OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 29. december 2011

Forsvarets umulige opgave i Den tredje verden

Så er der igen dukket en sag op om danske udsendte soldaters påståede overtrædelse af reglerne om behandling af fanger. Den danske bataljon i Irak har i 2004 tilsyneladende taget nogle irakere til fange og efterfølgende udleveret dem til de irakiske myndigheder. Det har udsat fangerne for risiko for tortur, og derfor måtte de ikke udleveres.
Denne historie, og mange tilsvarende, viser i en nøddeskal, hvor umulig en opgave det er at bede vores forsvar om at udføre disse demokratiskabende operationer i fjerne lande. Forsvarets primære ydelse er at kunne bekæmpe fjendens styrker, ikke at udføre politimæssige opgaver blandt en civilbefolkning, og da slet ikke i fremmede lande. Når vore udsendte styrker tager civile til fange, fordi de mistænker dem for at være kriminelle eller indblandet i terroraktiviteter, skal sagerne behandles af politi, det vil nødvendigvis sige det lokale politi. Hvis vi ikke kan udlevere fanger til det lokale politi, fordi vi mener, at det udøver tortur, går alt jo i stå. Vi kan ikke føre fangerne til Danmark, selv om indvandringslobbyen måske gerne ville, da det danske politi selvsagt ikke kan efterforske, hvad der er sket i Irak. Vi kan heller ikke sende danske politifolk til disse lande for at udøve politimyndighed. Vi kan åbenbart ikke en gang overdrage dem til udstationerede britiske styrker uden at få problemer med menneskeretsorganisationerne.
Konklusionen er, at vi må afholde os fra disse langvarige tilstedeværelser i fjerne lande.  Hele konceptet med at lyn-opdrage dem til vores form for demokrati er også tvivlsomt. Det hviler på, hvad jeg før har kaldt Anker Jørgensen-George Bush-syndromet: At man tror, at det nuværende vestlige demokratiske samfundssystem er det eneste rigtige og naturlige, som alle folkeslag i hele verden til alle tider har ønsket og ønsker sig, og at det kun er onde mennesker, der har forhindret det i at ske.
Jeg mener, at vores samfundssystem er resultatet af vor egen uddannelsesmæssige, tekniske, organisatoriske og kulturelle udvikling, som har skabt vort nuværende økonomiske og politiske system. Det er faktisk kun ca. 100 år gammelt. Det er meningsløst at tro, at vi kan overføre det til andre lande med en helt anden udviklingshistorie og på helt andre udviklingstrin. Derfor er jeg også bekymret over det ”arabiske forår”, over situationen i Irak og Afghanistan. Alle disse lande kan kun udvikle sig til demokratier – og afskaffe tortur! -, når de engang har fået en stor, veluddannet middelklasse, indbefattet veluddannede bønder og arbejdere. Det kan ikke ske i løbet af nogle få år pr. dekret fra oven – eller fra Vesten.
Dette sætter så Forsvaret i en klemme. Siden midten af 1990’erne har både politikerne og Forsvarets egne personelorganisationer været enige om at ændre det radikalt fra at være et dansk territorie-forsvar til at være et instrument til intervention i fjerne U-lande. Hæren er blevet ændret fra at kunne bekæmpe en invaderende styrke til at være en gendarm-organisation, med kun få kampvogne i behold. Flåden har afskaffet alle de skibe, der kunne hævde vor suverænitet i vore egne farvande, og har i stedet fået fem kæmpeskibe til operationer på verdenshavene. Kun Flyvevåbnet har pr. sin natur bevaret sin evne til indsats både hjemme og ude. Hvis nu Forsvaret ikke kan deltage i længerevarende internationale operationer, fordi det uundgåeligt vil give problemer med juraen, står det i et betydeligt dilemma.
Og Forsvaret vil få problemer med juraen, det vil en aggressiv venstrefløj/radikale sørge for, hjulpet af en presse, der vil blæse den mindste bagatel op for at få dagens overskrift. Interessant i øvrigt med de venstreorienterede og de radikale. Under Den kolde Krig var de utrættelige i deres bekæmpelse af Forsvaret, der dengang skulle sættes ind mod en mulig sovjetisk aggression. I dag er de lige så utrættelige i deres kritik, selvom Forsvaret i dag arbejder for at redde Verden, eller noget lignende. Hvad er fællesnævneren for deres modvilje? Kan det være nationalt selvhad? Eller er de bare kompromisløse idealister, ligesom den velmenende hovedperson i Ibsens ”Vildanden”? Han fik som bekendt også udvirket noget med sin ”ideale fordring”.

fredag den 23. december 2011

De EU-begejstrede og deres endemål

Med jævne mellemrum modtager offentligheden henvendelser fra vore folkevalgte i Europa-parlamentet. Fra de EU-begejstrede partiers folk er det som regel opfordringer til at gå ind for mere union. Senest har Morten Løkkegaard haft en kronik i Berlingske, hvor han i svulmende vendinger opfordrer til, at Danmark dropper alle EU-forbehold og går ind i Unionen og Euroen med fuld musik.
Kronikken indeholder ingen egentlige argumenter for mere union – det antages åbenbart som en selvfølge, at mere union er godt for alle. I stedet indeholder kronikken masser af moralske opråb: Dens overskrift, ”Drop tagselvbordet”, anslår tonen. Vores hidtidige EU-politik har været et tag-selv-bord med luksustilværelse, vore forbehold har været til stor skade for Danmark (hvordan?), vi er hægtet af det militære hjælpearbejde (og hvad så? Hvad med Libyen, hvor vi deltog mere aktivt end de fleste ikke-forbeholds-EU-lande), vi deltager ikke i politisamarbejde om bekæmpelse af børneporno (direkte forkert påstand), og vi skal binde os til Europagten, for den er ”udkastet til noget stort. Den fælles vej ud af moradset.” Ingen diskussion af fordele og ulemper, ingen afvejning – kun ukritisk anprisning.
Man får indtryk af, at når nogle af vore EU-parlamentarikere bare har været en kort tid i systemet, bliver de totalt ukritiske unionstilhængere. De mister blikket for, at der er andre veje at gå. EU bliver en religion for dem, og Euroen er det helligste sakramente.
Hvis nogen tror, at jeg overdriver, kan man læse Berlingskes tillæg ”Politiko” fra 19. december 2011. Her interviewes en oprindelig fransk akademiker, Simon Serfary. Han mener, at det ”næste nødvendige skridt selvfølgelig (!) er at fuldende Unionen. Det ville være en naturlig fortsættelse af Europas historie. Fra by-stat til national-stat til medlems-stat.” ”Hvordan forestiller de enkelte lande sig at leve videre? Selv Tyskland er for lille til verden i det 21. århundrede.”
Værs’go og spis! Sådan ser Europas politiske og akademiske elite på udviklingen. At hr. Serfary overser, at Europa faktisk har været samlet flere gange – Romerriget, det Tysk-romerske Rige – jeg vil ikke inkludere Napoleon og Hitler – er en ting. Men hans forudsætning om, at de nuværende nationalstater må forsvinde, er lige så uargumenteret som Løkkegaards kronik. Og alligevel er det disse mennesker, der sætter kursen i EU!
Jeg var med til at stemme os ind i 1972. Jeg havde aldrig drømt om, at det skulle komme så vidt så hurtigt. Og vi blev også forsikret om det modsatte. (”Unionen er stendød”, citat: Statsminister Poul Schlüter.) Nu er jeg virkelig bekymret.

søndag den 18. december 2011

Euro-området er ikke som USA , deraf kommer problemerne

Inspirationen til Euro-dannelsen – og til hele ideen om EU’s Indre marked – har formentlig været USA’s succes. Man har ment, at når USA havde opnået succes og økonomisk styrke og effektivitet med sit store hjemmemarked, måtte EU kunne gøre det samme. Når USA med succes har samme valuta for alle 300 millioner indbyggere, måtte EU’s 400-500 mio. også kunne have samme møntfod med samme succes.
Hvad karakteriserer så USA's økonomi? Landet er delt op i 50 delstater, men de har kun een central nationalbank, der kan udstede penge. Hver stat kan dog udstede obligationer til at finansiere et eventuelt underskud, men det kan private foretagender også. Og delstater kan komme i gældskrise, som f.eks. Californien. Så langt ligner forholdene i USA dem i Euro-området.
Problemerne opstår, når den realøkonomiske udvikling i forskellige dele af valutaområdet er forskellig. Det kan være pris- og lønstigningerne, der er forskellige, og/eller det kan være produktivitetsudviklingen. Når det sker mellem lande med forskellig valuta, kan forskellene udlignes gennem ændringer i valutakursen. Men når det sker indenfor samme valutaområde, må udligningen ske gennem flytning af ressourcer – d.v.s. kapital og/eller arbejdskraft. Præcis dette er altid sket i USA: Der har været vandring fra land til by under industrialiseringen, vandring fra Midtvesten til Californien under tørken i 1930’erne, og vandring i vore dage til ”Solbæltet”.
Pointen er, at sådanne vandringer indenfor Euroområdet er urealistiske. Godt nok var der i de hektiske 1960’ere millioner af fremmedarbejdere fra Sydeuropa, der drog til især Tyskland og Frankrig. Men i vore dage er det ikke realistisk at forvente, at de arbejdsløse i Grækenland eller Spanien flytter til Tyskland. Der er heller ikke jobs til dem.
Det er det, der er kernen i Euroens indbyggede umulighed. Den forudsætter, at Europa er et land, som USA. Alt dette er blevet påpeget længe før Euroens indførelse. Man kan få den opfattelse, at Euro-fortalerne godt ved dette, og at de ser Euroen som et redskab for at omdanne det mangfoldige nuværende Fædrelandenes Europa til deres eget ideal af en monolitisk ensartet fællesstat.
Ved tilfældighedernes spil er Danmark holdt udenfor dette gigantiske sociale eksperiment. Godt det samme, for eksperimentet er dømt til at mislykkes, efter min opfattelse.
Det, der sker nu, er, at EU-lederne prøver at behandle gældskriserne i forskellige Eurolande. Men de har ingen mulighed for at behandle de egentlige økonomiske problemer i de Sydeuropæiske lande, der slås med en overvurderet møntfod og deraf følgende stadig stigende arbejdsløshed. Situationen er allerede desperat i Grækenland, og man kan kun frygte for udviklingen i de øvrige lande i de kommende år, hvis kursen ikke ændres.

