OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 19. december 2013

Man har tre standpunkter – mindst

Samme dag, som den nye fødevareminister, Dan Jørgensen, blev udnævnt, blev han konfronteret med sine udtalelser gennem mange år om, at minkavl skulle forbydes, at svin generelt blev dyremishandlet o.s.v. Han kunne kun svare, at det mente han ikke nu. Løftebrud på enkeltmandsniveau?

Jeg har d.30. september 2012 kommenteret J.O. Krags bemærkning om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg mener, at Krag var en eklatant løftebryder: Han havde lovet ikke at danne regering med SF, hvis SF og S fik flertal efter næste valg, og han gjorde det alligevel. Intet havde ændret sig – det var præcis den situation, han havde udtalt sig om. Han valgte at bryde sit løfte til vælgerne.

Noget andet er, at man kan blive tvunget til at indtage nye standpunkter. Forhold kan ændre sig, eller man kan selv ændre sig.

Med Dan Jørgensen synes der dog at være tale om noget andet: Man kan faktisk godt have flere sæt standpunkter, mener jeg ihvertfald. Man har først sine egne personlige meninger om, hvordan verden skulle være indrettet. Der er nok ikke mange, der er 100% enige. 

Dernæst har man sit partis standpunkter: Hvis man vil gå ind i politik, er man nødt til at slutte sig sammen med andre i et parti, og det parti kan kun have et sæt meninger. Derfor er medlemmerne nødt til at bøje deres synspunkter mod hinanden til et fælles sæt, som så bliver partiets program. Man må nok mene, at der skal være temmelig stor  overensstemmelse mellem ens private synspunkter og partiets – ellers er man en principløs vendekåbe og medløber. Men det må være legitimt at forsvare partiets synspunkter, også på de områder, hvor man ikke personligt er enig.

Endelig kan ens parti indgå i et samarbejde med andre partier, og her må partierne, ligesom enkeltmedlemmerne, bøje deres synspunkter mod hinanden for at skabe en fælles politik. Her kan politiske modstandere få megen morskab ud af at pirke især til de mindre partier i et sådant samarbejde, da de logisk har måttet bøje sig mest.

Man kan således sige, at man kan komme ud for, at en politiker har mindst tre sæt synspunkter til anvendelse henholdsvis personligt, i en valgkamp for sit parti og i forsvar for sin politiske koalition. Det er ganske legitimt – blot der er en rimelig overensstemmelse mellem sættene.


lørdag den 14. december 2013

Grundskylden – en nem løsning på problemet

Et varmt emne ved det nyligt overståede kommunalvalg var den hastigt stigende grundskyldsbeskatning.

Sagen er som bekendt, at al fast ejendom beskattes fra to sider: Dels med en ejendomsværdiskat på normalt 1% af ejendommens samlede værdi pr. 2001, fastlåst efter nogle komplicerede regler. Og dels med den såkaldte grundskyld, der opkræves af selve grundens – jordstykkets - vurderede værdi med en promille, der fastsættes af kommunen. Dog sendes årlige ændringer i det opkrævede grundskyldsprovenu videre til Staten, så kommunerne har ingen reelle handlemuligheder.

Nu er forholdet det, at grundværdierne fastsættes af Skat – det skandaleramte statsskattevæsen – efter nogle uigennemskuelige metoder, der i de seneste år har givet helt skæve resultater, således at man har måttet iværksætte en gennemgribende ændring af administrationen af området. Men inden det har Skat nået at ansætte masser af grunde, især i Storkøbenhavn, til helt eksorbitante beløb. F.eks. er en typisk villagrund på Frederiksberg, der for 10 år siden blev ansat til 1 million kr., nu ansat til 4 millioner kr. Da Skat ikke har kunnet forhøje hele ejendommens værdi – grund plus hus – på samme ekstreme måde, er husets værdi nu skrumpet til under halvdelen af den samlede ejendomsværdi. Ganske vist er der fastsat en grænse for den årlige stigning i grundskyldsbeløbet på 6-7 %, men det betyder blot, at der vil gå en halv snes år med årlige stigninger, før grundskylden i dette eksempel når op på 27 promille af 4 millioner = 108.000 kr. om året, oven i ejendomsværdiskatten.

Denne fremtidige udvikling er åbenlyst uholdbar, men der har ikke været megen vilje på Christiansborg til at gøre noget. Kun de konservative og Liberal Alliance har stillet forslag om at standse den eksplosive stigning i grundskylden.

Det burde dog være nemt løse problemet. I øvrigt er det jo absurd at beskatte grunden alene – det betyder, at to ejendomme, der begge er vurderet til det samme beløb, men hvor den ene har en stor grund og et lille hus, og den anden har en lille grund med et stort hus, beskattes helt forskelligt, selv om markedet vurderer dem til at være lige meget værd. Det må være et levn fra georgismen, en økonomisk tankeretning, der mente, at al skat kun skulle opkræves af jordbesiddere.  Det er formentlig kommet ind i systemet i den tid, hvor Retsforbundet – et georgistisk parti – havde indflydelse som tunge på vægtskålen i Folketinget.

Nu må det være på tide at rette op på forholdet, og det kan jo gøres ganske simpelt: Blot ved at konvertere grundskylden til en ejendomsskyld, en årlig skat på hele ejendommens værdi, f.eks. i niveauet knap 1 %. Politikerne kan næppe undvære det nuværende provenu, men de har forhåbentlig ikke indregnet de eksplosive stigninger mange år frem i tiden!


Ejendomsskylden burde køres helt uden om kommunerne – de kan kompenseres over bloktilskuddet. Og i fremtiden ville ejendomsskylden så stige og falde med ejendommenes værdi, når altså Skat får styr på vurderingerne. En sådan samvariation er et længe næret ønske.

fredag den 22. november 2013

Integrations-cirkus, inklusions-mani og digteren Yahya Hassan

Forleden blev det oplyst, at Københavns Kommune i de sidste 10 år har brugt 250 millioner kr. på at prøve at ændre Mjølnerparkens status fra at være ghetto til normalitet. Det svarer til 447.000 kr. pr. lejlighed. Resultaterne er udeblevet.

Beløbet kommer selvsagt oven i alle de andre ekstraudgifter, som samfundet afholder til kvarterets beboere. På landsplan taler vi om milliarder af kroner.

Det er utroligt, at dette cirkus kan fortsætte årti efter årti. Sagen er jo, at de personer, der indvandrer til et land, som en selvfølge skal tilpasse sig – integrere sig. Det er ikke værtslandets befolknings opgave! Integration foregår i hovedet på indvandrerne, eller den foregår slet ikke. Og hvis man ikke kan eller vil integreres, skal man selvsagt finde et andet sted at bo. Der er næppe nogen andre samfund i Verden eller i Verdenshistorien, der har brugt værtslandets befolknings penge til at få indvandrere til blive integreret.

Samtidig oplyses det, at det islamistiske flertal i den lokale beboerrepræsentation i Egedalsvænge i Kokkedal – det var dem, der ville forhindre opsættelsen af et juletræ sidste jul – nu prøver at smide to beboerklubber, der fortrinsvis benyttes af danskere, ud af bebyggelsens lokaler. Dette viser igen-igen demokratiets indbyggede svaghed. Demokrati forudsætter, at folk er civiliserede og indstillede på at tage hensyn til hinanden, til mindretal. Hvis folk ikke er det, bliver demokrati til flertalsdiktatur. Hitler kom som bekendt til magten i 1933 gennem en demokratisk proces, hvorefter han straks begyndte at afvikle Weimarrepublikkens demokrati og retsstat. Der er al grund til at tro, at islamisterne har samme plan, og udviklingen i Egedalsvænge er et mikro-eksempel på, hvad vi kan vente os fra den kant.

Samtidig har en ung palæstinenser, Yahya Hassan, debuteret med en digtsamling om sin opvækst i en voldelig familie i kriminelle indvandreromgivelser. Anmelderne roser ham til skyerne for de poetiske kvaliteter, og det er fint. Men poeten selv blev interviewet i TV-avisen, og det fremgik, at han også selv allerede havde en kriminel løbebane, som lige akkurat var slut. Også fint, hvis den er slut. Men så blev han spurgt, om han slet ikke fortrød sine tyverier og overfald, om han ikke havde medlidenhed med ofrene?

Nej, svarede han, for hvis det ikke var gået ud over dem, var det gået ud over nogle andre. (!!!)

Men var han holdt op med at stjæle og røve?

Ja, for nu levede han af SU og sine digte, så nu var det ikke nødvendigt(!!)  at røve og stjæle mere.(!!!)

Senest har Dagbladet Politiken fået den gode ide at spørge de 12 kunstnere, der i 2005 fordømte Muhammed-tegningerne, hvad de mener om, at Hassan nu skriver det samme om uintegrerbare indvandrere, som Pia Kærsgaard og Lars Hedegaard har sagt i årevis. Svarene (og kommentarerne) er patetiske. Hassan siger bl.a., at det er de uintegreredes egen holdning, at de ikke vil integreres – de kan ikke lide Danmark og dansk levevis. Skønånderne tror fortsat, at det er danskernes skyld.


Det er kun Hassan, der ved, hvad han udtaler sig om. Man kan i sandhed sige, at de kulturradikale lever i et parallelunivers, hvor deres mening om virkeligheden overtrumfer den faktiske virkelighed.

tirsdag den 19. november 2013

Intet nyt fra Euro-fronten

I sidste uge holdt EU's ministerråd møde om økonomien, og man konstaterede, at Euroen stadig er blevet reddet – nu kunne man endda afslutte støtten til Irlands statsfinanser. Man måtte dog samtidig konstatere, at væksten i Euroområdet igen er gået helt i stå, og arbejdsløsheden i Sydeuropa ligger stadig på ca. 25 %, og det dobbelte for ungdomsarbejdsløsheden. Men alt i alt var man tilfreds, og denne tilfredshed blev delt af de ukritiske journalister, der refererede fra mødet.

Så der er altså intet nyt fra EU: Man betragter det som et mål i sig selv at opretholde selv de svageste økonomiers deltagelse i Euro-samarbejdet, selvom man ikke kan pege på andre fordele ved det end symbolværdien for Unionstilhængere. Man ignorerer, at prisen er en depression i Sydeuropa, der snart kan sammenlignes med Verdenskrisen i 1930’erne.

Det mest deprimerende er, at befolkningerne i Sydeuropa i vidt omfang synes at have affundet sig med forholdene, i en slags fattig-stolt Stockholms-syndrom.


Så det bliver åbenbart ikke Euro-tragedien, der vil vælte EU-unionslæsset. Men måske masseindvandringen fra Afrika og Asien og Schengen-aftalen, der sikrer østeuropæiske kriminelles bevægelsesfrihed rundt i Vesteuropa, vil presse de mindre privilegerede klasser i Europa så hårdt, at de til sidst reagerer mod den førte politik? I Grækenland er reaktionen jo begyndt.

mandag den 18. november 2013

Skandaler og kampagner - Løkkes bilag og Thornings NSA aflytninger

Både aviser og TV-kanaler kæmper om oplag og seertal, og en af konsekvenserne er, at skandale- og kampagnejournalistik gradvis fortrænger den grundige løbende nyhedsformidling og seriøse baggrundsdækning.

