OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 28. november 2017

Økonomisk vækst i højden og bredden – hvad og hvordan

Der er meget fokus på økonomisk vækst i vor tid. Det er vel ikke en selvfølge – i gamle dage, før det industrielle og videnskabelige gennembrud, levede man i en mere cirkulær verden, hvor levevilkårene for de fleste var givne, og man var glad, hvis høsten var normal.

Men de tider er forbi. Nu drejer politik sig ofte om vækst i bruttonationalproduktet (BNP). For de fleste er det vel underforstået, at det skal være vækst i BNP pr. indbygger, og at den skal være rimeligt fordelt på alle. Men man skelner sjældent mellem de to begreber: Vækst i det samlede BNP uanset hvad, og vækst i BNP pr. beskæftiget indbygger.

Det er vel sådan, at det samlede BNP mest har interesse for magthaverne – regeringerne – mens det for den enkelte borger er mest interessant, om BNP pr. indbygger – især vedkommende selv - stiger.
Nu hænger de to former jo også sammen: Hvis antallet, eller rettere andelen af arbejdsstyrken, der er i arbejde, stiger, vil både det samlede BNP og det gennemsnitlige BNP pr. indbygger også stige. Men alligevel: Hvis befolkningstallet og arbejdsstyrken stiger, kan det samlede BNP godt vokse, selv BNP pr. indbygger ligefrem falder! Nemlig hvis de nye arbejdende er mindre produktive end de hidtidige.
Under alle omstændigheder har både den enkelte borger og regeringerne en interesse i, at BNP pr. hoved stiger.

Lad os se nærmere på økonomisk vækst. Jeg vil kalde det vækst i bredden, når BNP vokser, fordi andelen af folk i beskæftigelse stiger. Og vækst i højden, når BNP pr. indbygger stiger ved konstant beskæftigelsesgrad.

Vækst i bredden, altså flere i arbejde, kan man opnå ved de traditionelle keynesianske virkemidler: Øgede offentlige udgifter og/eller lavere skatter. Man har også ofte prøvet at benytte pengepolitiske virkemidler: Øget likviditet i samfundet, lettere adgang til kredit, lavere rente. Men disse midler har kun begrænset effekt, de virker formentlig bedre, når de bruges den anden vej – til at dæmpe den økonomiske aktivitet.

Man kan vel sige, at de økonomiske virkemidler, der direkte påvirker indkomstdannelsen, virker hurtigt, men flader ud. Og de er reversible, dvs de kan også bruges til at dæmpe.

I øvrigt er der en antagelse om, at økonomien, hvis den ikke påvirkes af andet end markedskræfterne, af sig selv vil tilvejebringe fuld beskæftigelse. Men økonomien påvirkes netop af mange andre faktorer, f.eks. krav om minimumsløn, der vil afskære den mindst produktive del af arbejdsstyrken fra ansættelse.

Vækst i højden, altså højere BNP pr. indbygger, kan opnås på flere måder. Det kan opnås ved at forbedre og forøge kapitalapparatet, altså ved bedre eller mere automatiserede maskiner. Eller ved at udnytte nye naturressourcer, f.eks. Nordsøolien. Eller vigtigst: Ved at arbejdsstyrken uddanner sig. Der synes ikke at være nogen øvre grænse for denne form for økonomisk vækst.

Her kunne man overveje, hvad det øgede BNP egentlig består af: Er det øget kvantitet eller kvalitet? Hvis alle lever godt, får mad nok og har de kendte forbrugsgoder, hvordan og hvorfor så øget velstand? Vi kan jo ikke spise mere, og vi kan kun køre i en bil ad gangen osv. Men dels er der vist meget elastiske grænser for, f.eks. hvor mange fjernsyn vi kan proppe i vore hjem, og hjemmene kan også blive større. Og dels er der næppe nogen overgrænse for kvaliteten af vore forbrugsvarer: Biler udstyres med stadig mere avancerede funktioner, mobiltelefoner får stadig større kapacitet osv. Og det efterspørges åbenbart.

I øvrigt spiller priserne en stor rolle. Godt nok opgøres BNP- væksten i faste priser, fordi det jo er den reelle produktionsstigning, der er interessant. Men hvis et land producerer og eksporterer råvarer, bliver det jo faktisk rigere, hvis priserne på dets eksport stiger. Dog stiger Verdens samlede BNP jo ikke! De råvareimporterende lande bliver nemlig fattigere.

Så hvad skal politikerne gøre for at få den ønskede økonomiske vækst i både højden og bredden? Heldigvis nogenlunde det, de gør: Hvis de vil prøve at øge i bredden, kan de f.eks. foretage offentlige investeringer i infrastruktur eller forskning. Hvis de vil øge i højden, skal de gøre det mere rentabelt for virksomheder og iværksættere at investere, og de skal først og fremmest sørge for et godt uddannelsessystem, herunder gode faglige uddannelser, og også gode vilkår for forskningen.

Desværre har dele af vores infrastruktur fået lov at forfalde: Jernbanerne er ikke blevet moderniseret, og postvæsnet er i forfald. Det skyldes både politisk talentløshed (Mogens Lykketofts stop for elektrificeringen) og EU og neoliberalisternes indgreb (kravet til postvæsenet om indkomstdækning af udgifterne – et krav, man kun stiller til nogle udvalgte områder af den offentlige virksomhed).

Et kapitel for sig er uddannelsessystemets nedtur, der skyldes tidsånden – 1968-revolutionen – og specielt det Radikale Venstres katastrofale indblanding.


Alt i alt er der plads til forbedringer, og vi ved, hvad der skal til.

torsdag den 28. september 2017

Alternative für Deutschland, Trump og Scavenius – ikke nazisme

Præsident Trump fik for nylig megen kritik for sine kommentarer om et alvorligt sammenstød mellem højreorienterede demonstranter, der ville bevare gamle statuer af Sydstaternes generaler fra den amerikanske borgerkrig, og venstreorienterede moddemonstranter. Ved sammenstødet kørte en formentlig psykisk syg højreorienteret ind i et antal venstreorienterede, og en kvinde omkom af sine kvæstelser.

