OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 26. februar 2015

Ansvarlige politikere og ansvar for terrorangrebene

Politikerne fra de gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale – har altid yndet at kalde sig ansvarlige politikere fra ansvarlige partier. Her efter terrorangrebet i København har så nogle kritiske røster formastet sig til at hævde, at især de radikale - ved gennem 30 år at drive deres indvandringspolitik igennem - har medansvar for terroren. Dette har vakt stor forargelse, og de formastelige er blevet banket på plads. Det var ikke sådan ment, det med ansvarlige partier!

Det er dog indlysende, at kriminalitet begået af indvandrere ikke var blevet begået (i Danmark), hvis der ikke havde fundet indvandring sted. Og der havde ikke fundet så stor en indvandring sted, hvis Udlændingelovgivningen ikke var blevet lempet fra 1983 og frem. Og denne lempelse er presset igennem af den herskende klasse med det Radikale Venstre og venstrefløjen som primus motor. Er indvandrernes merkriminalitet, herunder terroranslag, da ikke disse politikeres ansvar?

Ja, hvad ligger der egentlig i begrebet ”ansvar”? Indenfor juraen taler man f.eks. om erstatningsansvar udenfor kontraktsforhold, altså at man kan pådrage sig erstatningsansvar, hvis man påfører andre skade. Ansvar foreligger, hvis man har handlet uagtsomt (vi ser her bort fra forsæt til at volde skade!). Desuden skal der være en årsagssammenhæng mellem handlingen og skaden, og endelig skal skaden være en typisk forventelig (”adækvat”) følge.

Jeg finder egentlig, at betingelserne for at statuere et ansvar er opfyldt! Der blev advaret i tide, og i det mindste kunne man undervejs have lært af de løbende erfaringer og have ændret kurs.

Nu kan man ikke bruge erstatningsret eller strafferet her, men man kan i allerhøjeste grad tale om politisk ansvar. Og det vil der blive talt om, når terrorangrebet er kommet på afstand og valget rykker nærmere. SR-regeringen vil prøve at unddrage sig denne debat ved at opfordre til at stå sammen, ikke politisere o.s.v. Men det er jo netop et politisk spørgsmål, hvilken indvandringspolitik vi vil føre!



mandag den 16. februar 2015

Terror i København – Krudttønden og Synagogen

Weekendens terrorangreb i København, hvor en tilfældig mødedeltager blev myrdet i kulturhuset Krudttønden ved et debatmøde, og hvor en jødisk vagt blev myrdet ved Synagogen i Krystalgade, har fået politikerne og journalisterne til at reagere med de sædvanlige historieløse og perspektivløse floskler.

Terroren er aldeles ikke først nu kommet til landet. Det er i år 30 år siden, at araberne – dengang var de bosat i Sverige - første gang forøvede bombeattentat mod Synagogen, og i samme operation dræbte de en tilfældig forbipasserende ved et bombeattentat mod et amerikansk luftfartsselskab ved Vesterport Station (jeg arbejdede dengang i Andelsbanken et par hundrede meter derfra – vi hørte braget). Og i de mellemliggende år der har der været talrige attentatforsøg, økse- og pistoloverfald o.s.v. Oveni den daglige lavintensive kriminalitetsterror med knivdrab i nattelivet, overfald i S-tog og busser o.s.v.

Alligevel reagerer politikere og journalister hver gang, som om det er noget helt nyt. Og de reagerer med de samme floskler: Vi må stå sammen om vore værdier (ja, hvad ellers?), vi må tage hinanden om skuldrene (der er mange, som jeg ikke vil stå skulder ved skulder med), det har intet med Islam at gøre (selv om gerningsmændene råber Allah Akbar), det er vores egen skyld, fordi VI ikke har gjort nok for, at DE blev integreret, o.s.v.