Tag som eksempel kampagnen om Lars Løkke Rasmussens udgifter i hans egenskab af formand for den oprindeligt sydkoreanske organisation til fremme af ”grøn” udvikling i den tredje verden, GGGI. Løkke lod sig – på opfordring af den siddende SSFR-regering – dumpe ned som leder af et hidtil snævert sydkoreansk foretagende. I andre verdensdele er der større afstand mellem top og bund, og derfor havde formanden hidtil som en selvfølge fløjet på første klasse. Det tog mange måneder, før Løkke ændrede rejsereglerne til, at han skulle rejse på business. Dette har medierne blæst op til en del af en skandale. Som om Løkke fra dag 1 skulle have desavoueret den hidtidige ledelse og påtvunget de sydkoreanske stiftere vores danske normer. I sandhed en provinsiel holdning, der rimer dårligt med mange af kritikernes erklæret globalistiske sindelag.

En anden del af ”skandalen” var, at GGGI havde betalt for, at Løkkes datter havde fået betalt sin flyvebillet hjem fra USA via Rio de Janeiro. Løkke havde bedt om selv at komme til at betale den, men det var ikke sket. Det kom ved første del af det berømte 4-timers pressemøde frem, at GGGI selv havde været indstillet på at betale, fordi det var deres skyld, at datteren overhovedet skulle hjem via Rio. Er det ikke tænkeligt, at parterne har misforstået hinanden?

Til sidst kom kalkunjagten så vidt, at juniorpolitikere fra regeringspartierne også krævede at se Løkkes bilag for udgifter, han havde afholdt under sine faste, bilagsfri diæter. Under hele forløbet har regeringen forholdt sig tavs, men der er næppe tvivl om, at de politiske B-ryttere har ageret efter aftale med deres chefer i regeringen. I det hele et uskønt forløb, uden sans for proportioner og rimelighed, præget af medløberi og sensationsjagt.

En anden sag, der til gengæld primært generer regeringen, er de såkaldte afsløringer fra forræderen Snowden i Moskva. Han har bl.a. ”røbet”, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA skulle aflytte dansk elektronisk kommunikation. Stort postyr i den seriøse presse, der forlanger at vide, om vi alle bliver aflyttet af USA.

Nu har det i hvert fald siden terrorkrigen eskalerede d.11.9.2001 været kendt, at megen elektronisk kommunikation bliver screenet for ord, der kan indikere terrorvirksomhed. Så hvad er egentlig det nye?

Dertil kommer den hysteriske anklagende pegefinger mod USA. Sagen er jo, at siden 1945 har USA været den egentlige garant for vores fortsatte eksistens som frit land, og vores forsvar er baseret på det. Vi har pr. definition ingen sikkerhedsmæssige hemmeligheder for USA. (Noget andet er kommercielle hemmeligheder, både politiske og erhvervsmæssige. Men der er ingen indikationer af, at USA har foretaget sådan spionage mod os).

Noget helt andet er det med Rusland, Kina og andre ikke nødvendigvis venligtsindede lande! Hvis der er tale om aflytning af trådløs kommunikation, er der grund til at tro, at sådanne lande er lige så interesserede – om end forhåbentlig næppe lige så effektive – som USA, og de vil bruge deres indhentede udbytte på en helt anden, danskfjendtlig måde end USA. Det har medierne ikke interesseret sig det mindste for.

Det hele giver mindelser om den kolde krig, hvor den russiske ledelse spillede dygtigt på den daværende såkaldte fredsbevægelse. De nyttige idioter i Vesten er nok stort set de samme kredse, og det er dukkeførerne i Rusland sågar også: KGB er jo problemfrit blevet til FSB, og nu har de endda overtaget landets ledelse. Vi må håbe, at de kun ønsker at svække Vesten.



mandag den 11. november 2013

Tysklands handelsoverskud eksploderer – ingen nævner Euroen

D. 10. november 2013 rapporterer Berlingske om det seneste tyske overskud på handelsbalancen, der i september 2013 nåede op på 20,4 milliarder Euro eller ca.150 milliarder kr. I første halvår 2013 var overskuddet 96 milliarder Euro eller 7,2 procent af Tysklands bruttonationalprodukt.

Dette gigantiske overskud modsvares naturligvis af underskud hos Tysklands samhandelspartnere, og flere af dem er begyndt at tale om forholdet som et destabiliserende problem. Foreløbig afviser tyske ministre og erhvervsfolk dog, at der overhovedet er et problem.

Men sagen er jo, at Tysklands overskud (ligesom f.eks. Danmarks!) suger købekraft ud af samhandelspartnerne, som de så i bedste fald kan få igen i form af lån. Det er ikke særlig stabilt på længere sigt, og hvis Tyskland blot ophober overskuddene i den finansielle sfære, virker de i sig selv deflationsskabende.

Man har kun kommet ind på nogle af årsagerne til det tyske overskud, idet man nævner forhold som lave tyske lønstigninger og høj produktivitet. Men ingen nævner en meget væsentlig årsag, nemlig at den tyske valutakurs – nu kaldet Euroen - nu er politisk påvirket. Jeg kan kun gentage, hvad jeg skrev d.12. december 2011:

”I de sidste 10 år har disse lande (Sydeuropa) haft en dårligere inflations- og produktivitetsudvikling end Tyskland. Dette ville før Euroen have medført et pres nedad på deres valutaer, men dette er ikke muligt nu med Euromedlemskabet. Derfor sker tilpasningen nu i form af lavkonjunktur og høj arbejdsløshed i disse lande. De har ikke betalingsbalanceproblemer, der ellers ville have fremtvunget en tilpasning. De har i stedet fået finansieringsproblemer.

Samtidig har disse landes problemer presset Euroen lidt ned i kurs i forhold til, hvor den ville ligge, hvis Tyskland var alene i Euroområdet. Dette medfører for den tyske økonomi reelt en lille devaluering, der hjælper de tyske eksporterhverv og generer de tyske importerhverv. Det vil sige, at Tyskland i realiteten lukrerer på den kedelige situation, mens de sydeuropæiske lande lider. Tyskerne har næppe spekuleret i dette ved Euroens indførelse – det var ikke dem, der ønskede den indført – men det betyder dog, at de nu har endnu bedre råd til at betale for Euro-områdets opretholdelse!”

Og det er det, vi ser nu, i hvert fald for en del af det tyske handelsoverskuds vedkommende. Men naturligvis er der ingen af de ”ansvarlige” politikere eller de politisk korrekte journalister, der sætter spørgsmålstegn ved Euroens meriter. De herskende klasser har en gang for alle besluttet, at Euroen er et politisk projekt, der er alle økonomiske ofre – i hvert fald ofre blandt de sydeuropæiske lavere klasser – værd. Ingen taler om Euro-elefanten i rummet.

Det er nærmest ligesom masseindvandringen fra klodens fattige og uudviklede lande til de rige og udviklede – ingen taler om de massive problemer, den medfører, foreløbig især for de lavere klasser. Man accepterer folkevandringen som et givent vilkår. Hvad den ikke er!


fredag den 11. oktober 2013

Rangvid rapporten og årsagerne til finanskrisen

Så kom Rangvid-rapporten om finanskrisens årsager omsider. Der er vel ikke nogen egentlige nyheder i den, men den er et bud på årsagerne og deres respektive betydning for forløbet.

Jeg har selv været inde på sagen i en post her d.7. juli 2013. Finanskrisen var et sammenløb af mange uheldige faktorer. Den udløstes af den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers’ krak d.15. september 2008. Dette skyldtes en kombination af mange års oppustet boligpris-boble, der sprang, og mange års finansspekulation i allehånde indviklede ”derivater”, produkter, der oprindelig skulle sprede risikoen ved at investere, men som blev udviklet til absurditeter, hvis væsentligste formål var at generere enorme fortjenester til de finansfolk, der udstedte og handlede med dem, og som i virkeligheden øgede de indblandede parters risiko enormt.

Da Lehman Brothers gik i betalingsstandsning, gik hele det internationale banksamarbejde i chok. Dermed forplantede finanskrisen sig bl.a. til Danmark, hvor især den største bank, Danske Bank, i nogle år havde ekspanderet stærkt, så stærkt, at den ikke kunne nøjes med sine normale indlån, men havde søgt yderligere indlån – funding – på interbankmarkedet.  Da dette marked frøs til fra den ene dag til den anden, trådte staten til med Bankpakke I, der garanterede for alle indskud i de danske banker – dog mod en provision til staten på i alt 25 milliarder kroner!

(I øvrigt lånte staten senere ansvarlig kapital til bankerne mod en rente på 10%. Alt i alt har det til dato været en overskudsforretning for staten at støtte bankerne – mens venstrefløjspolitikerne med held prøver at få folk til at tro det modsatte.)

På samme tid bristede ejendomsprisboblen i alle lande, hvilket bevirkede, at de banker, der havde finansieret spekulanter eller blot ”developere”, måtte konstatere store tab på lån til dem. Flere mindre danske banker er gået ned på dette. Særlig ærgerligt er det, at Danske Bank har tabt enorme beløb på ejendomsfinansiering i Irland.

Så en del mennesker og firmaer har tabt penge på denne finanskrise, hvorfor den har forplantet sig til hele økonomien. Så bruttonationalproduktet faldt i årene efter, og det er knapt nok kommet tilbage på tidligere niveau. Dette skyldes blandt andet, at bankerne er blevet mere tilbageholdende med at finansiere normale virksomheder (”kreditklemmen”).

Dette er min sammenfatning af det skete. Så nu er opgaven – hjulpet af Rangvid-udvalgets rapport – at finde midler, der mindsker risikoen for fremtidige kriser af lignende art.

Man vil øge bankernes egenkapitalandel. Men man burde også lægge begrænsninger på deres adgang til at finansiere sig ved kortfristede interbanklån.  De bør i højere grad holde sig til deres kundeindlån.

Og bankerne bør afholde sig fra at finansiere spekulation. Dette er jo let sagt, men problemet er naturligvis, at der er en glidende overgang fra fornuftig forretningsdrift, hvor man fremskynder sine indkøb, når man forventer prisstigninger, og så til spekulation.  Det er svært at skelne mellem en handlende, der køber, når varerne er billige, og en spekulant. Men det er bl.a. det, vi har bankernes kreditfolk til!

Kreditgiverne bør gøre sig overvejelser om prisniveauet for de varer eller ejendomme, der søges finansiering til. For investeringsobjekter som aktier og fast ejendom må det løbende afkast være udgangspunkt for beregning af en passende pris. Forventninger om usædvanligt stærkt stigende fremtidigt aflast giver grundlag for højere pris, og det er helt forsvarligt. Men når man i det fremtidige afkast indregner selve prisstigningen, nærmer man sig tilstande som i 1929, og resultatet bliver det samme: En prisboble, der må briste på et tidspunkt.

For industri- og landbrugsvarer kan de sidste f.eks. 10 års markedsprisgennemsnit være en indikator. Men for andre råvarer kan det være virkelig svært at have en mening om den rette pris, og da især på de internationalt producerede og handlede.