Trump kunne som sædvanlig ikke nære sig for at udsende en strøm af kommentarer på Twitter om sagen og fik udtrykt sig så klodset, at han vakte forargelse i vide kredse. Herved druknede en vigtig omstændighed ved sammenstødet: Det viste endnu en gang, hvor rabiate og voldsparate også de venstreorienterede i USA er. Ligesom i Vesteuropa, senest bevist ved G20-topmødet i Hamburg i sommeren 2017, hvor AFA'ere hærgede byen.

På tilsvarende vis er en af lederne i Alternative für Deutschland, Alexander Gauland, kommet galt afsted, da han har rost de tyske soldaters indsats i de to verdenskrige. Især er man forarget over inddragelsen af 2. Verdenskrig.

Men Gauland siger jo ikke andet, end hvad den radikale danske udenrigsminister Erik Scavenius sagde i sommeren 1940, hvor han udtrykte benovelse over ”de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring”. I 1941 gik han endda videre og meldte Danmark ind i Antikominternpagten mod Sovjetunionen og gjorde derved Danmark delvis til en af Aksemagterne! Og hans regering opfordrede unge danskere til at melde sig til Frikorps Danmark, som kæmpede som en del af den tyske hær mod Sovjet! Ikke underligt, at især Sovjet – og også England og USA – så med stor skepsis på Danmark i resten af krigen.

Jeg har spekuleret over, om den danske samarbejdspolitik var en medvirkende årsag til, at russerne i maj 1945 bombede Bornholm – de bombede som bekendt ikke de tyske tropper, de bombede Rønne og Nexø. Var det tak for sidst for Scavenius’ nazi-medløb?

Nå, men Gauland skulle naturligvis have taget de nødvendige forbehold: Selvom den tyske hær rent fagligt udførte fantastiske præstationer i begge verdenskrige, var der også skæmmende forhold: I Første Verdenskrig var der rapporter om krigsforbrydelser mod især den belgiske civilbefolkning, og i den Anden Verdenskrig er der i hvert fald tre problemer:

For det første var det en tysk angrebskrig. Dette er dog et elastisk begreb: Sovjetunionen angreb Finland i 1939 og angreb Polen og de baltiske lande i 1941- og sad alligevel som meddommere i Nürnbergprocessen mod de nazistiske krigsmagere, hvor de burde have siddet på anklagebænken sammen med tyskerne.

For det andet var det netop de store tyske militære sejre, der muliggjorde andre tyske organisationers massemord på sagesløse i de erobrede områder.

For det tredje var flere tyske enheder skyldige i krigsforbrydelser – ikke kun på individuel basis, det vil forekomme alle vegne. Men hele enheder, især på Østfronten, begik massemord på fanger og civile.

Disse tre forbehold skulle Gauland og alle andre, der roser den tyske værnemagts indsats i Anden Verdenskrig, have taget med.
.

Men, men: At kalde Trump eller Alternative für Deutschland (AfD) for nazister er hovedløst. Nazismen var ikke blot en politisk – socialistisk og chauvinistisk – bevægelse; den kan kun forstås, hvis man ser på dens metoder: Ubegrænset anvendelse af ulovlig vold for at nå sine mål, altså en forbryderbande. Så hvem ligner mest Hitlers socialistiske gangstere: Trump? AfD? Eller AAF, dvs ”Antifascistisk Aktion”?

lørdag den 23. september 2017

Islamisk terror med lastbiler - et forslag til forebyggelse

Når man får ideer om vigtige samfundsforhold, bør man ikke holde dem for sig selv. Derfor har jeg sendt følgende til Politiets Efterretningstjeneste:

Forslag til terrorsikring af offentlige rum – alternativ til ”koranklodser”

I de seneste år har de vestlige lande måttet vænne sig til terrorangreb på tilfældige borgere ved anvendelse af lastbiler og varevogne, der anvendes til uden varsel at køre så mange fodgængere som muligt ned. Denne terrorrisiko kan kun formodes at fortsætte i de nærmeste år. Som forsvar har myndighederne opsat betonplinte (”koranklodser”) ved flere og flere befærdede steder i byerne. Disse betonklodser virker i sagens natur hæmmende på den almindelige færdsel og er også skæmmende. Der er også rejst tvivl om, hvorvidt de virkelig kan standse en lastbil i fuld fart. Derfor et alternativt forslag til overvejelse hos eksperterne:

Kan man ikke standse terroristers køretøjer (og i øvrigt andre vildfarne køretøjer) med følgende: Tre stålbjælker af passende godstykkelse af formentlig 70-80 cm længde, bukket og svejset eller boltet sammen, så de er vinkelret på hinanden, og placeret, så de to hviler på jorden og peger ud mod kørebanen, mens den tredje peger lodret opad. Som de tre akser i et tredimensionalt (rumligt) koordinatsystem. Hvis en lastbil eller andre køretøjer kører mod den, vil de to vandrette ben svippe op i bunden af køretøjets motorrum eller forhjulsophæng og bringe det til standsning.

I virkeligheden er der tale om en halv ”spansk rytter” eller mere præcist ”tjekkisk pindsvin”, der jo er designet til at bringe selv kampvogne til standsning. Ved terrorsikring skal man stadig kun standse civile køretøjer.

En halv spansk rytter/tjekkisk pindsvin vil kunne anbringes, så de vandrette ben er nedfældet i underlaget. Det opadpegende ben kan benyttes til skiltning, støtte til bænke o.s.v. Det vil være langt mindre hæmmende for den normale færdsel og være langt mindre skæmmende.


Spørgsmålet er selvsagt, om den vil være effektiv, og gerne mere effektiv end de nuværende betonplinte, ligesom prisen vil være af betydning.

Mvh
GB

Nu afventer jeg reaktionen.

fredag den 22. september 2017

Nordkorea efter diktatoren – et forslag

De senere år er det blevet kritiseret, at man – især USA – ikke havde en plan for, hvad der skulle ske efter en militær indgriben i et fremmed land. Irak er det værste eksempel, Syrien kan også nævnes.
Sådan behøver det ikke at være. Under Anden Verdenskrig udarbejdede de Allierede planer for, hvordan Europa skulle organiseres efter Nazitysklands nederlag. At disse planer udviklede sig katastrofalt for Østeuropa, er så en anden sag. For Vesttyskland havde man en anden plan, og den blev fulgt med stor succes.

