Hellere være 95% artig og levende, - end 100% dydig og gå til grunde.

I Sverige rejser muslimske indvandrere – som i øvrigt har fået ophold, fordi de har påstået at være på flugt hjemmefra – frit frem og tilbage til deres hjemlande og andre varme lande ikke bare for at holde ferie, men også i nogle tilfælde for at træne i terrorvirksomhed.  Den ansvarlige minister siger, at det kan regeringen ikke gøre noget ved, for så ville man gøre vold på ”det åbne samfund”, som Sverige vil være.

Herhjemme har bl.a. Per Stig Møller ofte sagt, at der er grænser for, hvad vi kan gøre mod terrorisme, for ”ellers vil terroristerne have vundet”. Det argument høres masser af steder. Dog er der ingen, der afviser de tiltag, der belaster almindelige borgere, såsom kontrol af flypassagerer – her må terroristerne godt vinde.

Problemet er, at de vestlige frie velfærdssamfund ikke passer til personer med u- eller anti-vestlig holdning og adfærd. At insistere på at opretholde det hidtidige menneskerets- og velfærdssamfund i mødet med personer, der ikke spiller efter dette samfunds regler – senest piraterne i det Indiske Ocean – bliver til en vestlig politisk og økonomisk selvmordspagt. Tiderne har ændret sig siden 50’erne, og vi må selvsagt tilpasse lovgivningen løbende.

Helt konkret kunne jeg tænke mig, at Folketinget vedtog, at Den europæiske Menneskerettighedskonvention herefterdags var tiltrådt med det forbehold, at dens efterlevelse vil ske i det omfang, det er foreneligt med vores offentlige orden og landefred.

Hvorfor har i øvrigt disse konventioner højere rang end Folketingets efterfølgende lovgivning? Normalt har ny lov forrang for gammel, og speciel forrang for generel. Det burde også gælde i forhold til internationale konventioner, som Folketinget vælger at tiltræde – de har immervæk ikke grundlovskraft.

Et tilbageskridt, vil man mene. Ja, men når det blæser op til storm, er det klogt at rebe sejlene – ikke at lade som ingenting, mens problemerne vokser.

Hellere være 95% artig og levende, - end 100% dydig og gå til grunde.

Hvis vi mister de sidste 5%, der gjorde os perfekte, vil jeg altid savne dem - men samtidig vil jeg glæde mig over de sidste 95%, og over at vi overlevede.

Flere arbejdspladser gennem bedre konkurrenceevne

S, SF og fagbevægelsen vil gerne give regeringen/VKO skylden for, at Danmark har mistet 100.000 arbejdspladser i de seneste kriseår. I betragtning af, at arbejdsløsheden i dag stadig er det halve af, hvad den er i Sverige og Tyskland, er det en absurd påstand. Krisen er kommet udefra.

Men hvad skal vi gøre nu for at skabe flere arbejdspladser? S og SF laver planer om at sætte arbejdstiden op og øge de offentlige udgifter. Det vil kun øge statens underskud.

Det der skal til, er ganske simpelt at øge vores konkurrenceevne. Den er nemlig blevet forringet i de sidste 5-7 år, hvor vores omkostningsniveau er steget 35% mere end Tysklands. Som følge heraf er vores vækst nu lavere end Tysklands.

Så opskriften på vækst er simpel: Løn- og pristilbageholdenhed. Egentlig er det jo også mærkeligt, hvis vi år for år forventer højere løn for den samme arbejdsindsats. Det er jo netop opskriften på inflation.

Men desværre er det tilsyneladende også fagbossernes eksistensberettigelse i deres egen opfattelse. De burde hellere koncentrere sig om deres vigtigste opgave i dag, nemlig at forsvare de enkelte medlemmer i tilfælde af problemer, og at højne uddannelsesniveauet. Det sidste er den eneste vej til højere realløn.

Hvordan kan en nynazist blive ekstrem muslim?

Politiken skrev om en ung svensker, der under et fængselsophold gik fra at være nynazist til at blive ekstrem muslim. Avisen undrede sig, men egentlig er det vel ikke så mærkeligt.

