lande går frem. Det har Helle Thorning-Schmidt straks benyttet til at håne regeringen for situationen med spin-frasen, at de elever, der forlader skolen i år, begyndte i første klasse, da VK-regeringen trådte til. Derfor er det regeringens skyld det hele.

Sandheden er, at selvom VKO har været for famlende på skoleområdet, er det naturligvis ikke dem, der har skabt problemerne. De blev grundlagt i det skæbnesvangre år 1968, da den socialistisk-kulturradikale tidevandsbølge slog ind over Vesten, og hele undervisningssektoren var det område – måske sammen med medierne – der blev hårdest ramt. Kundskaber, færdigheder og arbejdsdisciplin blev kasseret som ”den sorte skole” a la lektor Blomme, og ind kom fokus på musisk-kreative fag, ekstrem forældreinddragelse, tværfaglighed, projektarbejde og alle de andre plus-ords-ting, som det var umuligt at være imod. (Jeg prøvede selv som kandidat ved et skolebestyrelsesvalg i 1980’erne – jeg blev nærmest buhet ud). Denne udvikling blev drevet frem af de nuværende oppositionspartier, selvom de kun fik svagt modspil fra borgerlig side.

Hvis denne supertanker nu skal vendes, må man tage fat på læseplaner, timefordeling, formålsparagraffer o.s.v. Men man må selvsagt også tale med lærerne – en af de mest venstreorienterede faggrupper - og skolelederne. Forældrene med deres curling-børn skal også med. Endelig er der et særligt problem med de store muslimske drenges opførsel og motivation – også et problem, der er importeret ved den nuværende oppositions initiativ i 1980’erne.

Jeg har ingen konkrete løsninger på hånden – men det første skridt er at erkende, hvor problemet ligger, og i hvilken retning, vi skal gå. Vi skal simpelt hen rulle 68’er tiltagene tilbage og finde de klassiske metoder frem igen. Som i Finland og alle andre steder, hvor undervisningsniveauet er godt.


Socialdemokratiets valgstrategi 2011

Det står nu klart, at socialdemokratiet har anlagt en tostrenget strategi for det kommende folketingsvalg:

Økonomien: De vil påstå, at alting sejler og at økonomien går katastrofalt dårligt.
Men sandheden er, at Danmark er kommet gennem den største krise siden 1930’erne betydeligt bedre end næsten alle andre vestlige lande. De fleste nøgletal er gode: Der er det største overskud på betalingsbalancen nogensinde, renten er lav og inflationen ligeså. Der er dog to problemer: Arbejdsløsheden er for høj – den er næsten lige så høj som i Nyrups regeringstid - og underskuddet på statsbudgettet er for højt. Men begge disse tal er under forbedring, og vi har som sagt altså en alvorlig krise i verdensøkonomien.

Indvandring: Socialdemokratiet angriber pointsystemet og råber op om professorer og murersvende. Sagen er, at VKO-pointsystemet vil bremse kædeindvandring, fætter-kusine-ægteskaber og yderligere parallelsamfund og ghettodannelse (uden at genere almindelige danskeres ægteskab med udlændinge unødigt). S og SFs pointsystem derimod, har Helle Thorning indrømmet til Ekstrabladet, vil ”ikke holde nogen ude”.

Samtidig er HTS så fræk at anklage VKO, fordi de ikke har løst integrationsproblemerne i de sidste 9 år. Sandheden er, at Socialdemokratiet som det største parti i 1983 har hovedansvaret for den katastrofale udlændingelov, der er hovedårsagen til disse problemer, problemer, det vil tage generationer at løse. Og nu vil de, hvis de igen får flertal, åbenbart igen åbne for sluserne fra de fattige landes befolkningsoverskud

S-SFs kritik af VKOs økonomiske politik

S-SF beskylder regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, både for at have soldet opsvinget bort ved at give ufinansierede skattelettelser til de rige, altså brugt for mange penge - og for at kvæle opsvinget med sine besparelser, altså bruge for få penge. Det kan man da kalde en helgardering, men begge dele er forkert.