Det må derfor være passende at overveje, hvad der skal ske i Nordkorea, hvis eller når det nuværende kommunistiske familiediktatur forsvinder.

Det forekommer nærliggende, at Nordkorea genforenes med Sydkorea. Det vil antagelig være begge landes befolkningers overvejende ønske. Og det må være Sydkoreas politiske og økonomiske system, der kommer til at blive gældende i et samlet land
.
Problemet er Kinas, og måske Ruslands, reaktion herpå. Sydkorea er militært allieret med USA, og Kina ønsker ikke, at USA's militære tilstedeværelse rykker tættere på. Men kunne man ikke blot vedtage, f.eks. i FNs Sikkerhedsråd og/eller ved en international konference, at det nuværende Nordkoreas territorium efter en genforening skulle være afmilitariseret område, og at dette skulle overvåges af FN-observatører med støtte af FN-tropper? Det vil ikke stille Kina ringere sikkerhedsmæssigt end den nuværende helt uforudsigelige situation. Og hvis USA's garanti for Sydkoreas sikkerhed fortsat opretholdtes, men kun for det nuværende område, ville det heller ikke stille Sydkoreas befolkning ringere end i dag. For Nordkoreas befolkning vil næsten enhver ændring være et fremskridt.

Man har også nævnt, at Kina skulle være bekymret for den flygtningestrøm, der ville følge efter et sammenbrud af Nordkorea. Men for det første har kommunist-Kina sikkert midlerne til at håndtere sådan en situation, for det andet vil Sydkorea uden tvivl være klar til at modtage sådanne flygtninge.


Så det må være muligt at finde en god løsning for et samlet Koreas fremtid. Problemet er snarere at blive af med det nuværende Nordkoreanske diktatur. Her er Kina nøglen, uanset hvilken metode stormagterne kan blive enige om. Man kunne håbe, at en efterfølgende organisering af forholdene i Korea som skitseret ovenfor forekommer Kina bedre end den nuværende situation, der stadig forværres.

fredag den 7. juli 2017

Elefanthuset i Københavns Zoo in memoriam: En efterskrift

Pudsigt nok er der her for nylig udgivet en bog: ”Zoologisk Have – Dyrenes boliger”, hvor forfatteren gennemgår alle de prægnante bygninger, der har huset dyrene i Københavns Zoo fra 1859 til i dag. Her findes også en fyldig, illustreret beskrivelse af Elefanthuset fra 1914, der smerteligt gør det klart, hvad der er blevet tilintetgjort. Forfatteren, arkitekt MAA Jørgen Hegner Christiansen, opsummerer sin beskrivelse således:

 "Huset er af Kulturstyrelsen erklæret bevaringsværdigt i kategori 2, og som det fremgår af ovenstående, er det hævet over enhver tvivl, at der er tale om et enestående hus, både i dansk arkitekturhistorie og i international zoo-arkitektur."

Alligevel blev huset ofret af de "ansvarlige" - i ordets egentlige betydning. Skam få de borgerlige politikere i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse og på Christiansborg, der kunne have forhindret det – socialdemokrater og radikale kan vel ikke skuffe. Kun Enhedslisten, af alle, ville bevare kulturarven. 

Endnu mere pudsigt er det, at bogen anmeldes i Zoologisk Haves kvartalsskrift ”Zoo-nyt” fra sommer 2017. I anmeldelsen opregnes de vigtigste bygninger gennem Zoos historie – men Elefanthuset omtales ikke her! Det gør den gamle, ligeledes nedrevne, hovedindgang heller ikke. Ude af øje, ude af sind – eller hvad?

Er vi blevet fuldstændig historieløse? Vor nuværende statsminister har jo erklæret, at han ikke interesserer sig for historien, og skolens historieundervisning er også for længst blevet lemlæstet af 1968’ernes modediller. Men hvis vi glemmer vore rødder – hvem og hvad er vi så?


Der er meget at rette op på, hvis et rigtigt borgerligt parti engang skulle få noget at skulle have sagt. 

tirsdag den 20. juni 2017

Elefanthuset i Zoo revet ned - hvis er ansvaret?

Der er andet i livet end politik og penge – f.eks. vor fælles kulturarv.

Således byggede Zoologisk Have i København i 1914 et imponerende elefanthus, der både var flot, majestætisk og moderne for sin tid. Et vidnesbyrd om arkitekturens og håndværkets stade dengang, ligesom Københavns Rådhus, Hovedbanegården og flere andre bygningsværker fra den tid. Alle, der har besøgt Zoo, kender Elefanthuset og er fortrolige med det. Som Realdania skrev i forbindelse med et nyt projekt: ”Det gamle tempelagtige Elefanthus i Københavns Zoologiske Have er en del af kulturarven for de fleste københavnere.”

Men kravene til dyrenes velfærd udvikler sig, og Zoo fik et nyt elefantanlæg i 2008. Så kunne man have forventet, at haven f.eks. straks havde udskrevet en konkurrence om andre anvendelser for det imponerende gamle Elefanthus; men i stedet satte man gitterhegn op om huset – og lod det forfalde.
Så for et par år siden fik Zoo en aftale i stand med Kina om udlån af to pandaer, og man mente ikke, at et anlæg til disse dyr kunne placeres andre steder end lige der, hvor elefanthuset lå. Derfor bad Zoo i foråret 2017 Frederiksberg kommune om tilladelse til at rive Elefanthuset – der var erklæret bevaringsværdigt - ned!

Dette medførte en strøm af protester, der både henviste til bygningens arkitektoniske og kulturhistoriske værdi, og at man i andre europæiske storbyer havde valgt at bevare tilsvarende eller ældre elefanthuse og benytte dem til helt andre formål. Men kommunens By- og miljøudvalg valgte at ignorere indvendingerne og henviste til, at bygningen nu var i en stand, så det ville blive bekosteligt at sætte den i stand, og at man ville få et pandaanlæg, der var ”fantastisk”. Man gav derfor tilladelse til nedrivning.

