De sidste uger har der været en del tumult i EU-parlamentet
i Strasbourg. Årsagen er, at EU-landenes regeringer via EU's Ministerråd er
blevet enige om at justere Schengen-aftalen om ukontrolleret bevægelighed over
landegrænserne. EU-parlamentet, og også EU-kommissionen, mener, at de også
skulle have været med til at træffe beslutningen.
Der er to slående ting ved denne sag. Dels selve det, at
Ministerrådet har truffet denne beslutning uden om de to andre organer, og
dels, at sagen ikke har givet nogen som helst politisk debat herhjemme (og vist
heller ikke i andre EU-lande).
Det første viser, hvad EU-landenes regeringer virkelig mener
om hele EU-unionsprojektet: Når vigtige sager virkelig spidser til, blæser
landene – og da især de store – på EU og handler selv for at varetage deres
egne interesser. Det så vi også, da der skulle gribes ind i den libyske borgerkrig.
Det andet forhold viser, hvor fjernt hele EU-projektet er
for den danske offentlighed. Vi er ligeglade. At en stor mængde af vores
lovgivning om mindre væsentlige sager kommer fra beslutninger i EU-organerne,
har offentligheden passivt affundet sig med. Vi stoler på, at de herskende
klasser ved, hvad de gør.
For egentlig burde sagen betragtes som ret væsentlig. Den
drejer sig jo om magtfordelingen mellem EU's tre organer, Rådet, Kommissionen
og Parlamentet. Men den viser også, hvor magten i virkeligheden ligger, uanset
hvad der står i diverse traktater. Den ligger heldigvis hos medlemslandenes
egne nationale regeringer.
Og det kan Parlamentet slet ikke affinde sig med. Parlamentarikerne, der for størstedelens
vedkommende er glødende unionstilhængere, mener, at de er i fuld gang med at
skabe en ny, europæisk over-stat. Og så bliver de naturligvis rasende, når
luften bliver lukket ud af ballonen.
Det giver mindelser om episoden i 1995, da Ritt Bjerregaard
skulle godkendes som EU-kommissær af EU-parlamentet. I den forbindelse sagde
hun – med den arrogance, hun var sluppet godt fra i Danmark gennem 20 år – at ”EU-parlamentet
ikke er et rigtigt parlament”. Parlamentsmedlemmerne blev rasende og var lige
ved at nægte hende godkendelse. Jeg mener generelt ikke, at Ritt Bjerregaard
har gjort noget godt for landet i hendes lange karriere, men her er jeg enig:
Et rigtigt parlament er den folkeretsligt anerkendte, suveræne
udøver af lovgivningsmagten indenfor sit territorium. Den magt udøves indenfor
EU-området af de nationale parlamenter. EU og EU-parlamentet har godt nok fået
overført beslutningskompetencen på (alt for) mange områder, men ikke på de
vigtigste: Krig og fred, staternes indtægter og udgifter o.s.v. Og vigtigst af
alt: EU-parlamentet har kun sine beføjelser gennem uddelegering fra
medlemsstaternes parlamenter. Enhver medlemsstat kan trække denne uddelegering
tilbage, om nødvendigt ved at træde ud af EU. De nationale parlamenter kan
lukke EU-parlamentet, EU-parlamentet kan ikke lukke de nationale.
Derfor er det ikke et rigtigt parlament.
Det kan så ikke overraske, at den helt EU-ukritiske professor
ved Københavns Universitet Marlene Wind udtaler (Berl. Tid. D.15.6.2012), at ”for
dem, der ikke har forstået det: Vi har at gøre med et rigtigt parlament”.
Efter min opfattelse skal en videnskabsmand altid være
kritisk, især over for sig selv, og altid efterprøve sine antagelser . En ”rigtig
professor” skal ikke have en politisk sag, som hun kæmper for via sin stilling.