Faktum er, at selv om vi altid har haft vore egne forbrydere, er denne type kriminalitet kommet til landet udefra i de sidste 30 år med den masseindvandring, som begyndte med Udlændingeloven af 1983 – det radikale venstres værk, sammen med Gammeltoft Hansen fra Dansk Flygtningehjælp. Og problemerne er alt for ofte forbundet med muslimerne, selvom de fleste af dem ikke er involveret. Men når man tillader indvandring af en større gruppe muslimer, er en forholdsvis stor del af dem kriminelle – det viser statistikken. Og af dem er en lille del parate til at blive islamiserede terrorister. Tilsvarende ses ikke ved andre indvandrergrupper, og det synes at være eskaleret i de sidste 10-20 år i alle de vestlige lande, inspireret af Ayatollaher, Muslimske Brødre m.v. og finansieret af rige olielande.

Oven i denne politisk-religiøse islamiske terror kommer, at indvandrere fra Asien og Afrika i gennemsnit – ikke alle grupper, og også andre end muslimer – som helhed er underbeskæftigede, overkriminelle, giver problemer i boligkvarterer med trusler og bilafbrændinger, sænker niveauet i skolen med uro og dårlige danskkundskaber, skaber utryghed i nattelivet, dræner politiets og retsvæsenets ressourcer og koster samfundet mange milliarder kroner hvert år.

Det er disse kendsgerninger, politikere og medier burde tage udgangspunkt i. Så må de radikale og venstrefløjen argumentere for deres ønske om fortsat indvandring og pege på de fordele, Danmark efter deres opfattelse har af det. Og de borgerlige – og især Dansk Folkeparti - må argumentere for begrænsning af indvandringen, revision af gamle konventioner, mere brug af udvisning af uønskede personer o.s.v.


Mon ikke vi omsider får en sådan debat nu, når den sidste terror kommer en smule på afstand? Man må blive ved med at håbe.

tirsdag den 10. februar 2015

Støjberg og Sennels og indvandrerproblemer – de politisk korrekte er stadig på plads

I sidste uge var der to gange opstandelse i den snakkende klasses andedam: Inge Støjberg, Venstres politiske ordfører, posterede i Facebook referat af et biografbesøg, der blev spoleret af provokerende unge indvandrere, og psykolog Nicolai Sennels, der har stiftet en dansk version af den tyske Pegida-bevægelse, blev angrebet for sine meninger om muslimer og Islam generelt.

Først Støjberg: Hun beklagede sig over, at de unge indvandrere ikke blot havde støjet, men også kastet slik i hovedet på andre biografgæster. Både de politisk korrekte journalister og Venstres eget bløde underliv, Jens Rohde, Birthe Rønn Hornbech og Traberg Smith junior, meddelte straks offentligheden, at det var forkasteligt at skrive som Støjberg, fordi hun ”generaliserede”, og danske unge var lige så slemme. DR Aftenshowets Louise Wolff spurgte inkvisitorisk Støjberg, hvorfor det var så vigtigt for hende at skrive, at det drejede sig om indvandrere.

Jeg hørte ikke Støjbergs svar, men et logisk modspørgsmål ville være, hvorfor det er så vigtigt for Danmarks Radio ikke at oplyse uromageres karakteristika. Støjberg fortalte blot, hvad hun havde oplevet - DR vil ikke fortælle, hvad der foregår. Og det er naturligvis ikke en generalisering; alle ved, at ikke alle indvandrere laver uro, men alle ved også, at lige som indvandrere er mere kriminelle end danskerne – det prøvede DR og de øvrige medier også at skjule i mange år – så laver unge indvandrere i gennemsnit også mere uro og provokationer end unge danskere, det er bare svært at bevise med hård statistik, modsat kriminaliteten.

Sennels prøver venstrefløjen at få ram på ved at gå efter hans levebrød som ansat i Københavns Kommune. De påstår, at han har fordomme mod muslimer og derfor ikke kan behandle dem professionelt og neutralt. De har intet konkret at henvise til. De påstår løgnagtigt, at han har sagt, at muslimer genetisk er disponeret for at reagere med vrede. Sennels har tværtimod sagt, at de er kulturelt disponeret, altså opdraget til at reagere udadvendt, som det hedder. Enhver, der f.eks. har set en muslim blive involveret i en konflikt i trafikken, ved, at Sennels blot meddeler en kendsgerning. Man kritiserer ham også for at have sagt, at muslimer ofte er indavlede. Men han har blot henvist til en række rapporter fra mange muslimske lande, der omtaler indavl som et problem. Det er ikke hans opfindelse.