I begge tilfælde er der tale om systemer af absolutte dogmer, som ikke stammer fra observation af virkeligheden, men som er udtænkt ud af den blå luft. De må ikke sættes til diskussion, og bevægelsen er en sekt, som lover at belønne sine tilhængere, mens den er fjendtligt indstillet overfor omverdenen.

Begge bevægelser fritager tilhængerne for at tænke selv. Det giver dem et kunstigt, oppustet selvværd, de kan varme sig ved. De fungerer som et stillads, de kan holde deres skrøbelige personligheder oppe ved, da de ikke selv har et personligt, åndeligt skelet.

EU umyndiggør vore lande og folk

Det er en velkendt tommelfingerregel, at ca. 80 % af det danske folketings lovgivning er følgelovgivning, der skal udmønte EU's direktiver. Det er Folketinget forpligtet til som konsekvens af vort EU-medlemskab.

Nu virker dette tal voldsommere, end det er, fordi det jo ikke viser noget om vigtigheden af de vedtagne lovforslag. Det er heldigvis stadig sådan, at alle de vigtigste beslutninger er indeholdt i de 20%, vi stadig selv bestemmer: Krigsdeltagelse, regeringens farve, langt de fleste udgifter og skatter, straffeloven o.s.v. (Folketinget kan desuden vælge at melde Danmark ud igen af EU, og at trække vores underordning af dansk lov under Den europæiske Menneskeretskonvention tilbage!)

De 80 %, som vi lader EU bestemme, indeholder to dele: Dels de sager, som vedrører økonomiske relationer mellem medlemslandene og mellem EU og omverdenen. Det var det, EF drejede sig om, da vi stemte os ind i 1972. Dels indeholder de 80 % bestemmelser om en lang række forhold i vores dagligdag, som de færreste havde drømt om skulle afgøres i EU-systemet.

Mit yndlingseksempel er bekæmpelse af en mågeinvasion i Århus Midtby. EU skulle give tilladelse! Andre eksempler er vandstanden i vore åer og vandløb, energimærkning af sommerhuse osv.

Hvordan har det kunnet komme dertil, at EU skal involvere sig i alle disse forhold? Muligvis råder EU over ekspertise, som vi kan have nytte af at konsultere. Men kan vi ikke bestemme selv?

Initiativet kommer dels fra selve EU-apparatets ånd. Den tilsiger, at der skal skabes en europæisk superstat med en fælles ledelse, der træffer bestemmelser for alle medlemslandene. Dette er en ideologi, som man kan dele eller ej.

Så er der hele EU-embedsværket, Kommissionen, med kommissærerne i spidsen. Det skal tage initiativ til at løse fælleseuropæiske problemer under respekt for nærhedsprincippet – dvs at problemer skal løses på nationalt niveau, hvis det er muligt. Det synes at knibe. I stedet synes Parkinsons lov at fungere: Der er et kæmpe apparat med alt for mange kommissærer i spidsen, og de skal alle sammen bevise deres berettigelse ved at producere ny EU-lovgivning, uanset hvor presserende behovet er.

Dette burde blive tøjlet af Rådet, der består af ministre fra alle medlemslande. Rådet har beslutningskompetencen, dvs det skal vedtage Kommissionens forslag. Desværre synes Rådet ikke at holde Kommissionen i særlig stramme tøjler. Politikerne bliver vel revet med af stemningen. De føler, at de er med til at styre Europa, og glemmer nærhedsprincippet.

Resultatet er desværre, at de enkelte lande gradvis umyndiggør sig selv ved at lade EU bestemme på en mængde områder, der ikke er egentligt EU-stof. Dette kan umuligt være borgerlig politik. Det er i hvert fald ikke Dansk Folkepartis.

Det er vigtigt, at vi fastholder vores nej til yderligere unionsdannelse oppefra, herunder den umulige Euro. Men det er også vigtigt, at vi - sammen med de øvrige lande - standser den umyndiggørende harmonisering nedefra, salami-metoden. Vi kan godt selv regulere mågeinvasioner.


PS.: 21. februar 2011:
Der kommer hele tiden nye eksempler på EUs utidige indblanding i staternes egne anliggender. Det seneste beskrev jeg i et læserbrev til Berlingske d.16. februar 2011:

"Et nyt eksempel på EU-indblanding i medlemslandenes indre anliggender

Søredningsfolk har ofte sagt, senest efter tragedien på Præstø Fjord, at mørke redningsveste er vanskelige at se for redningsfolkene. Derfor burde det være et krav fra myndighederne, at alle redningsveste skal være orange, gule eller røde.

Men det kan vi ikke. Det forbyder et EU-direktiv!

Hvad i alverden har EU med det at gøre? Kan farven virkelig betragtes som en handelshindring? Alle fabrikker i Europa kan vel lave orange veste?

Men mere principielt: Hvorfor tager vi det bare til efterretning? Hvorfor rejser der sig ikke et protestkor? Fordi samfundets elite er EU-begejstret, og alle følger blindt eliten!

Dette er blot det seneste eksempel på EU's grundløse indblanding i medlemslandenes indre anliggender. Men her er direkte menneskeliv på spil. Så her må Økonomi- og erhvervsministeren da træde i karakter og blæse på EU-direktivet."

Læserbrevet blev ikke bragt. Det harmonerer heller ikke med Berlingskes kompromisløse pro-EU linie.

DF, velfærdsstaten og de borgerlige

Mange borgerlige har fra starten fnyst af Dansk Folkeparti på grund af vores holdning til velfærdsstaten, en holdning, som tilhængere af V og K anser for alt for Socialdemokratisk og dermed ikke borgerlig. Især vækker det harme, at DF regelmæssigt har benyttet Finanslovsforhandlingerne til at presse et par mærkesager igennem, der medførte nye sociale udgifter – ældrechecken er det kendteste eksempel.

Efter min definition er den borgerlige holdning, at enhver skal have, hvad han har gjort sig fortjent til.

Den socialistiske holdning er, at enhver skal have, hvad han har brug for.

Meningen med ældrechecken og i endnu mere udpræget grad efterlønnen er, at de gives til personer efter et langt og ofte slidsomt arbejdsliv – ældrechecken kun til personer, der ikke har større formue.

Dette kan vel med lidt god vilje siges at være mere borgerligt end socialistisk.

Socialistisk er derimod de grundlæggende tanker bag bistandsloven fra 1976, hvor alle der opholder sig inden for landets grænser, skal have alt hvad de har brug for. De skal helst arbejde også, men der bliver tilsyneladende ikke lagt særligt pres på. Dette er socialdemokraternes hjerteblod…

Sådan har det ikke altid været. Henrik Gade Jensen minder os i sin blog hos JyllandsPosten om, at:

I Socialdemokratiets partiprogram fra 1913 står der som punkt 15 af 18: ”Offentlig vederlagsfri Sygepleje. Human Omsorg for Syge, Gamle og Arbejdsudygtige ved Staten. Forsikring mod Arbejdsløshed. ”

Socialdemokraterne gik ikke ind for storstilet kollektiv forsørgelse som efterløn og kontanthjælp. De ægte svage, som skulle hjælpes, blev præciseret: syge, gamle og uarbejdsdygtige. Og så skulle man forsikre sig mod arbejdsløshed.

I dag ville Socialdemokratiets program fra 1913 ligge kilometer til højre for den politiske konsensus: ”Arbejdet er Kilden til al Værdi, og Arbejdets udbytte bør tilfalde dem, som arbejder”. Ja, sådan lyder første sætning i 1913. Hvilken provokation! Dem, der arbejder, skal have frugten af arbejdet. Hvad med alle dem, der ikke arbejder? …

Så stort set kan man sige, som ofte er gjort, at DF er tæt på at være Socialdemokratiet Classic på mange områder, fra før verden gik af lave (det vil sige 1968).

Men dengang, i 1913, havde Socialdemokratiet også værdipolitiske holdninger, der må kaldes borgerlige: Gør din pligt og kræv din ret, som det hed. I skolen, på arbejdspladsen, i forsvaret, i alle forhold.

Så borgerlige vælgere bør have let ved at acceptere Dansk Folkeparti som partner.