onsdag den 14. december 2011

Spin og kontra-spin

Et nyt eksempel på mediernes lemmingeadfærd, men måske også på spin eller kontra-spin, er de sidste dages genopblussen af lækage-sagen om danske jægersoldaters udsendelse til Irak i 2007.
Selve dagens substans er papirtynd: Nogen i Forsvarsministeriet kommer til at røbe overfor nogle journalister, at en enhed fra Jægerkorpset skal sendes til Irak til forstærkning af den dengang udstationerede danske bataljon. Jyllandsposten og TV2 beslutter at bringe nyheden. Forsvarschefen beder Jyllandsposten om at vente med at bringe historien, til jægerne er kommet på plads, men det nægter bladet. Derefter beslutter TV2 også at bringe nyheden. Efterfølgende udtalte Jægerkorpsets chef, at lækagen kunne have øget risikoen for soldaterne. Jægerkorpset led dog ingen tab under sin udstationering.
Mere er der ikke i selve sagen. Nogen i Forsvarsministeriets ledelse har dummet sig, måske er en spindoktor gået for langt for at prøve at få sin minister til at tage sig godt ud, hvilket er hans job. Men det er umuligt at se de samme demokratiske problemer i denne sag, som man kan se i den nyeste spindoktor-sag fra den tidligere skatteministers periode.
Men det rejser nogle spørgsmål:
Skal Jyllandsposten og TV2 ikke retsforfølges for at have offentliggjort militære hemmeligheder i krigstid?
Hvordan og hvorfor dukker lydfilen, hvor den tidligere forsvarsministers spindoktor udpeges, op nu? Dens indhold var jo kendt i forvejen.
Højesteret har tidligere afgjort, at lydfilen ikke skal offentliggøres af hensyn til pressens kildebeskyttelse. Skulle Ekstrabladet så ikke blot have sendt filen tilbage til Danmarks Radio? Har Ekstrabladet ikke begået hæleri ved at offentliggøre den?
Først kommer der gamle oplysninger i skatte-spindoktorsagen fra en skattedirektør, der er organiseret socialdemokrat. Så kommer der en gammel DR-lydfil i den anden spindoktor-sag. Sagerne kædes med begejstring sammen af socialdemokratiets politiske ordfører – det er ham, der ville give den afgåede regering skylden for IC4-skandalen, selvom togene blev bestilt allerede under Nyrup i slut-1990’erne - , og hele pressen følger trop. Alle fortrænger, at statsministeren faktisk har en uafsluttet skattesag om mange års uberettiget benyttelse af ægtefælles personfradrag, en sag, der er blevet forældet i Skat Københavns hænder.
Enhver kan efter behag forbinde punkterne med streger, som amerikanerne siger.




mandag den 12. december 2011

Euro-topmødet ignorerer de grundlæggende problemer

Så har endnu et EU-topmøde ”reddet Euroen” – igen-igen.
Men som jeg før har anført, har Euroen som valuta ingen større problemer – den er i realiteten lig med 2 stk. D-Mark og er baseret på den stærke tyske økonomi. Euroen kan kun komme i problemer eller bryde sammen – i realitets-betydningen af ordene – hvis verdensmarkedet mister tilliden til den, d.v.s. til Tyskland, og det vil vise sig ved, at den falder stærkt i værdi overfor US $, UK £ og alle de øvrige valutaer. Dette er som bekendt ikke sket og synes ikke at ville ske i nogen overskuelig fremtid.
Det, vi har set i de sidste par år, har ikke været en Euro-valuta-krise, men en statsgældskrise i de Eurolande, der har haft den svageste økonomi: Irland, Portugal, Grækenland. Årsagen har primært været svage statsfinanser, som dog hænger nøje sammen med landenes medlemskab af Euroen. Dette medlemskab har i en årrække sløret markedets opfattelse af disse staters egentlige økonomiske situation: Markedet har fokuseret på fraværet af valutakursrisiko på deres statsgældspapirer, og glemt selve kreditrisikoen, altså staternes betalingsevne.
Men Euromedlemskabet har også medført en anden årsag til disse landes svage økonomi: I de sidste 10 år har disse lande haft en dårligere inflations- og produktivitetsudvikling end Tyskland. Dette ville før Euroen have medført et pres nedad på deres valutaer, men dette er ikke muligt nu med Euromedlemskabet. Derfor er Eurokursen for høj i forhold til de sydeuropæiske landes økonomiske formåen, og tilpasningen sker nu i form af lavkonjunktur og høj arbejdsløshed i disse lande. De har ikke betalingsbalanceproblemer, der ellers i tide ville have fremtvunget en tilpasning. De har i stedet fået finansieringsproblemer.
Samtidig har disse landes problemer presset Euroen lidt ned i kurs i forhold til, hvor den ville ligge, hvis Tyskland var alene i Euroområdet. Dette medfører for den tyske økonomi reelt en lille devaluering, der hjælper de tyske eksporterhverv og generer de tyske importerhverv. Det vil sige, at Tyskland i realiteten lukrerer på den kedelige situation, mens de sydeuropæiske lande lider. Tyskerne har næppe spekuleret i dette ved Euroens indførelse – det var ikke dem, der ønskede den indført – men det betyder dog, at de nu har endnu bedre råd til at betale for Euro-områdets opretholdelse!
Det nys afsluttede topmøde har slet ikke beskæftiget sig med disse grundlæggende problemer. Man har kun truffet aftaler om begrænsning af staternes underskud, hvilket i sig selv er nødvendiggjort af Euro-medlemskabet, men som ikke just vil hjælpe de arbejdsløse i Sydeuropa.
Konklusionen er, som anført utallige gange, at valutaunioner mellem uafhængige stater ikke kan fungere. Det har været prøvet mange gange, altid med fiasko. Ideen er i familie med den ufleksible fastkurspolitik, som også har medført så mange problemer, og f.eks. gjorde George Soros rig på de britiske skatteyderes bekostning.
Løsningen er at føre en fornuftig økonomisk politik hjemme og lade markedet bestemme valutakurserne med modererende og stabiliserende, ikke politiserende, indblanding fra Centralbankerne og regeringerne. Men dette stemmer ikke med Europa-drømmernes ønsker. For dem er Euroen et politisk symbol-projekt, der retfærdiggør enhver omkostning, også lavkonjunktur i Sydeuropa. Så vi vil også på det valutapolitiske område komme til at leve i ”interessante tider” i de kommende år.
 

torsdag den 8. december 2011

Helle Thornings skattesag og pressens lemmingeadfærd

Den samlede danske presse synes at mene, at den havde en stor dag i mandags, d.5. december, hvor den fik trængt tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen op ad væggen med en byge af enslydende spørgsmål til behandlingen af nuværende statsminister Helle Thorning Schmidts skattesag.
Spørgsmålet lød, om Venstre har holdt møder om HTS’s skattesag, ja eller nej. Og dette tilsyneladende uskyldige spørgsmål lader sig jo ikke besvare så kort. Løkke prøvede at forklare, at Venstre selvsagt har drøftet sagen og dens politiske implikationer løbende på mange møder, men at man ikke har holdt møder, hvor dagsordenen var at påvirke skattesagen eller lække oplysninger. Denne forklaring på ganske få sætninger fik Løkke imidlertid ikke lov at afgive til pressen. Han blev især afbrudt af den tidligere Se og Hør-redaktør, Qvortrup.
Retfærdigvis fik Løkke få timer efter lejlighed til at forklare sig i de første TV-aviser, men den forklaring blev kun flygtigt omtalt i de senere TV-nyhedsudsendelser. I stedet er den samlede presse blevet rørende enige om, at Løkke ikke kunne svare på et simpelt spørgsmål.
Men mange spørgsmål kan ikke besvares ved et simpelt ja eller nej. Igen må jeg mindes salig Aksel Larsen, der om disse spørgsmål sagde, at man lige så godt kunne spørge en mand, om han var holdt op med at slå sin kone. Hvis Anders Samuelsen havde været pressens offer, ville han måske have sagt, at man lige så godt kunne spørge Qvortrup, om han var holdt op med at tage kokain. Spørgsmålet er urimeligt og uforskammet – man må give svareren lov til at forklare sin sag.
Pressen opfører sig i denne sag som lemminger, eller som meteorologerne siger, som vandet i et badekar: Først løber de alle sammen i den ene retning, og om nogen tid løber de i den anden. Denne opførsel er nok typisk for pressen i underholdningssamfundet. Jeg observerede den første gang, da Kissinger var blevet udenrigsminister i USA under præsident Nixon: I hans første år i embedet blev han forgudet og kunne ikke gøre noget forkert, siden vendte stemningen, og så var alt, hvad han havde gjort, kritisabelt. Pressens formål med dette kan kun være et: At levere underholdning.
I øvrigt er der mange andre spørgsmål i sagen om behandlingen af HTS’s skattesag. Hvis SKAT København ikke må lade sig påvirke af Skatteministeriet i behandlingen af sagen, hvordan kunne direktøren, Erling Andersen, så holde fem møder, hvor, efter hans opfattelse, sådanne påvirkningsforsøg fandt sted? Allerede lidt inde i det første møde skulle han jo have afbrudt det og nægtet at deltage i flere med den dagsorden? Og hvorfor oplyser han det først nu, mere end et år efter, ligesom Ekstra Bladet, og ikke med det samme, da det skete?

