Finanskrisen synes for Danmarks vedkommende nu at være ved
at være ovre, og nu drejer det sig dels om at forstå krisens årsager, så vi kan
mindske risikoen for gentagelser, dels om at få økonomien op i højere
omdrejninger.
Under normale forhold er samfundsøkonomien som en organisme,
der ikke bevæger sig efter en snor, men som har høj- og lavkonjunktur, der
bestemmes af udsving i investeringer og i forbrugstilbøjeligheden. Krisen, der
startede i efteråret 2008, var imidlertid af en anden, langt alvorligere
karakter. Forspillet til den var en lang opgangsperiode i 00’erne, hvor især
ejendomspriserne blev spekuleret op i urealistiske højder i hele den vestlige
verden. Dette blev finansieret af banker og andre kreditgivere, der i grådighed
kastede alt professionelt kredithåndværk overbord.
Da ejendomsboblen omsider bristede i USA, gik det derfor hårdt
ud over finanssektoren, der truedes af reelle sammenbrud, og kreditgivningen
mellem bankerne gik i stå. Derved bredte krisen sig til hele verden, og den
lettede kun, fordi regeringerne gik ind og støttede bankerne med forskellige
ordninger. I Danmark dog med ordninger, der ikke kostede skatteyderne en krone,
tværtimod.
Men krisen havde flere dimensioner. I 00’erne havde flere
lande i Sydeuropa ført en uansvarlig finanspolitik i ly af deres
Euro-medlemskab, og disse lande stod nu overfor en statsgældskrise, der over de
følgende år krævede særlige støttetiltag fra de øvrige Eurolande, læs Tyskland.
Samtidig er de sydeuropæiske lande nu blevet nødt til at nedbringe deres
offentlige underskud på kort tid, og dette har skabt deres nuværende høje
arbejdsløshed og depression.
Oven i dette kommer deres ulyksalige holden fast ved
Euro-medlemskabet, hvorved de fortsætter med en nu stærkt overvurderet valuta,
der øger deres erhvervslivs vanskeligheder og yderligere forværrer deres
beskæftigelse.
Læren af dette er simpel: Banker skal ikke finansiere
ejendomsspekulation, men kun erhvervsmæssigt velbegrundede ejendomskøb og
byggerier. Staterne skal føre en forsigtig finanspolitik. Og man skal ikke lave
valutaunioner mellem lande med forskellig økonomisk udvikling.
Alt dette er gammel viden, men det trænger med mellemrum til
at blive genopfrisket!
Men hvordan kommer Danmark nu videre og får mere gang i
økonomien?
Den væsentligste økonomiske aktivitet og beskæftigelse
foregår hos hovedaktørerne, virksomhederne og borgerne. Uden om dem er der en
række bi-aktører: Udlandet, staten, kommunerne, bankerne, kreditforeningerne, livs-
og pensionskasserne. De påvirker den økonomiske aktivitet, både direkte ved at
skabe indkomststrømme ud eller ind fra hovedaktørerne, eller indirekte ved at
bestemme de juridiske og finansielle forhold, der også påvirker hovedaktørerne –
f.eks. kreditgivning eller skatteregler.
I dagens Danmark er der løbende en nettostrøm af indkomster
fra udlandet i kraft af vores store overskud på betalingsbalancen, og i disse
år er der også en nettostrøm af indkomster fra staten. Dette burde skabe
økonomisk vækst hos hovedaktørerne, men i nedadgående retning trækker
forbrugernes store tilbageholdenhed med at bruge penge og virksomhedernes
vanskeligheder med at få finansieret deres ønskede investeringer, fordi
bankernes kreditgivning er i klemme.
Andre faktorer hos bi-aktørerne suger direkte købekraft ud
af hovedaktørerne: Kommunerne sparer faktisk op, banker og kreditforeninger
skal opbygge deres egenkapital og sparer derfor også mere op end normalt, livs-
og pensionskasserne er ved at opbygge nye pensionsordninger for bredere kredse
end tidligere og opsamler derfor også købekraft.
Der er altså mange forhold, der holder den økonomiske
aktivitet nede. Nogle af dem kunne man direkte afhjælpe: Bankerne kunne få
lempet kravene fra Finanstilsynet en smule, kommunerne kunne blive bedre til at
udnytte deres muligheder.
Af nye tiltag kunne man indføre straksafskrivning for
virksomhederne. Det ville kun være et likviditetstab for staten, men ikke reelt
koste den noget. Og man kunne lade livs- og pensionssektoren finansiere, og
også direkte stå for, offentlige investeringer, der ellers alligevel skulle
afholdes i fremtiden, og så lease det investerede ud til stat og kommuner over
f.eks. 10 år.
Alt dette for at øge udnyttelsen af den bestående kapacitet
hos hovedaktørerne. Egentlig økonomisk vækst vil jeg behandle i en senere post.