Som det ses, er der tale om et konsekvent angreb på budbringerne, og en skræk for at diskutere sagens egentlige substans: Hvordan får vi unge indvandrere til generelt ikke at opføre sig værre end unge danskere, og hvad kan man gøre mod den udbredte indavl, der jo går værst ud over de direkte berørte.


Det er sørgeligt, at den danske journaliststand i så høj grad lever op til Den korte Avis’ betegnelse: Journalistisk Venstreparti, i hvert fald når det gælder indvandring. Det minder lidt om tilstandene i Sverige, eller i Danmark i 1990’erne. Befolkningens flertal har heldigvis rykket sig og tager ikke journalisterne og ”meningsdannerne” alvorligt mere.

onsdag den 4. februar 2015

Derfor vil ECB s – Den Europæiske Centralbanks - massive obligationskøb ikke virke

Opsummering: ECB vil i de kommende måneder foretage milliardstore opkøb af Euro-landenes statsobligationer i markedet for at sætte gang i landenes økonomiske vækst. Jeg tror, at det blot vil puste den finansielle del af økonomien op, uden at sætte meget gang i den realøkonomiske aktivitet og beskæftigelsen. Jeg vil begrunde det her:

EU-landene, og især de sydlige Euro-lande, har siddet fast i økonomisk stilstand eller direkte tilbagegang, siden finanskrisen ramte i 2008. Årsagerne er flere: Uansvarlig boligboble i 00’erne, uansvarlig bankfinansiering af ejendomsspekulanter, i Sydeuropa uansvarlig statslig låntagning, mangel på fleksibilitet på arbejdsmarkederne. Og endelig elefanten i rummet: At Euroen blev indført, uden at de forskellige landes økonomier var tilpasset til hinanden – det kan de i øvrigt heller ikke. Alt dette har jeg tidligere skrevet om her.

Eurolandene har så i de forløbne 5-6 år foretaget en lang række tiltag, som skulle afbøde de løbende kriser. Statsgæld er blevet nedskrevet eller forlænget og rentelempet, banker har fået tilført kapital, statslige underskud er blevet reduceret med massearbejdsløshed til følge. Det eneste, der kunne hjælpe på beskæftigelsen, nemlig reformer på arbejdsmarkederne, øget tyske statsudgifter og de sydeuropæiske landes frigørelse fra Euroen, er ikke sket.

Nu har ECB, Den Europæiske Centralbank, så besluttet at prøve noget helt tredje: At foretage massive opkøb af statsobligationer fra alle landene i de kommende måneder. Man håber på den måde at sparke gang i økonomierne.

Jeg tvivler på, at det vil få den ønskede effekt. For at få et overblik over de nationaløkonomiske sammenhænge vil jeg tegne en figur:
Type/Sektor
Private
Virksomheder
Banker
Liv/Pens
Nat.Bank
Stat
Udland

Finansielle
Kredsløb
(aktiv+passiv)








Indkomst
Kredsløb
(drift)m.penge








Natural-
Økonomi
(varer og
Tjenester)









Det mest grundlæggende økonomiske system er det nederste, hvor der blot udveksles varer og tjenester, eller ydes ensidigt: Sort bytteøkonomi er et eksempel, husmødres børnepasning et andet.

Det mere avancerede stadium er pengeøkonomien, hvor man køber og sælger varer og tjenester mod penge – først metalmønter o. lign., i dag altovervejende papirpenge og bankindskud.

Endelig har man siden Renæssancen fået et finansielt kredsløb, hvor man yder og modtager lån, kreditter og kapitalindskud. Her hører også investeringsaktiver som ejendomme, maskiner, skibe og varelagre til.
Der er en snæver sammenhæng imellem de to øverste typer kredsløb. De fleste vare- og tjenestekøb afregnes med enten penge, hvor både mønter/sedler og bankindeståender jo hører til i den øverste sektor, eller med kreditgivning med senere betaling, også hjemmehørende øverst.