I de gode år fra 2001 til 2008 soldede regeringen aldeles ikke. Der var et stort overskud på statens finanser, og derfor blev statsgælden høvlet kraftigt ned. At de offentlige udgifter i disse år steg for meget, er en anden sag. Det er vist ikke det, S-SF sigter til med ordet ”solde”.

Skattelettelserne de seneste år har især bestået i at afskaffe mellemskatten, altså ikke kun for de rige. Og det er nu engang svært at give skattelettelser også til dem, der ikke betaler skat.

 Efter finanskrisen er statens overskud vendt til et underskud på ca. 80 milliarder i 2010 og formentlig 60 mia. i 2011. Dette er efter de meget omtalte besparelser. En sådan udpumpning af penge er det modsatte af at kvæle opsvinget, det er tværtimod at stimulere det.

De økonomiske nøgletal er da også så gode, som de kan være i en krisetid. Der er absolut ikke brug for S-SFs planer om skatteforhøjelser, øgede offentlige udgifter og hvad planen ellers består af for tiden.

torsdag den 9. december 2010

Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner

I fortsættelse af den første post af 3. december 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger. Retfærdighed eller godhed."

Man kan placere partierne i det politiske landskab ud fra deres holdninger til ovennævnte og mange andre sager.

Når man vil placere de politiske partier i forhold til hinanden, taler man om højre- og venstreorientering. Det drejer sig først og fremmest om holdningen til økonomiske spørgsmål: Venstreorienterede ønsker stor offentlig sektor, høje skatter og stor offentlig styring, mens højreorienterede ønsker mindre af det. Men placeringen kompliceres af den såkaldte værdipolitik, altså de sager, der ikke er direkte økonomiske: Indvandring, undervisning, lov og ret m.m.
Her er der ganske vist også en tendens til, at økonomisk højreorienterede også har værdipolitiske holdninger, der traditionelt kaldes højreorienterede: Kritisk holdning til stor indvandring, undervisning med vægt på kundskaber frem for ”progressiv” holdningsbearbejdning, effektive straffe. Men sammenhængen er ikke entydig. F.eks. er DF højreorienteret på værdipolitik, men svagt venstreorienteret på økonomi. Omvendt er de radikale stærkt venstreorienterede på værdier, men stærkt højreorienterede på økonomi. Derfor er det ikke tilstrækkeligt præcist at placere partierne på en enkelt højre-venstre-skala.
Man er nødt til at indtegne en skala for værdipolitikken også, og den kan placeres vinkelret på den økonomiske skala, så man får en slags politisk landkort, eller med et matematisk udtryk: Et koordinatsystem. Den vandrette akse kan være den økonomiske, og den lodrette akse den værdipolitiske. Opad på værdiaksen placerer jeg de holdninger, der traditionelt kaldes højreorienterede, og nedad de venstreorienterede. For at gøre beskrivelsen tydeligere, vil jeg kalde de højreorienterede værdipolitiske holdninger for folkelige, og de venstreorienterede for akademiske. Landkortet vil se således ud:

                                                                folkelig


          
                2. kvadrant
          =socialdemokratisk

venstreorient (68’er)



1.      kvadrant
=borgerlig

                         højre


3.      kvadrant
=socialistisk



4.      kvadrant
=liberal
                                                                  akademisk (68’er)

De fire firkanter i landkortet kaldes i matematikken for kvadranter. I hver kvadrant er der en kombination af økonomiske og værdipolitiske holdninger, som gør, at kvadranten kan beskrives som vist på figuren.

Man kan vel sige, at både højre-synspunkter på økonomi og de folkelige synspunkter på værdier begge baserer sig på de borgerlige værdier: Retfærdighed. Handlefrihed.  Samhørighed.  Erfaring.
Mens venstreorienterede og akademiske synspunkter bygger på 68’er værdier: Godhed.  Offentlig styring.  Én verden.  Gode hensigter.

