OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 27. februar 2012

Hvidsten-gruppen: Det var altid for Danmark

I aftes så jeg filmen om Hvidsten-gruppen, der havde premiere i Randers i sidste uge, og jeg havde svært ved at sove i nat. Historien om gruppen har altid været velkendt i min generation, men filmen gjorde historien levende påny.
Jeg havde på forhånd været bekymret ved instruktøren, Anne-Grethe Bjarup Riis, fordi hun har sine politiske holdninger, men jeg er glad for at kunne bevidne, at hun har løst denne opgave loyalt og også meget dygtigt. Skuespillerne er fremragende, jeg vil gætte på Oscar-materiale nærmest over hele linien. Filmen er desværre lidt langtrukken sine steder, vel for at understrege forskellen mellem det lykkelige privatliv, der kunne have fortsat så forholdsvis nemt, hvis de var forblevet passive – og så krigens gru på den anden side. Men jeg vil tro, at denne film vil genoplive kendskabet til Hvidsten-gruppen hos nye generationer, og sikkert også ude i Verden.  
For nogle måneder siden læste jeg om andre frihedskæmpere fra Besættelsen, og jeg begik derefter for første og sikkert også sidste gang et digt, hvis ikke det er for stort et ord. Jeg vil tilegne det Hvidsten-gruppen – de er et lysende eksempel på dem, jeg havde i mine tanker:
Til Hvidsten-gruppen:
Det var altid for Danmark,
aldrig for jer selv.
I satsede alt for jeres land og folk,
og I vandt for altid
vore hjerter.



fredag den 24. februar 2012

EU redder Euroen og ofrer befolkningen

Når folk – både politikere og journalister – har opholdt sig i Bruxelles nogen tid, anlægger de nogle ejendommelige prioriteringer: Hvor de tidligere har interesseret sig for befolkningerne og medlemslandenes interesser, skifter de umærkeligt over til at se EU-projektet i sig selv som alle tings mål.
Det ser man i disse dage, når korrespondenterne refererer hjem om Grækenlands krise. De fremstiller den seneste redningspakke som en stor succes, fordi den holder Grækenland fast i Euro-zonen, og en egentlig græsk statsbankerot udskydes gennem nye lån på 130 milliarder Euro. At en afgørende betingelse for pakken er, at Grækenland ikke blot afskediger 150.000 offentligt ansatte og indfører en effektiv beskatning, men også skærer lønninger og pensioner drastisk ned, bekymrer ikke.
Det burde det måske gøre. En ting er, at Grækenland er nødt til at få balance i statsbudgettet. Det var også sket tidligere, hvis landet ikke havde været med i Euro-zonen, som jeg har beskrevet tidligere, bl.a. d. 14. februar 2012 i ”God damn the Euro-pusher”. Men nu udsættes landet samtidig for en påtvungen deflation ved den drastiske nedskæring af lønninger og pensioner, en ting, der vil forgylde formueejere og straffe folk med lån i hus og forretning. Det vil sende landet ud i en kraftig recession, ligesom Portugal, Spanien, Irland. Lande, der har pålagt sig selv en kunstig høj valutakurs ved at gå ind i Euro-zonen uden at have de nødvendige forudsætninger m.h.t. inflations- og produktivitetsudvikling. Virkningerne på landenes borgere er forfærdelige, så meget mere, som de er selvpåførte og undgåelige.
Man kan tvivle på, om det holder i længden. Hvis landene bliver påtvunget en årelang recession, bliver befolkningerne på et tidspunkt trætte af Euroen.
Så går det, med en omskrivning af Churchills ord, sådan, at: ”I fik valget mellem devaluering og recession. I valgte recession, men I får devaluering alligevel.”
Og til hvilken nytte er denne recession? Jeg mener, at målet med politisk aktivitet må være at sikre så mange som muligt ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, med Grundtvigs ord. Herom mere en anden gang. Formålet med Euro-projektet er derimod at fremme en kunstig europæisk unions-identitet ovenfra, ligesom de rødbedefarvede fælles pas, nummerpladerne, Schengen-aftalen om fri passage for forbrydere mellem landene… alt sammen en gang verdensfjern idealistisk varm luft, udtænkt af folk, der engang var bange for nye krige i Europa, i dag blot et fantasiprojekt for påfaldende ofte tidligere marxister, der har fundet en ny afgud, og karrieremulighed. De europæiske folk betaler med ubegribelig passivitet og autoritetstro en høj pris for EU-fantasierne.

tirsdag den 21. februar 2012

Tobin-skatten - hvor ender regningen?