Den midterste sektor, indkomstkredsløbet, er det altafgørende. Det er her, at værdierne skabes, at borgerne beskæftiges, at bruttonationalproduktet opstår. Men det kan kun ske i et godt samspil med den finansielle del af økonomien, hvor både betalingerne foretages, og hvor opsparingen opsamles og kanaliseres over i investeringer.

Imidlertid kan den finansielle sektor løbe løbsk. Det kan ske, når spekulanter handler aktiver med hinanden til stadig højere priser. En god indikator for en passende pris for et aktiv er den pris, det kan produceres til, eller for jord den tilbagediskonterede værdi af det fremtidige afkast af jorden. Når prisen stiger væsentligt herover, skyldes det forventning om, at prisen vil stige yderligere i fremtiden. Men den kan ikke blive ved med at stige og stige, på et tidspunkt kan køberne se, at prisniveauet er kommet op over, hvad aktivet på nogen måde kan indbringe, og prisen kollapser. De banker, der har finansieret spekulanterne, får ofte store tab. Dette skete i 00’erne.

Nu vil ECB så i de kommende måneder opkøbe Eurolandenes statsobligationer fra de nuværende ejere for mange milliarder Euro. Det vil betyde, at banker (og livsforsikringsselskaber og pensionskasser) får byttet deres beholdninger af statsobligationer om med indskud i ECB. Herved forøges den primære pengemængde, kaldet M1, og også den sekundære pengemængde, alt efter hvordan økonomien reagerer.

Det er svært at se, hvordan denne oppustning af de finansielle balancer skal skabe øget aktivitet i en tid med lav beskæftigelse. Renterne er i forvejen meget lave – hvorfor skulle virksomheder låne til nye investeringer, blot fordi renten bliver endnu lavere? Og de velkørende virksomheder kan allerede i dag godt låne i bankerne, hvis de vil – de dårligt kørende kan ikke, uanset større pengerigelighed.

Man nævner USA som eksempel på, at centralbankopkøb af statsobligationer har sat gang i økonomien. Men i USA er der samtidig sket en total omvæltning i realøkonomien, idet landet i de sidste år er blevet selvforsynende med olie og gas fra skiferlagene. Det betyder, at de mange milliarder dollars, der tidligere flød ud af kredsløbet og havnede i olielandene, nu bliver i USA. Desuden har staten kørt med driftsunderskud år efter år. Disse forhold har man ikke i Europa.

Derfor må man frygte, at udpumpningen af penge fra ECB blot vil resultere i, at endnu flere milliarder vil flyde rundt i det finansielle system på jagt efter gunstige placeringsmuligheder. Det var det, der skete i 00’erne, og mange spekulanter, der nåede at stå af undervejs, er blevet stenrige, og deres formuer skvulper rundt og skaber ustabilitet. Et stjerneeksempel er George Soros, der tjente en arbejdsfri milliard dollars i 1990’erne på heldig spekulation mod det britiske pund. Penge, der blev suget ud af den britiske økonomi og betalt af de britiske skatteydere.

Nu må man frygte, at der kommer fart på spekulationen i formueaktiver igen. Der kan komme både ejendomsbobler og aktiebobler, og undervejs spekulation mod valutaer, der forsøges holdt på en fast kurs. Det skete for nylig mod den schweiziske franc, og det sker i disse dage mod den danske krone.

Hvad burde Europa i stedet gøre? Droppe Euroen, give de sydeuropæiske lande yderligere gældsforlængelse og rentelempelse, øge de statslige investeringer i infrastruktur, øge brug af atomkraft (thoriumreaktorer), standse masseindvandringen fra Asien og Afrika, der koster formuer og skaber uro. Og standse Luxembourgs skatteordninger. Og gerne prøve at begrænse spekulanternes handlefrihed, og helst beskatte deres gevinster.