OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 29. marts 2011

Mit valgmanifest 2011

Anledningen til, at jeg oprettede denne blog/hjemmeside, var, at jeg blev opstillet til Folketinget. Derfor er det vel passende, at jeg her bringer mit "valgmanifest" - d.v.s. den personlige tekst til min valgbrochure. Jeg skrev den i december 2010, idet ingen jo vidste, hvornår valget kom, men indholdet skulle jo gerne have en vis holdbarhed. Det lyder således:

"Check her, om ikke du er enig i dette:    

  • Ja til behersket indvandring, der gavner Danmark. Men nej tak til ukontrolleret folkevandring, der skaber parallelsamfund og ghettoer. VKOs pointsystem er et middel til dette.

  • Skolen skal lægge mere vægt på at give eleverne kundskaber, de kan bruge hele livet, og mindre modepædagogik. Tværfaglighed medfører lavere faglighed. Trods alle gode hensigter taber skolen i dag de svageste elever.

  • EU’s opgave bør være samarbejdet mellem nationerne, ikke at styre landenes indre forhold. EU er ved at udvikle sig til en topstyret superstat, der blander sig i alt. Det må stoppe. EU skal ikke udviske Europas mangfoldighed.

  • De offentlige udgifter har aldrig været højere, så VKOs besparelser har ikke været skrappe. Men udgiftsstigningen må standses ved at bremse den stadige forhøjelse af standarderne for den offentlige service.

I de gode år under VKO har staten sparet op, og nu under krisen pumper den midlertidigt penge ud for at styrke beskæftigelsen. Derfor er Danmark er kommet bedre igennem krisen end mange andre lande.

Så det går ganske godt, men kursen skal holdes – uden misvisning.

Er du enig? Så er dit bedste valg

Gunnar Biering / Dansk Folkeparti"

De øvrige poster på denne blog skal så underbygge og uddybe denne tekst.


fredag den 25. marts 2011

Luftkrigen mod Gaddafi: Var det en god ide?

Luftkrigen mod Gaddafi deler virkelig vandene. Jeg vil opregne argumenterne for og imod således:

For angreb:
Gaddafi har i hele sin diktator-karriere været en anstifter af og støtte for international terror. Lockerbie-massemordet i 1988, som i antal ofre var ca. 10% af 11. september 2001, var blot et af mange anslag mod den vestlige verden. I de seneste år har Gaddafi været mere passiv, men han har rigelig fortjent de klø, han får nu. Verden må antages at blive et bedre sted uden ham.
Det er ubehageligt at overvære, at en diktator slår en folkelig opstand ned. Mange gange lader omverdenen det passere, men i dette tilfælde skete det i et lille land lige syd for Europa, så det var overkommeligt at gribe ind. Han stod godt for hug, som vikingerne sagde.
En luft- og søkrig er afgrænset og let at afslutte: Man flyver/sejler bare hjem.

Imod angreb:
Det vedkommer egentlig ikke omverdenen, hvad der sker i det enkelte land.
Vi ved ikke, hvem oprørerne er, og hvad de vil og kan sætte i stedet for Gaddafi.
Hvis Gaddafi trods luftkrigen får held til at slå oprøret ned, vil vi have et ret anstrengt forhold til Libyen i de kommende år.

Jeg finder det vanskeligt at beslutte ud fra ovennævnte, men når der nu under alle omstændigheder er flertal for luftkrig, vil jeg bakke op om den.

Hvornår vi skal trække os ud? Når vi vurderer, at det ikke længere er i både vores og det libyske folks interesse, at vi er der.

torsdag den 24. marts 2011

Pressens måde at vinkle nyheder: Mindre underskud bliver til et problem

Man kan ofte undre sig over de danske mediers – eller snarere Ritzaus – måde at vinkle nyhederne på:

Det fremgår af de seneste tal fra Danmarks Statistik, at statens underskud i 2010 var ca.50 milliarder kr. og ikke som hidtil anslået 94 milliarder kr. Dette er jo i sig selv en fantastisk god nyhed. Tænk, at vi i den værste krise siden 30′erne ikke har større underskud, end at vi er inden for EU og Euro-samarbejdets ønskede ramme på 3% af BNP! (Og godt for mig selv: Jeg har fået trykt 10.000 valgbrochurer til det kommende Folketingsvalg, hvor jeg skriver, at det trods alt går ganske godt med økonomien!)