fredag den 25. november 2011

Euro-dramaet ruller videre

Euro-dramaet ruller videre, forudsigeligt og uafvendeligt som – meget apropos – en klassisk græsk tragedie. Allerede da tanken om Euro-valutaen blev undfanget, måske så tidligt som i 1950’erne, af naive og velmenende Europa-drømmere, var alle besindige mennesker klar over – og sagde – at man ikke kan have fælles valuta mellem forskellige, uafhængige stater uden også at ensrette deres økonomiske politik og forhold iøvrigt. Det generede ikke Euro-tilhængerne. Enten forstod de ikke indvendingerne, eller også tænkte de: ”Fint, for hvad skal vi også med uafhængige nationalstater i et forenet Europa? Euroen kan måske være et brækjern for at nedbryde nationalstaterne og opbygge en forenet Europæisk stat.”
I de første årtier af det europæiske samarbejde levede Euroen kun i drømmene hos Europa-unionisterne og blev mest luftet i skåltaler. De ansvarlige politikere, især i Tyskland, sørgede for, at det blev ved snakken. Men ved Murens fald og muligheden for Tysklands genforening så den franske ledelse sin chance. De franske ledere havde i årtier været jaloux på USA og den amerikanske dollars position, og lige så jaloux på det tyske Wirtschaftswunder og D-markens stærke position. Nu så de muligheden for at komme med på den store internationale økonomiske vogn. De krævede, at Tyskland gik med til Euroens indførelse som betingelse for at gå med til tysklands genforening. De troede måske, at den tyske økonomi var stærk på grund af den stærke D-mark. Det forholdt sig naturligvis modsat: D-marken var stærk, fordi den tyske økonomi fundamentalt var sund, både det tyske erhvervslivs konkurrenceevne og de offentlige finanser.
Her er ved vi roden til Euro-landenes problemer: Frankrig og de sydeuropæiske lande troede – og tror stadig – at de kan få del i den tyske økonomiske succes blot ved at indføre den tyske valuta – Euroen er jo egentlig simpelthen to D-mark. Og med denne tro som sovepude har de efter indførelsen af Euroen i 2001 undladt at føre den nødvendige ansvarlige økonomiske politik: At balancere statsbudgettet og begrænse inflationen og effektivisere økonomien. Derimod har Tyskland selv siden 2005 gennemført netop denne politik, strammere end nogensinde før. Derfor er Euroland i krise: De sydlige landes store statsgæld driver renten på deres statsobligationer så højt op, at de ikke kan betale den. Og deres inflation kombineret med den stærke Euro har ødelagt deres erhvervslivs konkurrenceevne, så deres arbejdsløshed eksploderer.
Løsningen ligger ligefor: Gå tilbage til de gamle nationale valutaer, og lad deres kurs falde til et realistisk niveau. Og arbejd så derefter på at føre den omtalte ansvarlige økonomiske politik.
Men der sker lige nu det modsatte: Man holder krampagtigt fast i Euroen i alle Eurolandene. Heldigvis prøver landene også nu at gennemføre den nødvendige økonomiske opstramning, men det er for lidt og for sent. Samtidig prøver man at håndtere den enorme gældspukkel, der, uanset hvad man gør, vil fortsætte med at vokse i adskillige år.
Remedierne, der drøftes, er lige nu to: Fælles Euro-obligationer og EU-kontrol med landenes statsbudgetter. Euroobligationer, som alle Eurolande udsteder i fællesskab, indebærer i virkelighedens verden, at den tyske stat hæfter for alle Eurolandes statsgæld, som i fremtiden finansieres med disse obligationer. Dette vil ansvarlige kredse i Tyskland med sikkerhed begrænse til et omfang, som Tyskland ellers på anden vis ville betale for at holde liv i Eurosamarbejdet. Det vil ikke løse Grækenlands og andre landes samlede finansieringsproblem.
Det andet tiltag, øget EU-kontrol med landenes statsbudgetter, er en ny overførsel af politisk magt fra nationalstaterne til EU-apparatet. Det vil kræve en traktatændring, som Tyskland og Frankrig nok skal få tromlet igennem. Det er derimod tvivlsomt, om det vil få den ønskede virkning på de lande, der vil bestemme selv. Der er hidtil udvist stor opfindsomhed med hensyn til at snyde sig fra EU-forpligtelser.
Nu er Danmark jo ikke medlem af Euro-systemet, men samarbejder kun med det. Vi skal ikke underlægges de samme forpligtende bindinger. Det er nok meget heldigt, for det må være et spørgsmål, om det overhovedet er i overensstemmelse med Danmarks Riges Grundlov at lade EU få indflydelse på vores statsbudget. I praksis ville en sådan indblanding være et krav om at formindske et budgetteret underskud på statsbudgettet. Da EU næppe ville lægge navn til en generel reduktion f.eks. af alle sociale ydelser, ville der blive tale om et EU-krav om højere skatter m.v. Men ifølge Grundlovens §43 er det kun Folketinget, der kan udskrive skatter. Den beføjelse kan ikke overdrages til EU uden en Grundlovsændring. I øvrigt gælder det samme statens udgifter, jfr. Grundlovens §46. Gad vide, om ikke andre europæiske lande har samme regler?
Nu vi er ved Grundloven, kunne man overveje, om dens §20, der taler om overladelse af beføjelser til mellemfolkelige myndigheder, stadig kan anvendes, når det drejer sig om EU. EU er jo netop ikke en mellemfolkelig myndighed, men en ny over-statsdannelse, med eget flag, hymne o.s.v. Grundlovsfædrene havde ikke forestillet sig, at Danmark skulle gå ind i en sådan over-stat. Kræver vores deltagelse ikke en ændring af Grundloven?


mandag den 14. november 2011

S-SF-R-regeringen: Undfanget i overbudspolitik – født i løftebrud

Nu kan man efterhånden begynde at vurdere den nye S-SF-R-regering.
Den har fra starten været et misfoster. Der er fortsat borgerligt flertal i Folketinget, og alligevel har vi fået en socialistisk ledet regering. Hvorfor? Fordi de radikale vurderer, at de på den måde kan få sat mest af deres egen politik igennem. Og det er sandelig også ved at ske.
Så vi ser nu det absurde, at en S-SF-Radikal regering viderefører stort set VK-regeringens økonomiske politik, som S og SF ellers kritiserede så skarpt i valgkampen. Men de fleste af de sociale, skolemæssige m.v. tiltag, som S og SF lovede, er nu blevet aflyst efter krav fra de radikale. S og SF lovede det uden forbehold – nu siger de, de ikke kan komme igennem med de kostbare løfter. Antallet af løftebrud er senest opgjort til over 30!
SFs stifter, den gamle kommunistleder Aksel Larsen, kunne mange morsomme gamle udtryk. Når de borgerlige og/eller Socialdemokraterne var blevet enige om et politisk udspil, kunne han sige, at det var ”undfanget i synd og født i dølgsmål”. Om S-SF-R-regeringen kan man sandelig sige, at den er undfanget i overbudspolitik og født i løftebrud.
Enkelte valgløfter vil regeringen dog holde. Den vil øge visse betalinger til kontanthjælpsmodtagere, og den vil gå videre med en betalingsring for biler rundt om København, en fantasiløs efterabning af forholdene i Oslo, Stockholm og London. Vi skal altså have genindført middelalderens Akcise-afgift ved byportene – en af opkrævningsboderne står stadig i den østlige indkørsel til Christianshavn.
Hensigten om at begrænse privatbilismen og fremme kollektiv og cyklende trafik kan være sympatisk nok.  Men det bør ikke gøres ved at lægge yderligere afgifter på den i forvejen verdensrekordhøjt beskattede biltrafik. I stedet bør bilisterne lokkes over i anden transport ved at forbedre denne, som det allerede sker i stor stil med den nye Metro-ringlinie.
Og så vil regeringen kickstarte økonomien ved at fremrykke offentlige investeringer med 10 milliarder kroner i 2012 og mere i 2013. Men den afgående regering budgetterede allerede med et underskud på statsbudgettet på grund af den internationale krise på 86 mia. kr. i 2012. Der er stort set ingen forskel nationaløkonomisk på disse 86 mia. og S-SF-Rs nye 10 mia. med hensyn til at sætte gang i den kriseramte økonomi. Alligevel kalder regeringen de første 86 mia. for et forfærdeligt hul i Statskassen, som VK efterlod – mens de sidste nye 10 mia. er en kickstart, som antages at være genial!
De radikales pris for at tillade de små udgiftsforøgende røde indslag i den økonomiske politik har så været lempelser i indvandringslovgivningen. Det er da på nogle punkter til at se forskel på denne regering og den forrige.

torsdag den 27. oktober 2011

Hvorfor er Euroen så nødvendig?

Så er der igen EU-topmøder for igen at redde Euro-samarbejdet, og igen får vi at vide, at hvis Euro-samarbejdet bryder helt eller blot delvis sammen, vil EU også falde fra hinanden. Ingen sætter spørgsmålstegn ved denne påstand.
Men hvorfor skulle det dog være sådan? Hvorfor skulle EU-landene dog ikke kunne sige: OK, Euro-samarbejdet i sin nuværende form og udstrækning fungerer ikke godt, så lad os gå tilbage til tilstanden i 2003, før Grækenland kom med, eller 1998, før Euroen selv blev indført.
Svaret er ikke økonomisk, men politisk: Euroen er måske praktisk i mange sammenhænge, men den er aldeles ikke nødvendig for økonomisk vækst og samarbejde. Ikke blot gik det fremragende i Europa i hele efterkrigstiden, indtil Euroen blev indført – det går stadig godt i dag i Verden udenfor Euro-zonen, og den internationale handel blomstrer mellem lande med flydende valutakurser: USA, UK, Sverige, Kina, Japan – og mellem Euro-landene og resten af verden. Euroen er økonomisk unødvendig!
Derimod er Euroen et politisk værktøj for de politikere, der ønsker at skabe en europæisk enhedsstat. Og den har især symbolværdi, ligesom Schengen-aftalen, der umuliggør politikontrol ved landegrænserne indenfor Schengen-landene. Også her gik det fortrinligt med samfærdslen før Schengen-aftalen – formålet var kun symbol-politik. Hvis nu Euro- eller Schengen-samarbejdet lider tilbageslag, bliver der slået skår i de fine symboler – derfor den helt utrolige kritik af Danmarks ønske om grænsetoldkontrol.
Det må efterhånden stå klart, at politikerne i både de gamle EF-lande – de Seks, som det hed – og da især EU's egen ledelse mener det alvorligt, når de taler om en europæisk union som endemålet. Det står jo også sort på hvidt i Rom-traktatens forord – ”en union mellem de europæiske lande, der uden ophør gøres stadig snævrere”. Vi har bare altid fået at vide af vores egne folkevalgte, at de ord skulle vi ikke tage bogstaveligt. Men det skal vi!
De forskellige traktater, der er indgået i årenes løb – Maastricht, Lissabon osv – har aldrig været ment som mål i sig selv. De har blot været ment som skridt på vejen! Derfor har der heller aldrig været interesse hos magthaverne for at høre befolkningernes mening. Vi har jo en gang for alle indskibet os på vejen til Unionen – hvorfor så stemme om enkelte stationer på vejen.
Jeg vil gerne stille et spørgsmål til den tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller. Jeg husker, at han engang sagde, at hvis EU-samarbejdets udvikling standsede, ville det være lig med tilbagegang. Hvad mente han med det? Mente – og mener – han, at EU-samarbejdet skal gøres stadig snævrere, indtil en fuldstændig unionsstat er skabt? Mener han ikke, at man kan nå et balancepunkt inden mellem staternes og EU-organernes beføjelser, uden at nationalstaterne bliver opslugt af en union?
Jeg mener selv, at vi bør begynde at overveje vores forhold til EU, hvor svimlende det end forekommer. Er EU egentlig ikke et produkt at efterkrigstiden? Er situationen ikke en helt anden nu? De stadige henvisninger til, at uden EU ville de europæiske lande igen starte krige med hinanden, kunne man tage alvorligt i 1956 – i dag er de fuldstændig indholdsløse.
Internationalt samarbejde er altid godt – men hvorfor fokusere så overvældende på samarbejdet i EU-regi? Hvad med resten af verden? Vi samarbejder jo i WTO, FN, IMF, NATO o.s.v., med lige så gode resultater.

