OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 5. december 2016

Anders Samuelsens stålfaste topskattepolitik

Nu er nerverne ved at komme i ro efter udvidelsen af Løkkes Venstre-regering med Liberal Alliance og de konservative, og man kan evaluere lidt på hele forløbet. To forhold har mange iagttagere har brugt meget tid på at kommentere:

Det første er, at den nye treparti-regerings grundlag kun omfatter en hensigt om at reducere tid på at kommentere:skatten, mens LA’s ”ultimative krav” hele efteråret var sænkning af topskatten med 5% for alle her og nu, ellers ville de vælte Løkkes regering! Man siger, at Anders Samuelsen har mistet sin troværdighed o.s.v.

Det er utroligt, at man stadig bruger tid på at harcellere over, at politikere modererer deres synspunkter, når de får ansvar. Eller mere præcist: Man har jo altid mindst tre sæt politiske synspunkter. Et sæt er de helt personlige, som man helst så realiseret. Et andet sæt får man, når man slutter sig sammen med andre i et politisk parti, hvor jo mange sæt personlige meninger skal fusioneres sammen til et enkelt program. Og endelig må man blive enige om et tredje sæt, hvis man går sammen med andre partier i en flerpartiregering. Dette er der jo intet kritisabelt i – hvad ellers? Det eneste kritisable opstår, hvis man afviger alt for langt fra sine personlige synspunkter for at f.eks. komme i regering. Men det ses ikke at være tilfældet her – så vigtig er topskatten ikke.

Noget andet er, at LA og især dets leder, Anders Samuelsen, optrådte helt uhørt klodset og provokerende hele efteråret ved at opstille deres topskatkrav som ”ultimativt”. Dels er det uforskammet at starte forhandlinger på den måde, og dels var det i situationen helt tåbeligt at kræve denne skattenedsættelse af Løkke, for der var og er jo simpelthen ikke 90 mandater i Folketinget i denne valgperiode, der vil gå med til det. LA krævede noget af Løkke, som han ikke kunne give, selv hvis han ville!

Man kan undre sig over Samuelsens optræden, som han selv bl.a. har begrundet med personlige forhold, som dog er samfundet uvedkommende. Man klager ofte over, at de fleste politikere i dag har politik som levebrød og aldrig har prøvet normalt arbejde. Man skulle dog tro, at det havde den fordel, at de så kendte de politiske mekanismer godt og ikke ville finde på at kortslutte dem. Men det sker altså alligevel.

Den anden ting, som kommentatorer og læserbrevsskribenter bruger oceaner af tid på at kritisere, er Dansk Folkepartis manglende interesse for at komme med i regeringen. Man kalder det ansvarsfragåelse og skulkeri! Man bortser fra, at forskellen mellem DFs og Venstres EU-politik (og flere andre politikområder) simpelthen er for stor til, at de kunne gå i regering sammen.

Dette altså samtidig med, at Liberal Alliance kritiseres for at være gået med i regering! Der taler man om, at LA har svigtet sine principper for at få ministerbiler og pensioner.


Som Aksel Larsen sagde: Man kan tage hatten op eller lade den ligge, i begge tilfælde vil man blive kritiseret.