OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 22. juli 2013

Zenia Stampe om Afghanistan-krigen: Bagklogskab og illoyalitet

Sidste uges mediestorm drejede sig om den radikale forsvarsordfører Zenia Stampe, der til Berlingske udtalte, at indsættelsen af danske kampstyrker i Afghanistan i 2002 var en fejl. Hun mener, at det var en illusion at tro, at Vesten kunne nedkæmpe Taleban og forvandle landet til et demokratisk og moderne samfund.

Hertil er at sige, at ZSs bagklogskab er helt værdiløs. De radikale stemte i øvrigt også for indsættelsen i 2002, så hendes eget parti bliver ramt af hendes illoyalitet. Det skal nok blive muntert, når de samles efter sommerferien.

Sagen er, at Vesten gjorde et hæderligt forsøg, og efter at Taleban i det mindste er trængt noget tilbage, har vi fået mulighed for at gå i gang med at hjælpe Afghanistans regering med at opstille egne militær- og politistyrker. Alle mål er ikke nået, men det ser man jo ofte. Det gør ikke indsatsen værdiløs.


Et sted, hvor ZS sætter fingeren på et ømt punkt, at Vestens tanke om at indføre vestligt demokrati ved indsats af vores militær og eksperter. Jeg har selv for flere år siden, vedrørende de arabiske lande, talt om Anker Jørgensen-George Bush-doktrinen, efter hvilken en sådan straks-demokratisering skulle være mulig. Det er den bare ikke – demokrati kommer først med udvikling i bred forstand, uddannelsesmæssigt, økonomisk, socialt.   

fredag den 12. juli 2013

Kulturrelativisme, radikal islam og Støjbergs kronik

I den forløbne uge vakte en kronik i Politiken af Venstres MF Inger Støjberg en del opsigt. IS havde for længe siden besøgt Islamisk Trossamfund og der erfaret, at dets ledere bl.a. ikke ville tage entydig afstand fra stening, og at de ikke mente, at bøsser skulle have lov til at løbe frit omkring. Det fik IS til nu at konkludere, at der var en del indvandrere, der ikke ønskede at leve efter danske normer, og at de skulle finde et andet land at bo i.

Umiddelbart er IS’s synspunkt kun varm luft, i stil med Villy Søvndals opfordring til islamister om at gå ad helvede til. Hun lægger ikke op til nogen form for handling. Desuden har hun for nogle uger siden stemt for at give dansk statsborgerskab til 685 personer, hvoraf mindst en var en kendt fanatisk islamist. Dansk Folkeparti ønskede som bekendt loven delt i to dele, så Folketinget kunne stemme separat om henholdsvis de uproblematiske ansøgere og de øvrige.

Men alligevel kan IS’s kronik være væsentlig. Det er meget almindeligt, at en politisk kursændring kommer trinvis, at jorden først skal gødes. Der blev f.eks. snakket meget om begrænsning af efterlønnen, før der virkelig blev fremsat lovforslag.

Så måske kan man håbe, at Venstre varmer op til handling overfor de indvandrere, der vitterligt er fjendtligt indstillet overfor Danmark og alt dansk. At der om ikke alt for mange år kommer forslag om at inddrage opholdstilladelsen for udlændinge, der agiterer mod den danske grundlov og det vestlige demokrati, og at det bliver helt selvfølgeligt, at kriminelle skal hjemsendes, uanset konventioner, o.s.v.

Der har i årtierne efter 1968 været en tendens til kulturrelativisme i Vesten, til at hævde, at alle kulturer var lige gode, og at vores egen vestlige i hvert fald ikke var noget særligt at opretholde. Blandt ”eliten” er denne udvikling først nu ved at kamme over, f.eks. med et forslag i EU-parlamentet om at indføre en ”skammens dag”, hvor Europa skulle skamme sig over sin fortid! Det er sikkert et tegn på, at pendulet nu har nået et yderpunkt og skal til at svinge tilbage, så vi igen, også fra officielt hold, vil respektere vores eget system og vore præstationer.


Man kan sagtens argumentere for, at vores vestlige samfund er verdens til dato bedste ud fra objektive kriterier. Men selv om man bestrider det, bør det være naturligt at respektere sit eget arvegods og sætte højest pris på det.

søndag den 7. juli 2013

Mere gang i økonomien: Hvordan?

Finanskrisen synes for Danmarks vedkommende nu at være ved at være ovre, og nu drejer det sig dels om at forstå krisens årsager, så vi kan mindske risikoen for gentagelser, dels om at få økonomien op i højere omdrejninger.