Kort og godt: En væsentlig årsag til den danske finanskrise var en for lille – eller ikke eksisterende - selvfinansiering hos spekulanterne. Bankerne bør slet ikke finansiere dem, hvis de har identificeret dem. Spekulanterne kan søge deres finansiering hos den, de køber spekulationsobjektet af.

I øvrigt må der stadig være en masse mellem-spekulanter, som er blevet rige i årene før finanskrisen ved at sælge ejendomme til opskruede priser. Taberne er ligesom i Sorteper dem, der sad med ejendommene, da boblen bristede. Og størstedelen af deres tab endte hos bankerne, og dermed hos deres ejere og kunder. Deres tab modsvares af mellem-spekulanternes gevinst.

Jeg var inde på det i posten d.7. juli 2013: Finansieringen af spekulanterne og nu genopbygningen af bankernes egenkapital har suget en masse levende indkomstkroner ud af det centrale, producerende økonomiske kredsløb mellem virksomheder og borgere (og bidrager derved til de lave konjunkturer). Disse milliarder er blevet omdannet til døde finanskroner på bøgerne hos de dygtigere og/eller heldigere finansfolk, og de venter nu på enten at blive sendt tilbage i indkomst-økonomien som investeringer, eller de fortsætter med at skvulpe rundt i finansområdet.



tirsdag den 8. oktober 2013

Lampedusa-skibbruddene og Europas fremtid

I adskillige år har fattigdomsindvandrere fra Afrika krydset Middelhavet i små både for at komme ind i især Italien, og i mange tilfælde er bådene forlist. I alt er mange tusinde omkommet på denne måde. I sidste uge indtraf et særlig stort forlis med hundreder af omkomne, og det har sat ny gang i debatten i Europa om, hvad det bør gøres.

Den politiske højre- og midterfløj mener, at problemet bør løses ved kilden, nemlig i Afrika, mens venstrefløjen og de mere følsomme har andre svar:

Paven, en stribe politikere med EU-parlamentets formand i spidsen og mange journalister mener, at løsningen er, at Europa åbner for mere lovlig indvandring fra de fattigdomsflygtning-producerende lande i Afrika og Asien.

Denne holdning er tilsyneladende den humane og menneskekærlige, men i realiteten er den helt uansvarlig overfor Europas folk. Afrikas befolkning er de seneste generationer svulmet til ca. 1 milliard, mod Europas stagnerende 700 millioner, og Afrikas eksplosive vækst er større nu end nogensinde. Der vil være 2 milliarder om ca. en generation.  Hvis Europa skulle aftage bare en lille del af denne befolkningsvækst, ville det være forbi med vore samfund, som vi kender dem. Ikke bare økonomisk, men mere vigtigt kulturelt og nationalt. Oveni kommer indvandringen fra muslimske lande i Mellemøsten og Asien. En total balkanisering venter forude, med social uro og ligefrem borgerkrige.


Vi må naturligvis redde skibbrudne, men alle må sendes hjem, hvor de kommer fra. Den eneste løsning er at angribe problemets rod og standse befolkningseksplosionen. Her har Paven og den katolske kirke, og nyligt omvendte kristne som George W. Bush, tværtimod gjort, hvad de kunne, for at fyre op under tilvæksten.

tirsdag den 1. oktober 2013

Blod i fodboldarenaen – velkommen til VM 2022

Der var en beskeden notits gemt allerbagest i Sporten i Berlingske d.27. september 2013: VM-byggeri koster masser af menneskeliv.

Det drejer sig om byggeriet af fodboldarenaer i Qatar til VM i 2022. Det udføres åbenbart især af tusindvis af nepalesiske arbejdere, og deres arbejdsvilkår er så dårlige, at der mellem 4. juni og 8. august er omkommet 44 af dem. De knokler i op til 50 graders varme, de nægtes at drikke vand, ofte tilbageholdes deres løn eller deres pas inddrages. International Trade Union Confederation (ITUC) anslår, at stadionbyggerierne som minimum vil koste 4000 immigrantarbejdere livet frem til 2022, hvis der ikke skrides ind!

Nu vil der altid ske arbejdsulykker ved store anlægsarbejder, men disse tal er jo i en størrelsesorden, man ellers kun ser ved f.eks. krige eller jordskælv. Og her er der tale om fremtidige dødsfald, der kan forhindres. Det er jo ikke, fordi Qatar ikke har penge til at bygge under anstændige vilkår for arbejderne. Så hvor er ”verdenssamfundets” reaktion? Hvor er verdenspressen, hvor er EU, hvor er Amnesty International, hvor er Wikileaks? Tavshed!

Skyldes det, at det er en gammel nyhed, at asiatiske gæstearbejdere i de arabiske oliestater udnyttes og lever under slavelignende forhold? Venter man sig ikke andet af oliestaterne? Det er jo racisme!

Hvorfor skal oliestaterne for resten altid importere arbejdskraft fra Asien? Der er jo millioner af arbejdsløse i de arabiske lande, især Egypten, og i de palæstinensiske flygtningelejre. Og de er vel vant til klimaet, i modsætning til nepaleserne?

torsdag den 12. september 2013

The Wigotski papers – eller Den store Indvandringssvindel

De fleste journalister lider af et Watergate-kompleks: De drømmer om at begå den helt store afsløring af magthavernes rænker, få Cavling-prisen for det o.s.v.

Så meget mere underligt er det, at der ikke har været den store opmærksomhed om en række artikler om det massive – næsten totale – misbrug af vore, og mange andre vestlige landes, asyl- og anden indvandringslovgivning, der har fundet sted i årtier. Artiklerne er skrevet af Bent Wigotski, tidligere ledende embedsmand i Udenrigstjenesten, bl.a. som ambassadør i Pakistan og medlem af Flygtningenævnet. Altså en mand, der ved det meste af, hvad der er værd at vide om området. Artiklerne er offentliggjort i netavisen "Den korte avis", startet af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow.

BW beskriver detaljeret, hvordan langt de fleste asylansøgere ikke er egentlige forfulgte, men blot søger bedre levevilkår, og hvordan de lyver og snyder med dokumenter for at opnå asyl. Og han beskriver, hvordan Flygtningenævnet alligevel giver de fleste asyl, fordi det åbenbart ikke er god tone at sige nej. Og han beskriver, hvordan andre opnår visum ved at påstå, at de er forretningsmænd, der vil købe varer i Danmark og derfor har behov for at komme ind i landet – hvorefter de kan forsvinde i mængden, her eller i det store ukontrollerede Schengen-område. Og så videre og så videre.

Når man tager i betragtning, hvordan masseindvandringen fra Verdens fattige lande har ændret Danmark og resten af Vesten i de sidste årtier, er det ejendommeligt, at disse artikler ikke har rejst et ramaskrig. Hvorfor er det ikke sket? Artiklerne er ikke en gang refereret i de gamle medier.

Måske er det, fordi der ikke er noget nyt i substansen! Vi har jo allerede fra Stoltenberg Senior, da han var FNs Flygtningehøjkommisær, hørt, at mindst 80% af asylansøgerne ikke var ægte flygtninge. Vi har hørt tilsvarende fra andre. Og vi har set, hvordan de påståede flygtninge kunne rejse uhindret tilbage på ”ferie” i de lande, de påstod sig forfulgte i. Men det er dog nyt, at en direkte involveret embedsmand siger det samme, og med mange detaljer.

Så den manglende opstandelse må vel skyldes, at journalisterne er ligeglade med sandheden. Den er upopulær i de politisk korrekte cirkler, hvor de befinder sig til daglig. Og befolkningen har åbenbart også affundet sig med forholdene, bortset fra de ca.20%, der efterhånden støtter Dansk Folkeparti i meningsmålingerne.

Mærkeligt, når man betænker, hvor belastende masseindvandringen efterhånden føles for ganske mange danskere. Men problemerne er selvsagt ulige fordelt mellem socialgrupperne.



fredag den 9. august 2013

Læren fra Afghanistan-indsatsen

Der er kommet liv i den hjemlige debat om Afghanistan-indsatsen, dens mål og resultater.

Den vigtigste lære er, som flere gange anført, at det igen er blevet påvist, at George W. Bush-Anker Jørgensen-doktrinen ikke holder. Ifølge denne doktrin ønsker alle folkeslag til alle tider at leve under vestlige, demokratiske samfundsforhold, ifølge AJ endda under socialdemokratiske velfærdssamfundsforhold, og hvis de ikke lever sådan i dag, skyldes det onde kræfters spil. Hvis blot disse onde kræfter fjernes, vil de pågældende lande springe ud som frie, demokratiske samfund.

Denne teori holder som bekendt ikke. Et demokratisk samfund forudsætter en oplyst, civiliseret, veluddannet befolkning. Hvis den forudsætning er til stede, bliver et ufrit samfund demokratisk, når det får lov. Eksempel: Østeuropa efter Murens fald i 1989. Hvis den ikke er til stede, forbliver samfundet kaotisk. Eksempel: Irak efter Saddams fald, Egypten, - Afghanistan.

Når Bush og andre tror på doktrinen, skyldes det måske, at de har fået Eisenhowers erindringer om Anden Verdenskrig galt i halsen. De hedder ”Korstog i Europa” (korstog for demokratiet). Og ja, dengang lykkedes det at fjerne et diktatur – Hitlers – og erstatte det med demokrati. Men det skyldtes netop, at forudsætningen for demokrati var til stede i Tyskland i 1945.

Disse forudsætninger er altså ikke til stede i Afghanistan i dag. Så hvis vi i 2005 troede, at vi kunne gøre landet demokratisk på nogle få år, har indsatsen været fejlslagen. Men hvis vi ønskede i det mindste at hjælpe landet et stykke på vej med uddannelse og organisering, har vi opnået, hvad der var muligt. Og ja, det har kostet tab, men de har ikke været større, end hvad man må påregne i sådan en situation. Og de har stået i forhold til, hvad vi dog har nået.

- Men en anden lære er, at militær overmagt ikke er alt. Militært kan Vesten – især USA – besejre de fleste, som Saddam i Irak og Al Queida i Afghanistan i 2001. Men militære styrker er ikke de mest velegnede til at bekæmpe terrorister og opretholde ro. Det har de mange års tilstedeværelse i Irak og Afghanistan i 00’erne demonstreret.

Militære styrkers formål er at kunne bestemme, hvem der skal opholde sig på et givet område. For at bestemme det skal de tilintetgøre fjendens militære formationer. Opretholdelse af ro i et område er en politiopgave, og dertil et spørgsmål om politisk at vinde folk for sin sag. At sætte militæret til det sidste er ineffektivt. Det fjerner desuden militærets egen fokus på de to midler, som allerede Napoleon beskrev som afgørende for en hær: Ildkraft og bevægelighed. I stedet er fokus nu rettet mod beskyttelse mod vejsidebomber. Ikke særlig brugbart i en fremtidig konfrontation med en moderne modstander.