Og en næse til S-SF, der i årevis har påstået, at regeringen ikke har styr på økonomien o.s.v.

Og hvordan bliver nyheden så præsenteret i pressen? Jo, som kritik af regeringen, fordi den tidligere har skønnet for pessimistisk!

I stedet burde man jo gå i fakkeltog til Slotsholmen og takke regeringen (Folketingsflertallet) for, at den har styret os så godt gennem krisen!

mandag den 21. marts 2011

Libyen-luftkrigen 2011: De første konklusioner

Man kan nu uddrage de første konklusioner af luftkrigen mod Gaddafis regime i Libyen.

For det første: EU's udenrigspolitiske samarbejdsapparat er en pinlig spøg. Det har absolut ingen rolle spillet i denne sag, de mange milliarder, det koster om året er totalt spildt. Et offer til glæde for de eurofile og euromaniske, og de kynikere, der direkte profiterer af det.

For det andet: NATO har ingen rolle spillet. NATOs egentlige opgave er nu som før 1989 at automatisere medlemslandenes fælles forsvarsindsats, hvis et af medlemmerne bliver angrebet – udefra, må man vel specificere. Hvis NATO skal agere udenfor dette, skal medlemmerne være enige, og det bliver svært eller umuligt med et stadig mere islamiseret Tyrkiet som medlem.

 For det tredje: Libyens militær kunne og kan absolut intet stille op mod de vestlige styrker i en moderne krig. Det tilsvarende forhold så man i begyndelsen af Irak-krigene. Det er ikke noget mirakel, at Israel har overlevet i 60 år. Derimod kan vestlige styrker få store, nærmest uløselige problemer, hvis de bliver trukket ind i en lavteknologisk krig på landjorden i et fremmed land. Det ser vi dagligt i Afghanistan. Det oplevede Israel også i Libanon for nogle år siden.

Hvad er nu alliancens mål i Libyen? Simpelt hen – udelukkende med luftstyrke – at ødelægge Gaddafis baser, radarstationer, fly og større militære isenkram som kampvogne, kanoner og lastbiler. Når det er opnået, må oprørerne antages at kunne kæmpe på lige fod mod Gaddafis tilbageværende støtter, og alliancens operationer skal ophøre. Vi skal ikke blande os yderligere i Libyens indre forhold.

Og så er der for resten en fjerde konklusion: SF er helt utilregnelige i udenrigs- og forsvarspolitik. Nu har de siden 1958 stædigt modarbejdet det danske forsvar og påstået, at der ikke fandtes militære løsninger på problemerne. Og nu foreslår de, at vi skal være parat til at sætte landtropper – som vi i øvrigt ikke har, hæren står i Afghanistan – ind i en borgerkrig i Afrika.

torsdag den 17. marts 2011

Forsvarspolitik – balancen er skæv idag

Formålet med væbnede styrker er primært at ”beskytte landet mod krig og fremmed herredømme”. Altså at helst forebygge, og ellers afværge angreb fra fjendtlige magter. Men også at varetage landets interesser udenrigs. Det har vi gjort lige fra korstogene i Østersøen, over vore tropekolonier, kamp mod arabiske sørøvere i Middelhavet og til i vore dage med FN-operationer og senest krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan.

Forsvaret har traditionelt to indre fjender: Dels pengemangel, dels pacifisme. Pengemangel, fordi vi altid synes at have haft andre ting, vi hellere ville bruge ressourcerne på. Pacifisme kom med det moderne gennembrud, og næredes af naboskabet til Tyskland, en overvældende modstander. ”Det kan alligevel ikke nytte”.

