OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 12. marts 2018

2018 – hvor går vi hen?


Det er vist på høje tid at foretage en opsummering af begivenhederne i 2017 og at prøve at forudse 2018.

I 2017 fik man ikke det forventede gennembrud for de folkelige strømninger og deres protest mod elitens globalisering, masseindvandring osv. I Frankrig blev Macron, systemets mand, valgt til præsident på et varmlufts-feel good-program, i Holland blev parlamentsvalgets resultat skuffende, men i Tyskland fik Alternative für Deutschland et gennembrud. Partiet er i senere meningsmålinger blevet større end Socialdemokratiet, SPD. Men grundlæggende synes de etablerede partiers politikere i hele Vesten at være i bevægelse hen mod en indvandringskritisk holdning.

Rusland fortsatte sin konfrontationspolitik overfor Vesten og sit folkemord i Syrien. Ingen protesterer særlig højlydt, hverken i Vesten eller i den arabiske gade, som det hedder.

Kina fortsætter sin opbygning. Omverdenen tillader stadig, at Kina akkumulerer gigantiske handelsoverskud, der indebærer ødelæggelse af gamle lavtlønsindustrier i Vesten og opsamling af enorme finansielle tilgodehavender, som bruges til at opkøbe vigtige virksomheder i resten af Verden. Samtidig opbygger Kina kraftigt sit militær. Alt dette synes ikke at bekymre den danske regering synderligt – Lars Løkke er bare kisteglad for sine to fedterøvspandaer, som i øvrigt kun er til låns.

Her i starten af 2018 har Trump så annonceret en amerikansk told på alt stål og aluminium. Et tåbeligt forslag, der er en torpedo mod verdenshandelen som helhed. Han skulle have nøjedes med en dumpingtold mod Kina og andre statskontrollerede økonomier, altså en slags minimumspris på stål mv i USA. Det ville også fordyre amerikanskproducerede varer, men ikke starte en handelskrig indenfor den industrialiserede verden. Muligvis udvikles Trumps forslag også i den retning de næste uger.

Og så var der forleden parlamentsvalg i Italien. Her kom den længe ventede begmand til eliten, til indvandringslobbyen og til EU. Det kan ikke undre, da Italien stadig har en enorm arbejdsløshed især blandt unge – 25%! Man har dog stadig ikke stillet den rigtige diagnose, der efter min mening er, at det er Euroens skyld. Dens kurs er for høj i forhold til den italienske konkurrenceevne – det svarer til Englands fastholden af en for høj sterlingkurs i 1920’erne, der også medførte en enorm arbejdsløshed.

Så hvad kan vi vente os i resten af 2018? En stadig stramning – jeg vil kalde det normalisering – af indvandringspolitikken i hele Vesten. En stærkere reaktion mod Putins aggressive politik. Ditto vedrørende Kina.

Løkkes regering vil ikke ligefrem ligge i front på disse områder, men liste efter især Tyskland. Herhjemme har regeringen travlt med at splitte centraladministrationen op og sende den i småbidder ud i provinsen, uanset saglige hensyn. Undervisningssystemet vil der ikke blive rettet op på, ej heller i tilstrækkeligt omfang skattevæsnet; det ligger i ruiner efter Fogh og Løkke.

Løkkes forslag til ghettopakke viser, at han efter 35 år er ved at forstå realiteterne, men kun delvis. Han forstår ikke islams afvisning af vor vestlige levevis, og han vil ikke gribe om nældens rod: Stop for 3.verdens indvandring incl. familiesammenføringer, stop for sociale ydelser til uvedkommende udlændinge, udvisning uanset konventioner af kriminelle og fanatikere m.v.
Så 2018 bliver nok et spændende, men ikke særlig muntert år.