torsdag den 6. oktober 2011

Om at rejse sig for Dronningen

Ind imellem de seriøse nyheder om regeringsskiftet blander medierne også petitstof, f.eks. oplysningen om, at det nyvalgte radikale folketingsmedlem Zenia Stampe ikke ville rejse sig op for Dronningen ved Folketingets åbning, fordi hun er anti-monarkist.
Denne letkøbte og risikofrie demonstration skal kun omtales, fordi den er et symptom på det videns- og dannelsestab, som hele vor tid lider under. Sagen er jo, at uanset om man synes om det eller ej, er Dronningen lovformeligt statsoverhovede, og skal som sådan vises passende respekt. Det samme gælder alle andre statsoverhoveder fra de stater, vi anerkender. Det drejer sig ikke om personen, men om embedet og det land, vedkommende repræsenterer.
Så Z. Stampe mangler ikke blot almindelig folkelig opdragelse – det er et spørgsmål om statsret og civiliserede omgangsformer, der er udviklet gennem århundreder som en hensigtsmæssig måde at organisere samfundene på.
Men det flugter fint med Z. Stampes øvrige synspunkter om fri indvandring, der også strider mod al sund fornuft og erfaring. Gud bevare Danmark!

fredag den 30. september 2011

De to veje ud af den økonomiske krise: Letland og Sverige

Krisen i Grækenland og det øvrige Sydeuropa består af to dele: Dels et stort offentligt underskud gennem flere år, der efterhånden har aflejret en stor statsgæld. Og dels en stor arbejdsløshed, der bidrager til at forværre statens underskud.
Årsagerne er mindst to: Dels at politikerne ikke har taget de nødvendige drastiske skridt til at få statens budget til at balancere, hvilket ville have medført endnu større arbejdsløshed. Og dels, at alle ansvarlige ikke har sørget for at gøre deres land konkurrencedygtigt, så beskæftigelsen kunne stige.
Konkurrenceevnen kan opnås på to måder. Enten ved at sænke lønninger og dermed priser (som Letland), og/eller ved at gøre valutakursen flydende, så den afspejler købekraften (som Sverige).
De sydeuropæiske landes tilslutning til Euroen har låst dem fast til en valutakurs, der er for høj og bare bliver endnu mere for høj år for år. De kan prøve den lettiske løsning, som Grækenland gør nu, men de vil til sidst blive tvunget til den svenske løsning.
Og hvad med Danmark? Jobbene siver ud af landet. Sagen er jo, at vi med vores tilslutning til EU's valutakursregulering har låst kronen fast til D-marken, undskyld: Euroen, selvom vores lønninger og priser år for år er steget mere end Tysklands og de fleste andre omliggende landes. Vi er på vej til Grækenlands situation, selvom der er meget lang vej igen, før vi er der. Vi har masser af tid til at vælge enten den lettiske eller den svenske løsning, eller dem begge.
I øvrigt er hele den vestlige verden, især USA, i lidt af den græske situation overfor Kina. Det skyldes, at vi har tilladt Kina at udkonkurrere mange af vore industrier gennem en for lav kurs på den kinesiske valuta. Og kineserne har blot sparet overskuddet op i stedet for at købe varer hos Vesten. Nærmest ligesom olielandene.
Oveni alt dette tillod Vestens politikere i midt-00’erne visse dele af den finansielle sektor at skabe finanskrisen. Ikke så sært, at vi har problemer i dag.

onsdag den 28. september 2011

Kommunal udligning og sparsommelighed

Danmark har måske verdens højeste niveau for offentlige udgifter, og tilhørende skattetryk. De aktuelle kriser – først finans, senest gælds – samt den kommende demografiske udvikling med flere pensionister og færre i den erhvervsaktive alder, gør offentlig sparsommelighed nødvendig.
Samtidig er der arbejde i gang for at ændre den kommunale udligning, der i øjeblikket ikke er tilfredsstillende. Kommunerne får tilført midler fra staten ud fra nogle kriterier, der ikke godt nok afspejler deres faktiske udgiftsbehov. Et eksempel er København, der får refusion, fordi den har mange ældre boliger, selvom tusindvis af disse er i perfekt stand og bebos af højtlønnede, der ikke belaster kommunens udgiftsside, tværtimod.
Dertil kommer, at de offentlige udgifter i årtier har været udsat for et pres opad, fordi der overalt har været et indbygget pres for at gøre alting bedst muligt, den såkaldte standardglidning.
Endelig er kommunerne sat i en klemme, fordi de fleste af deres udgifter egentlig bestemmes udefra: De er lovbundne, idet de følger af lovgivning vedtaget af Folketinget, og kommunerne kan ikke kontrollere antallet af de forskellige grupper indbyggere, der påfører kommunen de forskellige udgiftstyper. Samtidig er kommunerne underlagt et skatteloft, så de kun i begrænset omfang kan øge deres skatteindtægter.
En måde at håndtere alle disse problemer samtidig kunne være at ændre de kommunale bloktilskud og udligning, så at kommunerne fik tilskud efter de faktiske udgifts-drivere: Ikke efter indirekte forhold som boligernes alder, men efter faktiske forhold som antal skolebørn, kontanthjælpsmodtagere, antal anbragte børn o.s.v. Disse tilskud skulle fastsættes, så de dækkede et beskedent, realistisk, men acceptabelt niveau, ikke efter den bedst mulige standard. Herved ville kommunerne hverken have interesse i at tiltrække udgiftskrævende familier/personer eller interesse i at afskibe dem til andre kommuner. Og kommunerne skulle have større handlefrihed med hensyn til, hvilket niveau de ville betjene borgerne på.
Hvis kommunerne ville betjene borgerne på et højere udgiftsniveau end det beskedne, måtte de selv finansiere det over kommuneskatten, dog med et loft fastsat af Folketinget. Herved ville det kommunale selvstyre blive styrket, og sparsommelighed blive en valgmulighed.
Udgifts-driverne skulle opgøres hyppigt, f.eks. hver måned, og bloktilskuddet fra staten reguleres ligeledes hver måned. Hertil kan man indvende, at det ville gøre budgetterne flydende. Svaret er, at det er udgifterne jo allerede i dag! Udgifterne er i stort omfang lovbundne og dermed udenfor kontrol, mens budgettet er fastsat i kroner. Resultatet er svært påvirkelige under- eller overskud og drastiske sparerunder overfor de udgifter, som kommunen kan bestemme over. Hvis budgettet blev flydende, ville det følge det faktiske udgiftsudvikling – det ville udgifterne og det endelige statsregnskab jo ikke blive større af. Den del af udgifterne, der skyldtes det valgte kvalitetsniveau, ville stadig være under politisk kontrol, og endda på en mere gennemsigtig måde end i dag.
Pengene til bloktilskuddene skulle komme fra statens skatte- og afgiftsindtægter. Måske ville der alene herved komme den ønskede udligning mellem landets rige og fattige kommuner.

tirsdag den 20. september 2011

Efter valget

Så er valget overstået. Jeg blev ikke valgt, men vil så meget mere takke dem, der gav mig deres stemme. Og ingen stemmer bliver spildt – DF har fået valgt 22 fortrinlige medlemmer ind i det nye Folketing.
Jeg vil selv fortsætte med at nedfælde mine overvejelser på denne hjemmeside. Jeg vil opdatere det politiske landkort, jeg tegnede og bragte i posten d.9. december 2010, og jeg vil prøve at komme med konstruktive forslag til nye politiske tiltag.
Her og nu vil jeg dog se ganske kort på det overståede valg. Det var utroligt at se S og SF slippe godt fra deres usande påstande om, at ”efterlønnen er afskaffet” og ”VKO har kørt Danmark i sænk”. Dygtigere journalister ville have afprøvet disse propagandausandheder mere energisk, end de forhåndenværende gjorde. Men VKOs politikere var også for passive. Nå, heldigvis blev S og SF ikke belønnet af vælgerne. Rød bloks fremgang blev leveret af sandflugtsvælgersegmentet på 5-10 %, der vil stemme på hvad som helst, der er nyt og chikt. Det var lige nu Enhedslisten og Radikale. Så Thorning-Schmidts flertal spænder fra Røde Mor til Kaospiloterne.
Det skal blive interessant at se, hvad Thorning-Schmidt selv indeholder. Jeg forventer ikke meget, at dømme ud fra hendes hidtidige præstationer. Sådan lidt Ritt Bjerregaard-agtigt: Alle var enige om, at hun var meget dygtig, men ingen har kunnet fortælle mig, hvad hun nogensinde har udrettet. Udover at tiltage sig magt.