I dag er der betydelig enighed om, at vi skal have et forsvar, idet NATO-alliancen gør vores egen størrelse irrelevant. I øvrigt har vi lige fra Oldtiden samarbejdet med andre lande om forsvar – eller angreb, dengang tiden var til det!

Målet har altså altid været både at kontrollere Danmarks territorium og kunne sende styrker langt bort. Men i dag synes balancen at være forskubbet i den sidste retning. Hærens kampstyrke er stort set i Afghanistan, flåden har afskaffet de mindre fartøjer, der var egnede til vore egne farvande og satser på større skibe, der er egnet til internationale ekspeditioner, flyvevåbnet har afskaffet luftforsvarsraketterne. Mobiliseringsstyrken er stort set afskaffet, og værnepligten er reduceret til at indkalde nogle tusind om året.

Der er altså sket en total omstilling af Forsvaret i de sidste 15-20 år. Starten gik ved Murens fald i 1989, hvor vi vedtog, at nu kom der aldrig mere nogen militær trussel mod vort eget territorium. Samtidig var vi slået ind på en aktivistisk udenrigspolitik, der indebar øget militært engagement i fjerne lande. Endelig blev udviklingen drevet frem af Forsvarets personels fagforeninger.

Alt dette er fint nok, men det er kørt for langt ud. Der skal være balance mellem de udenlandske opgaver og kontrollen med eget territorium. Godt nok giver det ikke megen mening at have et forsvar, der ikke kan løse opgaver udenlands. Men det er at gå i den anden grøft, når man indstiller hele apparatet til politiopgaver i Østen. Målet må være, at den professionelle del af Forsvaret bliver opstillet og udrustet, så den kan løse opgaver både hjemme og ude, og at der bibeholdes en værnepligtsbaseret del, der er beregnet til forsvar af hjemlandet, samt til at være rekrutteringsbasis for den professionelle del.

Og så bør Forsvarsbudgettet øges med et par promille af BNP. Det er uacceptabelt, at vi ikke kan deltage i de opgaver, vi gerne vil støtte, fordi der mangler de sidste millioner til de ekstra driftsudgifter.


tirsdag den 15. marts 2011

Økonomisk vækst – hvordan

Der er to måder at opnå økonomisk vækst på:

Dels ved at få flere hænder i arbejde. Og dels ved at arbejde mere effektivt.

Først flere hænder. Det drejer sig i Danmark om at nedbringe arbejdsløsheden, idet erhvervsfrekvensen – især kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet – næppe kan blive højere. Desuden drejer det sig om at udskyde pensioneringsalderen, og måske også om at arbejde flere timer pr. år.

Hvad kan staten gøre for at få flere hænder i arbejde? I disse år drejer det sig ikke om at øge udbuddet – der er jo arbejdsløshed, alene derfor var S-SFs arbejd 12 minutter mere-plan meningsløs – det drejer sig om at øge efterspørgslen. Det kan staten selvfølgelig gøre blot ved at øge sine udgifter, og Danmark har da også i disse efter-krise-år et stort underskud på statsbudgettet. Men i verdens højest beskattede land er det ikke en farbar vej at fortsætte ad dette spor. Desuden viser erfaringen, at de lande, der har den største offentlige sektor, ikke er de mest succesrige. Den hedengangne socialistiske blok er det bedste eksempel.

Det, som staten kan gøre, er at lægge forholdene tilrette, så markedskræfterne kan skabe væksten. D.v.s. gøre de administrative rammer så hensigtsmæssige som muligt, sikre en god infrastruktur, og også gerne sænke skattetrykket mod samtidig sænkning af udgifterne. Ingen nemme snuptagsløsninger, men konstant seriøst arbejde.

Hvad så med vækst gennem effektivitet? Her drejer det sig dels om at øge arbejdskraftens kvalifikationer, dels om at forbedre og forøge kapitalapparatet. Vedr. arbejdskraften spiller hele uddannelsessektoren en afgørende rolle, og en forbedring her må være en kerneopgave for regeringen. Hvad der konkret kan gøres, må udredes af de tusinder af fagfolk, der arbejder i sektoren.

