Det er vist på høje tid at foretage en opsummering af
begivenhederne i 2017 og at prøve at forudse 2018.
I 2017 fik man ikke det forventede gennembrud for de
folkelige strømninger og deres protest mod elitens globalisering,
masseindvandring osv. I Frankrig blev Macron, systemets mand, valgt til
præsident på et varmlufts-feel good-program, i Holland blev parlamentsvalgets
resultat skuffende, men i Tyskland fik Alternative für Deutschland et
gennembrud. Partiet er i senere meningsmålinger blevet større end
Socialdemokratiet, SPD. Men grundlæggende synes de etablerede partiers
politikere i hele Vesten at være i bevægelse hen mod en indvandringskritisk
holdning.
Rusland fortsatte sin konfrontationspolitik overfor Vesten
og sit folkemord i Syrien. Ingen protesterer særlig højlydt, hverken i Vesten
eller i den arabiske gade, som det hedder.
Kina fortsætter sin opbygning. Omverdenen tillader stadig,
at Kina akkumulerer gigantiske handelsoverskud, der indebærer ødelæggelse af
gamle lavtlønsindustrier i Vesten og opsamling af enorme finansielle
tilgodehavender, som bruges til at opkøbe vigtige virksomheder i resten af
Verden. Samtidig opbygger Kina kraftigt sit militær. Alt dette synes ikke at
bekymre den danske regering synderligt – Lars Løkke er bare kisteglad for sine
to fedterøvspandaer, som i øvrigt kun er til låns.
Her i starten af 2018 har Trump så annonceret en amerikansk
told på alt stål og aluminium. Et tåbeligt forslag, der er en torpedo mod
verdenshandelen som helhed. Han skulle have nøjedes med en dumpingtold mod Kina
og andre statskontrollerede økonomier, altså en slags minimumspris på stål mv i
USA. Det ville også fordyre amerikanskproducerede varer, men ikke starte en
handelskrig indenfor den industrialiserede verden. Muligvis udvikles Trumps
forslag også i den retning de næste uger.
Og så var der forleden parlamentsvalg i Italien. Her kom den
længe ventede begmand til eliten, til indvandringslobbyen og til EU. Det kan
ikke undre, da Italien stadig har en enorm arbejdsløshed især blandt unge –
25%! Man har dog stadig ikke stillet den rigtige diagnose, der efter min mening
er, at det er Euroens skyld. Dens kurs er for høj i forhold til den italienske
konkurrenceevne – det svarer til Englands fastholden af en for høj sterlingkurs
i 1920’erne, der også medførte en enorm arbejdsløshed.
Så hvad kan vi vente os i resten af 2018? En stadig
stramning – jeg vil kalde det normalisering – af indvandringspolitikken i hele
Vesten. En stærkere reaktion mod Putins aggressive politik. Ditto vedrørende
Kina.
Løkkes regering vil ikke ligefrem ligge i front på disse
områder, men liste efter især Tyskland. Herhjemme har regeringen travlt med at
splitte centraladministrationen op og sende den i småbidder ud i provinsen,
uanset saglige hensyn. Undervisningssystemet vil der ikke blive rettet op på,
ej heller i tilstrækkeligt omfang skattevæsnet; det ligger i ruiner efter Fogh
og Løkke.
Løkkes forslag til ghettopakke viser, at han efter 35 år er
ved at forstå realiteterne, men kun delvis. Han forstår ikke islams afvisning
af vor vestlige levevis, og han vil ikke gribe om nældens rod: Stop for
3.verdens indvandring incl. familiesammenføringer, stop for sociale ydelser til
uvedkommende udlændinge, udvisning uanset konventioner af kriminelle og
fanatikere m.v.
Så 2018 bliver nok et spændende, men ikke særlig muntert år.