Jeg har tegnet partiernes placering ind, som jeg opfatter dem, og deres stemmeandele ved Folketingsvalget d. 13. november 2007. Liberal Alliance (LA) er tilføjet.
                                                              
       folkelig


            DF 13,9%
2. kvadrant
    
         

venstre (68’er)



1. kvadrant


V 26,2%
                         højre

                           S 25,5%

3. kvadrant

SF 13,0%            

EnhL2,2%
C 10,4%      

                            LA?
4. kvadrant
 NA2,8%                      

    RV 5,1%
akademisk (68’er)


Herved fremkommer et markant billede:

For det første er de fleste placeret i 1. eller 3. kvadrant, hvilket vel er forventeligt, da økonomiske og værdimæssige synspunkter ofte udspringer af samme grundholdninger. For det andet er partierne målt på højre-venstre aksen tæt på midten og ikke jævnt fordelt indenfor hver kvadrant. Dette afspejler den velkendte ”trængsel på midten”. For det tredje er summen af venstreorienterede partiers stemmer 54,6%, mens summen af højreorienterede partiers stemmer er 44,5%. Det passer med, at VKO-flertallet heller ikke har været i stand til at forhindre væksten i de offentlige udgifter efter 2001. Det er svært at trimme velfærdsstaten.

For det fjerde synes der målt på nord-syd-aksen også at være en overvægt generelt mod det akademiske, der har 59,0%, mens de folkelige partier har 40,1%. Det kan udlægges som, at de herskende, akademiske eliter har overtaget magten i de fleste partier og drevet dem længere mod 68’er positioner, end deres vælgere egentlig ønsker.

Endelig giver figuren et klart billede af, hvor stor afstanden er mellem DF og De radikale – et klarere billede end traditionel højre-venstre opdeling.

Overordnet kan man sige, at der ikke er nogen partier i området længst mod nord og længst mod højre, selvom LA synes på vej. Der er ikke nogen yderpartier undtagen Enhedslisten, og mest slående: Der er ikke noget markant rent borgerligt parti, selvom DF har de fleste af et borgerligt partis synspunkter.

Formål med holdninger

Folks økonomisk-politiske synspunkter var tidligere oftest bestemt af deres egeninteresse : Landmænd stemte på partiet Venstre (som økonomisk var højreorienteret), arbejdere socialdemokratisk o.s.v. I dag henviser man ofte til mere ideelle overvejelser i retning af social ”retfærdighed”, dvs. udligning, samfundsmæssig effektivitet o.l. Disse ideelle holdninger er ofte blot rationaliseringer af egeninteressen. De vellønnede har ingen tilskyndelse til høje skatter, mens de arbejdsløse kan ønske høje offentlige ydelser. Men andre gange stammer de politiske holdninger virkelig fra ideelle værdier, som er nævnt ovenfor, og som er svære at begrunde yderligere: Det er et spørgsmål om personligt valg, ligesom smag er det. Det gælder delvis for de økonomiske synspunkter, men i udpræget grad for de værdimæssige.

Fornuft og forhåbning

Man kan som nævnt overveje, hvilke livssyn der er forbundet med disse valg. Økonomisk højreorientering er forbundet med individualisme og personligt ansvar, mens økonomisk venstreorientering er forbundet med kollektivisme og samfundets ansvar. Og på holdningsaksen er folkelige værdier forbundet med jordbundethed og tilknytning til ens eget folk og traditioner, mens akademiske er forbundet med idealisme, teoretiske overvejelser og international orientering.
Man kan måske sige, at borgerlige holdninger ønsker at bevare og forbedre verden, som den faktisk er, mens 68’ernes holdninger bygger på ideer om, hvordan verden burde se ud. I begge lejre har folk følelser involveret, så modsætningen er ikke fornuft contra følelse, men fornuft og erfaring contra forhåbning og tillidsfuldhed.