onsdag den 14. september 2011

Før valget

Så er vi nået frem til dagen før valget, hvor vælgerne skal træffe deres beslutning og sammensætte det nye Folketing.
Jeg har fremlagt mine grundlæggende politiske holdninger i posteringerne fra 3. og 9. december 2010. De følgende måneder har jeg gjort rede for mine synspunkter på aktuelle spørgsmål i de løbende posteringer. Jeg har herved forsøgt at give læserne – vælgerne – et dækkende billede af, hvad jeg står for, og hvad de kan forvente, hvis jeg bliver valgt.
Jeg kan derfor kun opfordre interesserede til at bladre ned igennem indholdsfortegnelsen til højre og kigge nærmere på de områder, som de finder vigtige.
Jeg håber naturligvis på, at mange vil være enige med mig og give mig deres stemme. Selvom jeg ikke skulle blive valgt, er stemmen jo ikke spildt – den vil så i stedet bidrage til at bringe en anden DF-kandidat ind i Folketinget. Under alle omstændigheder drejer det sig om landets fremtid, ikke om enkeltpersoner.

tirsdag den 13. september 2011

Rød skattelogik

Valgkampen går nu mod finalen, og man oplever forventelige episoder: Regeringen beregner de samlede meromkostninger for statskassen ved Rød bloks planer og dividerer dem ud på den gennemsnitlige familie. Det giver ca. 20.000 kr. om året i øgede skatter og afgifter, 27.000 hvis de 12 minutters merarbejde ikke effektueres. Nej, sådan kan man ikke regne, svarer Rød blok, for de offentlige merudgifter anvendes jo til gavn for borgerne, f.eks. til at nedsætte billetpriserne i den kollektive trafik. Derfor er der alt i alt slet ikke tale om en skatteforhøjelse.
Hertil må man sige, at hver en krone, som staten opkræver i skatter og afgifter, anvendes til borgernes gavn, enten som overførselsindkomster eller til at aflønne dem, der producerer offentlige ydelser. Efter rød logik har vi så slet ikke noget skattetryk overhovedet?

torsdag den 8. september 2011

Valgkommentatorernes rolle

Valgkommentatorerne og de professionelle analytikere – ofte forhenværende spindoktorer -spiller en større og større rolle i mediernes valgdækning for hvert valg, og det er ikke af det gode. De lægger deres egen indforståede vinkel på den politiske proces, og selvom de forhåbentlig ikke selv påvirker den politiske udvikling, for ikke at tale om valgresultatet, kan de godt sprede forvirring.
F.eks. brugte en af dem for nylig udtrykket om Dansk Folkeparti, at vi med indvandringsproblemet havde ”fundet vores sag”. Som om DF var en erhvervsvirksomhed, der skulle finde på produkter at sælge. Det er jo at vende tingene på hovedet. Vi finder ikke sager, det er sagerne, der finder os, og hvis DF ikke eksisterede, ville indvandringsproblemet finde eller opfinde DF eller et andet parti, som det er sket overalt i Europa i de sidste 10-15 år.
Det er helt forskruet at bruge en marketings-tankegang på politik. Partierne eksisterer for at kanalisere vælgernes synspunkter ind til det sted – Folketinget – hvor beslutningerne træffes, endnu i det mindste. De fleste andre partier arbejder målbevidst for at flytte stadig flere beslutninger til EU i Bruxelles.
Og vælgernes synspunkter opfindes ikke af partierne, de opstår i folkets dagligdag.

tirsdag den 6. september 2011

Dialog – men ikke med hvem som helst

Der er stadig mange, der ikke kan lide Dansk Folkeparti – om årsagen har jeg gjort nogle overvejelser i min postering fra 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab?"
Det viser sig bl.a., når man deler valgmateriale ud. Når man fortæller, at det er fra DF, er der nogle, der svarer: ”Nå, i så fald skal jeg ikke have noget”.
Det var jeg ude for i eftermiddags. Jeg var til optagelse til en valgpræsentation i Frederiksberg Lokal-TV, og før optagelsen startede, kom et par damer brasende ind. De troede fejlagtigt, at de havde booket lokalerne. Vi benyttede lejligheden til at tilbyde dem en brochure, og de svarede som ovenfor beskrevet: Hvis det er fra DF, vil vi ikke have det.
Hvor de var fra? Noget, der hedder ”Dialog-gruppen”…

Ingen flygter for sjov

Her midt i valgkampen er der også ved at komme gang i hærværket mod valgplakaterne. Især Dansk Folkeparti synes udsat. Det skyldes nok, at vi af mange anses for at være ekstremister. Dette er jo helt bizart – DF er om nogen kolonihave-, Morten Korch-partiet. Det modsatte af ekstremisme! Det viser noget om, hvordan 68-er bølgen har gjort folk rundtossede.
Derimod er det tydeligvis venstrefløjs-ekstremister, der ofte vandaliserer vores plakater. Det sker bl.a. med overklæbning af strimler, der forkynder, at ”Ingen flygter for sjov. Asyl til alle!”
Nu er der ingen, der har påstået, at folk flygter fra den fattige til den rige verden ”for sjov”. Men f.eks. FNs tidligere flygtningehøjkommissær Gerhard Stoltenberg sagde i sin tid, at mindst 80% af asylsøgerne ikke var  forfulgte og derfor ikke havde noget reelt asylgrundlag. De ”flygter” selvsagt ikke for sjov, men for at opnå bedre levevilkår.
Fair nok, men antallet er for længst blevet så stort, at det er vores egen førstefødselsret til vores eget land, der er på spil. Derfor IKKE ”asyl til alle”, der kommer til Danmark!
Og derfor er DFs forslag om at behandle asylansøgninger i asylsøgernes egen lokalregion relevant. Det er den hidtidige ordning, hvor asylsøgere kommer rejsende fra fjerne lande, for dyre penge betalt til menneskesmuglere, der er en ”Storm P.-ordning”, som Søren Espersen fik fortalt Bent Falbert i TV-Lorry forleden.

onsdag den 31. august 2011

Valget 2011 - partiernes økonomiske oplæg

Så er valgkampen i fuld gang, og det er tiden at se kritisk på de forskellige partiers forslag til landets styring i de kommende år.
Liberal Alliance kører aggressivt på i store avisannoncer med sin økonomiske plan, der skal skaffe 210.000 nye arbejdspladser i det private erhvervsliv. Metoden er massive skattelettelser, der skal finansieres ved effektivisering og rationalisering af den offentlige sektor.
Men: Hvilket parti til højre for S kan ikke skrive under på dette, idet det forudsættes, at rationaliseringerne ikke har nogen skadevirkninger? Ingen. Det springende punkt er: Hvordan skal denne rationalisering foregå? Her har LA ingen konkrete forslag.
S-SF vil sætte gang i økonomien ved at øge de offentlige udgifter. Finansieringen skal ske ved dels de berømte 12 minutter, dels ved bedre integration, bedre uddannelse osv. Problemet her er, at finansieringen skal ske ved at øge udbuddet og kvaliteten af arbejdskraft. Men det hjælper ikke noget, hvis der ikke samtidig sker en forøgelse af efterspørgslen, og det er der intet i planen, der kan hjælpe på.
S-SF vil øge bruttonationalproduktet pr. dekret – det hedder også planøkonomi, det har været forsøgt i stor skala i de tidligere Østlande, og det virkede som bekendt ikke.
Økonomisk vækst og øget beskæftigelse i den private sektor skal ikke forsøges detailstyret af politikerne. Den skal frembringes af de hundredetusinder af kvalificerede ledere og ansatte i erhvervslivet. Staten skal blot skabe de bedst mulige rammer: Hensigtsmæssig erhvervslovgivning, gode uddannelser, god infrastruktur, god offentlig administration o.s.v. Og stabile statsfinanser og bankvæsen. Og gerne rationaliseringer i det offentlige - men uden skadevirkninger.
Alt dette har Dansk Folkeparti hidtil arbejdet for, og vi vil også gøre det i fremtiden.

tirsdag den 9. august 2011

Hvad gør vi ved den økonomiske krise nu?

Symptomer: Det væsentligste symptom på krise er den høje arbejdsløshed i en lang række lande, til en vis grad også Danmark. Et andet symptom er visse landes problemer med at finansiere deres statsgæld, og desuden kursfaldet på aktiemarkederne.
Årsager: En række lande har store opsparingsoverskud, som trækker købekraft ud af verdensøkonomien. I 1970’erne talte man om dette som ”petrodollars”. Problemet eksisterer stadig – nu er også f.eks. Norge blevet en stor opsamler af købekraft – og i tilgift har især Kina akkumuleret store overskud – ”Kinadollars”.
Et andet fænomen er ejendomsboblen fra 2000’erne. Her blev ejendomspriserne i en række lande jobbet helt urimeligt op. Det skete også i Danmark, hjulpet af Fog-regeringens 1-årige flexlån uden afdrag og fastfrysning af ejendomsværdiskatten. I denne proces blev en række ejendomsspekulanter – eller blot almindelige sælgere – forgyldt, hvis de solgte , mens priserne var på vej op. Disse heldige må antages at have en høj opsparingskvote. Omvendt blev taberne de sidste købere, samt bankerne, der havde finansieret de sidste købere. Disse uheldige har tabt formuer, eller sidder ”blot” særdeles hårdt i det i dag. Alt dette bidrager til at presse aktiviteten ned.
Endelig har en række regeringer i disse år store og langvarige underskud på driftsregnskabet. I nogle lande har det kørt i mange år, i andre er det et resultat af krisen i 2008. I adskillige tilfælde har det medført så store akkumulerede underskud – d.v.s.  statsgæld – at markederne har mistet tilliden til de pågældende staters betalingsevne og sendt renten på deres statsobligationer så højt op, at den er blevet svær at betale.
Løsningsmuligheder: I Danmark er S og SF klar til at øge statens udgifter. VKO har faktisk også ladet staten køre med stort underskud siden 2009, men det er ikke en varig løsning. Derfor har VKO besluttet Genopretningspakken i 2010 og 2020-planen i år, der skal skaffe balance i statens regnskab i løbet af få år. På det seneste er der blevet luftet tanker om måske at fremrykke offentlige investeringer, der alligevel skulle afholdes i de kommende år. Dette kunne jeg i vist omfang stemme for.
Men den store opgave er at få øget den private aktivitet. Jeg mener ikke, at staten skal detailstyre dette. Nøglen må være at understøtte banksektoren, således at den bliver bedre i stand til at finansiere erhvervslivet og privatsektoren.
Det er klart, at banksektoren har et stort medansvar for at pumpe ejendomsmarkedet kunstigt op i årene før 2008. Men bankerne har også lidt tilsvarende tab. Tiden er ikke til at straffe dem yderligere. Opgaven må være at sætte dem i stand til at finansiere den øvrige private sektor, så vi kan få øget den økonomiske aktivitet.
Bankerne har dels brug for indlån. Men Bankpakke 3 indebærer, at indskydere risikerer at miste dele af eller hele deres indskud over 750.000 kr. Dette mener jeg er forkert. Indskud i banker er ikke et almindeligt kreditorforhold som i det øvrige erhvervsliv. Bankindskud er lig med hele samfundets betalingsmidler, og det er statens opgave at sikre disse, som det sker i de fleste andre lande. For dog at skabe incitament for indskyderne til stadig at se sig for, kunne man lade statens indskudsgaranti dække indskuddet minus 3 gange den seneste årlige indlånsrente.
Desuden har bankerne behov for egenkapital. Man kunne overveje at lade staten tegne ny aktiekapital i de banker, der ønskede det, og efter accept fra Banktilsynet, op til en vis procentdel af bankens egenkapital, med fortrinsstilling i konkursordenen og udbyttebetalingen. Denne aktiekapital skulle kunne indløses igen, når banken fandt det hensigtsmæssigt.
Dette strider mod regeringens nuværende mantra, at ”banksektoren må løse sine egne problemer”. Men dette udsagn er helt ulogisk. I dag er det de veldrevne og forsigtige banker, der må betale til indskydergarantier til kunder i de uforsigtige banker, der lige indtil deres konkurs har påført de forsigtige en ublu og ødelæggende konkurrence, der så endte galt for dem selv. Det giver ingen mening, og betales i øvrigt af kunderne i sidste ende, efter at have påført de veldrevne banker ufortjente omkostninger. Hellere lade staten bære tabet direkte – det er jo også den, der har ansvaret for tilsynet med bankerne.

torsdag den 4. august 2011

Kan DF kædes sammen med ekstremister?

Siden massemordet i Oslo og på Utøya d. 22. juli 2011 har især dagbladet Politikens lederskribenter prøvet at kæde gerningsmanden, Breivik, sammen med normale indvandringskritiske kredse i Europa som f.eks. Dansk Folkeparti. Således har en af redaktørerne, Anita Bay Bundegaard, påstået – i form af et uskyldigt spørgsmål – at der er et ”kontinuum” – på dansk: glidende overgang – mellem morderen og almindelige politisk interesserede indvandringskritikere.
Jeg har i mit indlæg på denne blog d.9. december 2010 med titlen ”Hvor står DF i det politiske landskab?” prøvet netop at skitsere et politisk landskab som et landkort, altså med 2 dimensioner: Den økonomiske og den værdipolitiske. De økonomiske synspunkter går fra de rødeste ønsker om statskontrol af økonomien til ren liberalisme, og de værdipolitiske fra de mest akademiske internationale blomsterbørn til stokkonservative kolonihave-nationalister. Men alle synspunkter er acceptable, blot man respekterer lovgivningen og de principper, vores forfædre gennem århundrederne har fundet frem til, at vi vil leve efter.
I udkanten af dette politiske landskab står fanatikerne, altså dem, der ikke anerkender eller kan forstå, at andre har lov til at have andre synspunkter end de selv har. Og udenfor dem igen, udenfor det politiske landskabs grænser, står ekstremisterne, der heller ikke anerkender landets principper og spilleregler. De er bl.a. parate til at anvende vold for at nå deres mål, som Breivik.
Der er bestemt ikke en glidende overgang fra DF til Breivik. Man skal tværtimod krydse to grænser: Først til fanatismen, hvor man ved, at kun ens egen mening har gyldighed, og derefter grænsen til ekstremismen. Der er den samme dobbeltgrænse mellem f.eks. lovlige abortmodstandere som Paven eller Mother Theresa og så de fanatikere og ekstremister, der vil myrde abortlæger. Eller mellem Villy Søvndal og Bader-Meinhof-banden. Eller mellem lovlydige muslimer og terrorister.
Hvad Anita Bay Bundegård angår, har hun i en debat med Søren Espersen indrømmet, at hun ser problemet med indvandringsdebatten ikke som et spørgsmål om tonen, men om, at indvandringskritikernes meninger er forkerte. Hun er faktisk selv fanatiker!
Endelig må man huske, at DF ikke har nogen, heller ikke i ungdomsafdelingen, der taler om vold, endsige benytter den. Kan venstrefløjen sige det samme? Den hylder ikke blot revolutionsromantik, den har også ved nogle personsammenfald forbindelse til voldsparate grupper som autonome, BZ-ere og Antifascistisk Aktions tæskehold. Hvis DF ville holde et hvervemøde på Blågårds Plads, ville det blive afbrudt, ikke blot af indvandrerbander, men af venstrefløjsaktivister. Hvis Enhedslisten vil holde møde på gågaden i Tarm, ville der ske – ingenting.



onsdag den 27. juli 2011

Medansvar for massemordet i Oslo og på Utøya

Efter massemordet i Oslo og på Utøya stiller mange det ganske rimelige spørgsmål, om der er en forbindelse mellem morderen Breivik og den indvandringskritiske del af opinionen. Har den indvandringskritiske del af opinionen et medansvar?

Svaret er nej. Breivik har ikke fået sine indvandringskritiske holdninger fra politisk propaganda, han har selv oplevet problemerne med multikulturen på sin egen krop. Så er han på egen hånd kørt ud ad tangenten og er havnet derude, hvor han mener, at massemord er et acceptabelt middel.

Han har muligvis besøgt højreradikale hjemmesider, men han har også haft et voldsomt misbrug af computer-krigsspil, der i hans forstyrrede hjerne kan have givet ham et indtryk af, at det er uproblematisk at dræbe. Desuden har han rodet sig ud i Tempelridder/Korsridder-romantik – måske ved at læse Jan Gillous krigsbøger?

Alt dette kan man ikke lægge den almindelige, folkelige indvandringskritik til last, så lidt som man kan bebrejde Paven i Rom, at nogle abortmodstandere myrder abortlæger.

Det er derfor voldsomt debatforurenende, når Dagbladet Politiken lader flere skribenter postulere, at der skulle være et åndeligt slægtskab mellem morderen og os andre. Men da disse kulturradikale mennesker lever i et parallelunivers, hvor de selv tilpasser deres billede af realiteterne, så de passer til deres teorier, er der næppe håb om bedring. Vi andre kan kun bestræbe os på at tage udgangspunkt i virkeligheden og handle ud fra den.

mandag den 25. juli 2011

Efter massemordet i Oslo og på Utøya

Efter massemordet i Oslo og på Utøya er vor første tanke medfølelse med ofrene og deres pårørende. De har lidt tab, de aldrig helt vil komme over, og årsagen er ufattelig ondskab.

Men nu må vi også spørge: Hvad kan vi lære? Hvad bliver konsekvenserne?

Når massemorderen Breivik kunne få mulighed for at myrde så ufatteligt mange, skyldes det, at de nordvesteuropæiske samfund er fredelige, pacifistiske og afvæbnede. I f.eks. Israel ville der ved en lignende sommerlejr med over 500 deltagere mindst være 50 deltagere, der som reservister i forsvaret havde medbragt deres våben. I USA ville der formentlig være ansat bevæbnede vagter. Men i Norge er selv politiet åbenbart normalt ubevæbnede. En velbevæbnet forbryder har så let spil som en ræv i en hønsegård.

Der er nok nogle forhold her, vi kommer til at overveje. Faktisk er det kun et par generationer siden, at danske bankkasserere havde en pistol i skuffen. Måske har de sidste 65 års fredelige forhold kun været et atypisk mellemspil?

En politisk konsekvens er, at indvandringskritiske borgere nu er bragt i den ubehagelige situation, at en massemorder deler nogle af vores synspunkter. Hermed er vi i samme situation som socialisterne, der har haft morderbander som Rote Arme Fraktion og Blekingegadebanden på deres fløj. Men hverken vi eller socialisterne kan gøre for, at nogle individer kører ud ad tangenterne og forlader al sund fornuft og menneskelighed. Vores synspunkter og vores handlinger påvirkes ikke af disse uhyrer. Vi kan ikke forhindre, at de på nogle punkter mener det samme som os. Deres valg af forbryderiske og umenneskelige metoder gør dem til vores modstandere, uanset at de alle selv tror, at de skal frelse verden.

fredag den 22. juli 2011

Euroen kan ikke kollapse – men Eurolande kan

Med torsdagens aftale er Grækenland reddet fra statsbankerot i denne omgang, og landet får nu et pusterum – samt en ”Marshall-plan”-lignende hjælpepakke – der kan give mulighed for at få landets statsfinanser i balance. Krisen op til aftalen har givet ny diskussion om, hvorvidt Euroen vil overleve eller bryde sammen.

Hertil er at sige, at Euroen ikke kan kollapse. Den kunne falde stærkt i kurs overfor udlandet, hvis Euroområdet som helhed kom i alvorlige vanskeligheder med betalingsbalancen. Og den kunne falde stærkt i værdi også indenfor Euroområdet, hvis der skulle komme hyperinflation indenfor størstedelen af området.

Men dette vil ikke ske indenfor en meget lang fremtid. For Euroen er jo i virkeligheden en fortsættelse af D-marken: Tyskland var og er den helt dominerende økonomi i Euroområdet, og Tyskland vil, så langt man kan se ud i fremtiden, have orden i sin økonomi. Det var alle de øvrige lande, der lod sig indlemme i D-marks-området – Tyskland vekslede typisk nok blot 2 D-mark til 1 Euro. Den europæiske forbundsbank blev endda placeret i Frankfurt, samme sted som den tyske forbundsbank.

