Hvorfor skal DONG nu DJØF’iseres yderligere?

Der er i sidste øjeblik opstået en del debat om planerne om at udvide DONGs aktiekapital med bl.a. et indskud fra den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs på 8 milliarder kr. Kritikken går på, at vilkårene – bl.a. garanti for afkast og vetoret i bestyrelsen – er alt for gunstige for Goldman Sachs, og at selskabet er belastet af sin rolle i finanskrisen fra 2008 og frem.

Fortalerne for projektet mener, at det er en god ting i sig selv at privatisere så meget som muligt af de offentlige aktiviteter, og at Goldman Sachs kan tilføre DONG nyttig ekspertise. Den planlagte delvise privatisering af DONG – der jo driver landets kraftværker – kommer efter 1990’ernes salg af TDC til kapitalfonde og den delvise privatisering af Københavns Lufthavne.

Det er svært at se fornuften i denne privatiseringsbølge. Fordelen ved privatisering er vel, at de pågældende områder bliver udsat for konkurrence. Det er hensigtsmæssigt, når f.eks. plejehjem skal konkurrere på serviceniveau, og måske også på omkostninger. Men strømforsyning? Der kan jo ikke være tale om konkurrerende kraftværker – hvert kraftværk er en milliardinvestering, der skal bruges i generationer. Det samme gælder ledningsnettet. Derimod skal der være, og har altid været, konkurrence på den sidste del af elforsyningen, nemlig hos de enkelte slutbrugere. Her er det godt med flere private elektrikerfirmaer, der kan konkurrere på pris, kvalitet og service. Men det er en fejlslutning at tro, at så bør alt privatiseres. Forsøget på at etablere konkurrence, så brugerne kan vælge mellem forskellige leverandører af el, synes i øvrigt ikke at gå særlig godt.

Hvad selve kraftproduktionen angår, synes det at være et område, der som hidtil bør styres af teknikere, ikke økonomer eller finansfolk. Og ingeniørerne har altid konkurreret med kolleger og sig selv om at konstruere og drive energiforsyningen stadig mere effektivt og miljøvenligt. Det er svært at se, hvad DJØF’ere kan bidrage med. Det er da også interessant, at netop den seneste ledelse i DONG, der har bestået af økonomer og jurister, med en tidligere topembedsmand i spidsen, netop har kørt DONG så skævt, at den aktuelle kapitaltilførsel er blevet nødvendig.

I øvrigt er det vel af største vigtighed, at elforsyningen er stabil. Det har den danske været hidtil – i modsætning til ikke bare udviklingslandene og lande i økonomisk uføre, men også i modsætning til f.eks. Californien, hvor private aktører deltager. Desuden skal private investorer også have en risikopræmie – i modsætning til staten, såfremt den blot tegnede den nødvendige yderligere aktiekapital og finansierede sig ved salg af statsobligationer (til en rente på tæt ved nul procent).

Goldman Sachs kan sikkert lære en dansk bestyrelse et par ting – men det er næppe noget, der vil gavne de danske elkunder!

Journalisternes skæve valg og vinkling af sager

Man må løbende undre sig over journalisternes valg af de emner, som de vil give deres – og dermed offentlighedens - opmærksomhed. Sager af bogstavelig talt verdenshistorisk betydning, som folkevandringen fra Verdens fattige lande til de rige, eller EU's gradvise nedbrydning af Europas nationalstater, nævnes i bedste fald som uundgåelige selvfølgeligheder. Til gengæld blæses bagateller eller ikke-sager op til sensationer eller holdes kunstigt i live i årevis, som f.eks. Løkkes dyre, men regerings-sanktionerede, flyrejser, det ikke eksisterende behov for en Grundlovsrevision, eller traveren om upolitiske contra politisk udnævnte embedsmænd.

Forholdet kan kun forklares med journaliststandens – af den selv erklærede – politiske ståsted til venstre for befolkningens gennemsnit. Et aktuelt eksempel: Stort set alle landets almennyttige boligområder er i årevis blevet fyldt med indvandrere fra Asien og Afrika, og det har medført voksende problemer for de danske beboere med utryghed, chikane og kriminalitet. Dette interesserer ikke journalisterne til daglig, men en gang imellem rykkes grænsepælene, f.eks. når en hel daginstitution brændes ned, eller som for nylig i Motalavej-kvarteret i Korsør, hvor Kommunen har måttet flytte et værested for psykisk syge væk fra kvarteret på grund af chikane og overfald fra indvandrerbøller. Så rykker f.eks. Berlingskes lederskribent ud med en stærk fordømmelse og ønske om indgreb. Men dagen efter har en ung journalist en reportage fra kvarteret og kan oplyse, at hele problemet drejer sig om 6 – seks! – store knægte, så det er egentlig ikke noget at tale om.