Retfærdighed, godhed og stuerene

Min tese er altså, at borgerlige synspunkter udspringer af et fornuftsmæssigt ønske om retfærdighed – at alle får det, de har krav på og har fortjent – mens 68-er synspunkter udspringer af godhed – at alle får det, de har behov for, uanset ret, og ingen skal lide nogen nød.
Dette kan forklare et fænomen i de sidste mange års debat, nemlig at 3. og 4. kvadrant ofte synes næsten at hade 1. og 2. kvadrant, mens det modsatte sjældent er tilfældet. Hvis 3. og 4. kvadrant har en god verden som mål og er bevidste om det, er det logisk, at de betragter deres opponenter som onde – ikke stuerene! -, hvorfor de kan fristes til at hade dem. Derimod mener 1. og 2. kvadrant, at deres egne synspunkter udspringer af rimelighed, og modstanderne er derfor virkelighedsfjerne, naive eller overoptimistiske. Og det er ikke grund til at hade dem, også selvom de er for gode. Så gode, at de ignorerer de sociologiske og økonomiske naturlove.

Lange boglige uddannelser og 68’ere
Det er påfaldende, at så mange bogligt uddannede er blevet 68’ere. De har åbenbart et særlig stort behov for at føle bevidstheden om selv at være gode – i modsætning til de ikke-stuerene. Men de føler sig også generelt tiltrukket af teoretiske systemer, der kan forklare verdens sammenhæng, og et sådant er marxismen. Som bogligt uddannede mener de, at ægte erfaring bedst hentes gennem bøger og andre medier, og de er åbenbart ofte i stand til at lukke øjnene for den barske virkelighed, når den ikke passer med deres teorier. Kendsgerningerne bliver nedtonet, fordrejet eller ligefrem benægtet. Det viser sig, at resultatet af overdreven godhed sjældent er godt – men dette vil rigtige 3.-4. kvadranter ikke se.
Modsat de folkelige, der tager udgangspunkt i verden, som de selv oplever den hver dag. De konstruerer ikke et teoretisk verdenssyn – eller menneskesyn! – men de bruger deres sunde fornuft og proportionssans, deres erfaringer og oplevelser fra dagligdagen til at danne sig deres meninger.


fredag den 3. december 2010

Hvem er egentlig ekstremistisk?

DF kaldes et kolonihave- og stokroseparti, fordi vi vil bevare Danmark som vi kender det, så vidt det er ønskeligt og muligt.
Derimod vil de radikale delvis skifte befolkningen ud og rive grænserne ned.
SF vil det samme og desuden afskaffe vores nuværende økonomiske system og erstatte det med et fantasifoster/vende op og ned på det økonomiske liv.
– Hvem er det så, der er ekstremistisk?

Mere mammon eller bedre fremtid

Hvis man vil spare nogle hundrede kroner i skat om måneden de næste 3-4 år, er der en håndfuld partier, man kan stemme på.
Hvis man vil have for et par hundrede kroner mere velfærd om måneden de næste 3-4 år, er der en anden håndfuld partier, man kan stemme på.
Men hvis man er bekymret for, hvilket samfund vores børn og børnebørn skal vokse op og leve i de næste 20-40-60 år, er der kun et parti, der deler den bekymring og vil gøre noget alvorligt ved det, og det er DF.

Hvad er danskhed?

                                                                                                                          
Vi får af og til et polemisk spørgsmål om, hvad danskhed er. Vores svar skal så bruges som boksebold af de kulturradikale, som ønsker at konkludere, at vi er alle ens osv.

Min definition af danskhed: Der er næppe mange karaktertræk, der er typisk og udelukkende danske. Vi er som de andre nordvesteuropæere. Måske kan man sige, at vi er særlig demokratisk indstillede. Vi snobber ikke opad og sparker ikke nedad. Desuden fremhæver mange udlændinge begrebet ”hygge”, altså bevidst livskvalitet.
Men en ting er specielt for os: Vi er en afgrænset, stadig ret homogen stamme blandt mange andre germanske stammer i Europa, og vi bor på et velkendt landområde, opkaldt efter os. Vi har vores fælles historie, og vi har endda vores eget stammesprog.

Det er min definition på danskhed.