Jeg selv havde hidtil troet, at de kompetente myndigheder ville redde huset. Nu forstod jeg, at det ikke var tilfældet, og at den eneste chance var højere myndigheder, dvs Det særlige Bygningssyn eller Kulturministeren. Jeg skrev derfor nedenstående indlæg til Berlingske, som blev bragt d.18. juni 2017:

”Er det virkelig alment accepteret nu, at Zoologisk Have river det klassiske Elefanthus ned? Det er en af Frederiksbergs mest interessante og monumentale bygninger, og det er en ganske speciel del af vor kulturarv, både arkitektonisk, håndværksmæssigt og natur- og kulturhistorisk.

Begrundelsen for nedrivningen er, at der skal gøres plads til et nyt anlæg til de to kinesiske pandaer, der ankommer i 2018. Men hvorfor kan det ikke placeres i Søndermarks-afdelingen? Om nødvendigt kunne man måske inddrage en lille bid af Søndermark-parken.

Den anden begrundelse for nedrivning af Elefanthuset er, at det er dårligt vedligeholdt. Så hvis det lykkes at bevare det, skal det sættes i stand. Det har Zoo ikke penge til, men der er mange fonde, der yder tilskud til den slags – først og fremmest Realdania, men andre gode kræfter vil uden tvivl også hjælpe. Efter istandsættelse kan Elefanthuset være en unik ramme for utallige formål: Udstillinger, foredrag, møder, cafeteria – kun fantasien sætter grænser.

Det er ikke sandsynligt, at Frederiksberg Kommunalbestyrelse vil udarbejde en bevarende lokalplan, der ellers ville forhindre en nedrivning. Men så må statslige myndigheder gribe ind nu.
Et byggeri af Elefanthusets slags ser vi ikke igen. Det ville være uansvarligt ikke at bevare det.”

Men grebet af en grum forudanelse tog jeg samme eftermiddag hen i Zoo for at se Elefanthuset, måske en sidste gang. Og hvad så jeg: Det var allerede forvandlet til et bjerg af murbrokker, på toppen af hvilket der tronede – nærmest triumferende - en hidsigtgul nedrivningsdozer med et enormt stålgab.

Vandalerne rykker hurtigt, når de får en åbning.

Så hvad kan vi lære af dette, nu hvor Elefanthuset er tabt for altid?

Jeg vil ikke bebrejde Zoos ledelse. Deres første prioritet er deres dyr, dernæst besøgende og personale. De bygninger, de har i deres varetægt, er åbenbart kun forbrugsgods, og de arbejder indenfor snævre rammer.

Nej, ansvaret ligger først og fremmest hos de politikere, som vi har givet magten – til gengæld for, at de passer på os og på de ting, vi værdsætter. Men de passer altså ikke bedre på vore værdifulde bygninger, end de f.eks. sørger for at skærme landet mod masseindvandringen fra Mellemøsten og Afrika, der kun lige er begyndt.

Dette ligger fint i forlængelse af, at Frederiksberg Kommune også fik den borgerlige regerings tilladelse i 2001 til at nedrive de historiske gasbeholdere ved Finsensvej. De kunne ellers også med lidt fantasi have været anvendt til nutidige formål, og også de var enestående monumenter om deres tid -   industrialiseringens barndom.

Herefter er ingen bygning sikker i Frederiksberg Kommune. Der rumles også hos naboerne, hvor emsige developere vil nedrive Paladsbygningen. Man krydser fingre.

Men hele sagen giver anledning til at fundere over, hvad der driver de ansvarlige politikere (og højere embedsmænd). Det burde være et ønske om at give vores velfungerende samfund videre, mens man påvirker det i den retning, man mener er bedst. Lad os håbe, at det er tilfældet, men der må være andre drivkræfter på spil, for det var jo ikke politikerne, der havde udtænkt Zoo-sagen. De gjorde blot, hvad de blev anmodet om.

Penge – levebrød! – spiller vel ind, men dog næppe for mange lokalpolitikere. Det er for de fleste kun en mindre bibeskæftigelse.

Men måske ønsket om magt? At kunne slå næven i bordet og brøle: Det bliver, som jeg har sagt, for det er bedst for almenvellet! At få opmærksomhed, fordi alle ved, at man betyder noget, bestemmer noget? Det forekommer sandsynligt, men så er det blot ærgerligt, at det, politikerne slår i bordet, for det meste er et gummistempel under andres beslutninger. Det gælder Elefanthuset, det gælder Europarådets og dets menneskeretsdomstols afgørelser, det gælder kansler Merkels mærkelige beslutninger om millionindvandring fra Mellemøsten, der jo fortsatte op på vore motorveje. Og det gælder EU.

Så de fleste politikere narrer sig selv og bestemmer ikke så meget. Det nu kun godt, når man ser, hvad der sker, når de virkelig smøger ærmerne op: De radikales udlændingelov af 1983 og palæstinenserlov af 1992, der har lettet masseindvandringen. Mogens Lykketofts ordre i 1995 om at standse elektrificeringen af jernbanerne, der førte direkte til IC4-skandalen. Anders Fogh Rasmussens indsats som skatteminister i 1980’erne med nedskæringer, der startede skattevæsenets deroute. Løkke Rasmussens nedskæringer på Forsvaret i 2011, der bragte det ned på godt det halve af det, han og andre havde lovet NATO-partnerne. Diverse gymnasie”reformer”, der har skabt kaos også i det system. Og man kunne blive ved.


Hvem kan man snart stemme på? DF og Nye Borgerlige? Så støtter man usaglige udflytninger af statsinstitutioner hhv. drakoniske nedskæringer. Ak og ve.

søndag den 14. maj 2017

Trumps første 100 dage og fire sure gamle mænd og en pæn lille skoledreng

For nogen tid siden passerede præsident Trump de første 100 dage i embedet, og TV2 havde i den anledning inviteret fire tidligere udenrigsministre i studiet: Uffe Ellemann, Mogens Lykketoft, Per Stig Møller og Holger K. Nielsen. De fire forhenværende var rørende enige, ligesom den øvrige elite, om, at Trump var forfærdelig og i øvrigt ikke havde nogen politik, og alt, hvad han rørte ved, slog fejl.

Jeg er ikke enig. Jeg er tværtimod kun blevet bekræftet i, hvad jeg har skrevet et par gange de sidste måneder: Trumps facon er forfærdelig, men muligvis effektiv i et TV-demokrati. Men han har absolut en politisk dagsorden: Stop for indvandringen fra den tredje verden og stop for skæve frihandelsaftaler, der skaber arbejdsløshed i Vesten. Og hans ministerhold træder gradvist i karakter: Tillerson, Mattis m.fl.