Nu må så fremtiden vise, hvor varige resultaterne i Afghanistan er, når landets egne styrker efter 2014 skal stå for sikkerheden. Hvordan vil et demokrati fungere, hvis flertallet af befolkningen er analfabetiske religiøse fanatikere? Visse kredse i Vesten- f.eks. EU-parlamentet - er hurtige til at kræve demokrati i alle lande, også de mest tilbagestående. Er det med sikkerhed det bedste for de lande? Algeriet? Egypten? Fortsæt selv listen…


Problemet er selvfølgelig, at vores politisk korrekte lighedsdogmer er vores nye religion, som ikke tillader sådanne rationelle overvejelser.

mandag den 5. august 2013

Det radikale menneskesyn

De radikale og Dansk Folkeparti har en enkelt ting tilfælles: Masser af mennesker afskyr dem.

Det er jo ellers ikke, fordi de to partier ligner hinanden. I de to allerførste poster på denne blog har jeg foreslået en placering af landets partier i et landskab med to akser: En traditionel økonomisk højre-venstre og en værdipolitisk. På den værdipolitiske kalder jeg de traditionelle, nationale, folkelige værdier for borgerlige eller højre og de modsatte: De akademiske, teoretiske, internationalistiske for venstre eller elitære.

De borgerlige synspunkter mener jeg baserer sig på en retfærdighedsbetragtning: Enhver skal have, hvad han har gjort sig fortjent til, enten det drejer sig om penge, straf, statsborgerskab eller andet. De venstreorienterede mener, at enhver skal have, hvad han har brug for, hvad enten det er andres penge, andres land, eller hvad som helst.

I dette landskab ligger de radikale økonomisk et godt stykke til højre – ”sådan er det jo” – men værdipolitisk ligger de helt til venstre. DF ligger økonomisk lidt til venstre og værdipolitisk godt til højre.

Når mange mennesker ikke kan lide DF, er det nok, fordi DFs værdipolitik ikke er drevet af godhed, som de venstreorienterede og akademiske kredses er det. Derfor betragtes DF som det modsatte af god, hvilket naturligvis er urimeligt.

Når folk ikke kan lide de radikale, er det typisk ikke på grund af deres benhårde økonomiske politik, men på grund af deres værdipolitik, eller rettere kontrasten mellem deres økonomiske og værdipolitiske holdninger. De radikale rummer simpelt hen på samme tid den mest verdensfjerne, tossegode naivitet og den mest kyniske, hensynsløse egoisme. Altså dobbeltmoral.

Denne påstand kræver belæg. Tag udenrigs- og forsvarspolitikken. I trediverne sværmede de radikale for neutralitet og gennemtvang dansk nedrustning, idet de påstod, at Folkeforbundet kunne give os sikkerhed. Men da først landet var blevet besat, var det en radikal udenrigsminister Scavenius, der meldte os ind i Hitlers Komintern-pagt vendt mod Sovjet. Samarbejdsregeringen internerede også de danske kommunister og forsynede gladelig den tyske krigsmaskine, alt sammen for at vi kunne slippe så let gennem krigen som muligt.

Et eksempel fra i dag: De radikale har været en drivende kraft i undervisningssystemets nedtur. Men ingen radikal vil sætte sine egne børn i en ”inkluderende” folkeskole godt fyldt op med adfærdsvanskelige analfabeter – de vælger privilegerede skoler.

Det værste eksempel er udlændingepolitikken. Her har de radikale været afgørende for at muliggøre den masseindvandring af personer fra klodens mest uudviklede områder, der har fundet sted de sidste årtier, og hvis skadelige konsekvenser vi først lige er begyndt at mærke. Men de radikale bosætter sig ikke selv sammen med de mest integrations-trængende. De står på sidelinien og kritiserer de danskere, der vånder sig.

Hvis udviklingen fortsætter, kommer der vel en dag, hvor de radikale selv ikke kan undslippe følgerne af masseindvandringen. Så vil naiviteten pludselig blive erstattet af hensynsløs egoisme – det ville være interessant at skue, hvilken udlændingepolitik de så ville kræve!


mandag den 22. juli 2013

Zenia Stampe om Afghanistan-krigen: Bagklogskab og illoyalitet

Sidste uges mediestorm drejede sig om den radikale forsvarsordfører Zenia Stampe, der til Berlingske udtalte, at indsættelsen af danske kampstyrker i Afghanistan i 2002 var en fejl. Hun mener, at det var en illusion at tro, at Vesten kunne nedkæmpe Taleban og forvandle landet til et demokratisk og moderne samfund.

Hertil er at sige, at ZSs bagklogskab er helt værdiløs. De radikale stemte i øvrigt også for indsættelsen i 2002, så hendes eget parti bliver ramt af hendes illoyalitet. Det skal nok blive muntert, når de samles efter sommerferien.

Sagen er, at Vesten gjorde et hæderligt forsøg, og efter at Taleban i det mindste er trængt noget tilbage, har vi fået mulighed for at gå i gang med at hjælpe Afghanistans regering med at opstille egne militær- og politistyrker. Alle mål er ikke nået, men det ser man jo ofte. Det gør ikke indsatsen værdiløs.


Et sted, hvor ZS sætter fingeren på et ømt punkt, at Vestens tanke om at indføre vestligt demokrati ved indsats af vores militær og eksperter. Jeg har selv for flere år siden, vedrørende de arabiske lande, talt om Anker Jørgensen-George Bush-doktrinen, efter hvilken en sådan straks-demokratisering skulle være mulig. Det er den bare ikke – demokrati kommer først med udvikling i bred forstand, uddannelsesmæssigt, økonomisk, socialt.   

fredag den 12. juli 2013

Kulturrelativisme, radikal islam og Støjbergs kronik

I den forløbne uge vakte en kronik i Politiken af Venstres MF Inger Støjberg en del opsigt. IS havde for længe siden besøgt Islamisk Trossamfund og der erfaret, at dets ledere bl.a. ikke ville tage entydig afstand fra stening, og at de ikke mente, at bøsser skulle have lov til at løbe frit omkring. Det fik IS til nu at konkludere, at der var en del indvandrere, der ikke ønskede at leve efter danske normer, og at de skulle finde et andet land at bo i.

Umiddelbart er IS’s synspunkt kun varm luft, i stil med Villy Søvndals opfordring til islamister om at gå ad helvede til. Hun lægger ikke op til nogen form for handling. Desuden har hun for nogle uger siden stemt for at give dansk statsborgerskab til 685 personer, hvoraf mindst en var en kendt fanatisk islamist. Dansk Folkeparti ønskede som bekendt loven delt i to dele, så Folketinget kunne stemme separat om henholdsvis de uproblematiske ansøgere og de øvrige.

Men alligevel kan IS’s kronik være væsentlig. Det er meget almindeligt, at en politisk kursændring kommer trinvis, at jorden først skal gødes. Der blev f.eks. snakket meget om begrænsning af efterlønnen, før der virkelig blev fremsat lovforslag.

Så måske kan man håbe, at Venstre varmer op til handling overfor de indvandrere, der vitterligt er fjendtligt indstillet overfor Danmark og alt dansk. At der om ikke alt for mange år kommer forslag om at inddrage opholdstilladelsen for udlændinge, der agiterer mod den danske grundlov og det vestlige demokrati, og at det bliver helt selvfølgeligt, at kriminelle skal hjemsendes, uanset konventioner, o.s.v.

Der har i årtierne efter 1968 været en tendens til kulturrelativisme i Vesten, til at hævde, at alle kulturer var lige gode, og at vores egen vestlige i hvert fald ikke var noget særligt at opretholde. Blandt ”eliten” er denne udvikling først nu ved at kamme over, f.eks. med et forslag i EU-parlamentet om at indføre en ”skammens dag”, hvor Europa skulle skamme sig over sin fortid! Det er sikkert et tegn på, at pendulet nu har nået et yderpunkt og skal til at svinge tilbage, så vi igen, også fra officielt hold, vil respektere vores eget system og vore præstationer.


Man kan sagtens argumentere for, at vores vestlige samfund er verdens til dato bedste ud fra objektive kriterier. Men selv om man bestrider det, bør det være naturligt at respektere sit eget arvegods og sætte højest pris på det.

søndag den 7. juli 2013

Mere gang i økonomien: Hvordan?

Finanskrisen synes for Danmarks vedkommende nu at være ved at være ovre, og nu drejer det sig dels om at forstå krisens årsager, så vi kan mindske risikoen for gentagelser, dels om at få økonomien op i højere omdrejninger.

Under normale forhold er samfundsøkonomien som en organisme, der ikke bevæger sig efter en snor, men som har høj- og lavkonjunktur, der bestemmes af udsving i investeringer og i forbrugstilbøjeligheden. Krisen, der startede i efteråret 2008, var imidlertid af en anden, langt alvorligere karakter. Forspillet til den var en lang opgangsperiode i 00’erne, hvor især ejendomspriserne blev spekuleret op i urealistiske højder i hele den vestlige verden. Dette blev finansieret af banker og andre kreditgivere, der i grådighed kastede alt professionelt kredithåndværk overbord.

Da ejendomsboblen omsider bristede i USA, gik det derfor hårdt ud over finanssektoren, der truedes af reelle sammenbrud, og kreditgivningen mellem bankerne gik i stå. Derved bredte krisen sig til hele verden, og den lettede kun, fordi regeringerne gik ind og støttede bankerne med forskellige ordninger. I Danmark dog med ordninger, der ikke kostede skatteyderne en krone, tværtimod.

Men krisen havde flere dimensioner. I 00’erne havde flere lande i Sydeuropa ført en uansvarlig finanspolitik i ly af deres Euro-medlemskab, og disse lande stod nu overfor en statsgældskrise, der over de følgende år krævede særlige støttetiltag fra de øvrige Eurolande, læs Tyskland. Samtidig er de sydeuropæiske lande nu blevet nødt til at nedbringe deres offentlige underskud på kort tid, og dette har skabt deres nuværende høje arbejdsløshed og depression.

Oven i dette kommer deres ulyksalige holden fast ved Euro-medlemskabet, hvorved de fortsætter med en nu stærkt overvurderet valuta, der øger deres erhvervslivs vanskeligheder og yderligere forværrer deres beskæftigelse.

Læren af dette er simpel: Banker skal ikke finansiere ejendomsspekulation, men kun erhvervsmæssigt velbegrundede ejendomskøb og byggerier. Staterne skal føre en forsigtig finanspolitik. Og man skal ikke lave valutaunioner mellem lande med forskellig økonomisk udvikling.

Alt dette er gammel viden, men det trænger med mellemrum til at blive genopfrisket!

Men hvordan kommer Danmark nu videre og får mere gang i økonomien?

Den væsentligste økonomiske aktivitet og beskæftigelse foregår hos hovedaktørerne, virksomhederne og borgerne. Uden om dem er der en række bi-aktører: Udlandet, staten, kommunerne, bankerne, kreditforeningerne, livs- og pensionskasserne. De påvirker den økonomiske aktivitet, både direkte ved at skabe indkomststrømme ud eller ind fra hovedaktørerne, eller indirekte ved at bestemme de juridiske og finansielle forhold, der også påvirker hovedaktørerne – f.eks. kreditgivning eller skatteregler.

I dagens Danmark er der løbende en nettostrøm af indkomster fra udlandet i kraft af vores store overskud på betalingsbalancen, og i disse år er der også en nettostrøm af indkomster fra staten. Dette burde skabe økonomisk vækst hos hovedaktørerne, men i nedadgående retning trækker forbrugernes store tilbageholdenhed med at bruge penge og virksomhedernes vanskeligheder med at få finansieret deres ønskede investeringer, fordi bankernes kreditgivning er i klemme.