Danskhed er altså ikke et sæt særlige egenskaber. Det er et tilhørsforhold. Som Grundtvig siger: ”Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil.” Så vi optager nye medlemmer i kontrolleret omfang.

Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller godhed

                                                                                                             3. december 2010     


Om 68’ere, retfærdighed og godhed

Det mest betydningsfulde årstal efter Anden Verdenskrig er 1968. I det år slog en socialistisk vækkelse som en politisk tsunami ind over den vestlige verden. Socialisme vil jo sige, at samfundet – d.v.s. statsmagten – overtager ejendomsretten til erhvervslivet og i praksis bestemmer alt. Ganske vist havde socialismen eksisteret siden 1800-tallet, og den havde fået betydelig tilslutning især blandt arbejdere og økonomisk svagt stillede samt en del akademikere, men den havde aldrig præget samfundets middel- endsige overklasse. Der havde været socialdemokratisk regeringsindflydelse i næsten alle europæiske lande, men det havde overordnet set kun præget fordelings- og socialpolitikken.

Men i 1968 kom en ny bølge af socialistisk vækkelse til de vestlige lande, og den slog især an blandt de upraktiske klasser: Studerende og yngre akademikere, og medierne. Som så mange andre fænomener i de sidste generationer kom den fra USA, hvor den igen kan spores til Frankfurterskolen: En gruppe tyske socialistiske teoretikere, der måtte flygte fra Tyskland under Hitler, og som klogeligt slog sig ned – ikke i Sovjetunionen, men i USA. Her fortsatte de deres kritik af de vestlige samfund og videreudviklede deres teorier om repressiv tolerance, falsk bevidsthed og alt det andet snak, der skulle retfærdiggøre deres opgør med det markedsøkonomiske, borgerlige samfund. Alt naturligvis i den bedste mening.

Den teoretiske tørkost blev hjulpet på vej af 1960-årenes politiske modesager: Kampen mod (vestlige) atomvåben, Vietnamkrigen, apartheid i Sydafrika. Desuden fik den stærke økonomiske vækst i 60’erne åbenbart nogle til at tro, at al hidtidig erfaring og fornuft nu var sat ud af kraft. Tilsammen dannede disse bevægelser den venstreorienterede flodbølge i USA, der skyllede ind over Vesteuropa i 1968.

Her havde Kulturradikalismen allerede i næsten 100 år arbejdet på at nedbryde det borgerlige samfund, dets institutioner og ideer, også i den bedste mening – for at gøre mennesket frit - men med begrænset succes. Nu kunne de radikale ride som surfere på den socialistiske bølge og få større medgang end nogensinde. De to strømninger, socialisme og kulturradikalisme, løb så at sige sammen i 68’er-tankegangen. De socialistiske fik stadig ikke det store gennemslag i de vestlige landes private erhvervsliv, men de kulturradikale sejrede ad H. til i undervisningssektoren, medierne, børneopdragelsen, de offentlige institutioner. Og de satte deres stærke præg på lovgivningen.

Dette synes at gælde hele den Vestlige verden, men fokus her er Danmark.

Følgerne af 68’er bølgen var blandt andet en nedtoning af fagligheden i uddannelsessystemet til fordel for holdningsbearbejdning; en ændring af socialpolitikken, så der er mindre krav om selvhjælp og ambition om at klare sig selv; og en åbning af grænserne for masseindvandring fra den tredje verden.

Jeg mener, at alle disse følger er skadelige for landet. Derfor er jeg glad for, at bølgen synes at have toppet. Men der er absolut stadig behov for at hjælpe med at bekæmpe og tilbagerulle 68’er- bølgen, og det er mit mål. Det er kun til en vis grad relevant på det økonomiske område. Det væsentlige, og der hvor 68-ismen har haft størst effekt, er værdipolitikken: Indvandring, skole, ret, forsvar og meget mere.

