I juni 2018 fik jeg optaget følgende læserbrev i Berlingske:
”Hvordan kan det være en stor nyhed, at politiet plejer at
afskærme demonstrationer mod kinesiske statsbesøg, så gæsterne ikke kan se dem?
Jeg husker, at medierne, heriblandt Berlingske, rapporterede i 2012, hvordan
politiet stillede gruppevogne på række på Højbro Plads foran en pro-tibetansk
demonstration.
Og hvorfor er politiets praksis egentlig et grundlovsbrud,
endda et klart? Der står blot i Grundloven, at borgerne har ret til at forsamle
sig. Er der retspraksis eller lovgivning, der præciserer, hvordan politiet må
regulere demonstrationerne? Må politiet ikke – efter opfordring fra Udenrigs- og
Justitsministeriet - tage hensyn til
”forholdet til fremmede magter”? I øvrigt var demonstranternes egentlige
målgruppe vel ikke de kinesiske gæster, men den danske offentlighed – og så har
de i den grad nået deres mål!
Lad mig for en ordens skyld oplyse, at min sympati er 100
procent hos det tibetanske folk og nul procent hos de kinesiske kommunistiske
undertrykkere.”
Mit læserbrev var nok ikke særlig godt formuleret. Det var
jo inspireret af, at Berlingske i ugevis havde kørt kampagnejournalistik over
”afsløringen” af, at politiet havde afskærmet de besøgende kinesere fra
demonstranterne, selvom alle, også Berlingskes læsere, havde kunnet iagttage
denne praksis i hvert fald siden 2012. Men det er jo helt normalt, at vore
dages unge historieløse journalister betragter enhver af deres iagttagelser som
en sensation, selv om alle, der er velorienterede, kendte sagen i forvejen.
Præmieeksemplet er samme Berlingskes journalister, der i starten af nullerne
”afslørede”, at det daværende Riffelsyndikat i Frihavnen, der var ejet af A.P.
Møller, under Besættelsen 1940-1945 havde produceret våbendele til tyskerne. Der havde dengang ikke været
noget valg, men sagen blev uretfærdigt præsenteret som en sensationel afsløring
af frivilligt samarbejde med besættelsesmagten. Sagen havde dog altid været
kendt af offentligheden: En af besættelsestidens største og berømteste
sabotageaktioner var rettet mod Riffelsyndikatet, der blev endda lavet en
spillefilm om sagen lige efter Befrielsen. Men det vidste de gravende
journalister nok ikke.
Nå, men det, jeg burde have skrevet, var: Hvordan kan det
være, at politiet som påstået har foretaget grundlovsbrud gennem mange år, uden
at nogen har påtalt det? Der er her i landet tusinder af dygtige jurister,
journalister og politikere. Hvordan kan der være foregået et åbenlyst brud på
Grundloven, uden at nogen af dem, eller andre, har reageret før nu?
Mit spørgsmål, om det i øvrigt virkelig er et grundlovsbrud
at afskærme demonstranter fra nogle af statens gæster, vil jeg gerne gentage
her.
Men nu kører der så en ny undersøgelse af, hvem der har
ansvaret for politiets afskærmningspraksis. Jeg kan spare samfundet for en
større millionudgift til undersøgelsesudvalget og afsløre, at alle implicerede fra
den menige betjent til Regeringen naturligvis har vidst, at det foregik, og alle
har derfor medansvar. Det endelige ansvar ligger hos de skiftende
statsministre, der alle har været indforstået med praksis. Men inden man rejser
Rigsretssag mod Nyrup, Fogh, Løkke og Thorning, kan de påpege, at hele
Folketinget også har været bekendt med forholdet – og hele befolkningen med! Så
alle må jo have ment, at der ikke var problemer med afskærmningen.
Så henset til principperne om retssædvane o.l. kan man
spørge, om der overhovedet er tale om et grundlovsbrud reelt set – hvis altså
der overhovedet er tale om et brud formelt set.