TV2, der vel er landets største propagandasender for indvandring og multikultur, så sig også nødsaget til at omtale Motalavej-sagen – det drejede sig i dette medie dog kun om ”utilpassede unge” - , men allerede dagen efter var TV2 i stand til at dreje opmærksomheden over på Dansk Folkepartis reaktion – og væk fra indvandrerbøllerne.

Et andet aktuelt eksempel er sagen om EU's forbud mod, at danske politieksperter f.eks. i italienske lufthavne systematisk undersøger, om rejsende til Danmark fremviser ægte pas og andre papirer. Sagen er grotesk, men synes ikke at interessere den danske presse. Den har jo også i årtier ignoreret den systematiske svindel, som udøves af asylansøgere, jfr. Bent Wigotskis afsløringer fra hans år i systemet.

Specielt EU-stoffet dækkes jo også af journalister, der uanset deres politiske synspunkter har boet i årevis – måske årtier – i udlandet, mange er udenlandsk gift, og deres omgangskreds er andre landes journalister og embedsmænd. Deres holdning bliver gradvis den autoriserede overeuropæiske, og kritisk holdning til hele EU-projektet fordamper.

EU ’s rablende vanvid vedr. falske pas

Det danske politi har i nogen tid haft en ekspert udstationeret i Milanos Malpensa-lufthavn, hvorfra en del af flytrafikken til Danmark udgår. Han har gennemgået de pågældende passagerers pas og andre papirer og har fundet et meget stort antal falske dokumenter. Derved har Danmark undgået et stort antal indrejste udlændinge, der ikke er, hvem de udgiver sig for.

Men nu må eksperten kaldes hjem, for EU's regler – formentlig en del af Schengen-aftalen – tillader ikke en løbende kontrol af rejsende mellem medlemslandene! Heller ikke, selvom det eneste formål og det eneste resultat er at fange dokumentfalsknere!

Den borgerlige opposition følger op på sagen, så forhåbentlig kan der gøres noget, men indtil da udstiller denne sag endnu en gang EU-fanatikernes rablende vanvid: Hvilke legitime interesser er det dog, der bliver krænket af en løbende kontrol af rejsepapirer, der åbenlyst er påkrævet? EU-fortalerne tror formentlig, at mangel på kontrol fremmer deres ufolkelige og uønskede unionsprojekt, men i stedet gør de projektet endnu mere upopulært.

Og hvor er den kritiske presse i denne sag? 

Nytårstale 2014: Tryghed – og også retfærdighed og frihed

Statsminister Helle Thorning Schmidt benyttede sin Nytårstale 1. januar 2014 til at tale varmt om den tryghed, hun og hendes regering vil udbrede over vælgerne. Det drejede sig om støttestrømper og andre håndgribelige sager. Jeg synes nok, at hendes sigte er lidt lavt. Min Nytårstale 2014 ville lyde noget i denne retning:

Regeringens egentlige mål er fortsat at tilvejebringe forhold, så det danske folk kan leve sit liv ud på den bedste, mest menneskeværdige vis. Dette indebærer, at vi skal arbejde mod en række delmål.

Tryghed er vigtigt. Det offentlige skal tage økonomisk hånd om de gamle, syge og ufrivilligt arbejdsløse. Men velfærdsstaten skal være en forsikringsordning – ikke en stor sparekasse, hvor alle føler, at fordi de har betalt ind, skal de partout også have noget ud, uanset de ikke er tvunget af nød. Kun deciderede pensionsordninger som Folkepension og ATP er sparekasser, eller mere præcist livrenteordninger.

Men økonomisk tryghed er jo meget mere end passiv tryghed gennem offentlig understøttelse i de nævnte tilfælde. Økonomisk tryghed skal også anskues som aktiv tryghed for hele befolkningen, altså tryghed – så vidt det er muligt – i ansættelsen eller i sin virksomhed. Og den tryghed opnås bedst ved et godt uddannelsessystem. Derfor er det katastrofalt, at niveauet i de boglige uddannelser er dalet jævnt siden 1968, helt op til universitetsniveau. Det er katastrofalt, at mesterlæren er erstattet af et dårligt fungerende institutionsbaseret system, og katastrofalt, at så mange mellemuddannelser er gjort pseudo-akademiske og samtidig har sænket det håndværksmæssige niveau. Alt det bør regeringen rette op på.