Andre faktorer hos bi-aktørerne suger direkte købekraft ud af hovedaktørerne: Kommunerne sparer faktisk op, banker og kreditforeninger skal opbygge deres egenkapital og sparer derfor også mere op end normalt, livs- og pensionskasserne er ved at opbygge nye pensionsordninger for bredere kredse end tidligere og opsamler derfor også købekraft.

Der er altså mange forhold, der holder den økonomiske aktivitet nede. Nogle af dem kunne man direkte afhjælpe: Bankerne kunne få lempet kravene fra Finanstilsynet en smule, kommunerne kunne blive bedre til at udnytte deres muligheder.

Af nye tiltag kunne man indføre straksafskrivning for virksomhederne. Det ville kun være et likviditetstab for staten, men ikke reelt koste den noget. Og man kunne lade livs- og pensionssektoren finansiere, og også direkte stå for, offentlige investeringer, der ellers alligevel skulle afholdes i fremtiden, og så lease det investerede ud til stat og kommuner over f.eks. 10 år.

Alt dette for at øge udnyttelsen af den bestående kapacitet hos hovedaktørerne. Egentlig økonomisk vækst vil jeg behandle i en senere post.  


fredag den 21. juni 2013

Grøn energi – det uartige spørgsmål, det uartige svar

I flere årtier har det været den alment accepterede mening, at Verden bør omstille sin energiforsyning i retning af ”grøn energi” – d.v.s. ikke-forurenende, vedvarende energikilder.

Sjovt nok er der ikke noget nyt i det: Menneskets første energikilder var afbrænding af træ, som jo bliver dannet konstant og er CO2-neutralt, vind til sejlskibe og vindmøller, og vand til vandmøller. Først senere kom afbrænding af kul, olie og atomkraft.

Nu har regeringen så fået indgået en aftale med de fleste af Folketingets partier om Danmarks fremtidige energiforsyning, og ifølge den skal vi gå helt over (tilbage) til de grønne energikilder i 2050.

Det får mig til konstant at gruble over et spørgsmål, der kun er blevet rejst af få, men som er helt afgørende:
Også til den tid vil der komme perioder, hvor det er vindstille, og i aften-, nat- og morgentimerne, især i vinterhalvåret, skinner solen som bekendt ikke. Hvor skal energien komme fra i de perioder? Biomasse vil kun kunne dække en lille brøkdel, og vore nabolande vil selv have omstillet sig til grøn energi, så de ikke vil have nogen el at eksportere.

Har vi forstået, at alt vil gå i stå? Industrien, transporten, lyset, varmen, køkkenerne? Kun institutioner med eget nød-el anlæg vil få noget strøm, kun folk med brændeovn kan lave varm mad.

Hvis vi vil undgå dette uacceptable scenarie, er det nødvendigt at have konventionelle kraftanlæg på stand by til de vindstille, mørke perioder. Det bliver dyrt! Og de grønne sol- og vind-anlæg, der skal opføres, bliver i forvejen dyrere end konventionel energi.


Den eneste realistiske løsning på forsynings- og CO2-problemerne – som i øvrigt er uafklarede – er atomkraft.

tirsdag den 28. maj 2013

Karen Hækkerups etniske proletariat

Den socialdemokratiske socialminister Karen Hækkerup meddeler nu offentligheden, at ”vi har fået et etnisk proletariat”. Erkendelsen er interessant, hun er bare 20 år for sent på den. Men lad os lige se nærmere på nogle af ordene.

Danmark har ikke ”fået” noget. Problemet med det nye proletariat er opstået ved en betydelig indvandring fra Jordens dårligst fungerende lande i de sidste 30-40 år, og den er ikke noget, der bare er sket. Den er blevet muliggjort ved en bevidst politik fra Det radikale Venstre, SF og andre venstreorienterede, og ved lobbyarbejde fra Dansk Flygtningehjælp ved dens daværende formand, den senere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Socialdemokratiet har stemt for denne politik hele vejen. Og en stor del af den danske befolkning har i mange år tolereret indvandringspolitikken, fordi den er naiv og godhjertet – langt ind i borgerlige rækker.

Det danske folk kunne have forhindret masseindvandringen ved at vælge nogle andre politikere, men det har været for stort et spring for 85% af vælgerne. Vi er et folk med tillid til hinanden og vore ledere, og vi har overladt det til dem at udforme indvandringspolitikken efter deres egne hoveder. Lidt ligesom vi tillader, at EU's unionsprojekt skrider fremad, uden at noget folk har ønsket det, eller ligesom vores uddannelsessystem har tabt kvalitet nærmest løbende i de sidste 50 år, selvom alle ønsker det modsatte.

Og der er blevet advaret om præcis de af Karen Hækkerup nævnte følger af masseindvandringen lige fra dag 1. Mest kendte er personer som Søren Krarup og Pia Kærsgaard, men mange andre almindelige mennesker har også altid været imod. De blev i starten ugleset af de gode og frisindede, men nu ser det ud til, at stemningen er ved at vende.

Tilbage til Karen Hækkerups udtalelse. Udtrykket ”etnisk” er også forkert. Det drejer sig ikke om udseende, men om kultur. Der er tale om, at man tillader masseindvandring fra lande, hvor kampen for tilværelsen foregår på en langt mere håndgribelig måde end i Vesten. Når sådanne mennesker kommer hertil, lægger de ikke bare deres gamle kultur og væremåde af. Når de finder ud af, at de kan tillade sig utrolig meget, så gør de det: Kriminalitet, arbejds- og uddannelses-uvillighed, chikane af andre grupper – sågar af værtslandets befolkning!

Oven i dette kommer så et ekstra kulturelt problem: Islam. Denne religion eller samfundssystem lærer sine tilhængere, at de er rene og alle andre urene, at mænd er mere værd end kvinder, o.s.v. At de fleste af de sidste 40 års indvandrere er muslimer, øger kun de ovennævnte problemer.

Kronen på værket er decideret islamistisk terror, som man senest så udfoldet i det grusomme mord på en ubevæbnet britisk soldat i London. Dette er dog heldigvis et særligt problem, som bør behandles for sig.

Men er der en løsning på problemet med det ”etniske proletariat”? Ikke umiddelbart. De, der har påført os problemet, fører tværtimod en indvandringspolitik, der vil øge det. Dertil prøver de så at kaste endnu flere penge efter problemet. Det vil ikke hjælpe.

Jeg kan kun pege på: Standsning af masseindvandring, udvisning d.v.s. hjemsendelse af politiske og religiøse fanatikere, hjemsendelse af arbejdsuvillige, hjemsendelse af familier, der nægter at opdrage deres børn, hjemsendelse af flere kriminelle – altså også gaderøvere, voldsmænd m.v.


Som før sagt: Mine forslag lyder måske kontroversielle, men de er selvfølgelig politik i alle lande udenfor Vesten, og de var også selvfølgelige her indtil 1960’erne.

lørdag den 18. maj 2013

Skyd efter benene, 18. maj 1993


I dag er det 20 år siden optøjerne fandt sted på Nørrebro efter EU-afstemningen, der gav os tilslutning med forbeholdene. Medierne har markeret dagen, men med en meget forsigtig attitude.

Jeg vil gerne lige slå nogle ting fast.

For ca. 15 år siden var jeg til en familiefest. På det tidspunkt kørte der diverse undersøgelser af optøjerne, vi talte om det, og en i øvrigt sympatisk kusine sagde: ”Jeg er flov over at bo i et land, hvor politiet skyder på demonstranter”.

Normalt mener jeg ikke, at man skal diskutere politiske emner ved selskabelige lejligheder. Folk har forskellige holdninger, nogle vil have stor stat og tryghed, andre lille stat og frihed, nogle vil have fædreland og andre internationalisme, osv. Det nytter ikke noget at rive andre sine egne holdninger i næsen, man bliver kun uvenner til ingen nytte.

Men dette var for meget. Jeg fortalte hende, så roligt som jeg kunne, at det aldeles ikke var tale om demonstranter, men om grove voldsforbrydere, der var i gang med, på værste muslimske vis, at stene politiet ihjel. Betjentene var i reel livsfare ved de utallige stenkast, og mange af dem blev skadet fysisk og psykisk. Der fulgte tragedier, bl.a. selvmord, i kølvandet, og mange betjente har men endnu 20 år efter. Det var simpelt nødværge, når politiet skød mod stenkasterne. Der er intet at bebrejde de menige betjente i skudlinien. Hvis politiet ikke trods alt havde hjelme, var der omkommet betjente. Derimod var alle skudramte stenkastere ude af hospitalet en uges tid efter. (Politiet har siden fået kraftigere pistoler).

Kusinen pakkede sammen, men medierne forstår vist stadig ikke sagens rette sammenhæng. F.eks. mener de åbenbart, at det var vældig slemt, når en betjent under skydningen råber: ”Skyd efter benene!” Men dette blev råbt, efter at det havde vist sig, at varselsskud op i luften ikke standsede stenregnen. Kommandoen betyder faktisk: ”Skyd, men ikke efter hoved eller krop, men efter benene”. Helt fornuftigt og efter bogen.

Alle involverede betjente er for længst blevet frikendt for de absurde anklager, der blev rejst mod dem efterfølgende. Men stenkasterne har aldrig fået straf nok.

fredag den 17. maj 2013

Uddannelse, Schweiz og de radikale


Jeg har før – håbefuldt – skrevet, at pendulet på uddannelsesområdet synes at være ved at svinge tilbage fra de sidste 30 års reformpædagogiske rædselseksperimenter til de gamle fornuftige spor. Nu kommer der i Berlingske et nyt input i den retning: En gruppe erhvervsskoleledere har været i Schweiz for at studere, hvordan de edsvorne bærer sig ad med at drive et så godt uddannelsessystem, som tilfældet er der.

De vigtigste punkter i det schweiziske system: Man deler eleverne efter boglige og praktiske anlæg efter 6. klasse, erhvervsuddannelsen starter med en lærlingeansættelse i en erhvervsvirksomhed, hvor man derefter blander praktik med skolegang hver uge, adgang til gymnasiet forudsætter bestået adgangsprøve, de praktiske uddannelser er ikke forsøgt pumpet op med halvakademiske påfund, og der er naturligvis arbejdsro og arbejdsdisciplin over hele linien.

Man vil se, at dette svarer temmelig nøje til forholdene i Danmark før skole”reformerne” startede i 1959: Vi havde boglig og ikke-boglig mellemskole, vi havde mesterlære med skolegang i fortrinlige tekniske skoler, vi havde mellemskole/realeksamen som forudsætning for adgang til gymnasiet, erhvervsuddannelserne uddannede dygtige håndværkere uden malplacerede akademiske ambitioner, og der blev arbejdet – undervist – effektivt i hele sektoren.

Så det, vi kan lære af schweizerne, er altså at vende tilbage til vores udgangspunkt.