Under normale forhold er samfundsøkonomien som en organisme, der ikke bevæger sig efter en snor, men som har høj- og lavkonjunktur, der bestemmes af udsving i investeringer og i forbrugstilbøjeligheden. Krisen, der startede i efteråret 2008, var imidlertid af en anden, langt alvorligere karakter. Forspillet til den var en lang opgangsperiode i 00’erne, hvor især ejendomspriserne blev spekuleret op i urealistiske højder i hele den vestlige verden. Dette blev finansieret af banker og andre kreditgivere, der i grådighed kastede alt professionelt kredithåndværk overbord.

Da ejendomsboblen omsider bristede i USA, gik det derfor hårdt ud over finanssektoren, der truedes af reelle sammenbrud, og kreditgivningen mellem bankerne gik i stå. Derved bredte krisen sig til hele verden, og den lettede kun, fordi regeringerne gik ind og støttede bankerne med forskellige ordninger. I Danmark dog med ordninger, der ikke kostede skatteyderne en krone, tværtimod.

Men krisen havde flere dimensioner. I 00’erne havde flere lande i Sydeuropa ført en uansvarlig finanspolitik i ly af deres Euro-medlemskab, og disse lande stod nu overfor en statsgældskrise, der over de følgende år krævede særlige støttetiltag fra de øvrige Eurolande, læs Tyskland. Samtidig er de sydeuropæiske lande nu blevet nødt til at nedbringe deres offentlige underskud på kort tid, og dette har skabt deres nuværende høje arbejdsløshed og depression.

Oven i dette kommer deres ulyksalige holden fast ved Euro-medlemskabet, hvorved de fortsætter med en nu stærkt overvurderet valuta, der øger deres erhvervslivs vanskeligheder og yderligere forværrer deres beskæftigelse.

Læren af dette er simpel: Banker skal ikke finansiere ejendomsspekulation, men kun erhvervsmæssigt velbegrundede ejendomskøb og byggerier. Staterne skal føre en forsigtig finanspolitik. Og man skal ikke lave valutaunioner mellem lande med forskellig økonomisk udvikling.

Alt dette er gammel viden, men det trænger med mellemrum til at blive genopfrisket!

Men hvordan kommer Danmark nu videre og får mere gang i økonomien?

Den væsentligste økonomiske aktivitet og beskæftigelse foregår hos hovedaktørerne, virksomhederne og borgerne. Uden om dem er der en række bi-aktører: Udlandet, staten, kommunerne, bankerne, kreditforeningerne, livs- og pensionskasserne. De påvirker den økonomiske aktivitet, både direkte ved at skabe indkomststrømme ud eller ind fra hovedaktørerne, eller indirekte ved at bestemme de juridiske og finansielle forhold, der også påvirker hovedaktørerne – f.eks. kreditgivning eller skatteregler.

I dagens Danmark er der løbende en nettostrøm af indkomster fra udlandet i kraft af vores store overskud på betalingsbalancen, og i disse år er der også en nettostrøm af indkomster fra staten. Dette burde skabe økonomisk vækst hos hovedaktørerne, men i nedadgående retning trækker forbrugernes store tilbageholdenhed med at bruge penge og virksomhedernes vanskeligheder med at få finansieret deres ønskede investeringer, fordi bankernes kreditgivning er i klemme.

Andre faktorer hos bi-aktørerne suger direkte købekraft ud af hovedaktørerne: Kommunerne sparer faktisk op, banker og kreditforeninger skal opbygge deres egenkapital og sparer derfor også mere op end normalt, livs- og pensionskasserne er ved at opbygge nye pensionsordninger for bredere kredse end tidligere og opsamler derfor også købekraft.

Der er altså mange forhold, der holder den økonomiske aktivitet nede. Nogle af dem kunne man direkte afhjælpe: Bankerne kunne få lempet kravene fra Finanstilsynet en smule, kommunerne kunne blive bedre til at udnytte deres muligheder.

Af nye tiltag kunne man indføre straksafskrivning for virksomhederne. Det ville kun være et likviditetstab for staten, men ikke reelt koste den noget. Og man kunne lade livs- og pensionssektoren finansiere, og også direkte stå for, offentlige investeringer, der ellers alligevel skulle afholdes i fremtiden, og så lease det investerede ud til stat og kommuner over f.eks. 10 år.

Alt dette for at øge udnyttelsen af den bestående kapacitet hos hovedaktørerne. Egentlig økonomisk vækst vil jeg behandle i en senere post.