Så Euroen kan nok falde lidt i værdi, hvis nogle Eurolande får problemer, men den kan ikke kollapse. Det kan derimod de enkelte Eurolande! De har låst sig fast til den tyske økonomi uden at have forudsætningerne for det, og deres kreditorer – f.eks. køberne af græske statsobligationer – har stirret sig blinde på, at der ikke var nogen valutarisiko. De har glemt, at der kunne være en kreditrisiko. Der har godt nok heller ikke været nogen statsbankerot i Vesteuropa siden 2. Verdenskrig, men der har heller ikke været noget Euroområde, der kunne ødelægge de traditionelle mekanismer, der advarer, når et lands økonomi kommer i ubalance.

Lige fra før Euroen blev indført, er der blevet advaret om disse forhold. Svaret fra Eurotilhængerne har været, at så måtte Eurolandene bare se at harmonisere deres økonomier. Men det har de ikke gjort, og EU-kommissionen har bare set passivt til, og følgerne er store og alvorlige problemer i flere sydeuropæiske lande.

Disse landes arbejdsløse, især de unge, betaler en høj pris. Hvad er gevinsten ved projektet? Hovedsageligt, at EU-tilhængerne kan glæde sig ved symbolværdien af Euroen!

Og man skal ikke undervurdere disse kredses glæde over symbolerne. Se blot, hvilket raseri det har vakt, at Danmark vil styrke grænsetoldkontrollen.

tirsdag den 19. juli 2011

Værnepligt og kampagner

Berlingske har valgt at blive en rigtig kampagneavis. På forsiden står ikke længere døgnets seneste nyheder fra ind- og udland. Nu er den øverste halvdel besat med et foto, og den nederste med en artikel i en serie – en kampagne. Det værste, bladet har budt sine læsere, var den årelange kampagne for at få løsladt politimorderen Palle Sørensen før tid. Der har dog også været mere relevante kampagner, f.eks. om politireformen eller i disse dage ventetiden på skadestuerne. Nyheder finder man så længere inde i avisen.

Lige nu kører bladet en mini-kampagne mod værnepligten – et emne, bladet ofte før har dyrket. Af vinklingen fremgår det, at bladet ønsker den afskaffet. Hvorfor har en avis egentlig egne synspunkter i reportagen? Skal de ikke kun findes på lederplads?

Nå, men ikke overraskende bringer bladet en lang udtalelse fra de radikales forsvarsordfører, Niels Helveg Petersen. Han går også ind for værnepligtens afskaffelse, bl.a. med henvisning til de opgaver, forsvaret har nu og i fremtiden. De radikale mener nemlig – ligesom en del andre på bjerget – at forsvaret af Danmarks territorium er et overstået kapitel, nu drejer det sig om at udbrede vores opfattelse af demokrati i fjerne lande, om nødvendigt med våbenmagt.

Det er forfærdeligt, hvis dette også er regeringens opfattelse. Ingen ved, hvad fremtiden bringer, men alle ved, at magttomrum har det med at blive udfyldt – af nogen. Det er absolut ikke rettidig omhu at afskaffe magten til at kontrollere sit eget territorium.

Dertil kommer den lille krølle, at forsvaret igen skal skæres i budgettet, denne gang 2 milliarder. Det passer naturligvis de radikale og andre fint. De har vist ikke gjort sig klart, at deres U-lands-militærkampagner er mindst lige så dyre som at opretholde et beredskab hjemme. Og der er snart ikke mere hjemligt militær at skære i for at skaffe besparelser.

Men de radikale har altid haft argumenterne klar: Under den kolde krig skulle vi nedruste for at fremme afspændingen, efter den kolde krig skulle vi nedruste, fordi truslen var væk – uanset hvad, altid nedruste!

Hvorfor har de radikale og venstrefløjen denne religiøse modvilje mod dansk militær? Det er jo dog blot den lovlige øvrigheds ultimative argument i styret af landet, og alt foregår lovmæssigt? Forklaringen må søges helt tilbage i provisorietiden, hvor militæret var et konservativt godsejerprojekt. Men hallo, vi har haft systemskiftet i 1905! Forsvaret er i dag hele samfundets projekt!


Grænsetoldkontrollen og EU-kommissionen

Dansk Folkeparti har nu fået indført en vis genetablering af grænsetoldkontrollen, og EU-Kommissionen har haft et hold embedsmænd heroppe for at se, hvad det hele går ud på. Desværre var der kun svenske grænsetoldere på arbejde den dag, men mere vil følge.

Indtil da meddeler Kommissionen, at den ikke har set nogen begrundelse i form af stigende udenlandsk kriminalitet for det danske skridt. Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke data Kommissionen henviser til. Min opfattelse er, at hvis man sammenligner kriminalitetsmønsteret fra årene før Schengen, og de østeuropæiske landes optagelse i EU, dvs. sen-90’erne, med de seneste år, er der sket en væsentlig stigning i udlændinges kriminalitet i Danmark. Denne stigning kommer delvis fra flygtninge og indvandrere, men den kommer også fra andre udlændinge.

Grænsetoldkontrollen er et forsøg på at bekæmpe denne grænseoverskridende kriminalitet. Det er naturligvis ikke et forsøg på at hindre den frie bevægelighed af (almindelige) mennesker og varer over grænserne.

Kloge hoveder siger, at denne kriminalitetsbekæmpelse hellere skulle finde sted ved politiindsats i baglandet og ved internationalt samarbejde. Jamen, begge dele har da eksisteret i alle årene, og alligevel er kriminaliteten steget. Hvorfor ikke prøve noget nyt og se, om det hjælper?


torsdag den 14. juli 2011

Udenlandske statsborgere i Politiet?

Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, har fremsat et forslag om, at udlændinge med permanent opholdstilladelse bør kunne optages i politiet. I dag kræves der som bekendt dansk statsborgerskab, udover alle de øvrige betingelser og kvalifikationer.
Forslaget stammer fra en integrations-tænketank, men det er helt katastrofalt og uacceptabelt efter min mening. Sagen er, at politiet ikke er en hvilken som helst offentlig administrationsgren. Politiet er samfundets magtorgan, der i sidste instans skal tvinge modvillige borgere til at overholde lands lov og ret. Derfor kan den enkelte politibetjent komme ud for at skulle anvende fysisk magt, i yderste konsekvens skydevåben, mod danske borgere.
Det forekommer helt absurd, at en herboende f.eks. pakistaner eller somalier, iført dansk politiuniform, skulle give danske borgere belæring om, hvordan vi skal opføre os i vores eget land, og i sidste instans anvende magt mod os. Et nyt skridt i fremmedgørelsen. Dertil kommer spørgsmålet om, hvor en sådan indvandrers loyalitet ligger, når det virkelig gælder.
Det er et virkelig liberalt forslag. Liberalisme grænser til nihilisme – at man ikke tror på noget -, og nihilisme fører til anarki. – Det kommer i forlængelse af bl.a. regeringens forslag om, om et par år, at spare 2 milliarder kr. på det i forvejen kritisabelt lave forsvarsbudget.
Gad vide, hvorfor de radikale er så opsatte på at få en ny, rød regering? De kan da ikke få noget, der passer dem meget bedre end denne VK-regering.

tirsdag den 21. juni 2011

Eksperten, der politiserede

 
Hvad er reglerne for eksperters udtalelser om politiske spørgsmål, f.eks. EU?

På dette som på andre områder har vi alle, både lægmænd og eksperter, både holdninger og viden. Holdningen til EU kan koges ned til, at den ene side vil bevare nationalstaterne, og ofte gerne samarbejde mere eller mindre tæt med andre stater. Den anden side vil have en europæisk union, hvor der lægges mindre og mindre vægt på nationerne.

Eksperterne har så en særlig stor viden om området. Men de har også en holdning. De tror måske selv, at den er mere værd end lægmandens. Og de har selvsagt et større kendskab til data og årsagssammenhænge, men dette kendskab fører ikke til en bedre funderet holdning – i så fald skulle alle EU-eksperter jo også være enige, hvad de ikke er. Holdningen til EU er i sidste ende betinget af, hvem og hvad man føler samhørighed med, ikke af ekspertviden.

Når så eksperter udtaler sig om EU – som eksperter, ikke som politisk interesserede borgere – må man forlange, at de selv har gjort sig klart, at de har en holdning, som ikke er den eneste eksisterende. Og man må forlange, at de hæver eller prøver at hæve sig op over deres egen partiskhed, eller i det mindste har gjort det klart for sig selv og andre, at de har en ud af flere mulige holdninger til sagen, og at deres udsagn kan være farvet af denne holdning.

Det er her, at Marlene Wind – og mange andre – har fejlet. Desværre er hun og de andre sluppet af sted med det i årevis, fordi vi ikke har en særlig kritisk presse. Hun blev kun ”afsløret”, fordi hun absolut skulle krydre sine partiske ekspertudsagn med skældsord og ringeagtsytringer som ”indre svinehund” og ”laveste fællesnævner”.

At bede hende tale ordentligt til folk, og i øvrigt prøve at være upartisk, når hun agerer som ekspert, er ikke at give hende mundkurv på.




fredag den 17. juni 2011

Vedtagne sandheder holder ikke altid

Der cirkulerer i den økonomisk-politiske verden en række vedtagne antagelser, der er blevet gentaget så ofte, at vi har glemt at tænke over, om de virkelig holder vand.

En af dem er, at fordi summen af vælgere i Danmark, der er enten offentligt ansat eller på overførselsindkomst, er højere end 50%, er det blevet politisk umuligt at sænke de offentlige udgifter og dermed skattetrykket.

Dette beror på en antagelse om, at alle undergrupperne vil stå sammen politisk mod ethvert sparetiltag. Men dette er jo forkert, fordi de offentligt ansatte og overførselsmodtagerne er splittet op på kryds og tværs, politisk og interessemæssigt. Mange offentligt ansatte ser gerne en trimning af overførselsindkomsterne, og overførselsmodtagerne kan ofte kun være interesseret i besparelser på de offentligt ansatte.

På den anden side er der så en del privat ansatte, der er venstreorienterede og gerne ser en forøgelse af de offentlige udgifter. De er aldrig blevet regnet med i 50%-opgørelserne!