Hvordan kunne det så gå så galt i Danmark? Jeg plejer at lægge skylden på 68’erne – denne nedbrydende cocktail af kulturradikalisme og salonkommunisme. Men vi skal nok længere tilbage, til ”det moderne gennembrud” i 1880’erne, Georg Brandes, System Politiken, kort og godt Det radikale Venstre. Dette lille parti for bedrevidende, arrogante degne og akademikere, der med sine ambitioner om at redde hele verden har spillet samme rolle som Gregers Werle i Ibsens ”Vildanden”: De ødelægger alt, de kommer i nærheden af. De har skadet hele uddannelsessektoren, de har i årtier saboteret forsvaret og vores forbindelser til Vesten under den kolde krig, de forhindrede VKR-regeringen i at føre borgerlig politik, de har været primus motor bag den ulyksalige indvandringspolitik, de tvang Nyrup-regeringen til at fortsætte denne politik, og nu er de ved at ødelægge S og SF ved at tvinge dem til at føre borgerlig økonomisk politik.

Man må for landets skyld håbe på, at det næste folketingsvalg igen sætter de radikale uden for indflydelse, og at der så også bliver gjort op med den indlejrede radikale indflydelse, der gennemsyrer store dele af samfundet, og som hverken Fogh eller Løkke kunne rense ud.

onsdag den 10. april 2013

Euro-problemerne – der blev faktisk advaret i tide


De seneste års økonomiske krise i Vesten har især ramt hårdt i Sydeuropa. Den skyldes ikke blot den amerikanske finanskrise, den spanske boligboble eller mange landes årelange statsunderskudspolitik. Den har fået det sidste, forfærdelige skub af de sydeuropæiske landes medlemskab af Euroen, hvorved deres mindre konkurrencedygtige økonomier er blevet bundet til den tyske, og andre nordeuropæiske, mere effektive økonomier. Herved er den mindst effektive del af de sydeuropæiske landes arbejdsstyrker blevet hægtet af arbejdsmarkedet, og det er et åbent spørgsmål, hvornår de kommer med igen. Katastrofen er en realitet, og de politiske konsekvenser i form af yderligtgående bevægelser er begyndt at dukke op.

I den situation er det bemærkelsesværdigt, at den nye Nationalbankdirektør, Lars Rohde, i et interview går ind for, at Danmark skal tilslutte sig Euroen, altså afskaffe kronen. Hans argumenter er, at det er ineffektivt at have sin egen valuta – det er en slags teknisk handelshindring, kalder han det – og så vil han gerne sidde med ved bordet, hvor beslutningerne træffes.

Til det første argument kan svares, at det da går ganske godt trods den hindring, som en egen valuta er. Og selv om vi tilsluttede os Euroen, ville ca. halvdelen af vor udenrigshandel stadig være med lande med andre valutaer, der svinger kraftigt overfor Euroen. Og desuden fører vi jo en politik med en ret konstant kurs overfor Euroen i ERM-samarbejdet.

Angående medbestemmelse ville den være fuldstændig illusorisk. Når Tyskland og Frankrig med møje og besvær er blevet enige om noget, kommer små lande ikke til at ændre noget af betydning. Men selvfølgelig må det da være interessant og nyttigt at være med i den eksklusive klub.

Men ikke nok til at ofre vore fremtidige handlemuligheder og gå ind i Euroområdet.

I øvrigt kiggede jeg forleden i mine gamle papirer og faldt over et indlæg af professor Jesper Jespersen i Berlingske Tidende fra d. 2. august 2000. JJ havde deltaget i udarbejdelsen af en ØMU-rapport før folkeafstemningen i september 2000 om dansk Euro-tilslutning og var kommet med en særudtalelse, hvor han frarådede dansk ja. Dette kritiserede flere ja-sigere, og Berlingske mente, at JJ havde ladet sig styre af sine følelser i stedet for af fornuft.

Hertil svarede JJ bl.a. ved at henvise til en stribe økonomiske Nobelprismodtagere, de danske økonomiske vismænd osv, og jeg citerer: ”Det gennemgående argument for disse økonomer er, at ØMUen (nu Euro-området. GB) omfatter for mange og for forskellige lande til, at de udgør et såkaldt optimalt valutaområde. Derfor er der en betydelig risiko for, at der i fremtiden opstår regionale spændinger, som ikke vil kunne udjævnes alene gennem nationale finanspolitiske tiltag.”

Og præcis sådan er det gået. Ovennævnte er kun et af utallige eksempler på, at der blev advaret om konsekvenserne af at skabe et så stort og forskelligartet Euro-område, men de ansvarlige politikere – og meningsdannere – ville ikke lytte. Og nu sidder vi – især de svage lande - med følgerne. Vi andre mærker de afledte konsekvenser i form af lavere økonomisk vækst i Europa, end der ellers ville have været.

Sagen minder faktisk lidt om den europæiske masseindvandringspolitik. Også her blev der advaret, forgæves, og nu begynder bandekrigene og brandstiftelserne for alvor. Problemerne er størst for de svage europæere i de sociale boligområder, vi andre mærker foreløbig mest de afledte konsekvenser i form af utryghed og unødvendigt ressourceforbrug.

søndag den 7. april 2013

CO2 og global opvarmning – fup eller fakta


I flere årtier har der været enighed blandt de toneangivende politikere og videnskabsmænd om, at den stigende udledning af CO2 i atmosfæren var årsag til global opvarmning, og der er igangsat enorme internationale og nationale programmer for at bremse CO2-udledningen.

Der har altid været folk, der har sat spørgsmålstegn ved disse sammenhænge, men de er blevet brændemærket som ”klimaskeptikere” og har sat sig selv udenfor det gode selskab – nogenlunde ligesom dem, der sætter spørgsmålstegn ved visdommen i Euro-projektet eller masseindvandringen til Vesten.

Nu dukker der så små, forsigtige pip op i blade som The Economist og Berlingske, hvor videnskabsmænd som Ed Hawkins fra University of Reading eller James Hansen, afgået chef for NASAs klimaforskning, konstaterer, at klodens middeltemperatur slet ikke er steget i 10 år! Selvom der er udledt større mængder CO2 end nogensinde før! Den foreløbige konklusion er, at vi slet ikke ved så meget om sammenhængene mellem CO2 og Jordens temperatur, og havenes stigning, som det hidtil skråsikkert er blevet postuleret.

Når man betænker, hvilket enormt apparat, der er blevet sat op i de sidste årtier med klimatopmøder, CO2-kvoter osv, skulle man tro, at dette var en sensation. Men nej. Ikke et ord i nyhedsudsendelserne eller på avisernes forsider!

Nu må det altid være fornuftigt at holde hus med Jordens ikke-fornybare ressourcer. Men når man betragter det seneste danske energi- og klima forlig, der indebærer, at vi skal gå helt over til vind, sol osv i 2050, og at omstillingen skal finansieres af stadig øgede afgifter på el- og andet energiforbrug, må man spørge, om vi ikke her er gået for vidt?

Usikkerheden for forsyningens stabilitet og de enorme omkostninger for alle forbrugere, både virksomheder og private, gør, at man bliver urolig. Denne omstilling fører os ud i et usikkert terræn, hvor vi bogstaveligt talt bliver afhængige af, hvordan vinden blæser, og omkostningerne vil medføre tab af arbejdspladser. Hvad nu, hvis det slet ikke er til nogen nytte?

Mon ikke politikerne skulle se på energiforliget en gang til i lyset af de nyeste oplysninger?

fredag den 5. april 2013

Helle Thornings skattesag og armslængdeprincippet


I sagen om behandlingen af ægteparret Thornings skatteforhold har et af anklagepunkterne mod den tidligere skatteminister Troels Lund-Poulsen og hans departementschef, Peter Loft, været, at de har blandet sig i selve sagsbehandlingen af ægteparret Thornings skattesag og derved forbrudt sig mod ”armslængdeprincippet”. Udtrykket stammer vist fra den skattemæssige behandling af store koncerner og har siden fundet vej til kulturpolitikken. Nu bruges det til at beskrive det forhold, at skatteministeren ikke må blande sig i afgørelser om ansættelse af skattepligtig indkomst.

Det er jo egentlig mærkeligt. På alle andre administrative områder er det i sidste instans ministeren, der leder forvaltningen og dens beslutninger. Og her er der endda ofte tale om skønsanvendelse, der ikke kan påklages for andre instanser. Afgørelser i skattespørgsmål kan derimod påklages, ikke blot for Skatteråd og Skatteankenævn, men for domstolene, i det omfang, der er tale om retsanvendelse. Så en eventuel ministeriel indblanding i Thornings skattesag ville ikke være det sidste ord i sagen.

Den nuværende ordning stiller dermed samfundet i en skæv situation: Hvis man f.eks. forestiller sig, at skatteforvaltningen er stærkt præget af borgerlige embedsmænd, og de giver en kendt borgerlig politiker favørbehandling, kan ministeren og hans departement ifølge armslængdeprincippet ikke gribe ind. Hvis de derimod giver en anden borger dis-favør-behandling, kan denne gå til domstolene og få sin ret. Men hvis en borger får favørbehandling, er der ingen mulighed for korrektion ved højere instanser.

Dette synes at give en skævhed til skade for samfundet (skatteyderne) som helhed? Det er måske derfor, at ministeriet (departementschefen) var optaget af, om Thornings skattesag blev behandlet grundigt? Ikke for at genere ægteparret – den for dem positive afgørelse har jo tværtimod også medført, at de er blevet stemplet som skatte-ål af nogle – men for at sikre et uangribeligt resultat.

I kommissionsundersøgelsen af sagen om skattesagen skete der i går det, at departementschef Peter Loft blev udspurgt. Han sagde, at han havde orienteret sin minister om sagen. Tidligere har ministeren forklaret, at han fik forklaret sagen, men ikke havde drøftet den. I dag prøver nogle at puste dette op til en uoverensstemmelse mellem de to personers forklaringer. De bliver skuffet. At drøfte betyder, at man selv går aktivt ind med oplysninger eller synspunkter. Her synes der at være tale om en envejskommunikation af informationer. Altså ingen tegn på kritisabelt minister-forsøg på påvirkning af resultatet af Thornings skattesag.

tirsdag den 2. april 2013

Brandstifter


Brandstifter i Albertslund og andre steder på Københavns vestegn – hvorfor?

De seneste nætter har der været en kraftig stigning i antallet af påsatte brande i affaldscontainere, haveskure o.l. på Københavns vestegn. Alle ansvarlige undrer sig, selvom problemet har været kendt i årevis, og selvom problemet er langt værre blot ovre på den anden side Sundet. For ikke at tale om de franske forstæder o.s.v.

Det er imponerende, at alle store medier er i stand til at undgå at benævne brandstifterne ved deres præcise betegnelse: Unge indvandrere, stammende fra diverse uudviklede lande. Denne berøringsangst skyldes uden tvivl især politisk korrekthed, men kan dog forsvares med tynde argumenter: Vi ved strengt taget ikke, præcis hvem der har antændt hvad. Og sidste år så man i England, at også indfødte europæiske unge er i stand til at gå amok med ikke blot som brandstifter, men også med plyndring o.s.v. Det aspekt synes dog ikke at være relevant på Vestegnen! - Også i de amerikanske storbyer har man oplevet lignende problemer, med indfødte unge.

