OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 20. september 2011

Efter valget

Så er valget overstået. Jeg blev ikke valgt, men vil så meget mere takke dem, der gav mig deres stemme. Og ingen stemmer bliver spildt – DF har fået valgt 22 fortrinlige medlemmer ind i det nye Folketing.
Jeg vil selv fortsætte med at nedfælde mine overvejelser på denne hjemmeside. Jeg vil opdatere det politiske landkort, jeg tegnede og bragte i posten d.9. december 2010, og jeg vil prøve at komme med konstruktive forslag til nye politiske tiltag.
Her og nu vil jeg dog se ganske kort på det overståede valg. Det var utroligt at se S og SF slippe godt fra deres usande påstande om, at ”efterlønnen er afskaffet” og ”VKO har kørt Danmark i sænk”. Dygtigere journalister ville have afprøvet disse propagandausandheder mere energisk, end de forhåndenværende gjorde. Men VKOs politikere var også for passive. Nå, heldigvis blev S og SF ikke belønnet af vælgerne. Rød bloks fremgang blev leveret af sandflugtsvælgersegmentet på 5-10 %, der vil stemme på hvad som helst, der er nyt og chikt. Det var lige nu Enhedslisten og Radikale. Så Thorning-Schmidts flertal spænder fra Røde Mor til Kaospiloterne.
Det skal blive interessant at se, hvad Thorning-Schmidt selv indeholder. Jeg forventer ikke meget, at dømme ud fra hendes hidtidige præstationer. Sådan lidt Ritt Bjerregaard-agtigt: Alle var enige om, at hun var meget dygtig, men ingen har kunnet fortælle mig, hvad hun nogensinde har udrettet. Udover at tiltage sig magt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar