OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 31. januar 2012

Topøkonomer og EU for masseindvandring

Berlingskes erhvervsmagasin ”Business” fra 26.1.2012 havde en række interviews med ”otte internationalt toneangivende topøkonomer” om verdens økonomiske magtbalance i 1920’erne. Problemet var, at Europas magtposition i Verden antages at være svindende. Vores økonomier vokser ikke så hurtigt som resten af Verdens, vores befolkninger skrumper og vores gennemsnitsalder er derfor stigende. Løsningen ligger ifølge ”topøkonomerne” lige for: Masseindvandring fra resten af verden, ikke blot af højtuddannede, men af hvem som helst.
Dette synspunkt illustrerer på bekymrende vis disse ”topøkonomers” tunnelsyn: Det eneste, der optager dem, er bruttonationalproduktet, dets størrelse i forhold til andre regioners og dets vækst. De interesserer sig ikke for kulturelle eller religiøse problemer som følge af masseindvandring, ej heller for andre forhold som f.eks. arbejdspresset på den arbejdende del af befolkningen. Og de betragter åbenbart den enkelte nation som et geografisk område med en tilhørende økonomisk aktivitet; de betragter ikke nationen som først og fremmest folket i det pågældende land. De er ofte selv gennem deres karriere flyttet fra land til land mange gange, og de er derfor fløjtende ligeglade med, hvem der bor hvor, også i den helt store skala.
I modsætning hertil står de enkelte landes befolkninger. Deres forfædre har oftest boet i landet i mange generationer, de føler tilknytning til deres land, og de betragter landsmænd som en stor, om end fjern familie. Vi modtager gerne indvandrere på enkeltbasis i forbindelse med giftermål eller besættelse af særlige stillinger, men vi ønsker ikke at være mål for egentlige folkevandringer.
Derfor er det kun ”topøkonomerne”, der ser det som en nærliggende måde at skabe økonomisk vækst på: At åbne for masseindvandring. Jeg selv ser derimod det danske bruttonationalprodukt som resultatet af det danske folks indsats; og hvis vi vil lade udlændinge stå for en del af indsatsen, skal de jo i øvrigt også have deres del af udbyttet, så hvad er formålet? Formålet kan kun være at puste BNP ”kunstigt” op, så landets regering ser mere magtfuld ud. Hvis vi mangler arbejdskraft, er det mere hensigtsmæssigt at etablere virksomhed i udlandet nær afsætningsmarkederne, som virksomhederne jo også gør.
 I øvrigt vil problemet i de nærmeste år være det modsatte, nemlig arbejdsløshed. Især i de sydeuropæiske lande, hvis økonomier er holdt i Euroens kvælergreb, fordi disse lande fejlagtigt tror, at de får stærke økonomier ved at knytte sig til en stærk valuta: Euroen, d.v.s. D-marken. Det modsatte er tilfældet: Valutaen afspejler økonomiens styrke, ikke omvendt. At knytte sig til en for stærk valuta svarer til at tro, at man kan løbe hurtigere ved at tage for store løbesko på. Resultaterne viser sig i disse år, men ingen vil indse det reelle problem offentligt.
Og så er det ikke kun disse otte topøkonomer, der går ind for masseindvandring til Europa. De toneangivende kredse i EU-systemet synger den samme melodi, af samme årsag: For at pumpe de europæiske BNP op.
Den ubehagelige sandhed er, at for de rigtige unionseuropæere drejer det sig ikke længere om de europæiske folk og fædrelande og deres skæbne, det drejer sig om de europæiske regeringer og EU-toppens magt og indflydelse i Verden. Dertil behøver de et så stort bruttonationalprodukt som muligt, uanset hvem der producerer det.
Det tragikomiske er så, at selv om det lykkes for EU-toppen at fortsætte den usorterede masseindvandring, når de ikke deres mål. Indvandring af ukvalificerede, mange oven i købet med en problemfyldt kultur, er som helhed ingen økonomisk gevinst, tværtimod. Hvis der skal være indvandring, skal indvandrerne i det mindste være til gavn for modtagerlandene, og dette er flere og flere lande ved at indse – også offentligt.

