OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 29. januar 2015

Auschwitz mindedag – Hitler var socialist, Churchill var konservativ

Forleden var det 70-års dagen for Den Røde Hærs ”befrielse” af den nazistiske koncentrationslejr, eller mere præcist udryddelseslejr, i Polen, Auschwitz. ”Befrielse” er sat i anførselstegn, fordi polakkerne betragter den sovjetiske fremrykning i Polen som en ny slags besættelse – for de overlevende fanger, som russerne reddede fra udslettelse, var det naturligvis en befrielse.

Det er godt at mindes nazisternes forbrydelser, men det er skidt, hvis det skygger for alle de andre folkemord, der har fundet sted i moderne tid (vi ser bort fra de historiske). Tyrkerne myrdede 1,5 million armeniere under 1. Verdenskrig og vil ikke tale om det, Stalin sultede millioner af ukrainere ihjel, oveni alle de andre, han lod myrde, Pol Pot myrdede flere millioner af sine egne cambodiske landsmænd. Skal vi ikke også mindes det? Kan vi ikke lære af det? Lære, hvordan fanatiske ”ismer” og direkte forbrydere skal standses i tide? Selvom det på kort sigt er nemmest at lade som ingenting.

Man kan få fornemmelsen af, at den særlige opmærksomhed om nazisternes massemord har nogle skjulte årsager. Selvfølgelig er det foruroligende, at disse forbrydelser blev begået af verdens måske mest oplyste og veluddannede folk. Men Auschwitz kan også bruges – udover af jødernes forståelige ønske om at sætte focus på emnet. Det kan bruges af dagens venstreorienterede til at prøve at tørre Hitlers forbrydelser af på de højreorienterede ved at lave en i øvrigt helt falsk sidestilling af nazisternes racepolitik med dagens modstand mod masseindvandring. Og det er i vidt omfang lykkedes at kalde nationalsocialismen en højre-bevægelse, selvom Nazityskland i sin indenrigspolitik var klart venstreorienteret: En aktiv socialpolitik, statskontrol med produktionen o.s.v. Man satte virkelig helheden over individet!

Højreorienteret var derimod Hitlers største fjende, Churchill: Han gik ind for borgernes frihed, et frit erhvervsliv o.s.v. Og Churchill var national, elskede sit land – og imperialist, men det lå i hans tid – mens Hitler var chauvinist: Fjendtlig mod alle andre.


mandag den 26. januar 2015

Ytringsfrihed – hvad må vi, hvad bør vi, hvad tør vi

Først en præcisering af, hvad ytringsfrihed er: Den er naturligvis ikke absolut, som daværende statsminister Fogh ellers sagde under Muhammed-krisen. Ytringsfriheden omfatter IKKE militære - og statshemmeligheder, ikke fortrolige oplysninger, man får på sit arbejde, ikke andre menneskers private forhold, man må ikke bagvaske andre, man må ikke true eller opfordre til ulovligheder – der er utallige begrænsninger. Der er endog en paragraf 140 i Straffeloven, der forbyder blasfemi – ”offentlig spot eller forhånelse af noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”, den bliver dog ikke taget i anvendelse. Og vi har den famøse § 266 b, der forbyder, at grupper ”trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”.

Det er nemmere at præcisere, hvad der er den centrale ret i ytringsfriheden: Ret til at diskutere og kritisere samfundets indretning og den politik, der føres.

Denne ret har vi i den vestlige verden nydt i 100-200 år. I Danmark har især de radikale og venstrefløjen, der historisk har været i opposition til det bestående samfund, frit kunnet benytte ytringsfriheden til at håne og spotte kirke, konge og fædreland – uden konsekvenser.

I de sidste 30-40 år har vi så fået en kraftig muslimsk indvandring til Vesten – i Danmark især takket være de nævnte radikale og socialister – og de finder sig ikke i kritik af deres religionsstifter, profeten Muhammed. Og det i en grad, så de er parat til at myrde enhver, der ytrer en sådan kritik.

Og hvad siger de radikale til det? De store kritikere af al opblæst autoritet lægger sig fladt ned, dagbladet Politiken har sågar sagt undskyld og betalt erstatning! Poul Henningsen må rotere i sin grav.