Men hvorfor blev og bliver nogle til 68’er-tilhængere og andre borgerlige? Vores politiske synspunkter baserer sig på de grundlæggende værdier, vi hver især har. De borgerlige værdier - som jeg mener, at samfundet bør bygge på - er især disse:

Retfærdighed
Samhørighed
Handlefrihed

68’erne bygger modsat på:

Godhed
Een verden
Offentlig styring

Hertil kommer værdier som:

Offervilje
Sparsommelighed

Offervilje og sparsommelighed er værdier, der ikke er knyttet til, om man er borgerlig eller 68’er. Alle kan have dem i større eller mindre omfang.

Det er vort valg blandt disse værdier, der bestemmer vores politiske holdninger. De borgerlige værdier kan nærmere beskrives således:

Retfærdighed: At alle får, hvad de har gjort sig fortjent til. Fordi der skal være sammenhæng mellem handlinger og deres konsekvenser. Det er nødvendigt, for at tingene skal have mening, og samfundet fungere, økonomisk og på alle andre måder. 68’ere drives af modsætningen, som er godhed: Her får alle tildelt ret til at kræve, hvad de har behov for, uanset om de overhovedet har vilje til selv at yde noget. Retfærdighed betyder markedsøkonomi i modsætning til statsstyring, og at en velfærdsstat er et sikkerhedsnet for alle arbejdsvillige, ikke en livsstil med permanent ukritisk forsørgelse.

Samhørighed: Fordi samfundet kun kan indrettes efter et enkelt sæt spilleregler. Fordi vi har behov for at leve i samklang med vores historie og traditioner sammen med ligesindede. Fordi tilhørsforhold giver overskuelighed, identifikation og gensidig tillid. 68-modsætningen er multikultur, hvor forskellige kulturer antages at kunne eksistere blandt hinanden. Men man kan ikke spille efter forskellige sæt regler samtidig.

Handlefrihed: Ikke ubegrænset, for det er anarki og kaos, men indenfor lovens og rimelighedens rammer. Frihed, fordi det er menneskeværdigt og hensigtsmæssigt, at den enkelte og samfundet så vidt muligt styres af egen fornuft og samvittighed. 68’ere vil have fællesskabet – i praksis staten - til at styre det meste, fordi den antages at vide bedst.

Desuden bør de fælles værdier have vægt:

Offervilje: Samfundet er vores fælles projekt, som vi alle bør bidrage til, det er ikke en ko, vi alle har ret til at malke mest muligt. Vi er en del af samfundet, og samfundet er en del af os. Ægte solidaritet er, at de mere heldige giver til de mindre heldige. Ikke at kræve i flok.

Sparsommelighed: Fordi klodens ressourcer er begrænsede, og de tilhører ikke kun os. Fordi statens ressourcer er begrænsede, og de tilhører oprindeligt borgerne. Fordi vores egne ressourcer er begrænsede, og fråds såvel som overdrevent arbejdspres er dårligt for os selv.

De grundlæggende borgerlige hhv. tværgående værdier fører til nogle politiske mål og midler, der i de fleste tilfælde går imod 68’er-politikken, heriblandt:

1. Offentlige udgifter: Der skal udvises sparsommelighed overalt. En række kerneydelser bør være en offentlig opgave eller i hvert fald ansvar, f.eks. transportnettet, sygehuse og forsyningsanlæg, og der skal ofres det nødvendige på dem. Men alle offentlige ydelser skal løbende vurderes kritisk med henblik på nødvendighed og effektivitet.

2. Offentlige indtægter: Der skal over længere tidsrum være balance mellem indtægter og udgifter.

3. Skatter: Er en konsekvens af de valgte udgifter og ønsket om balance. Hvis det herefter er muligt, er det i sig selv ønskeligt, at skatterne sænkes over hele skalaen.

4. Skole: Skal give indlæring af viden og færdigheder. Holdningsindlæring er familiens sag.

5. Udlændingepolitik: Nej tak til masseindvandring, fordi en inhomogen befolkning giver problemer. Kun indvandring af enkeltpersoner, og kun ved tilhørsforhold til Danmark eller ved green card-lignende ordning. Flygtninge skal enten vende hjem, så snart det er muligt, eller bosættes i deres egen region, således at ethvert land kun modtager flygtninge fra sit eget område.

