OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

onsdag den 31. august 2011

Valget 2011 - partiernes økonomiske oplæg

Så er valgkampen i fuld gang, og det er tiden at se kritisk på de forskellige partiers forslag til landets styring i de kommende år.
Liberal Alliance kører aggressivt på i store avisannoncer med sin økonomiske plan, der skal skaffe 210.000 nye arbejdspladser i det private erhvervsliv. Metoden er massive skattelettelser, der skal finansieres ved effektivisering og rationalisering af den offentlige sektor.
Men: Hvilket parti til højre for S kan ikke skrive under på dette, idet det forudsættes, at rationaliseringerne ikke har nogen skadevirkninger? Ingen. Det springende punkt er: Hvordan skal denne rationalisering foregå? Her har LA ingen konkrete forslag.
S-SF vil sætte gang i økonomien ved at øge de offentlige udgifter. Finansieringen skal ske ved dels de berømte 12 minutter, dels ved bedre integration, bedre uddannelse osv. Problemet her er, at finansieringen skal ske ved at øge udbuddet og kvaliteten af arbejdskraft. Men det hjælper ikke noget, hvis der ikke samtidig sker en forøgelse af efterspørgslen, og det er der intet i planen, der kan hjælpe på.
S-SF vil øge bruttonationalproduktet pr. dekret – det hedder også planøkonomi, det har været forsøgt i stor skala i de tidligere Østlande, og det virkede som bekendt ikke.
Økonomisk vækst og øget beskæftigelse i den private sektor skal ikke forsøges detailstyret af politikerne. Den skal frembringes af de hundredetusinder af kvalificerede ledere og ansatte i erhvervslivet. Staten skal blot skabe de bedst mulige rammer: Hensigtsmæssig erhvervslovgivning, gode uddannelser, god infrastruktur, god offentlig administration o.s.v. Og stabile statsfinanser og bankvæsen. Og gerne rationaliseringer i det offentlige - men uden skadevirkninger.
Alt dette har Dansk Folkeparti hidtil arbejdet for, og vi vil også gøre det i fremtiden.

tirsdag den 9. august 2011

Hvad gør vi ved den økonomiske krise nu?

Symptomer: Det væsentligste symptom på krise er den høje arbejdsløshed i en lang række lande, til en vis grad også Danmark. Et andet symptom er visse landes problemer med at finansiere deres statsgæld, og desuden kursfaldet på aktiemarkederne.
Årsager: En række lande har store opsparingsoverskud, som trækker købekraft ud af verdensøkonomien. I 1970’erne talte man om dette som ”petrodollars”. Problemet eksisterer stadig – nu er også f.eks. Norge blevet en stor opsamler af købekraft – og i tilgift har især Kina akkumuleret store overskud – ”Kinadollars”.
Et andet fænomen er ejendomsboblen fra 2000’erne. Her blev ejendomspriserne i en række lande jobbet helt urimeligt op. Det skete også i Danmark, hjulpet af Fog-regeringens 1-årige flexlån uden afdrag og fastfrysning af ejendomsværdiskatten. I denne proces blev en række ejendomsspekulanter – eller blot almindelige sælgere – forgyldt, hvis de solgte , mens priserne var på vej op. Disse heldige må antages at have en høj opsparingskvote. Omvendt blev taberne de sidste købere, samt bankerne, der havde finansieret de sidste købere. Disse uheldige har tabt formuer, eller sidder ”blot” særdeles hårdt i det i dag. Alt dette bidrager til at presse aktiviteten ned.
Endelig har en række regeringer i disse år store og langvarige underskud på driftsregnskabet. I nogle lande har det kørt i mange år, i andre er det et resultat af krisen i 2008. I adskillige tilfælde har det medført så store akkumulerede underskud – d.v.s.  statsgæld – at markederne har mistet tilliden til de pågældende staters betalingsevne og sendt renten på deres statsobligationer så højt op, at den er blevet svær at betale.
Løsningsmuligheder: I Danmark er S og SF klar til at øge statens udgifter. VKO har faktisk også ladet staten køre med stort underskud siden 2009, men det er ikke en varig løsning. Derfor har VKO besluttet Genopretningspakken i 2010 og 2020-planen i år, der skal skaffe balance i statens regnskab i løbet af få år. På det seneste er der blevet luftet tanker om måske at fremrykke offentlige investeringer, der alligevel skulle afholdes i de kommende år. Dette kunne jeg i vist omfang stemme for.
Men den store opgave er at få øget den private aktivitet. Jeg mener ikke, at staten skal detailstyre dette. Nøglen må være at understøtte banksektoren, således at den bliver bedre i stand til at finansiere erhvervslivet og privatsektoren.
Det er klart, at banksektoren har et stort medansvar for at pumpe ejendomsmarkedet kunstigt op i årene før 2008. Men bankerne har også lidt tilsvarende tab. Tiden er ikke til at straffe dem yderligere. Opgaven må være at sætte dem i stand til at finansiere den øvrige private sektor, så vi kan få øget den økonomiske aktivitet.
Bankerne har dels brug for indlån. Men Bankpakke 3 indebærer, at indskydere risikerer at miste dele af eller hele deres indskud over 750.000 kr. Dette mener jeg er forkert. Indskud i banker er ikke et almindeligt kreditorforhold som i det øvrige erhvervsliv. Bankindskud er lig med hele samfundets betalingsmidler, og det er statens opgave at sikre disse, som det sker i de fleste andre lande. For dog at skabe incitament for indskyderne til stadig at se sig for, kunne man lade statens indskudsgaranti dække indskuddet minus 3 gange den seneste årlige indlånsrente.
Desuden har bankerne behov for egenkapital. Man kunne overveje at lade staten tegne ny aktiekapital i de banker, der ønskede det, og efter accept fra Banktilsynet, op til en vis procentdel af bankens egenkapital, med fortrinsstilling i konkursordenen og udbyttebetalingen. Denne aktiekapital skulle kunne indløses igen, når banken fandt det hensigtsmæssigt.
Dette strider mod regeringens nuværende mantra, at ”banksektoren må løse sine egne problemer”. Men dette udsagn er helt ulogisk. I dag er det de veldrevne og forsigtige banker, der må betale til indskydergarantier til kunder i de uforsigtige banker, der lige indtil deres konkurs har påført de forsigtige en ublu og ødelæggende konkurrence, der så endte galt for dem selv. Det giver ingen mening, og betales i øvrigt af kunderne i sidste ende, efter at have påført de veldrevne banker ufortjente omkostninger. Hellere lade staten bære tabet direkte – det er jo også den, der har ansvaret for tilsynet med bankerne.