Hvad bør vi egentlig gøre i dagens situation? Naturligvis bør man ikke håne andres tro, altså deres personlige gudstro – det er jo også ulovligt! Man kan også passende lade andres guder og profeter være i ubemærkethed. Men med islam er der det specielle forhold, at den også er et politisk system, en forskrift for muslimers opførsel overfor andre. Så bliver religionen også politik, og den politiske side af islam må være genstand for kritik som alle andre politiske forhold.

Heldigvis synes det heller ikke at være en sådan politisk tilgang, der ophidser nogle muslimske fanatikere til at angribe kritikerne fysisk. Man forstår ellers godt, at mange ikke tør følge i Jyllands Postens fodspor og kritisere profeten Muhammed – det gør JP ikke engang selv i dag. Og politiet kan jo ikke passe på et ubegrænset antal truede.


Men det er utilgiveligt, at det er kommet hertil – at vold virker, islamistisk vold. Det kan vi med al grund benytte vores ytringsfrihed og kritisere de radikale og socialisterne for. De var ophavsmænd til Udlændingeloven af 1983, Palæstinenserloven i 1992 og alle andre tiltag, der har muliggjort masseindvandringen. Og de blev advaret hver gang.

fredag den 16. januar 2015

Charlie Hebdo og Islamistisk terror – hvad skal vi gøre

Forrige onsdags modbydelige massemord på det franske satiriske magasins Charlie Hebdo’s redaktør og tegnere og kunder i et Kosher-supermarked er de seneste i en endeløs række af drab, begået af muslimer og begrundet i Islams forskrifter. Som jeg skrev i seneste post fra 16. december 2014, så er alle klar over, at langt fra alle muslimer er involveret i disse terrormord.  Men det er lige så klart, at Islam motiverer en del af muslimerne til terroren – nemlig dem, der er disponeret for sådanne handlinger. Alligevel skal vi hver gang høre politikernes og visse eksperters papegøjesnak om, at forbrydelserne ”intet har med Islam at gøre”.

Det er nærliggende at sammenligne med den seneste terrorbølge, der ramte Vesten, nemlig den venstreekstreme terror i 1970’erne og 1980’erne, hvor Rote Arme Fraktion, De røde Brigader m.v. kidnappede og myrdede en række politikere, bankchefer o.s.v. De begik sågar bombeterror mod tilfældige borgere. Også de var motiveret af had til de vestlige samfund, og også de havde aktiv eller passiv støtte blandt meningsfæller i befolkningen. De kunne finde argumenter for deres vold i de socialistiske hellige skrifter, og etablerede socialister sagde, at de ikke havde noget med socialismen at gøre. Og de blev i ikke helt oplyst omfang støttet af de kommunistiske staters hemmelige tjenester. Terroristerne blev til sidst elimineret – skudt eller sat i fængsel – ved et dygtigt politiarbejde, men vel også, fordi deres store idol: Den kommunistiske verden – sank sammen i 1989.

Så heldige er vi nok ikke denne gang. Politiet er sikkert lige så effektivt i dag som dengang, men i dag støttes terroristerne af kræfter udefra: Islamisk Stat, visse kredse i de rige arabiske olielande, som ikke forsvinder med det første. Så hvad kan vi gøre?

Det kan konstateres, at når vi modtager et vist antal muslimske indvandrere, følger der en vis promille terrorister med. Det må derfor være en god grund – oveni alle de andre grunde – til at standse indvandringen fra muslimske stater. Og flygtninge skal hjælpes i deres egen region – muslimer skal selvsagt hjælpes af og i muslimske lande, de har både penge og plads.

Dernæst må vi tage forbehold overfor de internationale konventioner, som vi har tilsluttet os, hvis de begrænser vores evne til at beskytte os selv. Vi må (gen)indføre en langt fastere praksis med hensyn til at udvise kriminelle, politiske og religiøse fanatikere og arbejdsuvillige. Og vi må genindføre et optjeningsprincip for kontanthjælp, dagpenge o.s.v., så det bliver uinteressant for ikke-integrerbare indvandrere at vælge Danmark. Og vi skal udtræde af Schengen-aftalen og genindføre mulighed for grænsekontrol efter behov (ikke faste grænsebomme, som EU-propagandaen fejlagtigt kalder det).

Alt dette vil medføre et ramaskrig fra Vestens politisk korrekte talende klasser, men folkene i Vesten vil bifalde det. Og det vil blot bringe os tilbage på linie med normale lande i den øvrige verden, som vi var, før 1968-bølgen ramte os.