Tobin-skatten er ganske simpelt en omsætningsafgift på finansielle transaktioner, foreslået for en del år siden af økonomen James Tobin. Den sigtede i begyndelsen kun på valutatransaktioner, senere på alle typer finansielle transaktioner. Den skulle have den fordel, at den udover at generere skatteprovenue til statskassen også skulle dæmpe spekulationen på de finansielle markeder. Derfor har mange teoretikere sværmet for tanken i årevis, uden resultat. Men nu har de politiske ledere især i Tyskland og Frankrig, og i EU-systemet, taget ideen til sig og ønsker at indføre den snarest. Provenuet, der anslås til 400 milliarder kr. om året, skal gå til EU's budget.
Tilhængerne af Tobin-skatten anfører, at det er banker og spekulanter, der var skyld i finanskrisen fra 2008 og frem, og at de derfor skal betale for følgerne. Det lyder på overfladen rimeligt, men det holder jo ikke. Hvem er bankerne? Tilhængerne af straf-tankegangen må vel tænke på bankdirektørerne og deres finansdealere, der stod for spekulationen, og som fik store bonusser i de gode år før 2008. Men de bliver jo ikke specielt ramt af Tobin-skatten. Dem, der eventuelt bliver ramt, er bankernes ejere, aktionærerne. Man kan måske hævde, at de også profiterede på spekulationen, der førte op til finanskrisen. Men de er sandelig også blevet ramt af krisen, bankaktierne er jo styrtdykket under krisen og ikke kommet op igen.
Desuden det rent praktiske: Netop i disse år er finanskrisen blevet afløst af statsgældskrisen, og den krise vil med stor sandsynlighed koste en del banker, især i Euro-landene, yderligere store milliardbeløb i tab. Man taler jo netop om bankernes behov for at få tilført kapital nu – så virker det helt absurd samtidig at ville beskatte dem yderligere.
Men en Tobin-skat vil nok heller ikke komme til at blive betalt af bankerne. I økonomien arbejder man et begreb, der kaldes overvæltning, f.eks. af en afgift som Tobin-skatten. Og hvis bankernes udbud af den ydelse, der består i at formidle finansielle transaktioner, er nogenlunde uafhængigt af, om gebyrsatsen ændrer sig – det som økonomer kalder en flad udbudskurve – vil afgiften blive overvæltet på den samlede pris, d.v.s. blive betalt af de personer eller institutioner, der handler med bankerne.
Det er svært at sætte præcise tal på et fremtidigt scenarie. Men hvis afgiften skal indbringe EU-systemet 400 milliarder kr. om året, må der skulle opkræves ca. 4 milliarder kr. i Danmark. Det er i gennemsnit 1.000 kr. om året pr. voksen dansker, som vil gå fra de ramtes opsparing. Over 35 års pensionsopsparing, med 2 % p.a. i rente, bliver det til ca. 50.000 kr. lavere pensionsopsparing.
Hvis EU virkelig indfører en sådan skat, vil det naturligvis betyde, at alt, hvad der kan flyttes af finansielle transaktioner, vil blive flyttet til et Tobin-frit område – man behøver ikke gå længere bort end London, hvor en meget stor del af de finansielle transaktioner allerede foregår.
Hertil kommer det rent politiske. Mener vi virkelig, at EU har så meget styr på sine finanser, at Europas borgere vil betro systemet egne skatteindtægter? Hvordan går det med at få EU's årsregnskaber godkendt af revisionen? Ikke godt, som bekendt.
Endelig er det problematisk i forhold til Grundlovens bestemmelser om opkrævning af skat og anvendelse af de opkrævede midler.

torsdag den 16. februar 2012

Vi var engang en kulturnation

Nu har vi alvorlige problemer med uddannelsesniveauet. Ifølge Weekendavisen har en tysk professor, der var hentet til Aarhus Universitet for at undervise i musikvidenskab, oplevet, at flere af de studerende havde et ”grundlæggende ukendskab til enhver form for klassisk repertoire og musikhistorie”. Lignende historier er hørt fra mange andre fakulteter på alle højere læreanstalter.
Dette refererer Berlingske med bekymring. Men nogle sider længere henne i samme avis meddeles, at ”Iran har sprunget bomber”. Og en journalist beretter, at Barbie-dukken blev ”haglet ned” – vel en kombination af ”blive heglet igennem” og ”kritikken haglede ned”.  Samme journalist taler om ”militærracistiske ærinder”. Alt sammen ubehjælpsomt sprog eller direkte fejlagtigt og forvirrende.
Ovennævnte er blot dagens tilfældige pluk af tegn på vor tids tab af viden og færdigheder, som jeg vil tilskrive 68-modebølgen og dens eftervirkninger. Både et vidnesbyrd om studenternes beskedne kundskaber, og et tegn på, at selv journalister, der har sproget som deres værktøj, ikke skriver et godt dansk, fordi de har læst og skrevet for lidt og for dårligt i deres skolegang og senere uddannelsesforløb, og vel også i deres fritid.
Det holder simpelt hen ikke, hvis vi vil bevare vores status som et veluddannet, velstående folk. Skolen og den øvrige uddannelsessektor må tilbage til før 1968. Der må igen lægges vægt på kundskaber og færdigheder, snarere end på modetiltag og ”holdningsbearbejdning”. Den tidligere statsminister Fogh Rasmussen var inde på det, men i stedet for at lade handling følge på ord, indførte VK-regeringen den af de radikale udtænkte gymnasiereform i 2005, der gav kundskabsformidlingen i skolesystemet endnu en torpedo under vandlinien.
Det er svært at ændre undervisnings-supertankerens 1968-kurs, men hvis man ikke engang drejer på rattet, sker der i hvert fald ikke noget! Husk det efter næste valg.

tirsdag den 14. februar 2012

”God damn the Euro-pusher!”

Præsident Kennedy havde en legendarisk forsvarsminister, Robert McNamara. Han fortsatte under præsident Lyndon Johnson, til han i 1968 blev præsident for Verdensbanken, hvis udlånsaktivitet efterhånden var rettet mod udviklingslandene. Trods McNamaras fortid som leder af Ford Motor Company og derefter som USA's forsvarsminister, var hans indsats som Verdensbankens chef kendetegnet ved, at bankens udlånspolitik blev ændret fra ”hårde” infrastrukturprojekter til ”bløde” projekter, der skulle fremme uddannelse, sundhed m.v.
Man skulle tro, at denne udlånspolitik blev påskønnet af Vestens venstreorienterede. Men nej: Det var i de år, at Vietnamkrigen var på sit højeste, og McNamara havde spillet en central rolle i opbygningen af den amerikanske indsats i krigen. Samtidig var vi jo i årene lige efter 1968-bølgen, og venstrefløjen var allergisk overfor alt, hvad der havde med banker og dollars at gøre. Derfor blev det en del af venstrefløjens dagsorden at være modstander af Verdensbanken og dens aktiviteter: Man mente, at den trods dens uegennyttige politik spredte kapitalismens ideer og strukturer i udviklingslandene. Og derfor var Verdensbankens årsmøder en god anledning for venstrefløjen til at lave massedemonstrationer, der gerne endte i rene optøjer, som i København i 1970.
I den anledning dukkede der plakater op, der forestillede en injektionssprøjte med påskriften: US $ og teksten nedenunder: ”God damn the pusher”! I øvrigt et citat fra en rock-sang.
Denne historie, og det slogan, kommer jeg i tanke om, når jeg betragter dagens problemer i Grækenland. Ganske vist er disse problemer egentlig selvskabte: Der er tale om mange års underskud på statsregnskabet, finansieret ved låntagning især i Vesteuropa. Der er nu ophobet en så stor gæld, 160% af et års bruttonationalprodukt, at det synes urealistisk at betale renter og afdrag på normal vis. Samtidig har de store årlige underskud langt om længe medført, at Grækenland må betale så høje renter på lånemarkedet, at det er blevet helt umuligt at fortsætte som hidtil. Oven i statens underskud har Grækenland et stort underskud på hele landets betalingsbalance overfor udlandet, fordi høj inflation og lav produktivitet har gjort landet ikke-konkurrencedygtigt.
Hvis Grækenland ikke – ved et utroligt politisk fejlgreb af de øvrige Euro-lande – var blevet lukket ind i Euro-zonen i 2002, ville landet ikke være kommet så langt ud i uføret, som sket er. Landet ville for mange år siden være løbet ind i finansieringsproblemer, der ville have tvunget det til at reducere sit statsunderskud, og det ville have fået så store problemer med sin betalingsbalance, at det ville være tvunget til at devaluere Drachmen. På den måde ville markedskræfterne have fremtvunget en begrænsning af problemerne på et langt tidligere tidspunkt, hvor de endnu var af overskueligt omfang.
I stedet har Grækenland i 00-årene kunnet finansiere sit overforbrug ved at udstede bjerge af Euro-denominerede statsobligationer, som naive investorer har købt, idet de glemte, at der stadig var en kreditrisiko. Og landet har kunnet finansiere yderligere betalingsbalanceunderskud gennem Eurozonens betalingsformidlingssystem.
Men nu har udlandet omsider sagt stop, så nu står Grækenland og skal gennemføre de mange års forsømte tilpasning af både offentlige udgifter og løn- og prisniveau på kort tid. Landet vil blive kastet ud i recession og kaos, der bliver langt værre, end hvis det aldrig var blevet lukket ind i det for relativt fattige lande så prestigefyldte Euro-selskab.
Og det er de rige, velorganiserede Eurolande, der har ladet det ske. Derfor min kun delvis humoristiske overskrift.