Og så er Macron blevet valgt til præsident i Frankrig. Her ser vi det modsatte: Hele etablissementet jubler over det friske pust, som dog er uden en klar politik.

De bliver klogere. Macron vil ikke ønske eller evne at gennemføre de nødvendige reformer af den franske økonomi. Tværtimod har han talt om en slags europæisk protektionisme, der strider direkte mod de fordele, der ubestrideligt er ved globaliseringen, nemlig frihandel mellemjævnbyrdige lande i hele verden. Han er et ægte produkt af Frankrigs ”grandes ecoles”, for hans vedkommende ENA, Ecole National d’Administration, hvor de unge kandidater lærer alle de hundekunster, der har gjort den franske centraladministration til det, den er, og Frankrig til det beskyttede værksted, det er.

Macron vil også kæmpe til den sidste franske arbejdsplads for at bevare Frankrigs medlemskab i Eurozonen. Han må som tidligere økonomiminister vide, at en valutaunion mellem så forskellige lande som Tyskland og Sydeuropa er katastrofal, men han er åbenbart så fanatisk unionstilhænger, at han vil prøve at ensarte landene for Euroens skyld. Det bliver ikke kønt at følge.

Macron vil næppe heller gøre noget effektivt ved migrantbølgen fra Den tredje Verden til Vesteuropa. Vi har kun hørt, at han vil prøve at tvinge Polen og andre lande til at modtage flere migranter.


Jeg tror, at Macron om fem år er lige så upopulær som den afgåede præsident, Hollande. Trump er jeg mere usikker på. Selv om han har flere fornuftsbaserede synspunkter, har han sin facon og handlemønster imod sig.

tirsdag den 18. april 2017

Indvandringens pris – 33 milliarder kroner hvert år

Så slap sandheden omsider ud: Den første Venstre-regering under Løkke havde igangsat et arbejde i Finansministeriet for at opregne de årlige omkostninger ved masseindvandringen. Dette arbejde standsede den radikale regering under Helle Thorning som sin første handling i 2011 – sandheden var åbenbart ubekvem for disse personer. Men den nuværende Løkke-regering genoptog tælle-arbejdet, og nu foreligger resultatet: Mens indvandring fra vestlige lande genererer et overskud på 5 milliarder kroner om året – beregnet for 2014 – skaber indvandringen fra ikke-vestlige lande et samlet underskud på 33 milliarder kroner!

Dette beløb er større end de årlige udgifter til Forsvaret og Politiet tilsammen. For pengene kunne vi i 2014 have bygget 5 supersygehuse (eller en Storebæltsbro til). I 2015 kunne vi have totalmoderniseret jernbanerne. I 2016 kunne vi have købt nye jagerfly til Flyvevåbnet. I 2017… fortsæt selv! Hvert år!

Hvad har vi så fået i stedet for de mange, årlige milliarder? Multikultur? Det hører vi ikke så meget om mere. Vi har fået utryghed i boligområderne, uro og dalende kvalitet i folkeskolerne, knivstikkerier i nattelivet, en stærkt stigende alvorlig kriminalitet, så politiet ikke længere har ressourcer til de mindre sager, et forværret miljø i fængslerne – og som kronen på værket terrorangreb på tilfældige civile borgere.

Det er resultatet af den masseindvandring fra Den tredje Verden, som det radikale venstre og daværende professor Gammeltoft Hansen startede med udlændingeloven af 1983.

Og det værste er, at indvandringslobbyen intet har lært. De vil fortsætte masseindvandringen, pakket ind i diverse begrundelser om flygtninge og humanisme. Prisen betaler den almindelige danske borger.

Dog kan man anføre, at vi til gengæld for de store udgifter hjælper en del flygtninge til en behagelig tilværelse i Danmark. Men flygtningeudgifterne udgør kun en lille del af de 33 milliarder – størstedelen går til almindelige migranter, efterkommere af 1960’ernes fremmedarbejdere osv. Og hvis man vil bruge X milliarder om året til at hjælpe flygtninge, er det som bekendt langt mere effektivt at gøre det i flygtningenes nærområder.

Iøvrigt bør man til de 33 milliarder lægge de ca. 15 milliarder kroner, som vi hvert år bruger på Ulandshjælp.


Det eneste håb for fremtiden er, at mange flere vælgere vil flytte deres stemme til Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige.

fredag den 24. februar 2017

Trumps første 100 dage – næh, det er kun 30: Orden ud af kaos

Medier og kulturpersoner har haft travlt med at afskrive og nedgøre Trump. De har ikke kunnet vente de sædvanlige 100 dage med at vurdere ham, de har kasseret ham, lige siden han tog føringen i primærvalgene. Modsat Obama, der blev helgenkåret lige så tidligt og sågar fik Nobels fredspris, næsten før han var startet som præsident! Omvendt racisme?

Så hvad er der egentlig med Trump? Jeg vil skelne mellem hans form og hans indhold, altså politik. Formen forekommer uspiselig: Han er narcissistisk, påståelig, brovtende, stødende osv. Han er illoyal overfor sit lands institutioner og provokerer naboer og foruroliger venner, og han er grov og usympatisk i politiske debatter.

Men hvad med hans politik? Han vil standse illegal indvandring, bygge en mur mod Mexico og deportere kriminelle. Han vil afskaffe frihandelsaftaler mellem USA og lande med reguleret økonomi (eller endnu flere, desværre). Han er modstander af at give statsstøtte til familieplanlægning. Han kræver, at alle NATO-lande yder de 2 pct af BNP til forsvaret, som de har lovet. Han vil have Obamacare ændret kraftigt.

Når man ser nærmere efter, svarer hans politik faktisk ganske godt til den hidtidige amerikanske. Ikke blot Bush og Reagans, men ofte også til Obamas! Ligesom herhjemme, hvor Dansk Folkepartis politik svarer helt til Staunings og H C Hansens!