Endelig er tryghed naturligvis den helt håndgribelige fysiske tryghed. Her er det statens opgave ikke blot at bekæmpe egentlig kriminalitet, det er også statens opgave at bekæmpe lavkriminaliteten, der oftest holder sig under politiets radar. Helt aktuelt utrygheden i de sociale boligområder, hvor danske beboere i årevis er blevet chikaneret eller overfaldet af bander af bøller, oftest af mellemøstlig oprindelse. Her skal tages andre metoder i anvendelse end de hidtidige: Slut med klubhuse og udlandsrejser til bøllerne, den skal stå på nul tolerance, udvisning fra kommunen, senere landet, omfattende zoneforbud o.s.v.

I det hele taget skal samfundet styres gennem retfærdighed: Alle skal have, hvad de har gjort sig fortjent til. Det skal være slut med holdningsløs godhed – den fører til samfundets deroute.

Vor tryghed udadtil baserer vi fortsat på vort medlemskab af NATO og dermed alliancen med USA. Vi støtter gerne fælleseuropæiske forsvarsbestræbelser, men de må ikke svække båndene til USA – for de kan ikke erstatte dem.

Og vi skal være opmærksomme på, at vi skal værne om vor frihed og selvbestemmelse. Den er i de senere år blevet kraftigt beskåret af vor tilslutning til EU, den europæiske union, som vi blev lovet var stendød, og som vi aldrig har givet folkets tilslutning til. Regeringen vil arbejde for en ordning, så vort medlemskab af EU ændres til et B-medlemskab, hvor vi er med i toldunionen og de dermed sammenhængende ordninger. Men vi skal ud af Schengen-ordningen, og vi skal tage forbehold overfor alle EU's andre påfund, der kun har til formål at skabe en union kunstigt fra oven.

Vi skal også tage forbehold overfor alle de konventioner i Europaråds- og FN-regi, som i de seneste årtier har begrænset vores selvbestemmelse. Vi kan sagtens finde ud af at styre en anstændig kurs uden diktat udefra. Inspiration vil vi altid søge, hvor den måtte findes.

Godt Nytår 2014!

Øslem Cekic, kulturkanon og indvandringspropaganda

SF-MFeren Øslem Cekic gjorde sig for godt et års tid siden bemærket, da hun som eksempel på fattigdommen i velfærdsstaten Danmark valgte ”Fattig-Karina”, en dame i slut-30erne, der havde været på kontanthjælp i 20 år og nu oppebar et månedligt rådighedsbeløb – altså efter skat – på en 15.000 kr. Det blev i stedet ufrivilligt en øjenåbner for mange, der ikke havde troet det muligt, at det kunne være så behageligt at være permanent forsørget af de arbejdende skatteydere.

Siden blev Øslem kørt ud på et sidespor, fordi hun kritiserede partiledelsens mange løftebrud, men for en uges tid siden blev hun ført frem igen som SFs kulturordfører. Hendes første udspil var at kræve, at der i stedet for den tidligere borgerlige regerings kulturkanon skulle laves en kanon over, hvad der er hentet i udlandet til den danske kultur.

Hermed demonstrerer hun ufrivilligt sin manglende forståelse for det danske samfund. Sagen er jo, at Danmark altid har været åbent for kulturpåvirkning over landegrænserne, og det er noget, som alle ved. Kulturkanon’en skal prøve at give et billede af det væsentligste ved den danske kulturskat, uanset om den oprindeligt er skabt af danskere eller udlændinge – det afgørende er, at vi har taget det pågældende til os som vort eget.

Øslems forslag om at opliste, hvad i den danske kulturarv, der er kommet til os udefra, er et nytteløst udslag af den dem-os tænkning, som ellers påstås at herske hos nationalt sindede, men som i virkeligheden findes hos visse indvandrergrupper – vistnok især eller kun hos muslimer. Den skal formentlig ses som propaganda for mere indvandring uden adgangskrav.

Men det typiske ved tidligere tiders udveksling over landegrænserne, både af ideer og personer, var netop, at det modtagende land stillede krav til det udefrakommende  – helt modsat den nuværende SSFR-regerings  politik.