6. Kultur: Religioner, hvis lære indeholder politiske programpunkter, eller i øvrigt påvirker forhold mellem borgerne, skal behandles som politiske partier, d.v.s. de får ingen særlig beskyttelse eller respekt. Hvis de er modstandere af vort vestlige demokratiske sekulære samfund, skal de aktivt bekæmpes.

7. Retspolitik: Retfærdighed er målet, ikke eftergivenhed overfor forbryderne. Kriminelle, danskfjendtlige og arbejdsuvillige udlændinge skal om muligt hjemsendes administrativt, og ellers hjemsendes ved dom. Udvisning fra Danmark ville for danskere være en total omvæltning, for udlændinge er det en hjemsendelse og altså ikke på samme måde en straf.

8. Socialpolitik: Værdigt trængende skal have støtte i rimeligt omfang og tidsrum. Personer, der kan arbejde, men forbliver ledige, skal efter et passende tidsrum aktiveres eller passivt forsørges på lavere ydelse. Kommunerne skal fritages for forpligtelse til at skaffe alle bolig på højt niveau.

9. Boligpolitik: Beskatningen skal ikke ændres. Lejeboligmarkedet skal gøres frit ligesom før 2. Verdenskrig, ved at huslejen frigives ved ældre lejligheders nyudlejning. Almennyttige boliger gøres billigere i starten ved finansiering med indexlån.

10. EU: Nej til yderligere union. En europæisk EU-nationalisme skal ikke dyrkes oppefra. EU behøver ikke at vokse konstant, som der står i Romtraktaten. Euroen: Da landene ikke har fælles løn- og finanspolitik, kan de ikke på længere sigt have fælles møntfod. Derfor er Euroen et usikkert eksperiment, som vi må forholde os afventende overfor.

11. Forsvar: Den primære opgave er kontrol over Danmarks territorium. Internationale opgaver er også vigtige, men dog sekundære. Derfor bør mobiliseringsforsvaret genoprettes. Værnepligten opprioriteres. Et traditionelt nationalt forsvar er et godt grundlag for at opstille gode enheder til internationale opgaver.

12. Religion. Religionsdyrkelse skal være en privatsag, og religion skal ikke påvirke de politiske beslutninger. Men det må erkendes, at nogle religioner er forstenende og fordummende, mens andre, herunder kristendommen i dens nutidige fremtræden, har vist sig opbyggende for den enkelte og for samfundet. Det erkendes, at kristendommen er en del af Danmarks og den vestlige verdens historie og kulturelle grundvold.

13. Energi og miljø. Det er politisk helt uholdbart, at den vestlige verden ikke er selvforsynende med energi. Vedvarende energi bør fremmes, men atomkraft er stadig uundværlig. Næsten alle andre industrilande end Danmark satser stærkt på den. Det må vi også nødvendigvis gøre, også af miljøhensyn.

14. Menneskerettigheder. Skal underordnes danskernes borgerrettigheder. Danske borgeres ret til at leve i fred for kriminelle skal vægtes højere end udenlandske forbryderes ret til uforstyrret familieliv i Danmark.

15. Infrastruktur. Staten skal sikre, at der er rimelige transportmuligheder i form af veje og jernbaner og busruter til så stor en del af landet som muligt. Dette behøver ikke at være en overskudsforretning.

16. Udenrigspolitik. Vi bør søge alliancer med de lande, der har samme historiske baggrund og samme værdier som os selv. Udviklingslandene skal hjælpes, ikke med almisser, men med et fair partnerskab.

Disse er mine principper, mål og midler, og de flugter bedst med DFs program. For at arbejde for dem har jeg søgt opstilling til Folketinget for DF. Synspunkterne virker sikkert umiddelbart meget yderliggående på en del mennesker. Men hvis man træder et skridt tilbage og ser nøjere efter, svarer de stort set til de synspunkter, som både Socialdemokratiet, Venstre og de Konservative havde indtil ca. 1968, hvor den vestlige verden gik af sine hængsler, hvad værdipolitik angår.