Så det, der hidser medier og centrum-venstre op og bekymrer højrefløjen, er Trumps facon. Han opfører sig ikke som en statsmand og diplomat, eller blot som en normal politiker. Han opfører sig som det, han har haft succes med i 50 år: En bisset ejendoms-forretningsmand og plat reality-TV-stjerne! Han fik for nogle år siden den ide, at han ville være præsident. Og han mente, åbenbart helt korrekt, at hans facon var det, der skulle til for at trænge igennem til den store del af det amerikanske folk, der var kommet i klemme som følge af globaliseringen og masseindvandringen. Den del, der ikke ser langhårede TV-baggrundsudsendelser eller læser østkyst-aviser, men som ser reality-fjernsyn! Han talte til dem udenom de etablerede mediers og den republikanske partiorganisations filtre, og han vandt på det.

Efter valget troede mange, heriblandt jeg selv, at Trump så ville ændre stil og blive mere præsidentiel. Vi tog fejl! Han fortsætter sit twitteri og sine grovheder, især mod pressen. Det kan enten skyldes, at han faktisk agter at genopstille om 4 år og derfor bliver i den stil, som hans vælgere kender og kan lide – eller også gør han det, fordi der passer ham. Og fordi det åbenbart også gør indtryk på andre landes regeringer. F.eks. kan Venstres kræmmere nu pludselig godt finde lidt håndører ekstra til det forsvar, som de selv har skåret ned, ikke til sokkeholderne, men til knæene i de sidste 17 år.

Derimod holdt det stik, at Trump til sin regering har valgt en stor gruppe yderst kompetente og fornuftige ældre konservative folk. Mattis, Tillerson, McMaster m.fl. – og ikke, som man kunne frygte, en flok kloner af ham selv. Dertil kommer, at hele USA's store centraladministration er en supertanker, der er bemandet med masser af dygtige folk, og dens kurs er resultatet af årtiers overvejelser og ændres ikke letsindigt.

Så mon ikke vi vil se en arbejdsdeling: Trump fortsætter sin forretningsmand-i-reality-TV-stil, der er velegnet til at ruske op i venner og modstandere. Og regeringen og administrationen fører fortsat fornuftig klassisk politik og får tingene til at køre. Det skal nok gå alt sammen!


Minder Trump for resten ikke om salig Mogens Glistrup? Hans anarkistiske facon vakte også modstand hos de etablerede, mens han brændte igennem medierne til de jævne folk. Og hans politik: At der bør holdes igen på de vildtvoksende offentlige udgifter, og at masseindvandringen fra den tredje verden må stoppes, er nu anerkendt af de fleste.

tirsdag den 21. februar 2017

Digitaliseringen og ødelæggelsen af Postvæsenet

Så kom der igen dårlige nyheder fra Postvæsenet, eller Post Nord, som de fusionerede danske og svenske postvæsener nu hedder. I 2016 havde den danske del et underskud på 1,5 mia. kr., og nu skal der afskediges 1.000 medarbejdere. Dette kommer efter adskillige års nedtur med faldende brevmængde, personalereduktioner, stigende porto og ringere service. Hvordan er det kommet så vidt?

En væsentlig årsag er den tekniske udvikling, hvor fremkomsten af e-mail på Internettet og af SMS, Whatsap osv på mobiltelefonerne har fået den private brevmængde til at skrumpe kraftigt. Men oveni dette kommer det offentliges besættelse af digitalisering, der bl.a. har udmøntet sig i, at det offentlige nu som hovedregel insisterer på at kommunikere elektronisk med borgerne. De private – banker, forsikringsselskaber osv – følger godt med.

Det er ejendommeligt, at der ingen offentlig debat har været om det offentliges overgang fra papirkommunikation til e-post. For sagen er, at selv om denne digitalisering sikkert giver de afsendende myndigheder store besparelser, har de også negative konsekvenser, der ikke er medregnet. Her ser jeg bort fra, at de offentlige afsenderes portobesparelser modsvares af postvæsenets mindre indtægter. Jeg tænker på det velfærdstab og besvær, der påføres de private modtagere. Der er faktisk unikke fordele ved papirbeskeder, se blot, hvordan papirbøger ikke bliver afløst af e-bøger.

Og det er ikke blot gamle sure mænd, der ikke vil følge med tiden. Det oplyses, at der er et meget stort antal af de elektroniske indkaldelser til session, der ikke bliver observeret af de - unge! – modtagere! Hvor mange vigtige beskeder til ældre borgere bliver så aldrig set?

Uanset alt dette, så er det i sig selv et stort fejlgreb at behandle postvæsenet på denne måde, som om det blot var et profitforetagende ligesom private erhvervsvirksomheder. Et velfungerende postvæsen er en del af skelettet, eller nervesystemet, i et moderne, velfungerende samfund! Et postvæsen, der er pålideligt, dækker hele landet og har rimelige priser – som det var her i landet indtil for ca.20 år siden, og som det stadig er i de fleste lande.

Og ja, det vil formentlig give et betydeligt underskud. Men det offentlige bruger ca. 1.100 milliarder kroner om året, og langt de fleste bruges blot til de formål, som Folketing og kommunalbestyrelser beslutter, uden at der er en direkte, målbar indtægtsside. Hvorfor skal posten så udvælges og absolut være indtægtsdækket? Postvæsenet er ovenikøbet mere vigtig for os alle end adskillige offentlige udgifter, man kunne nævne.

En årsag kunne være, at man ønsker større effektivitet i driften og derfor ønsker konkurrence på området. Men det kan aldrig blive rigtig effektivt, hvis man ønsker en daglig, stabil dækning af hele landet uanset den daglige postmængde. Hvis man alligevel af principielle, neoliberale årsager ønsker privat konkurrence, kunne man sagtens have private kurerfirmaer, der kunne skumme fløden og besørge post der, hvor de kunne gøre det rentabelt. Det ville nok øge postvæsenets underskud, det måtte man tage med. Postvæsenets priser skulle under alle omstændigheder sættes på et rimeligt, internationalt sammenligneligt niveau. Som førhen.

Det her foreslåede vil være et tilbageskridt – eller snarere et skridt tilbage til det gode gamle - , men det er ikke al ny udvikling, der er af det gode! - I øvrigt kunne lignende betragtninger som ovenfor anstilles om Statsbanerne.

