Danmark har måske verdens højeste niveau for offentlige udgifter, og tilhørende skattetryk. De aktuelle kriser – først finans, senest gælds – samt den kommende demografiske udvikling med flere pensionister og færre i den erhvervsaktive alder, gør offentlig sparsommelighed nødvendig.
Samtidig er der arbejde i gang for at ændre den kommunale udligning, der i øjeblikket ikke er tilfredsstillende. Kommunerne får tilført midler fra staten ud fra nogle kriterier, der ikke godt nok afspejler deres faktiske udgiftsbehov. Et eksempel er København, der får refusion, fordi den har mange ældre boliger, selvom tusindvis af disse er i perfekt stand og bebos af højtlønnede, der ikke belaster kommunens udgiftsside, tværtimod.
Dertil kommer, at de offentlige udgifter i årtier har været udsat for et pres opad, fordi der overalt har været et indbygget pres for at gøre alting bedst muligt, den såkaldte standardglidning.
Endelig er kommunerne sat i en klemme, fordi de fleste af deres udgifter egentlig bestemmes udefra: De er lovbundne, idet de følger af lovgivning vedtaget af Folketinget, og kommunerne kan ikke kontrollere antallet af de forskellige grupper indbyggere, der påfører kommunen de forskellige udgiftstyper. Samtidig er kommunerne underlagt et skatteloft, så de kun i begrænset omfang kan øge deres skatteindtægter.
En måde at håndtere alle disse problemer samtidig kunne være at ændre de kommunale bloktilskud og udligning, så at kommunerne fik tilskud efter de faktiske udgifts-drivere: Ikke efter indirekte forhold som boligernes alder, men efter faktiske forhold som antal skolebørn, kontanthjælpsmodtagere, antal anbragte børn o.s.v. Disse tilskud skulle fastsættes, så de dækkede et beskedent, realistisk, men acceptabelt niveau, ikke efter den bedst mulige standard. Herved ville kommunerne hverken have interesse i at tiltrække udgiftskrævende familier/personer eller interesse i at afskibe dem til andre kommuner. Og kommunerne skulle have større handlefrihed med hensyn til, hvilket niveau de ville betjene borgerne på.
Hvis kommunerne ville betjene borgerne på et højere udgiftsniveau end det beskedne, måtte de selv finansiere det over kommuneskatten, dog med et loft fastsat af Folketinget. Herved ville det kommunale selvstyre blive styrket, og sparsommelighed blive en valgmulighed.
Udgifts-driverne skulle opgøres hyppigt, f.eks. hver måned, og bloktilskuddet fra staten reguleres ligeledes hver måned. Hertil kan man indvende, at det ville gøre budgetterne flydende. Svaret er, at det er udgifterne jo allerede i dag! Udgifterne er i stort omfang lovbundne og dermed udenfor kontrol, mens budgettet er fastsat i kroner. Resultatet er svært påvirkelige under- eller overskud og drastiske sparerunder overfor de udgifter, som kommunen kan bestemme over. Hvis budgettet blev flydende, ville det følge det faktiske udgiftsudvikling – det ville udgifterne og det endelige statsregnskab jo ikke blive større af. Den del af udgifterne, der skyldtes det valgte kvalitetsniveau, ville stadig være under politisk kontrol, og endda på en mere gennemsigtig måde end i dag.
Pengene til bloktilskuddene skulle komme fra statens skatte- og afgiftsindtægter. Måske ville der alene herved komme den ønskede udligning mellem landets rige og fattige kommuner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar