Så kom Rangvid-rapporten om finanskrisens årsager omsider.
Der er vel ikke nogen egentlige nyheder i den, men den er et bud på årsagerne
og deres respektive betydning for forløbet.
Jeg har selv været inde på sagen i en post her d.7. juli
2013. Finanskrisen var et sammenløb af mange uheldige faktorer. Den udløstes af
den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers’ krak d.15. september 2008.
Dette skyldtes en kombination af mange års oppustet boligpris-boble, der
sprang, og mange års finansspekulation i allehånde indviklede ”derivater”,
produkter, der oprindelig skulle sprede risikoen ved at investere, men som blev
udviklet til absurditeter, hvis væsentligste formål var at generere enorme
fortjenester til de finansfolk, der udstedte og handlede med dem, og som i
virkeligheden øgede de indblandede parters risiko enormt.
Da Lehman Brothers gik i betalingsstandsning, gik hele det
internationale banksamarbejde i chok. Dermed forplantede finanskrisen sig bl.a.
til Danmark, hvor især den største bank, Danske Bank, i nogle år havde ekspanderet
stærkt, så stærkt, at den ikke kunne nøjes med sine normale indlån, men havde
søgt yderligere indlån – funding – på interbankmarkedet. Da dette marked frøs til fra den ene dag til
den anden, trådte staten til med Bankpakke I, der garanterede for alle indskud
i de danske banker – dog mod en provision til staten på i alt 25 milliarder
kroner!
(I øvrigt lånte staten senere ansvarlig kapital til bankerne
mod en rente på 10%. Alt i alt har det til dato været en overskudsforretning
for staten at støtte bankerne – mens venstrefløjspolitikerne med held prøver at
få folk til at tro det modsatte.)
På samme tid bristede ejendomsprisboblen i alle lande,
hvilket bevirkede, at de banker, der havde finansieret spekulanter eller blot
”developere”, måtte konstatere store tab på lån til dem. Flere mindre danske
banker er gået ned på dette. Særlig ærgerligt er det, at Danske Bank har tabt
enorme beløb på ejendomsfinansiering i Irland.
Så en del mennesker og firmaer har tabt penge på denne
finanskrise, hvorfor den har forplantet sig til hele økonomien. Så
bruttonationalproduktet faldt i årene efter, og det er knapt nok kommet tilbage
på tidligere niveau. Dette skyldes blandt andet, at bankerne er blevet mere
tilbageholdende med at finansiere normale virksomheder (”kreditklemmen”).
Dette er min sammenfatning af det skete. Så nu er opgaven –
hjulpet af Rangvid-udvalgets rapport – at finde midler, der mindsker risikoen
for fremtidige kriser af lignende art.
Man vil øge bankernes egenkapitalandel. Men man burde også
lægge begrænsninger på deres adgang til at finansiere sig ved kortfristede
interbanklån. De bør i højere grad holde
sig til deres kundeindlån.
Og bankerne bør afholde sig fra at finansiere spekulation.
Dette er jo let sagt, men problemet er naturligvis, at der er en glidende
overgang fra fornuftig forretningsdrift, hvor man fremskynder sine indkøb, når
man forventer prisstigninger, og så til spekulation. Det er svært at skelne mellem en handlende,
der køber, når varerne er billige, og en spekulant. Men det er bl.a. det, vi
har bankernes kreditfolk til!
Kreditgiverne bør gøre sig overvejelser om prisniveauet for
de varer eller ejendomme, der søges finansiering til. For investeringsobjekter
som aktier og fast ejendom må det løbende afkast være udgangspunkt for beregning
af en passende pris. Forventninger om usædvanligt stærkt stigende fremtidigt
aflast giver grundlag for højere pris, og det er helt forsvarligt. Men når man
i det fremtidige afkast indregner selve prisstigningen, nærmer man sig
tilstande som i 1929, og resultatet bliver det samme: En prisboble, der må
briste på et tidspunkt.
For industri- og landbrugsvarer kan de sidste f.eks. 10 års
markedsprisgennemsnit være en indikator. Men for andre råvarer kan det være
virkelig svært at have en mening om den rette pris, og da især på de
internationalt producerede og handlede.
Kort og godt: En væsentlig årsag til den danske finanskrise
var en for lille – eller ikke eksisterende - selvfinansiering hos
spekulanterne. Bankerne bør slet ikke finansiere dem, hvis de har identificeret
dem. Spekulanterne kan søge deres finansiering hos den, de køber
spekulationsobjektet af.
I øvrigt må der stadig være en masse mellem-spekulanter, som
er blevet rige i årene før finanskrisen ved at sælge ejendomme til opskruede
priser. Taberne er ligesom i Sorteper dem, der sad med ejendommene, da boblen
bristede. Og størstedelen af deres tab endte hos bankerne, og dermed hos deres
ejere og kunder. Deres tab modsvares af mellem-spekulanternes gevinst.
Jeg var inde på det i posten d.7. juli 2013: Finansieringen
af spekulanterne og nu genopbygningen af bankernes egenkapital har suget en
masse levende indkomstkroner ud af det centrale, producerende økonomiske
kredsløb mellem virksomheder og borgere (og bidrager derved til de lave
konjunkturer). Disse milliarder er blevet omdannet til døde finanskroner på
bøgerne hos de dygtigere og/eller heldigere finansfolk, og de venter nu på
enten at blive sendt tilbage i indkomst-økonomien som investeringer, eller de
fortsætter med at skvulpe rundt i finansområdet.