Men det ovenfor foreslåede vil sikkert blive fejet af banen af de ansvarlige politikere og konsulent-eksperter. Disse regnearks-fikserede typer opfører sig, som om de var historieløse kræmmere og skrotter gladeligt gamle velprøvede institutioner og disses symboler – se kommunalreformerne, se de latterlige nye fælles symboler for Forsvaret, Skat osv. Hvor mange kender dem? Og hvor mange kender Postvæsenets gamle Posthorn eller DSBs gamle vingehjul, eller Hærens gamle løvkransede løvevåbenskjold?

Liberalisme er den bagvedliggende begrundelse for postvæsenets – ja, liberalisering og merkantilisering. Liberalisme er bror til nihilisme og fætter til anarkisme. Konservatisme og patriotisme er respekt for fortiden og historien og håb for fremtiden. Også for Postvæsenet! Og DSB!


lørdag den 4. februar 2017

Den svenske grænsekontrol ved Øresund – fortsat


Som jeg skrev her d.19. januar 2017, havde jeg d.18. december 2016 skrevet til Trafikministeriet om ID-kontrollen på togene fra Kastrup til Malmø og bl.a. foreslået, at det svenske politis kontrol af ID, der hidtil er foregået på Hyllinge station, mens toget venter – i ca.10 minutter – i stedet kunne foregå, mens toget kører over broen, således at den påbegyndtes, når toget kørte fra dansk ind i svensk territorium. Herved ville man undgå det meste af eller hele forsinkelsen på Hyllinge station.

Præcis en måned senere modtog jeg et venligt svar fra Ministeriet, hvor man henviste til igangværende forhandlinger med Sverige og om den svenske politikontrol anførte, at det kunne give problemer med Grundloven at have svensk politi på dansk grund. Det lød mærkeligt, da svenskerne jo først skulle begynde at udøve myndighed, når togene kom ind i svensk territorium.

Jeg blev derfor glædeligt overrasket, da medierne i går meddelte, at svenskerne snarest vil begynde at kontrollere ID i togene, når de passerer fra dansk til svensk område, efter sigende på svensk foranledning. Det danske justitsministerium er selvsagt indforstået med dette.

Tankeoverføring?

torsdag den 26. januar 2017

Flygtninge, migranter og studenter i containerboliger


Der har i flere år været talt om, at man kunne ombygge almindelige 20 fods skibscontainere til simple boliger, og i Holland er man gået i gang. Her på det seneste er der også i Danmark fremlagt et projekt for at indrette containere til studieboliger, fordi der mangler rigtige ungdomsboliger. Og der har været positive reaktioner fra studerende, der mangler et sted at bo.

Dette får mig til at tænke på den nylige debat om Gentofte kommune – og andre tæt bebyggede kommuner -, der mangler ledige boliger til de flygtninge og migranter, som de er blevet pålagt at huse. Hvis danske studerende kan bo i containere en kort årrække, så kan flygtningene vel også! Det minder jo lidt om projektet for et års tid siden, hvor indvandringslobbyen ville have private borgere til at lade opstille midlertidige flygtningehuse i deres haver. Det kom der ikke noget ud af. Men disse containere skal opstilles på tomme industrigrunde. Og flygtningene skal jo kun være her i landet en kort årrække, indtil der er kommet så meget ro i deres egne lande, at de kan vende hjem og deltage i opbygningen af deres egne samfund…

Projektet kan også bredes ud til at omfatte indvandrerfamilier, der ter sig så vanartet, at de bliver sat ud af deres fine, almennyttige lejligheder. I dag bliver de blot flyttet til et andet boligområde – de burde flyttes til en container-park. Det minder i øvrigt om de amerikanske trailer-parker. Der bor der faktisk millioner af amerikanere, permanent.

Endelig kunne man måske placere hjemløse i sådanne containerboliger. De forskellige grupper skulle dog placeres forskellige steder – ellers ved vi, at der kommer problemer.


torsdag den 19. januar 2017

Sveriges grænsekontrol ved Øresund - et forslag

                                                                                                                                                           
Jeg hjælper jo gerne, hvor jeg kan, så da jeg havde været på en familie-juletur til Malmø og oplevet den besværlige, af den svenske regering krævede ID-kontrol, skrev jeg følgende til Transportministeriet:


 18. december 2016
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K

Vedr.: ID-kontrol på togene fra København til Malmø
Jeg har lige været på bytur til Malmø og oplevet, hvordan den af Sverige krævede kontrol forlænger rejsen derover med en halv times tid. Man må kunne foretage denne kontrol mere effektivt. Et forslag:
Det drejer sig så vidt jeg forstår kun om at kontrollere, at rejsende til Sverige kan - eller vil - fremvise gyldige identitetspapirer. Ellers bliver de afvist allerede i Kastrup Lufthavns stationskontrol, hvor denne kontrol udføres af danske vagter. Når toget senere kommer til Hyllie, som er første station i Sverige, kommer det svenske politi ombord og kontrollerer de samme identitetspapirer. Imens venter toget på stationen.
Det svenske politi kunne i stedet kontrollere ID’en i Kastrup, men de må ikke operere på dansk grund. Men kunne de ikke tage til Kastrup uden at optræde som myndighed, gå ombord på toget og så begynde at udføre kontrollen, mens toget kører over Broen, straks efter at det har passeret territorialgrænsen midt i Sundet? Hvis der så fandtes passagerer uden ID, kunne de blive sat af i Hyllie og sat på første tog tilbage til Danmark, uanset om de sagde, at de ville søge asyl i Sverige. Herved ville man spare en del eller hele den nuværende forsinkelse ved kontrollerne. Den danske kontrol i Kastrup med det besværlige togskift kunne helt bortfalde. Man ville altså afskaffe togselskabernes ”transportøransvar” som ID-kontrollører, som ikke kendes fra andre jernbanestrækninger.
Det ville kræve en aftale herom mellem Sverige og Danmark, og det ville muligvis være i strid med diverse Flygtningekonventioner, men det ville være i overensstemmelse med Dublin-aftalen om, at asylansøgnig skal behandles i det første EU-land, og:
Asylsøgere uden ID ville ikke blive stillet anderledes end i dag – i dag kommer de jo slet ikke med toget til Sverige.
Asylansøgere med ID, der vil søge asyl i Sverige, vil kunne passere kontrollen og søge asyl, fuldstændig som i dag.
De eneste, der ville blive generet af denne ordning, er øvrige rejsende, der ikke medbringer ID. De vil blive sendt retur fra Hyllie og altså få en forgæves tur over Broen.
Alle andre, og især pendlerne, vinder ved at spare en del af eller hele den nuværende forsinkelse, afhængig af, om det svenske politi kan nå at kontrollere alle på turen over svensk territorium til Hyllie. Ellers kan der fortsat blive nogle minutters ekstra ventetid på denne station. Men alt i alt må det blive en enorm besparelse i tid i forhold til i dag.
Med venlig hilsen