onsdag den 25. januar 2012

Finanskrise og regnskabsprincipper

Regnskabsprincipper lyder kedeligt, og realisationsprincippet og lagerprincippet lyder endnu værre. Men disse tekniske begreber kan ikke desto mindre have dybtgående virkninger på alle menneskers dagligdag. Derfor vil jeg beskæftige mig lidt med dem her.
Principperne anvendes bl.a. indenfor skatteområdet, men mit emne her er forsikringsselskaber med livrenteforsikringer og pensionskasser (”L og P”-sektoren). Når disse aflægger årsregnskab, brugte de i gamle dage at opgøre deres beholdning af obligationer og aktier efter realisationsprincippet, også kaldet anskaffelsesprincippet. Det indebærer, at værdipapirer optages i årsopgørelsen til den pris (kurs), som de er blevet anskaffet til. Tab eller gevinst ved kursfald eller stigning opgøres kun, når papiret sælges, altså realiseres.
Det andet princip, lagerprincippet, kendes fra det almindelige erhvervsliv. Efter dette princip skal papirerne ved årsafslutningen optages til den aktuelle handelsværdi, således at årets gevinst eller tab registreres løbende og fuldt ud. Dette princip gik L og P-sektoren over til for nogle årtier siden, vel som del af den internationale bestræbelse på retvisende og sammenlignelige regnskaber.
Desværre medfører dette princip uheldige konsekvenser for L og P. For selv om de to principper giver samme resultat over en årrække, medfører lagerprincippet store udsving fra år til år, og da især for en sektor, hvor næsten hele aktivmassen består af værdipapirer.
Hertil kommer, at myndighederne i de senere års bestræbelser for at gøre L og P-sektoren solid har indført regler om, at jo mere en type aktiver svinger i værdi – jo mere volatile, de er – jo mindre andel må selskaberne have af dem. Det har ved finanskrisens start i 2008 betydet, at de faldende aktiekurser gav aktierne større volatilitet, hvorfor selskaberne måtte reducere deres aktieandel. Dette medførte yderligere kursfald, der øgede volatiliteten, o.s.v. I foråret 2009 var der ligefrem grund til at frygte en nedsmeltning af det danske og mange andre aktiemarkeder.  Kurserne var så lave, at de var uden fornuftigt forhold til aktieselskabernes driftsresultater. Reglerne var skadelige for samfundets stabilitet i stedet for at gavne den.
Problemet er opstået, fordi man har erstattet det gode, gamle realisationsprincip med lagerprincippet. Lagerprincippet er ganske vist det eneste rigtige ved almindelige erhvervsvirksomheder, hvor kreditorerne skal kunne vurdere, hvor solid en virksomhed er, hvis den kommer i vanskeligheder her og nu. Men livsforsikringsselskaber og pensionskasser er jo netop ikke almindelige erhvervsvirksomheder! De er opsparingsinstitutter under særligt offentligt tilsyn, og de har en løbende strøm af indbetalinger fra præmier m.v., der typisk er større end strømmen af udbetalinger. Det vil normalt ikke behøve at berøre dem, at kurserne på deres aktiver er faldet et givet år, og på længere sigt vil aktierne stige og obligationerne gå mod udtrækning til en kendt kurs, typisk til kurs 100.
Når oven i købet de ovenfor omtalte regler om volatilitet medvirker til at skabe kriseagtige udsving på aktiemarkederne, bør man genindføre realisationsprincippet. Eventuelt kunne man tillempe det ved at bestemme, at f.eks. 10% af gevinster eller tab pr. 1 måned før årsafslutningen skulle realiseres i den sidste måned, gerne ved at selskabet solgte og genkøbte i samme omgang.
Men en sådan tilbageføring af reglerne vil nok stride mod EU's politik…


torsdag den 19. januar 2012

Feltpræster under beskydning

Nu er der dukket en ny, gammel sag op om feltpræster i Afghanistan, denne gang er der tale om, at feltpræsten åbenbart har været for langt fremme i støvlerne, da hans enhed prøvede at lokke Taleban ud af busken. Men ifølge Genevekonventionen må feltpræster ikke deltage aktivt i kamphandlinger, de må kun forsvare sig selv og har til det formål udleveret en pistol.
Nu har Forsvarets Auditørkorps fået nys om sagen og har indledt en undersøgelse.
Ud fra det oplyste bør den undersøgelse blive meget kort. Talibanerne kom ikke frem til kamp, ingen kom til skade. Men selvfølgelig må feltpræster ikke deltage som kombattanter. Spørgsmålet er dog, om ikke Talibanerne er ligeglade. De interesserer sig ikke for Genevekonventionen eller alle de andre konventioner, som vi dyrker så intenst i disse år. Der er i det hele taget ingen af de involverede, der har klaget. Sagen er først dukket op nu ved et tilfælde. 