De ansvarlige undrer sig som sagt og kan ikke forstå, hvad årsagen er til, at et ungt menneske bliver  brandstifter. Jeg har to bud på det: Manglende seriøs voksenkontakt og manglende følelse af tilhørsforhold til det danske samfund. (I øvrigt kan det også være forklaringen på de engelske og amerikanske optøjer).

Ad 1. Manglende seriøs voksenkontakt. Alle unge har behov for dette, især med voksne af deres eget køn. Men mange indvandrerfædre har aldrig fundet en fornuftig plads i det danske samfund og har derfor ikke noget at give deres halvvoksne sønner, andet end evt. had og foragt overfor værtslandet og en middelalderlig familie- og klankultur. Hvor er fædrene – mentalt og fysisk – når deres store sønner render rundt i natten og tænder ild i haveskure? Velfungerende forældre ville gribe ind.

Ad 2. Manglende tilhørsforhold til det danske samfund. Sådan må det gå, når man tillader masseindvandring, ikke af enkeltpersoner, men af familier, landsbyer, klaner fra lande på et udviklingstrin flere hundrede år efter Vesten. En del vil gerne integreres, men en del vil og kan ikke, og parallelsamfund opstår uvægerligt. Dette ses ikke blot i Danmark, men i alle lande. Og unge fra disse parallelsamfund ser med fjendtlighed og misundelse på det omgivende, velfungerende danske samfund og ønsker i deres afmagt at slå ud efter det. F. eks. ved at blive brandstifter.

Hvad kan der så gøres for at afhjælpe problemerne?

Ad voksenkontakt: Forældrene er næppe til nogen nytte her. I gamle dage kunne man så sende de unge ud at sejle o.l., eller blot sætte dem i lære, så ville de voksne på arbejdspladsen hurtigt give den manglende opdragelse. I dag har man ikke disse muligheder. Vi har erhvervsskoler, der har svært ved at styre de vanskelige, vi har feminiserede pædagoger, som de unge rødder absolut ikke respekterer, vi har Stine Bosse-typer, der belønner ballademagere med oplevelsesture. Jeg har svært ved at se nogen lyspunkter, sådan som vores samfund er organiseret i dag. Vi kunne måske starte med at genindføre mesterlæren!

Ad manglende tilhørsforhold: Vi kan se i Østeuropa – eller blot i Nordirland – hvordan parallelsamfund kan bestå i århundreder og konstant give anledning til spændinger eller ligefrem borgerkrig. Det er helt utroligt, at danske politikere bevidst har installeret sådanne parallelsamfund her i landet under betegnelsen multikultur. Problemet er opstået gennem indvandring og kan kun løses gennem udvandring.

Indvandrere, der vil være en del af det danske samfund, vil selv integrere sig, og det danske folk hjælper dem med det. Indvandrere, der ikke vil være en del af det danske samfund, bør hjælpes til at rejse hjem, gerne med store engangsbeløb – de er tjent ind i løbet af få år. Og vi bør ikke spilde mange penge på at integrere dem – det er håbløst og gavner kun integrationsindustrien.

Et særligt kapitel er de kriminelle, de arbejdsuvillige og politiske og religiøse fanatikere. De bør selvsagt udvises, når de viser deres hensigter.

onsdag den 20. marts 2013

De radikale har body-snatchet Socialdemokratiet


I løbet af de sidste 30-40 år er Socialdemokratiets vælgertilslutning faldet fra 30-35% til nu under 20%. Samtidig viser en meningsmåling blandt erhvervsledere, at de ofte mener, at den nuværende S-SF-R-regering er mere gavnlig for erhvervslivet og den økonomiske vækst end den borgerlige regering, som den afløste. Hvad er der sket?

Nu har man sagt i årtier, at erhvervslivet egentlig foretrak en S-regering, fordi den bedre kunne sikre ro på arbejdsmarkedet, samtidig med at den var nødt til at føre en midterpolitik – der har jo aldrig været rødt flertal i Folketinget. Dertil kommer – hvilket de seneste 12 år tydeligt viser – at en S-regering kan regne med en forholdsvis saglig opposition, mens en borgerlig regering må trækkes med en useriøs, overbydende, populistisk opposition. Derfor kan den nuværende S-SF-R-regering få ro og støtte til at føre en fornuftig borgerlig reformpolitik, som erhvervslivet har brug for.

Men hvorfor flygter S-vælgerne så? Det startede i 1980’erne, da en ny generation af stærkt venstreorienterede yngre kom til i toppen af S: Auken, Bjerregaard o.s.v. Indtil da havde S ligget i den del af det politiske landskab, som jeg i min 2. post på denne blog fra 9. december 2010 kalder 2. kvadrant, hvor værdipolitikken er folkelig og national, mens den økonomiske er lidt til venstre for midten – altså socialdemokratisk. Men de nye røde ledere – der egentlig hørte hjemme i SF – trak værdipolitikken ned i 3. kvadrant: Fodnotepolitikken vendt mod USA og NATO, modstanden mod EF – dengang! – og Udlændingeloven af 1983. Alt sammen radikal/SF værdipolitik! Straffen faldt ved valget i 2001 – systemskiftet! – der førte til 10 års VKO-flertal. En stor del af S-vælgerne gik til Dansk Folkeparti, der var og er solidt forankret i 2. kvadrant, den socialdemokratiske.

Nu ser vi så efter valget i 2011, at S med en sand lavine af løftebrud løber fra den røde økonomiske politik, de ”vandt”  valget på – eller vandt flertallet på med SF og R. De har nu i stedet helt overtaget de radikales økonomiske politik, der ligger til højre for midten: Skattelettelser, stop for offentlig vækst, beskæring af SU og kontanthjælp o.s.v. S – eller S-ledelsen -  er nu havnet i 4. kvadrant, den liberale/radikale.

Socialdemokratiet har således først optaget de radikales værdipolitik, og nu deres økonomiske politik! De er altså blevet ”bodysnatchet” af R, for at citere en gammel klassisk gyserfilm!

Og resultatet er også blevet den nuværende gyser-tilslutning for S: Endnu flere af de gamle vælgere går til DF, der opretholder den klassiske socialdemokratiske profil fra før Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Lasse Budtz. S-ledelsen kan flytte sig, men vælgerne vil blive i 2. kvadrant.

mandag den 11. marts 2013

Straksafskrivning straks, tak!


I disse dage går forhandlingerne om Vækstpakken i gang. Det drejer sig om SSFR-regeringens forslag om nedsættelse af selskabsskatten, finansieret af beskæring af kontanthjælpen og SU, og VKs ønske om nedsættelse af de grænsehandelsrelevante afgifter på øl og sodavand, bl.a.

Regeringens selvmorderiske mod ved at føre erhvervsvenlig politik er beundringsværdigt. Det er dog beklageligt, at de som beskæftigelsesfremmende ingrediens har valgt at nedsætte selskabsskatten fra 25 til 22%. Vurderingen er nemlig, at det kun vil give en begrænset vækst i beskæftigelsen pr. tabt skattemilliard.

En anden mulighed, som bl.a. er anbefalet af revisorernes forening, er at indføre straksafskrivning for erhvervsinvesteringer. Det indebærer, at skattemæssige afskrivninger på investeringer kan foretages i 
indeværende regnskabsår, i stedet for at blive strakt ud over de kommende år i takt med aktivets værdiforringelse. Derved vil den investerende virksomhed få en skattebesparelse straks, men til gengæld ikke få nogen skattenedsættelse i de efterfølgende år.

Det vil derfor sige, at der kun er tale om en likviditetslettelse for virksomhederne. På blot nogle få års sigt vil statens skattetab ophøre. Derfor vil det egentlig være en billigere løsning for staten. Efter nogle år kan den bruge udgiften en gang til, så at sige, enten til skattelettelser eller nye udgifter.

Og efter det oplyste vil ordningen anspore mange virksomheder til flere investeringer i nyt materiel m.v., og derved skabe flere arbejdspladser. Flere end en nedsættelse af selskabsskatten med samme beløb – som så endda er tabt hvert år ud i fremtiden.

tirsdag den 26. februar 2013

Så kan regeringens økonomiske politik vist ikke blive mere borgerlig


Så kan regeringens økonomiske politik vist ikke blive mere borgerlig - eller rettere sagt radikal: Beskæring af SU og kontanthjælp, halvering af dagpengetid, beskæring af offentlig vækst, sænkning af selskabsskatten. Alt det, S og SF tordnede imod for bare 1½ år siden, da de var i opposition, ja sågar i valgkampen i september 2011!

Så de borgerlige får nu gennemført alle deres egne upopulære programpunkter af SSFR-regeringen, på de radikales ordre. Det ville være helt fint, hvis blot ikke de radikales bestemmende indflydelse også strakte sig ind over værdipolitikken: Massive lempelser for masseindvandringen fra Mellemøsten og Afrika, skolereform, der blot betyder mere af det gamle ineffektive, slap retspolitik.

Hvorfor går S og SAF-ledelserne med til det? Det må være, fordi de med rette frygter et valg, og at de håber, at deres tilslutning vil rette sig, når deres økonomiske politik begynder at vise resultater i form af øget beskæftigelse. Vi får se.

torsdag den 21. februar 2013

Jihad i TV 2


I aften afholder Trykkefrihedsselskabet et møde på Christiansborg om ytringsfriheden i Danmark set i lyset af det nylige mordforsøg på Lars Hedegaard. Hedegaard selv og en række politikere vil sidde i debatpanelet.

Der er adgang for offentligheden, men af indlysende sikkerhedsgrunde bliver de tilmeldte mødedeltagere vurderet på forhånd, så godt det nu er muligt. Det har medført, at en ung indvandrer er blevet afvist som deltager. Han går derefter til TV 2, som bringer et interview med ham som hovednyhed kl.22 onsdag aften. Efterfølgende grilles en repræsentant for arrangørerne og krydsforhøres om årsagen til afvisningen af den unge mand.

Det viser sig, at årsagen til afvisningen er dels, at han har opgivet sit navn til Jihad, og dels, at hans facebookprofil er prydet med bl.a. et citat af Che Guevara om at falde i kamp og tage våbnet op.

Det fandt han selv og TV 2 var helt forkastelige begrundelser. Jihad betød ifølge dem blot ”stor anstrengelse”, og citatet var blot ment i overført betydning.

Ærlig talt: I dagens situation forekommer afvisningen mig at være udtryk for berettiget forsigtighed. Manden, der skød mod Hedegaard, mente formentlig selv, at han var i gang med ”Jihad”, og det var ikke blot et overfald, det var et mordforsøg. Men TV 2s behandling af sagen er helt i tråd med deres (og Danmarks Radios og de fleste andre mediers) generelle positive holdning til masseindvandring fra Mellemøsten og Afrika.

fredag den 25. januar 2013

EU kan ikke tage æren for freden i efterkrigstiden


EU-tilhængerne fortsætter ufortrødent med at fortælle os, at EF/EU har været afgørende for at opretholde freden i Europa i efterkrigstiden.