torsdag den 4. august 2011

Kan DF kædes sammen med ekstremister?

Siden massemordet i Oslo og på Utøya d. 22. juli 2011 har især dagbladet Politikens lederskribenter prøvet at kæde gerningsmanden, Breivik, sammen med normale indvandringskritiske kredse i Europa som f.eks. Dansk Folkeparti. Således har en af redaktørerne, Anita Bay Bundegaard, påstået – i form af et uskyldigt spørgsmål – at der er et ”kontinuum” – på dansk: glidende overgang – mellem morderen og almindelige politisk interesserede indvandringskritikere.
Jeg har i mit indlæg på denne blog d.9. december 2010 med titlen ”Hvor står DF i det politiske landskab?” prøvet netop at skitsere et politisk landskab som et landkort, altså med 2 dimensioner: Den økonomiske og den værdipolitiske. De økonomiske synspunkter går fra de rødeste ønsker om statskontrol af økonomien til ren liberalisme, og de værdipolitiske fra de mest akademiske internationale blomsterbørn til stokkonservative kolonihave-nationalister. Men alle synspunkter er acceptable, blot man respekterer lovgivningen og de principper, vores forfædre gennem århundrederne har fundet frem til, at vi vil leve efter.
I udkanten af dette politiske landskab står fanatikerne, altså dem, der ikke anerkender eller kan forstå, at andre har lov til at have andre synspunkter end de selv har. Og udenfor dem igen, udenfor det politiske landskabs grænser, står ekstremisterne, der heller ikke anerkender landets principper og spilleregler. De er bl.a. parate til at anvende vold for at nå deres mål, som Breivik.
Der er bestemt ikke en glidende overgang fra DF til Breivik. Man skal tværtimod krydse to grænser: Først til fanatismen, hvor man ved, at kun ens egen mening har gyldighed, og derefter grænsen til ekstremismen. Der er den samme dobbeltgrænse mellem f.eks. lovlige abortmodstandere som Paven eller Mother Theresa og så de fanatikere og ekstremister, der vil myrde abortlæger. Eller mellem Villy Søvndal og Bader-Meinhof-banden. Eller mellem lovlydige muslimer og terrorister.
Hvad Anita Bay Bundegård angår, har hun i en debat med Søren Espersen indrømmet, at hun ser problemet med indvandringsdebatten ikke som et spørgsmål om tonen, men om, at indvandringskritikernes meninger er forkerte. Hun er faktisk selv fanatiker!
Endelig må man huske, at DF ikke har nogen, heller ikke i ungdomsafdelingen, der taler om vold, endsige benytter den. Kan venstrefløjen sige det samme? Den hylder ikke blot revolutionsromantik, den har også ved nogle personsammenfald forbindelse til voldsparate grupper som autonome, BZ-ere og Antifascistisk Aktions tæskehold. Hvis DF ville holde et hvervemøde på Blågårds Plads, ville det blive afbrudt, ikke blot af indvandrerbander, men af venstrefløjsaktivister. Hvis Enhedslisten vil holde møde på gågaden i Tarm, ville der ske – ingenting.