Vi er sandelig et veladministreret land, når vi tager os af sager som denne.
Den er lidt i familie med sagen forleden, der i virkeligheden også var et par år gammel, hvor Danmarks Radio triumferende kunne vise et videoklip af en feltpræst, også i Afghanistan, der efter at have velsignet de udrykkende soldater gjorde V-tegnet og dunkede sig på hjertet. Det har fået Politiken-segmentet til at fråde af raseri over, at en præst opildner soldater til kamp, og et par biskopper har udtalt kritik.
I virkeligheden ønskede præsten blot soldaterne held og lykke på opgaven, hvad der nok kan være brug for. De hjemlige pacifister og humanister er virkelig ømskindede. De kan med fordel ignoreres. Det er blot umuligt, hvis de sidder i ansvarlige, høje stillinger. Så vi må desværre bruge tid og kræfter på at imødegå dem, og forsvare deres ofre.

torsdag den 12. januar 2012

Betalingsringen - en ny, dårlig afgift

Betalingsringen sluger stadig meget opmærksomhed, selvom der er langt vigtigere sager, vi burde koncentrere os om: Genopretning af undervisningssystemet, trimning af de offentlige udgifter (Carina-syndromet, overdreven rapportering og dokumentation, ekstreme krav). Men vi bruger kræfter på en ny afgift: Senest har en gruppe trafikpolitikere været i Stockholm, Oslo og London for at studere disse byers erfaringer med deres betalingsringe.
Men sammenligninger med disse tre byer er ikke anvendelige. I alle de tre lande er den samlede bilbeskatning – især ved anskaffelsen – så meget lavere end i Danmark, at den månedlige udgift ved at køre bil vel er ca. det halve af i Danmark. Når man alligevel vælger at køre i bil herhjemme, betaler man dyrt for det – det er simpelt hen ikke rimeligt at beskatte bilkørsel yderligere.
Og hvordan ligger det egentlig med det påståede trængselsproblem? Vist er der kødannelse i myldretiden, men det ligger i en storbys natur – og i alternativet, den kollektive transport, er ventetiden i samme størrelsesorden. Desuden er trængslen i Københavns centrum i disse år kraftigt forøget af tre årsager:
1. Metrobyggeriet
2. Renoveringen af Nørreport Station med lukning af Nørre Voldgade for biler.
3. Chikane af privatbilismen fra det rød-radikale flertal på Københavns Rådhus med inddragning af en af de tre kørebaner på Langebro mod byen, lukning af Nørrebrogade og nedlæggelse af hundredvis af parkeringspladser i gaderne.
De to første problemer vil forsvinde af sig selv i de nærmeste år, det tredje er vælgerne i København herrer over.
Den alternative løsning på trængselsproblemerne – som er små sammenlignet med mange andre storbyer – som statsministeren har efterlyst, er: Dels at normalisere privatbilismens vilkår rent fysisk, i stedet for at genere den fysisk og økonomisk, dels at styrke den kollektive trafik, som det sker med den nye Metrolinie og den planlagte letbane. Nye tiltag bør komme til i de nærmeste år. Cyklismen bør også opmuntres.
Privatbilismen bør ikke bekæmpes, den bør udsættes for øget konkurrence.

Derimod er det sikkert en god ide at OMLÆGGE nogle af bilafgifterne til egentlig roadpricing, når dette system bliver en mulighed. Benzinafgiften er jo allerede en slags roadpricing. Men den bør ikke blot ramme et tilfældigt udsnit af hovedstadsområdets beboere. Den bør pålægges alle, der bruger vejene, og især ramme alle, der bidrager til trængsel, uanset hvor i landet, de kører. Og eksisterende afgifter - især registreringsafgiften - skal nedsættes tilsvarende.

onsdag den 4. januar 2012

Højtryks-samfundet – er det det, vi vil?

Den danske økonomi er egentlig paradoksal: De seneste ca. 10 år er vores lønomkostninger steget ca. 30 % mere end i Tyskland, vores største handelspartner. Samtidig er vores krone frivilligt bundet til Euroen og dermed den tyske økonomi. Det skulle hæmme eksporten og fremme importen, og alligevel har vores overskud på betalingsbalancen aldrig været større, heller ikke i procent af bruttonationalproduktet. For at sætte trumf på har vores næststørste handelspartner, Sverige, i ca. 20 år ført en devalueringspolitik, modsat os. Heller ikke dette har åbenbart skadet vores betalingsbalance. Hvordan kan dette forklares?
Vi har dog så alligevel fået to problemer: Beskæftigelsen er faldet med ca.180.000 arbejdspladser, især efter finanskrisen i 2008, og statens store overskud er i de samme år vendt til stort underskud.
Når man betragter det hele sammenlagt, må man konstatere, at den danske økonomi er spredt over et stort spektrum: I den ene ende er der en række virksomheder, der trives og eksporterer uanset modgang, f.eks. NOVO, A.P. Møller, Carlsberg, Lego, osv. Og i den anden ende virksomheder, der mærker problemerne ved det høje lønniveau og den høje kronekurs: Slagterierne, den traditionelle industri, vognmandsbranchen, ja selv et hjemmemarkedserhverv som byggeriet mærker konkurrencen fra de nye EU-medlemslande. Det fantastiske er, at NOVO-virksomhedstypen åbenbart er i stand til mere end at kompensere for de gamle virksomheders problemer, når det gælder udenrigshandelen.
Men de nye virksomheder kan ikke opsuge den ledige arbejdskraft fra de gamle. De gamle erhvervs problemer skyldes som sagt det høje løn- og kronekursniveau, det jeg kalder højtryks-samfundet. Det er vel 30 år siden, den daværende LO-formand Thomas Nielsen triumferende udtalte, at ”fagbevægelsen havde sejret ad helvede til”. Han forstod ikke, hvor rigtigt det var. Og udover de registrerede arbejdsløse er der hundredtusinder af førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere osv, der er presset ud af arbejdsmarkedet, bl.a. fordi minimumslønnen er blevet så høj, at de ikke er attraktive for erhvervslivet.
Endvidere medfører de enorme overførselsbeløb og den enorme udgift til offentligt ansatte, at skattetrykket er verdens højeste. Det medfører, at de, der har et arbejde, må arbejde mere end de måske egentlig ville foretrække, hvis de blot skulle forsørge sig selv. Dette medfører måske endda, at der fødes færre børn, end folk ellers ville ønske at få. En virkelig ond højtryks-cirkel.
Hvad kan vi gøre? Heldigvis lader fagbevægelsen endelig til at have indset, at de stadige krav om højere løn for det samme stykke arbejde er gift for deres egen beskæftigelse. Anderledes ser det ud med kronekursen. Den faste kurs overfor D-marken (Euroen) er åbenbart blevet hellig. Det måske også godt det samme i dag, for hvis man overlod kronekursen til markedet, ville NOVO-Danmarks effektivitet måske presse kronen endnu højere op, til endnu større skade for de gamle erhverv!
Men det er yderst påkrævet, at vi får begrænset de opsvulmede offentlige udgifter, og dermed får mulighed for at reducere skattetrykket. Carina-affæren viste, hvad de borgerlige har sagt i årtier, at velfærdsydelserne ofte gives for ukritisk og for rigeligt. S-SF-R-regeringens svar har desværre været at hæve udgifterne. - Det er også påkrævet at forbedre uddannelsesniveauet. Det kan alle tilslutte sig, men vi mangler handling – det gjorde vi desværre også under VKO-regeringen.
Alt i alt giver den nuværende regerings hidtidige initiativer ikke megen grund til optimisme. Hverken for de arbejdsløse eller for de arbejdende, der rammes af det høje skattetryk.