De krige, man mener, at vi teoretisk kunne have oplevet indenfor Europa, er næppe f.eks. Italien mod Luxembourg. Det, man sigter til, er uden tvivl en tysk revanchekrig. Men mod hvem? Efter 1945 fik (Vest)Tyskland en behagelig fred, bl.a. med Marshallhjælp til genopbygning, mens Østtyskland blev udplyndret af Sovjetunionen. De første årtier var Vesttysklands ledende lag godt nok veteraner fra Nazityskland, der udgav officielle landkort, hvor de tabte østtyske provinser øst for DDR blev betegnet som ”for tiden under polsk administration”, men det kunne næppe true freden mellem de vesteuropæiske lande.

De år var jo domineret af den kolde krig, og den eneste krig, man for alvor frygtede, var et sovjetisk overfald på Vesteuropa. Især frygtede man det i Vesttyskland, fordi de lå i frontlinien og ville blive slagmarken.

Dertil kommer, at hele Tyskland fra 1945 og frem til Murens fald faktisk var besat af 2. Verdenskrigs fire sejrende magter, og besat med stærke, atombevæbnede styrker. Det ville gøre det noget svært for Vesttyskland at starte en krig.

Desuden var næsten hele Vesteuropa medlemmer af NATO, så alle landene var sikret af USA's overvældende magt, herunder dets atomvåben.

Endelige rådede Vesttyskland ikke over atomvåben, i modsætning til Storbritannien og Frankrig. Det gør tanken om tysk militær aggression helt umulig.

Altså en hel stribe grunde til, at EF, senere EU, absolut ikke kan takkes for, at der har været fred mellem de europæiske lande efter 1945. Den væsentligste årsag er dog, at der ikke i nogen af de vesteuropæiske lande har været nogen som helst ønsker om at starte nogen som helst krig mod andre europæiske lande. EF/EU eller ej.

tirsdag den 8. januar 2013

EU i 40 år: På vej mod unionsstaten – nej tak til det!


I år er det 40 år siden, at Danmark meldte sig ind i det, der dengang var De europæiske Fællesskaber – EF. Dette tager medier og politikere som anledning til at opfordre til at lægge nye, store planer for den fremtidige udvikling af fællesskabet, der i mellemtiden er blevet til den Europæiske Union – EU.

Så lad os benytte anledningen til at tage et tilbageblik og et overblik. I 1972 sagde de danske vælgere ja til at gå ind i et fællesskab, der bestod af en toldunion for industrivarer, en fælles landbrugspolitik – der var totalt protektionistisk, især for at beskytte det franske landbrug – og en stribe andre fælles ”politikker”, der dog var til at overskue.

Alle vidste dengang, at der i Romtraktatens præambel står, at målet er at danne ”en europæisk union, der uden ophør gøres stadig snævrere”. Men vi blev forsikret om, at det blot var fremtidsdrømme hos nogle få idealister i Sydeuropa, og at det ikke skulle tages for pålydende. Statsminister Poul Schlüter sagde endda så sent som i 1980’erne, at ”unionen er stendød”.

Men det har efterhånden vist sig, at unionstanken lever i bedste velgående. Ikke blandt Europas folk – de stemmer alle nej tak, når de undtagelsesvis bliver spurgt – men blandt den politiske, økonomiske og mediemæssige ”elite”. Det er efterhånden klart, at alle de mange traktatændringer, der er blevet vedtaget siden 1972, og som af bl.a. danskerne hver gang er blevet set som det, vi nu endelig skulle indrette os på;  det er af Euro-eliten hver gang blot blevet betragtet som et skridt på vejen til deres hede drømmes mål: Den fulde politiske og økonomiske union, den monolitiske europæiske enhedsstat.

Vi er virkelig blevet lokket ud på en glidebane!

EU-unionstilhængerne ynder vist at sammenligne EU – eller endemålet, Europas Forenede Stater – med USA. Men USA blev dannet i 1776 efter store betænkeligheder i de 13 hidtil britiske kolonier. De ville gøre op med fjernstyringen fra London uden demokratisk medindflydelse(!) og ville absolut ikke underlægge sig en ny fjernstyring, og det blev nøje afmålt og fastlåst, hvor megen magt, der skulle samles i den føderale regering i Washington. Man skulle bare i dag prøve at gennemføre en ”europæisk” yderligere glidende overføring af magt fra enkeltstaterne til Centralregeringen!

Derimod har vi fundet os i, at efterhånden en utrolig mængde sager nu skal bestemmes i Bryssel i stedet for lokalt. Og det drejer sig ikke om områder, der kunne bruges til at etablere tekniske handelshindringer til beskyttelse af eget erhvervsliv mod konkurrence. Det drejer sig om forhold som sikkerhed på legepladser, beskyttelse af vandløb o.s.v. Område efter område, hvor vi nok kunne få inspiration fra europæiske organer – eller fra FN, eller alle mulige andre – men hvor vi selv bør bestemme.

Hvorfor finder folket sig i det? Formentlig af ukendskab, dovenskab, overdreven tillid til lederne…

Det er efterhånden klart, hvad vi har kunnet vide hele tiden, at EU-udviklingen ikke vil standse. Der er tale om en helt åbenlys salami-taktik, hvor der ved hver eneste traktatændring skal overføres yderligere beføjelser fra nationalstaterne til EU-organerne. Befolkningerne skal gradvis opdrages til unionseuropæere. Det holder aldrig op.

Jeg er derfor kommet til den erkendelse, at Danmark bør melde sig ud af EU og i stedet søge en løs tilknytning ligesom Norge og Schweiz – dog absolut uden Schengen-medlemsskab. Vi skal naturligvis fortsætte et nært samarbejde med alle europæiske og andre lande – men vi skal ud af Unions-fangarmene. Ligesom før, og ligesom alle andre lande i verden i dag.

Ingen har brug for Euroen, den er tværtimod skadelig. Det samme gælder Schengen-aftalen, der forbyder systematisk grænseovervågning. Og det gælder alle de øvrige harmoniseringstiltag fra de sidste 20-30 år. Lad os få fastlåst samarbejdet – ligesom USA's forfatning fastlåser arbejdsdelingen mellem forbundsregering og enkeltstater – og lad det omfatte det, der fandtes omkring 1980-1990: Toldunion, ingen handelshindringer, basta!

Hvilke konsekvenser ville en udmeldelse have? Eller en decideret opgivelse af unionen i hele Europa? Tilhængerne mener, at EU har sikret freden. De overser totalt en anden, i den henseende meget vigtigere alliance, nemlig NATO. NATO sikrede ikke blot mod sovjetisk aggression, den umuliggjorde også en i øvrigt helt utænkelig eventuel krig mellem vesteuropæiske lande. Og en europæisk forsvarsunion – som der er gjort nogle patetiske tilløb til – vil aldrig kunne erstatte NATO, for den vil mangle det, der er afgørende for NATOs succes: USA's politiske vilje og militære styrke. Som de siger i Østeuropa: Hvis vi igen engang bliver angrebet udefra, vil EU sende en forhandlingsdelegation. USA vil sende Marinekorpset.

Vil Danmark da ikke blive isoleret udenfor EU? Nej, vil skal fortsat samarbejde nært med EU og med resten af verden. Og vi vil jo stadigvæk være medlem af et hav af andre ofte vigtige organisationer: NATO, FN, WTO, osv. osv. Det internationale samarbejde er altså ikke opfundet af EU, og det vil fortsætte med eller uden EU!


Dog er der måske en mellemvej. Der har i de seneste år været talt om ”et EU i to hastigheder”. Måske kan der etableres en ordning, så Danmark – og måske andre lande – standser deres deltagelse i udviklingen mod unionsstat nu, således at de bestående forhold bibeholdes, dog gerne med tilbagerulning af f.eks. deltagelsen i Schengen-aftalen. Derimod kan de øvrige EU-lande arbejde videre mod den fuldstændige politiske og økonomiske union, hvor maksimal indflydelse er flyttet fra nationalstaterne til EU-organerne i Bryssel.

onsdag den 2. januar 2013

Nytår 2013: Liberal Alliance er radikale – Euro’en ruller videre


Her ved Nytåret er det jo kutyme at gøre status for det forløbne år og prøve at se frem mod det kommende.
2012 – den rød-radikale Thorning-regerings første år – blev præget af to forhold: Dels, at regeringen videreførte den borgerlige økonomiske politik med stram styring af de offentlige udgifter og meget lave lønstigninger, dels at værdipolitikken blev drejet i rød-radikal retning med lempelser af indvandringspolitikken og homovielser i kirken. Over hele linien de radikales politik. Og løftebruddene fortsatte, nu er de vist oppe over hundrede stykker.

Resultatet er blevet, at regeringspartierne S og SF er styrtdykket i meningsmålingerne. Utroligt at se en reprise af 1990’erne, hvor de radikale i SR-regeringen tvang Nyrup til at holde fast i masseindvandringspolitikken, selvom det helt forudset kostede S magten i 2001.

I 2013 vil udviklingen tilsyneladende fortsætte, dog med nedsat fart. S og SF er blevet bange for reaktionerne fra baglandet, der foreløbig har givet SF en ny ledelse, og gjort fagbevægelsen rasende på regeringen. Regeringen vil gøre alt for at holde sammen helst til valgperiodens udløb i 2015, da den jo ifølge meningsmålingerne ikke vil overleve det næste valg.

Det kan gøre det relevant at se frem til tiden efter det valg. Det valg kan meget vel resultere i, at Liberal Alliance bliver tungen på vægtskålen, så deres mandater bliver nødvendige for at danne et borgerligt flertal. Og LA er i bund og grund en aflægger af det Radikale Venstre: Værdipolitisk er de nærmest identiske, på det økonomiske område er de blot kørt helt ud ad den liberale tangent. Det kan give en kommende Lars Løkke-regering store vanskeligheder, hvis den skal basere sit flertal på både LA og Dansk Folkeparti. Og det vil en kommende rød-radikal opposition uden tvivl udnytte ved at føre en værdipolitik, der kan lokke LA ved at være endnu mere akademisk og ufolkelig end den nuværende regerings politik.

Liberal Alliance-situationen minder lidt om de hedengangne Centrumdemokrater. Man troede, at Erhard Jacobsen var brudt ud fra Socialdemokratiet og ville trække en masse sosser med sig over i den borgerlige lejr. I stedet trak han en masse borgerlige vælgere til sig og brugte på områder som socialpolitikken og udlændingeområdet deres stemmer til at føre rød politik. Tilsvarende trækker LA borgerlige vælgere til sig og vil føre radikal værdipolitik.

- I Europa fortsætter den triste udvikling. EU-eliten fortsætter med at suge magt til Bryssel, og de sydeuropæiske lande forbliver tilsyneladende i Euro-zonen. Tyskland vil fortsat finansiere deres underskud, som nu er under reduktion. Prisen er en voldsom recession i disse lande med en eksplosivt stigende arbejdsløshed og social nød – sidste nyhed er, at Røde Kors antager, at de i den nærmeste fremtid skal sætte ind mod nøden i Sydeuropa.

Alt dette sker, selvom økonomerne har advaret mod det fra før starten på Euro-eventyret. Men da hele den politiske og erhvervsmæssige elite har været enige om det, får det næppe nogen konsekvenser for nogen – i eliten, forstås. Spørgsmålet er, hvor længe de ramte vil lide i tavshed. I Grækenland er de politiske konsekvenser jo begyndt at vise sig med yderligtgående partier.