OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

onsdag den 20. marts 2013

De radikale har body-snatchet Socialdemokratiet


I løbet af de sidste 30-40 år er Socialdemokratiets vælgertilslutning faldet fra 30-35% til nu under 20%. Samtidig viser en meningsmåling blandt erhvervsledere, at de ofte mener, at den nuværende S-SF-R-regering er mere gavnlig for erhvervslivet og den økonomiske vækst end den borgerlige regering, som den afløste. Hvad er der sket?

Nu har man sagt i årtier, at erhvervslivet egentlig foretrak en S-regering, fordi den bedre kunne sikre ro på arbejdsmarkedet, samtidig med at den var nødt til at føre en midterpolitik – der har jo aldrig været rødt flertal i Folketinget. Dertil kommer – hvilket de seneste 12 år tydeligt viser – at en S-regering kan regne med en forholdsvis saglig opposition, mens en borgerlig regering må trækkes med en useriøs, overbydende, populistisk opposition. Derfor kan den nuværende S-SF-R-regering få ro og støtte til at føre en fornuftig borgerlig reformpolitik, som erhvervslivet har brug for.

Men hvorfor flygter S-vælgerne så? Det startede i 1980’erne, da en ny generation af stærkt venstreorienterede yngre kom til i toppen af S: Auken, Bjerregaard o.s.v. Indtil da havde S ligget i den del af det politiske landskab, som jeg i min 2. post på denne blog fra 9. december 2010 kalder 2. kvadrant, hvor værdipolitikken er folkelig og national, mens den økonomiske er lidt til venstre for midten – altså socialdemokratisk. Men de nye røde ledere – der egentlig hørte hjemme i SF – trak værdipolitikken ned i 3. kvadrant: Fodnotepolitikken vendt mod USA og NATO, modstanden mod EF – dengang! – og Udlændingeloven af 1983. Alt sammen radikal/SF værdipolitik! Straffen faldt ved valget i 2001 – systemskiftet! – der førte til 10 års VKO-flertal. En stor del af S-vælgerne gik til Dansk Folkeparti, der var og er solidt forankret i 2. kvadrant, den socialdemokratiske.

Nu ser vi så efter valget i 2011, at S med en sand lavine af løftebrud løber fra den røde økonomiske politik, de ”vandt”  valget på – eller vandt flertallet på med SF og R. De har nu i stedet helt overtaget de radikales økonomiske politik, der ligger til højre for midten: Skattelettelser, stop for offentlig vækst, beskæring af SU og kontanthjælp o.s.v. S – eller S-ledelsen -  er nu havnet i 4. kvadrant, den liberale/radikale.

Socialdemokratiet har således først optaget de radikales værdipolitik, og nu deres økonomiske politik! De er altså blevet ”bodysnatchet” af R, for at citere en gammel klassisk gyserfilm!

Og resultatet er også blevet den nuværende gyser-tilslutning for S: Endnu flere af de gamle vælgere går til DF, der opretholder den klassiske socialdemokratiske profil fra før Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Lasse Budtz. S-ledelsen kan flytte sig, men vælgerne vil blive i 2. kvadrant.

mandag den 11. marts 2013

Straksafskrivning straks, tak!


I disse dage går forhandlingerne om Vækstpakken i gang. Det drejer sig om SSFR-regeringens forslag om nedsættelse af selskabsskatten, finansieret af beskæring af kontanthjælpen og SU, og VKs ønske om nedsættelse af de grænsehandelsrelevante afgifter på øl og sodavand, bl.a.

Regeringens selvmorderiske mod ved at føre erhvervsvenlig politik er beundringsværdigt. Det er dog beklageligt, at de som beskæftigelsesfremmende ingrediens har valgt at nedsætte selskabsskatten fra 25 til 22%. Vurderingen er nemlig, at det kun vil give en begrænset vækst i beskæftigelsen pr. tabt skattemilliard.

En anden mulighed, som bl.a. er anbefalet af revisorernes forening, er at indføre straksafskrivning for erhvervsinvesteringer. Det indebærer, at skattemæssige afskrivninger på investeringer kan foretages i 
indeværende regnskabsår, i stedet for at blive strakt ud over de kommende år i takt med aktivets værdiforringelse. Derved vil den investerende virksomhed få en skattebesparelse straks, men til gengæld ikke få nogen skattenedsættelse i de efterfølgende år.

Det vil derfor sige, at der kun er tale om en likviditetslettelse for virksomhederne. På blot nogle få års sigt vil statens skattetab ophøre. Derfor vil det egentlig være en billigere løsning for staten. Efter nogle år kan den bruge udgiften en gang til, så at sige, enten til skattelettelser eller nye udgifter.

Og efter det oplyste vil ordningen anspore mange virksomheder til flere investeringer i nyt materiel m.v., og derved skabe flere arbejdspladser. Flere end en nedsættelse af selskabsskatten med samme beløb – som så endda er tabt hvert år ud i fremtiden.