OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

fredag den 23. november 2012

EU-omvendelsen af Jens Rohde


Hvad er det, der sker med folk som Venstres gruppeformand i EU-parlamentet, Jens Rohde, når de kommer udenlands? Da han kandiderede til EP i 2009, talte han om at sætte hegnspæle for EU. Nu et par år senere har han sammen med landsformanden for Europabevægelsen, Erik Boel, skrevet en kronik i Berlingske d.18. november 2012, betitlet ”Vil regeringen kurere EU-sklerosen?” I den springer han ud som den mest rabiate Unionstilhænger, der næsten tænkes kan, han overhaler endda Uffe Ellemann.

Hele kronikken er gennemsyret af en antagelse om, at alle problemer kan løses ved øget europæisk integration og union. Der er ingen reel gennemgang af dagens problemer, og ingen diskussion af løsningsmulighederne. Kun en indforstået antagelse om, at der skal skabes en union, uanset befolkningernes mening, og at mere union vil løse problemerne.

Alt dette er, hvad man kan vente fra Erik Boel, som er Europabevægelsens formand. Her er tale om en slags nyreligiøs bevægelse, hvor der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved trossætningerne. Men i en åben politisk debat kræves der andet og mere.

Her er kronikkens påstande:

EU som helhed skulle være ved at falde sammen. – Det ses ikke at være tilfældet. De velkendte mekanismer – det indre marked, toldunion, landbrugsstøtte o.s.v. – fungerer som altid.

Det er nødvendigt at styrke den folkelige forankring.  – Ja, det tør siges. Løsningen, der anvises, er at skære valgperioderne i EU ned fra 5 til 4 år, færre kommissærer, direkte valg af kommissionsformanden! Skulle det hjælpe?

Euroen. Det hævdes i kronikken, at den blev indført for at forhindre konkurrerende devalueringer. Forkert. Ganske vist forhindrer et euro-medlemskab i sagens natur devalueringer, desværre ikke kun konkurrerende, men også strengt nødvendige – det er derfor, Sydeuropa er ved at gå i økonomisk nedsmeltning. Men euroen blev indført som et middel til at fremme den europæiske unionsdannelse, uanset at den er et økonomisk misfoster og en praktisk umulighed i den virkelige verden. – Det foreslås at løse krisen i de sydlige Euro-lande ved at styrke den økonomiske union ved strammere regler for de deltagende lande, at etablere et fælles banktilsyn og at indføre automatiske straffe overfor de lande, der overtræder de fælles spilleregler. – De sydeuropæiske landes nuværende nedtur skyldes, udover økonomisk uansvarlighed, at de har låst sig fast i en Euro, der er overvurderet i forhold til deres formåen. Strammere økonomisk politik vil delvis afhjælpe dette, hvis ikke landene er brudt helt sammen forinden, men der skal mere til end fælles økonomisk politik for at muliggøre en valutaunion. Et fælles banktilsyn er næppe mere effektivt end nationale – EU kan jo ikke engang aflægge sit eget regnskab, så det kan godkendes af revisorerne. Men prøv da bare. Og straffe – skulle det hjælpe, hvis lande, der er i underskud, pålægges endnu større udgifter til bøder?

Fælles asylpolitik. Ja, men ikke, hvis lande som Sverige skal have bestemmende indflydelse! Så vil det først gå helt galt.

Udenrigspolitikken skal fremover være fælles og bestemmes gennem flertalsafgørelser, dog med ret til at afstå! Helt utopisk, bortset fra afståelsesretten. Den ville blive flittigt brugt!

Opgør med EU's mange fonde til diverse formål. – Ja, her kunne en udtynding være på sin plads.

Endelig mener forfatterne, at det er ”hul i hovedet og et stort spild af ressourcer, at de 27 EU-lande har hver sit forsvar”. Det er nok muligt, at der er flere rationaliseringsgevinster at hente ved øget standardisering af materiel m.v. Det er jo Foghs store slagnummer i NATO under titlen ”smart defense”, men som en amerikansk politiker sagde: ”Jeg har set den film før”. Fogh ved sikkert godt, at man har talt om dette i NATO i 30-40 år, og de mindre lande som Danmark har for længst indført princippet, fordi vi er for små til at producere de gængse typer materiel selv – fuldstændig ligesom ved f.eks. bilindustrien. Men de mellemstore NATO-lande vil simpelt hen ikke afvikle deres egne våbenindustrier.

Noget andet er tanken om et egentligt fælles EU-forsvar. Rohde negligerer fuldstændig, at EU's deltagere stadig er suveræne stater, og det er en stats endelige ret og pligt at sikre sin eksistens – og det kræver magtmidler, herunder militært forsvar. Landene vil aldrig give afkald på dette, uanset hvad der stilles op af Europa-enheder o.s.v.

Alt i alt er kronikkens holdninger solidt plantet i den blå luft, og derfor blev udpegningen af Rohde som Venstres spidskandidat til næste EU-valg droppet på Venstres landsmøde samme dag, som kronikken blev trykt.

Kronikkens afskedssalut var: Danmark må have medindflydelse på det igangværende arbejde med en ny EU-traktat. Vi kan af frygt for folkestemningen vælge at lade stå til. Eller vi kan medvirke.

Rohde foreslår altså at blæse på befolkningen og bare køre videre med EU-unionen. Han er i sandhed blevet europæiseret af sine få år i Bryssel!

tirsdag den 20. november 2012

Statskasser – store og små, og SAS’s redning


Berlingske skriver i sin leder om den seneste løsning på SAS’s problemer med at tilpasse deres omkostningsniveau til vor konkurrenceprægede tid. Der anføres, at ingen form for statsstøtte til SAS er mulig, fordi ”de skandinaviske statskasser er for små i forhold til de større landes” (med deres egne nationale luftfartsselskaber).

Dette er en misforståelse, der har floreret i årtier i forbindelse med statsstøtte til alle mulige erhverv.  En ting er, at statsstøtte er en farlig ting, der kun bør benyttes i forbindelse med erhverv, der er en del af samfundets grundlæggende struktur. Det bør ikke finde sted ved almindelig erhvervsvirksomhed, fordi det kan virke forvridende og sløvende, og i øvrigt allerede fordi alle ikke kan støtte hinanden!

Men at små stater ikke skulle have lige så gode muligheder for at støtte de samme udvalgte sektorer, som store stater har, er jo forkert, fordi de store staters byrde jo er lige så meget større som deres statskasser!

Men hvem skal bestemme, hvad der er en del af samfundets grundstruktur? Alle går vel ind for en offentlig folkeskole, og for offentlige veje o.s.v. Hvorfor skulle det så ikke også være samfundets opgave at sikre, at der i rimeligt omfang er postgang til alle, el, vand, telefon, og ja: Tog, bus, flyforbindelse, også på de mindre profitable steder og tider? 

fredag den 9. november 2012

Fængsler – forskellige indsatte skal behandles forskelligt


Nu har regeringen omsider fået samlet flertal for et nyt forlig om fængselsvæsenets videre udvikling i de nærmeste år. Indholdet er dels at oprette flere pladser til de farligste fanger, dels at forstærke indsatsen for at rehabilitere de indsatte.

Det giver anledning til nogle grundlæggende overvejelser om hele instituttet. Hvad er egentlig formålet med at dømme lovovertrædere til fængsel? Jeg kan få øje på tre:

1.       At hævne sig på forbryderen, både fra samfundets side og – især – på offerets vegne. Enhver handling bør have en konsekvens, også en lovovertrædelse. At fratage folk deres personlige bevægelsesfrihed er en måde at påføre dem kraftig gene. I gamle dage – og i visse gammeldags samfund endnu i dag – påførte man i nogle tilfælde forbryderne fysisk smerte, eller psykisk ved at udstille dem offentligt til spot og spe. Men vi mener, at indespærring er det rigtige.

2.       At forhindre forbryderen i at begå nye forbrydelser i hvert fald i den tid, han sidder inde, i hvert fald begrænse mulighederne kraftigt.

3.       At påvirke forbryderen, så han opgiver kriminalitet og i stedet ønsker at påbegynde et normalt liv.

Disse formål er gode nok, men man bør også se i øjnene, at forbryderne er en broget skare – jeg vil dele dem i tre grupper:

1.       Almindelige borgere, der normalt lever et lovlydigt liv, som er kommet i uføre på grund af et øjebliks svaghed, eller ikke-voldelige forbrydere (bedragere o.l.)

2.       Mellemgruppen, der er kriminelle, fordi det er nemmest, fordi de har haft forkerte rollemodeller o.s.v.

3.        Forhærdede forbrydere (rockere, indvandrerbandemedlemmer, vaneforbrydere o.s.v.). Disse personer er ofte uden empati for deres ofre og har intet ønske om at leve et normalt liv. Kun alderen kan ændre på dem. I øvrigt er en stor del af gruppe 2 og 3 psykisk afvigende.

Det synes logisk, at de tre grupper skal behandles forskelligt, selvom de alle idømmes fængselsstraf. Den første behøver næppe nogen resocialiseringsindsats overhovedet, og de behøver heller ikke megen bevogtning. De vil ikke flygte, da de har en ordnet hverdag at vende hjem til. Her bruges også ofte f.eks. elektroniske fodlænker, samfundstjeneste o.s.v.

Mellemgruppen bør man koncentrere resocialiseringen om. Her er mulighed for et vist positivt resultat.

Den tredje gruppe derimod bør man ikke spilde mange resocialiseringsressourcer på. De er helt upåvirkelige og vil kun misbruge en human behandling til at lægge pres på både svage medindsatte og fængselspersonalet. De skal ikke have udgang, de skal ikke have lov til at gå frit rundt i deres afdelinger, o.s.v.

Nogle vil indvende, at alle bør behandles ens. Men dette er en misforståelse. Juristerne siger derimod: ”Det lige skal behandles lige”. Hvilket indebærer, at forskellige skal behandles forskelligt, alt efter forholdene.

Det er opløftende, at man i det nye forlig endelig synes at have indset dette. Men blot synd, at det sker så sent. Hvad lavede 10 års borgerlige justitsministre?