OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 17. marts 2015

Europæisk Union - er den grundlovsstridig? Her er et alternativ til det nuværende EU!

Mon ikke alle - undtagen de mest EU-begejstrede - vil medgive, at indførelsen af den Europæiske Union i mange af landene, og i hvert fald i Danmark, er blevet listet og manøvreret igennem på trods af befolkningens ønske? De få gange, hvor unionssager er blevet forelagt vælgerne direkte, har flertallet sagt nej. Så har politikerne filet lidt, og så er sagerne gledet igennem på partiernes anbefaling. Man har nedtonet det overnationale, og senere sagt, at sagerne jo var afgjort, så nu måtte vi tilpasse os. En sand salami-taktik. De EU-begejstrede siger nu, at EU er blevet en overnational størrelse. En slags forbundsstat, hvor flere og flere sager afgøres i Ministerrådet ved flertalsafgørelser.

Men nu funderer jeg på, om Danmark overhovedet lovligt kan deltage i sådan en? Der står i Grundlovens §20, at vi kan ”overdrage beføjelser” til ”mellemfolkelige myndigheder”, der er oprettet ved ”gensidig overenskomst med andre stater” til ”fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde”.

Det forekommer ret klart, at Grundloven sigter på internationale organisationer som FN og NATO. Grundlovens forfattere har slet ikke forudset, at Danmark skulle indgå i en overstatslig union. Men nu lægger EU-folkene hjemme og ude, senest på Europol-området, vægt på, at samarbejdet bliver overnationalt og ikke som hidtil mellemstatsligt. Det giver Danmarks Grundlov da slet ikke lov til?

Man kan sige, at dette er en formalitet, da vælgerne jo ved valg efter valg har stemt på de partier, der er gået med til unionsudviklingen. Men formaliteter plejer at være altafgørende indenfor jura! Så hvis man vil afgive beføjelser, der tilkommer Rigets myndigheder, til overnationale statsdannelser (som er noget helt andet og mere end mellemfolkelige organisationer), må det kræve en vedtagelse efter reglerne om grundlovsændringer i Grundlovens §88, der blandt andet kræver, at 40% af de stemmeberettigede vælgere siger ja ved en folkeafstemning.

Det er da også fantastisk, at man melder sig ind i en organisation, efter lange forhandlinger om vilkårene, og så er organisationens vigtigste egenskab, at den i fremtiden hele tiden skal ændres i unionsdannende retning, med nye vilkår, som ingen kender i dag.
-

Man burde hellere lave det europæiske samarbejde helt om! I dag styres EU af Ministerrådet, altså medlemslandenes regeringer, der vedtager de såkaldte direktiver, der skal gennemføres i medlemsstaterne. Og der er et EU-parlament, valgt direkte i alle medlemslandene, der har beføjelser til at kontrollere Kommissionen og godkende EU's budget.

Og så er der Kommissionen, der står for den daglige administration af EU's mange ordninger. Desuden skal Kommissionen fungere som en motor for fortsat integration hen imod den fuldstændige Union. Kommissionen udpeges af Ministerrådet og godkendes af Parlamentet.

I praksis er Kommissionen fjernet langt fra EU's befolkninger, og den befolkes af personer, der lever i en osteklokke med deres egen indavlede dagsorden. Det er især Kommissionen, der finder på stadig flere integrationstiltag, som intet befolkningsflertal i noget medlemsland har ønsket.

Hvad burde vi gøre? Jeg mener, at Kommissionen skulle afskaffes og dens funktioner lægges ind under Ministerrådets sekretariat. Så ville alle initiativer komme derfra. Det ville give en bedre folkelig forankring, og vi ville slippe for mange påfund. Desuden skulle Parlamentet ændres, så det bestod af medlemmer, der i forvejen var valgt ind i de enkelte landes egne parlamenter, og det skulle kun mødes nogle gange om året.
EU's præsident og Udenrigspolitiske leder er to dårlige vittigheder og burde afskaffes. Deres funktion ligger naturligt hos Ministerrådets formand og formandslandets udenrigsminister.

Jeg er naturligvis klar over, at disse forslag ingen gang har på jord. Derfor vil EU om nogle år gå samme vej som Babelstårnet. Euro-fejlkonstruktionen knager allerede ildevarslende.