I det hele taget er det stadig de fleste, der stemmer efter andet end deres pengepung. - Så det er absolut stadig politisk muligt at trimme den danske offentlige sektor, der formentlig er verdens største. Men det er naturligvis ikke problemfrit. Parkinson’s Lov, og en stribe andre sociologiske naturlove, gør det svært.

onsdag den 15. juni 2011

Schengen: Baggrunden

Hvad er egentlig baggrunden, selve begrundelsen for Schengen-samarbejdet? Jeg har sakset lidt fra Folketingets EU-oplysning:

”Den 25. og 26. juni 1984 afholdt Det Europæiske Råd topmøde i den franske by Fontainebleau, hvor EF-landenes stats- og regeringschefer diskuterede, hvordan man kunne tilføre EF-samarbejdet fornyet dynamik ved at gøre det mere nærværende for borgerne – hvordan man kunne skabe »Borgernes Europa«. I Fontainebleau vedtog Det Europæiske Råd bl.a. at nedsætte en ad hoc gruppe, der skulle forberede en række initiativer til styrkelse af EU’s image og identitet overfor borgerne, herunder skulle medlemsstaterne arbejde på at fjerne politi- og toldkontrol af persontrafikken ved de indre grænser i EF.
På baggrund af erfaringerne fra Den Nordiske Pasunion fra 1957 og passamarbejdet mellem Benelux-landene fra 1960, blev etablering af fuldstændig fri bevægelighed for personer anset for at have stor symbolsk betydning for EF-integrationen.”

Der har altså ikke været noget objektivt behov overhovedet, hverken m.h.t. politisamarbejde, borgernes frie bevægelighed eller andet. Det har alt sammen været symbolpolitik. Og hvordan kom det så i gang:

”Da EU-landene i løbet af 1980’erne ikke kunne nå frem til en fælles forståelse inden for EU-samarbejdet, besluttede Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux-landene selv at gennemføre den fri personbevægelighed inden for egne grænser. Det blev gjort i 1990 ved at disse lande undertegnede Schengen-gennemførelseskonventionen, der realiserede målsætningerne fra Schengen-aftalen fra 1985.”

Sådan fungerer solidariteten altså i praksis: Når ikke alle vil makke ret, går nogle deres egne vegne.

Hvad angår politisamarbejdet efter Schengen-aftalen, drejer det sig bl.a. om øget grænseoverskridende samarbejde og en fælles informations-database.  Man erkender altså, at afskaffelse af grænsekontrollen skabte problemer, der kræver nye løsningsforsøg. I øvrigt har der altid været internationalt politisamarbejde. Det skal vel ikke bruges som forhandlingsobjekt.

Hvad så nu? Vi vil ikke bryde med Schengen-aftalen, så vi kan ikke genindføre politikontrol ved grænserne. Vi får også at vide, at den er overflødig. Men det forudsætter, at ALLE ydre EU-grænser bevogtes effektivt. Er det tilfældet?

Men vi kan indføre en ikke-permanent toldkontrol. Toldere kan udtage mistænkelige eller tilfældigt udvalgte personer og køretøjer til toldkontrol og på den måde få en smule indsigt i, hvem der lukkes ind i landet, og politi kan være klar til at bakke tolderne op. Vil det give trafikale problemer? De fleste kan huske tiden før Schengen-tilslutningen i 2001, hvor der var mulighed for både politi- og toldkontrol, og der var stort set aldrig problemer. De fleste gange, man krydsede en dansk eller anden europæisk grænse, blev man ikke engang stoppet.

Men måske må tolderne nøjes med campingvogne i stedet for rigtige toldbygninger, ”for at fremme EU-integrationen”.

- Sørgeligt, at der ikke findes en Schengen Light, hvor vi kunne have grundig Schengen-kontrol med al trafik ind og ud af EU i havne og lufthavne, og bevare den fornuftige før-Schengen 90’er-kontrol overfor Schengen-landene.


tirsdag den 14. juni 2011

Balladen om grænsekontrol og EU

Hvad kan vi indtil nu lære af balladen om grænsekontrol og EU?

Danmark har i alle EF/EU-årene været det land, der formentlig har været bedst til hurtigt og loyalt at implementere alle de mange direktiver fra EU.
Andre medlemsstater har haft mindre lyst eller evne, og nogle (store!) har ligefrem blæst på EU, når det gjaldt deres vigtige interesser.
På den anden side har Danmark været et af de lande, der har været mest tøvende overfor udviklingen fra et fællesskab af selvstændige stater til en egentlig union, jfr. vores fire forbehold overfor Unionstraktaten, og vi har ikke taget retorikken og symbolerne til os.

Nu har vi så bekendtgjort, at vi vil genindføre en vis kontrol ved vore grænser, som naturligvis vil holde sig indenfor rammerne i Schengen-aftalen. Og straks vælter kritikken ned over os, ikke fra alle, men fra Euro-establishmentet, fra tyske politikere og fra pressen. Selvom alle ved, at vores beslutning ikke vil blive en handelshindring, men blot et forsøg på kriminalitetsbekæmpelse.

Men det er åbenbart lige meget. Realiteterne er ikke det vigtigste, vores gode generalieblad som artigt EU-medlem er ligegyldigt. Det er symbolikken og Unionsudviklingen, der er vigtig for Euro-folkene. Og den har vi forbrudt os imod – igen.

Det her kan kun give anledning til bekymring for fremtiden. Eliterne vil blive ved med at arbejde for mere union, uanset befolkningernes modvilje. Og de vil støde på stadig større modstand fra virkeligheden, og fra lande som Danmark, hvor folkets indblanding i den førte politik er mærkbar.

Folkene skal nok vinde til sidst, og Babelstårnet styrte sammen. Men det kan godt blive en kostbar affære. Eksperimentet med EURO-valutaen viser vejen.

fredag den 27. maj 2011

Hvorfor vil de alle sammen baske Danmark?

Det er påfaldende, at Danmark i disse år baskes fra mange sider på en gang:

Fra den svenske elite – et mere dækkende ord er nomenklatura, de etablerede politikere og mediefolk, altså magthaverne – for vores udlændingepolitik.
Fra EU-nomenklaturaen for vores ønske om en vis toldkontrol, selvom vi er et af de EU-lande, der mest loyalt opfylder de påtagne forpligtelser.
Fra islamistiske would-be terrorister, der vil sprænge os i luften for Muhammedtegningerne.

Der er heldigvis stadig store kulturforskelle på de tre gruppers mål og midler, men de er dog forenede i et svært forståeligt og ugengældt had til vores stakkels land.
Hvad kan det være, de tre grupper Danmarks-baskere har til fælles?

Et bud er, at de ikke kan have, at vi tænker og taler frit og kritisk om de ting, som de anser for hellige: Henholdsvis multikulturen, den europæiske fælles nation og Islams verdensherredømme. ”Vi” er så ikke nødvendigvis den danske elite, men en stor del af det danske folk.

De kalder os populister, idet de gør ordet folkelig til et skældsord. Populisme har for dem en klang af leflen for lave instinkter, kortsynethed, egoisme. Det er helt forkert: Folket er generelt solidarisk, tænker på efterkommerne, er gavmilde overfor værdigt trængende. Men folket er først og fremmest realister, hvor eliten ofte er utopister.

Det er snarere eliterne, der lider af populifobi – modvilje mod folkene og deres frie vilje.

tirsdag den 24. maj 2011

Rød eller blå medicin?

Der tegner sig efterhånden et klart billede af både blå og rød bloks bud på en økonomisk fremtidsplan.

Begge blokke vil naturligvis skabe økonomisk vækst og balance på statsbudgettet. Men metoderne er forskellige.

Rød blok vil skabe vækst ved at øge de offentlige udgifter. Blå blok vil lægge forholdene til rette, så den private sektor kan vokse, trukket naturligt frem af efterspørgslen.

Rød bloks vej er planøkonomi. Den vil nok forbedre beskæftigelsen på kort sigt, men den vil medføre øget skattetryk og/eller statsgæld og dårligere betalingsbalance.

Blå bloks vej styres af befolkningens løbende, frie beslutninger. Den vil forbedre beskæftigelsen på både kort og langt sigt, og medføre lavere skattetryk og uændret betalingsbalance.

Finansieringen er et kapitel for sig. Blå blok vil opnå balance på statsbudgettet ved kontante, veldefinerede indgreb i tilbagetrækningsalder, lav vækst i de offentlige udgifter og besparelser. Rød blok vil skaffe pengene dels ved skattestigninger, dels ved nogle luftige hensigtserklæringer om bedre uddannelse, lavere strukturledighed og bedre integration. Disse forslag er ikke meget mere seriøse end Jacob Haugaards ”mere medvind på cykelstierne”. Indtægterne herfra skal ikke måles i milliarder, men i ”Villyarder”.

Rød bloks økonomiske politik er lige så porøs som dens værdipolitik. Vælgerne har al grund til at vælge den solide politik hos de blå: V, K og især Dansk Folkeparti.

torsdag den 19. maj 2011

von Trier og Cannes-filmfestivalen

Interessant, at von Trier nu er blevet smidt ud fra Cannes-filmfestivalen.

Manden er notorisk en international-socialistisk loonie. Han har i årtier sagt lede ting om Danmark og danskerne – og specielt Dansk Folkeparti – som er langt værre end det vrøvl, han kom til at sige i Cannes i går. Det har aldrig givet ham problemer.

Nu har han så – formentlig for at tiltrække sig opmærksomhed – ladet som om, han har taget skridtet til at blive national-socialistisk loonie. Og SÅ falder der brænde ned fra hele Politisk Korrekthed – Main Stream Media - etablissementet.

Det viser noget om strukturerne i de vestlige samfund i vor tid. Det viser også, at det er den sidste krig, der præger vores opfattelse af, hvad man kan tillade sig at sige. Hvis vi havde tidligere århundreders krige med araberne og tyrkerne i lige så frisk erindring, ville det være bestemmende for, hvad man kunne sige om Islam og multi-kulturen.

De smarte kan godt lide at sige, at militæret altid forbereder sig på at udkæmpe den seneste krig. Det er snarere os alle sammen, der tror, at fjenden fra den sidste krig stadig er fjenden i den næste.