Hvad kapitalapparatet angår, skal regeringen også her lægge forholdene til rette, så de er fremmende for produktive investeringer. Det er også sket i alle årene – det skal blot fortsættes.

Regeringen skal forme rammerne, men den skal jo ikke leve det danske folks liv – det skal vi selv nok finde ud af, også erhvervslivet.



torsdag den 10. marts 2011

Skik følge eller land fly - endelig en ministerudmelding

Det var en mærkedag tirsdag d. 8. marts 2011, da den nyudnævnte integrationsminister Søren Pind som sin programerklæring udtalte, at indvandrere skal opføre sig efter danske normer eller finde et andet land at bo i.

Ikke at der er noget nyt i synspunktet. Det har nationalt indstillede i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed altid sagt. Men at en minister siger det, og uden tøven bliver bakket op af statsministeren. Det er noget nyt. Efter 1968, i hvert fald.

Det er også på høje tid, efter at både den tyske, britiske og franske regeringsleder har erklæret multikultur for en fiasko. Blot ærgerligt, at Pind bruger ordet assimilation som modsætning til integration. Ordene betyder næsten det samme, men assimilation leder tanken hen på fuldstændig ensartethed. Det er jo ikke det, Pind eller andre mener.

Vi mener blot, at alle skal spille efter de kendte danske spilleregler, når de færdes udenfor hjemmets fire vægge. Vi skal ikke lave om på noget for at behage indvandrerne.

Det bliver interessant at se oppositionens reaktion. Foreløbig har de taget kraftig afstand fra Pinds udtalelser. Men mon ikke Socialdemokraternes folkelige del vil reagere? De er formentlig helt enige med Pind.

Måske har regeringen alligevel en chance ved det kommende valg. Oppositionens økonomiske politik er efterhånden faldet helt fra hinanden, og hvis de nu også bliver endnu mere uenige på udlændingeområdet?

mandag den 7. marts 2011

Et liv på kanten af konventionerne

Der udtrykkes af og til bekymring, fra nogle ligefrem forargelse, over, at den danske udlændingepolitik er ”på kanten af de internationale konventioner”, altså det utal af menneskerets-, flygtninge- og andre konventioner, som vore politikere har fundet det passende at lade Danmark tilslutte sig i efterkrigstiden.

Men egentlig er det jo ikke spor mærkeligt. Siden 2001 har den danske indvandringspolitik været styret af ønsket om at begrænse indvandringen fra ikke-vestlige lande til nogle tusind om året. Dette for at forhindre dannelsen af ikke-integrerede parallelsamfund med alle de problemer, det medfører.

På den anden side står en stærk overnational migrationslobby. Den består af vestens politisk korrekte, kosmopolitiske jurister, udvandringslandenes magthavere såsom Gaddafi, og andre. Denne lobby ønsker fri bevægelighed over alle grænser og bekymrer sig ikke om følgerne. I bedste fald tænker den kun på de vandrendes interesser og er ligeglad med de modtagende landes befolkningers ve og vel. Denne internationale lobby er ophav til konventionerne.

Så derfor er det logisk og naturligt, at der er en konflikt mellem den danske udlændingelovgivning og de internationale konventioner, således at vores politik går helt til grænsen af disse konventioner.

Når nogle, især radikale, ustandselig udtrykker forargelse over denne konflikt, er det fordi de åbenbart tror, at disse konventioner er udtryk for en højere moralsk retfærdighed, som man ikke kan tillade sig at gå imod. De forstår ikke, at konventionerne blot er politiske tiltag fra en svunden tid. Og som sådan har de ikke nogen guddommelig status, snarere tværtimod, deres udemokratiske oprindelse taget i betragtning. De kan tilrettes, og de bør tilrettes. Eller Danmark bør tage forbehold, i nogle tilfælde stå udenfor, som mange andre lande gør.