Når folk – både politikere og journalister – har opholdt sig i Bruxelles nogen tid, anlægger de nogle ejendommelige prioriteringer: Hvor de tidligere har interesseret sig for befolkningerne og medlemslandenes interesser, skifter de umærkeligt over til at se EU-projektet i sig selv som alle tings mål.
Det ser man i disse dage, når korrespondenterne refererer hjem om Grækenlands krise. De fremstiller den seneste redningspakke som en stor succes, fordi den holder Grækenland fast i Euro-zonen, og en egentlig græsk statsbankerot udskydes gennem nye lån på 130 milliarder Euro. At en afgørende betingelse for pakken er, at Grækenland ikke blot afskediger 150.000 offentligt ansatte og indfører en effektiv beskatning, men også skærer lønninger og pensioner drastisk ned, bekymrer ikke.
Det burde det måske gøre. En ting er, at Grækenland er nødt til at få balance i statsbudgettet. Det var også sket tidligere, hvis landet ikke havde været med i Euro-zonen, som jeg har beskrevet tidligere, bl.a. d. 14. februar 2012 i ”God damn the Euro-pusher”. Men nu udsættes landet samtidig for en påtvungen deflation ved den drastiske nedskæring af lønninger og pensioner, en ting, der vil forgylde formueejere og straffe folk med lån i hus og forretning. Det vil sende landet ud i en kraftig recession, ligesom Portugal, Spanien, Irland. Lande, der har pålagt sig selv en kunstig høj valutakurs ved at gå ind i Euro-zonen uden at have de nødvendige forudsætninger m.h.t. inflations- og produktivitetsudvikling. Virkningerne på landenes borgere er forfærdelige, så meget mere, som de er selvpåførte og undgåelige.
Man kan tvivle på, om det holder i længden. Hvis landene bliver påtvunget en årelang recession, bliver befolkningerne på et tidspunkt trætte af Euroen.
Så går det, med en omskrivning af Churchills ord, sådan, at: ”I fik valget mellem devaluering og recession. I valgte recession, men I får devaluering alligevel.”
Og til hvilken nytte er denne recession? Jeg mener, at målet med politisk aktivitet må være at sikre så mange som muligt ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, med Grundtvigs ord. Herom mere en anden gang. Formålet med Euro-projektet er derimod at fremme en kunstig europæisk unions-identitet ovenfra, ligesom de rødbedefarvede fælles pas, nummerpladerne, Schengen-aftalen om fri passage for forbrydere mellem landene… alt sammen en gang verdensfjern idealistisk varm luft, udtænkt af folk, der engang var bange for nye krige i Europa, i dag blot et fantasiprojekt for påfaldende ofte tidligere marxister, der har fundet en ny afgud, og karrieremulighed. De europæiske folk betaler med ubegribelig passivitet og autoritetstro en høj pris for EU-fantasierne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar