Hellere være 95% artig og levende, - end 100% dydig og gå til grunde.

I Sverige rejser muslimske indvandrere – som i øvrigt har fået ophold, fordi de har påstået at være på flugt hjemmefra – frit frem og tilbage til deres hjemlande og andre varme lande ikke bare for at holde ferie, men også i nogle tilfælde for at træne i terrorvirksomhed.  Den ansvarlige minister siger, at det kan regeringen ikke gøre noget ved, for så ville man gøre vold på ”det åbne samfund”, som Sverige vil være.

Herhjemme har bl.a. Per Stig Møller ofte sagt, at der er grænser for, hvad vi kan gøre mod terrorisme, for ”ellers vil terroristerne have vundet”. Det argument høres masser af steder. Dog er der ingen, der afviser de tiltag, der belaster almindelige borgere, såsom kontrol af flypassagerer – her må terroristerne godt vinde.

Problemet er, at de vestlige frie velfærdssamfund ikke passer til personer med u- eller anti-vestlig holdning og adfærd. At insistere på at opretholde det hidtidige menneskerets- og velfærdssamfund i mødet med personer, der ikke spiller efter dette samfunds regler – senest piraterne i det Indiske Ocean – bliver til en vestlig politisk og økonomisk selvmordspagt. Tiderne har ændret sig siden 50’erne, og vi må selvsagt tilpasse lovgivningen løbende.

Helt konkret kunne jeg tænke mig, at Folketinget vedtog, at Den europæiske Menneskerettighedskonvention herefterdags var tiltrådt med det forbehold, at dens efterlevelse vil ske i det omfang, det er foreneligt med vores offentlige orden og landefred.

Hvorfor har i øvrigt disse konventioner højere rang end Folketingets efterfølgende lovgivning? Normalt har ny lov forrang for gammel, og speciel forrang for generel. Det burde også gælde i forhold til internationale konventioner, som Folketinget vælger at tiltræde – de har immervæk ikke grundlovskraft.

Et tilbageskridt, vil man mene. Ja, men når det blæser op til storm, er det klogt at rebe sejlene – ikke at lade som ingenting, mens problemerne vokser.

Hellere være 95% artig og levende, - end 100% dydig og gå til grunde.

Hvis vi mister de sidste 5%, der gjorde os perfekte, vil jeg altid savne dem - men samtidig vil jeg glæde mig over de sidste 95%, og over at vi overlevede.