mandag den 13. februar 2012

Dramaet om Betalingsringen fortsætter

RAF-regeringen tumler fortsat rundt på gulvet og prøver at få hold på sin ulyksalige betalingsring. Hvad der startede som et nemt, politisk korrekt kopiprodukt af visse nabolandes ordninger, er nu blevet til et velfortjent mareridt. Få er glade for projektet, og det er ikke gennemarbejdet og gennemregnet.
Problemerne for regeringen kan vel opsummeres som følger:
Biltrafikken i Centrum er faktisk faldet i de seneste år. Hvis der alligevel opleves trængsel, skyldes det kommunens lukning af kørebaner i en lang række gennemfartsgader, og sløjfning af parkeringspladser indtil for få år siden.
Anlægget af stationerne til Metro2-ringen har medført en række anlægsarbejder på Rådhuspladsen, Kgs. Nytorv o.s.v., som naturligt generer trafikken i en periode.
Renoveringen af Nørreport Station har medført lukning af Nørre Voldgade i en periode. Det har medført kaos på de parallelle gader, især Nørre Farimagsgade.
De to sidste problemer løser sig af sig selv i løbet af kortere tid, det første er selvskabt.
Undersøgelser viser, at betalingsringen vil have ringe effekt på biltrafikken og luftforureningen.
Den påståede spildtid hos bilisterne i dag, som betalingsringen skal reducere, er jo ikke arbejdstid, men fritid. Den bliver ikke automatisk omdannet til lønnet arbejdstid.
Offentlig transport medfører i høj grad selv spildtid: Almindelig ventetid, forsinkelser, aflysninger o.s.v.
Endelig det frækkeste ved hele projektet: Især SF forudsætter, at de bilister, der ikke kan eller vil undvære at køre ind til Centrum, skal betale denne afgift for, at hovedsageligt de nuværende brugere af de offentlige transportmidler skal have større tilskud til deres transport, end de får i dag. Dette oven i verdens højeste beskatning af privat bilkørsel.

torsdag den 9. februar 2012

De irakiske fanger og Politikens scoop

Politikens store scoop i går, d.8. februar 2012, var offentliggørelsen af et notat, der skulle beskrive, hvordan den daværende chef for Hærens Operative Kommando, Poul Kiærskou, skulle have givet ordre til, at Hæren bevidst fejlagtigt skulle opgive antallet af tilfangetagne irakere under den danske indsats i Irak i 2000’erne til 198 i stedet for 500.
Den øvrige presse sprang straks på kampagnevognen, og venstrefløjen benyttede lejligheden til igen at udtrykke sin mistillid til Forsvarets ledelse.
Kernen i sagen – der endnu kun kendes fra pressen – synes at være, at der har været usikkerhed i Hæren om definitionerne og registreringerne af de irakiske fanger. Dette synes for udenforstående sikkert mærkeligt, men alle, der kender til den galopperende registrerings- og indberetningsbegejstring hos det offentlige – f.eks. fra Sundhedsvæsenet – vil kunne nikke genkendende.
Sagen synes at være, at Kiærskou i 2007 skar igennem de tekniske diskussioner og fastlagde en definition af fanger, der gav tallet 198. I 2011 er definitionen så blevet ændret af hans efterfølgere, så tallet nu er 500.
Min forventning er, at Kiærskou kan godtgøre, at han i 2007 handlede, som han mente var sagligt rigtigt, og ikke for at sminke sandheden, selvom det lavere tal var bekvemt for alle. Han vil få oprejsning, men det vil kun få beskeden omtale i pressen, og hans karriere er blevet skadet. System Politiken og forsvarets øvrige fjender har vundet en propagandasejr, uanset hvad.