Gunnar Biering

Jeg har nu modtaget et venligt svar. Ministeriet minder om problemet med svenske politifolk på dansk jord, og henviser derefter til, at DSB fra 30. januar 2017 vil indføre en ny, enklere kontrol. Den vil dog indebære, at alle stadig skal stige ud med bagage osv på perronen - man vil blot spare turen op gennem Terminal 3. Jeg er bange for, at det ikke kommer til at foregå meget hurtigere end i dag,

Men mit forslag ville indebære nogle politiske forhandlinger. Dem vil man nok gerne være foruden.


søndag den 15. januar 2017

2017 – hvad kan vi vente os? Trump, Brexit, folkevandringen

Hvilke udviklingstendenser kan man se her omkring årsskiftet? De gamle medier er stadig rystede efter den britiske Brexit-beslutning i juni 2016 og Donald Trumps valgsejr i november, og nu ryster de endnu mere i bukserne ved tanken om, hvad der kan ske ved valgene i Frankrig, Holland og Tyskland og måske Italien i 2017. Den generelle opfattelse blandt iagttagerne er, at den brede befolkning i Vesten er træt af ”globalisering” – dvs frihandelsaftaler med lavtlønslande, der udkonkurrerer Vestens ufaglærte fabriksarbejdere, og ofte også de faglærte – og træt af folkevandringen fra Den tredje Verden til Vesten, der lempes igennem af asylinstituttet, venligboere og generelt venstrefløjen og de kulturradikale selvhadere.

 For en gangs skyld har de etablerede medier og analytikere sikkert ret. En anden sag er, at Vestens befolkninger er splittede som sjældent før. På den venstreorienterede, kulturradikale, ultraliberale fløj er der vel ca. 20% hårdkogte globalister m.v., som enten mener, at globalisering og masseindvandring er så gavnligt i sig selv, at det er alle ulemperne værd. Eller også nægter de simpelt hen at se ulemperne i øjnene. Jeg har en gammel gymnasiekammerat, som nu er SF’er. Han påstår, at han jævnligt kommer i Rosengård i Malmø, og at der absolut ingen særlige problemer er der! Denne gruppe har ikke ændret holdning og vil gå syngende til slagtebænken.

I den anden ende er de deciderede indvandringsmodstandere, hvoraf nogle har advaret om problemerne lige fra starten. De har næppe ændret holdning nu!

Ændringen er på vej i den store brede mellemgruppe. Den har hidtil sagtmodigt accepteret indvandringen – ”herregud, der kommer jo ikke så mange, og det er jo synd for dem” – og globaliseringen – ”det er jo udviklingen” – men bevæger sig nu langsomt, om end alt for langsomt, hen mod en kritisk indstilling. Fordi beviserne – ulemperne – efterhånden dynger sig op for øjnene af dem. Og politikerne – som ofte er medløbere og kræmmersjæle, i stedet for at være statsmænd – må nu bevæge sig med, ligesom journalisterne – ja, i Danmark selv dronningen!

Men det går langsomt! Således også i Danmark, hvor Løkke-regeringen synes at være tilfreds med at holde øje med Merkels kurs i Tyskland og at lægge sig i læ af den.

Trump
I USA blev Donald Trump valgt til præsident især på grund af, at han vil kanalisere de menige amerikaneres modstand mod globalisering og ukontrolleret masseindvandring. Man kan nok være bekymret for, hvad han kan finde på, når man har fulgt hans valgkamp, der var præget af hysteriske mediestunts og decideret katastrofale udmeldinger, især om NATO-solidariteten. Jeg håber dog på, at det blot er facade: Trump har årelang erfaring fra reality-shows og ved, hvordan man bruger fjernsynsmediet, og denne viden har han brugt til at blive valgt. Når hverdagen melder sig, bliver han nødt til at skifte arbejdsmetode. Og han har foreløbig valgt et godt hold til sin regering: Ældre handlekraftige mænd med enorm erhvervserfaring og fornuftige konservative holdninger. Hvis Putin virkelig har satset på Trump, tror jeg, at han får en ubehagelig overraskelse.

EU
EU går uden tvivl hårde tider i møde. Brexit vil gå sin gang, og selv om det bliver et bureaukratisk helvede at forhandle den på plads, vil det vise sig, at UK sagtens kan trives i en frihandelsaftale med EU.  Samtidig vokser utilfredsheden i de resterende 27 EU-landes befolkninger. Men eliten, herunder journalisterne, kan stadig ikke forstå, ar der er mange andre former for europæisk samarbejde end unionen. Så de vil vride hænder, mens Schengen-aftalen om afskaffelse af grænsekontrol og Euroen bliver stadig mere udsat for angreb. Måske braser de kunstige og af mange uønskede konstruktioner sammen i 2017 – når det sker, vil det gå stærkt, og bagefter vil ingen savne dem.

Folkevandringen a.k.a. flygtningekrisen
Stadig flere tålmodige borgere i Vesten bliver opmærksomme på problemerne og omkostningerne ved masseindvandringen. Eksempel: For 48 timer siden blev en 22-årig mand kørt ihjel 1000 meter fra, hvor jeg sidder nu, af tre indvandrere i en leaset Mercedes. De kørte over for rødt lys med høj fart. Hvis vi – og især politikerne – ikke havde tilladt de sidste 30 års masseindvandring fra den tredje verden, ville den 22-årige være i live i dag.

Fordi disse sager hober sig op som en grim statistik, bliver politikerne langsomt presset til at bremse indvandringen. Vi vil se nye tiltag i 2017.


Så alt i alt svinger pendulet i den rigtige retning. Foreløbig langsomt. Men man har før hørt om ketchup-effekt, hvor det pludselig går stærkt. Jerntæppets fald, f.eks.