Hvad er det, der sker med folk som Venstres gruppeformand i
EU-parlamentet, Jens Rohde, når de kommer udenlands? Da han kandiderede til EP
i 2009, talte han om at sætte hegnspæle for EU. Nu et par år senere har han
sammen med landsformanden for Europabevægelsen, Erik Boel, skrevet en kronik i
Berlingske d.18. november 2012, betitlet ”Vil regeringen kurere EU-sklerosen?”
I den springer han ud som den mest rabiate Unionstilhænger, der næsten tænkes
kan, han overhaler endda Uffe Ellemann.
Hele kronikken er gennemsyret af en antagelse om, at alle
problemer kan løses ved øget europæisk integration og union. Der er ingen reel
gennemgang af dagens problemer, og ingen diskussion af løsningsmulighederne.
Kun en indforstået antagelse om, at der skal skabes en union, uanset
befolkningernes mening, og at mere union vil løse problemerne.
Alt dette er, hvad man kan vente fra Erik Boel, som er
Europabevægelsens formand. Her er tale om en slags nyreligiøs bevægelse, hvor
der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved trossætningerne. Men i en åben politisk debat
kræves der andet og mere.
Her er kronikkens påstande:
EU som helhed skulle være ved at falde sammen. – Det ses
ikke at være tilfældet. De velkendte mekanismer – det indre marked, toldunion,
landbrugsstøtte o.s.v. – fungerer som altid.
Det er nødvendigt at styrke den folkelige forankring. – Ja, det tør siges. Løsningen, der anvises,
er at skære valgperioderne i EU ned fra 5 til 4 år, færre kommissærer, direkte
valg af kommissionsformanden! Skulle det hjælpe?
Euroen. Det hævdes i kronikken, at den blev indført for at
forhindre konkurrerende devalueringer. Forkert. Ganske vist forhindrer et
euro-medlemskab i sagens natur devalueringer, desværre ikke kun konkurrerende,
men også strengt nødvendige – det er derfor, Sydeuropa er ved at gå i økonomisk
nedsmeltning. Men euroen blev indført som et middel til at fremme den
europæiske unionsdannelse, uanset at den er et økonomisk misfoster og en
praktisk umulighed i den virkelige verden. – Det foreslås at løse krisen i de
sydlige Euro-lande ved at styrke den økonomiske union ved strammere regler for
de deltagende lande, at etablere et fælles banktilsyn og at indføre automatiske
straffe overfor de lande, der overtræder de fælles spilleregler. – De sydeuropæiske
landes nuværende nedtur skyldes, udover økonomisk uansvarlighed, at de har låst
sig fast i en Euro, der er overvurderet i forhold til deres formåen. Strammere
økonomisk politik vil delvis afhjælpe dette, hvis ikke landene er brudt helt
sammen forinden, men der skal mere til end fælles økonomisk politik for at
muliggøre en valutaunion. Et fælles banktilsyn er næppe mere effektivt end
nationale – EU kan jo ikke engang aflægge sit eget regnskab, så det kan
godkendes af revisorerne. Men prøv da bare. Og straffe – skulle det hjælpe,
hvis lande, der er i underskud, pålægges endnu større udgifter til bøder?
Fælles asylpolitik. Ja, men ikke, hvis lande som Sverige
skal have bestemmende indflydelse! Så vil det først gå helt galt.
Opgør med EU's mange fonde til diverse formål. – Ja, her
kunne en udtynding være på sin plads.
Endelig mener forfatterne, at det er ”hul i hovedet og et
stort spild af ressourcer, at de 27 EU-lande har hver sit forsvar”. Det er nok
muligt, at der er flere rationaliseringsgevinster at hente ved øget
standardisering af materiel m.v. Det er jo Foghs store slagnummer i NATO under
titlen ”smart defense”, men som en amerikansk politiker sagde: ”Jeg har set den
film før”. Fogh ved sikkert godt, at man har talt om dette i NATO i 30-40 år,
og de mindre lande som Danmark har for længst indført princippet, fordi vi er for
små til at producere de gængse typer materiel selv – fuldstændig ligesom ved
f.eks. bilindustrien. Men de mellemstore NATO-lande vil simpelt hen ikke
afvikle deres egne våbenindustrier.
Noget andet er tanken om et egentligt fælles EU-forsvar.
Rohde negligerer fuldstændig, at EU's deltagere stadig er suveræne stater, og
det er en stats endelige ret og pligt at sikre sin eksistens – og det kræver
magtmidler, herunder militært forsvar. Landene vil aldrig give afkald på dette,
uanset hvad der stilles op af Europa-enheder o.s.v.
Alt i alt er kronikkens holdninger solidt plantet i den blå
luft, og derfor blev udpegningen af Rohde som Venstres spidskandidat til næste
EU-valg droppet på Venstres landsmøde samme dag, som kronikken blev trykt.
Kronikkens afskedssalut var: Danmark må have medindflydelse
på det igangværende arbejde med en ny EU-traktat. Vi kan af frygt for folkestemningen
vælge at lade stå til. Eller vi kan medvirke.
Rohde foreslår altså at blæse på befolkningen og bare køre
videre med EU-unionen. Han er i sandhed blevet europæiseret af sine få år i
Bryssel!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar