OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

onsdag den 31. oktober 2012

Skolepolitik: Tilbage til udgangspunktet


Det er interessant at se, hvordan udviklingen kan bevæge sig i en cirkel: Man tror, at tingene bevæger sig fremad, og pludselig står man ved udgangspunktet.

Jeg tænker her på folkeskolen. Indtil de radikale fik gennemført den første af en lang række ”reformer” af skolen i slutningen af 1950’erne, gik børn 5 år i underskole, derefter 2-4 år i mellemskole: Nogle i eksamens-mellemskole, der forberedte dem til realklassen eller gymnasiet, og andre i eksamensfri mellemskole, der forberedte dem til en mere praktisk, ikke-boglig erhvervsuddannelse, eller til straks efter at få arbejde som ufaglært.

Denne ordning afskaffedes så og afløstes fra 1962 af en ordning, hvor eleverne ikke mere måtte deles efter anlæg og interesser efter 5. klasse. De skulle gå samlet først 7 år i underskole, så 2-3 år i realskole, og så enten i gymnasium eller ud til en erhvervsuddannelse.

Det er så senere blevet til en udelt underskole på 9-10 år og derefter gymnasium eller erhvervsuddannelse. Mantraet har siden 1950’erne været, at eleverne for enhver pris skulle holdes sammen i samme klasser. Hvis der var forskel på elevernes evner, skulle de stakkels lærere tage højde for det i den enkelte undervisningstime.

Dette projekt har fra starten været håbløst, men magthaverne på området har holdt stædigt fast i det, da det har været en del af reformpædagogikkens arvesølv ikke at ”sortere” i eleverne. Det er jo en del af elitens uudtalte grundtanker, at det er ”finere” at være boglig end praktisk, selvom de sidstnævnte ofte klarer sig mindst lige så godt gennem livet.

Desværre er det faktiske forhold, at eleverne allerede fra helt små har forskellige evner og interesser: Nogle er praktisk anlagt, nogle har flair for det boglige og abstrakte, og det vil senere i livet vise sig i deres valg af livsbane, uanset hvad 68’erne mener om det. At holde eleverne i samme klasse i 9 år har kun givet problemer – for alle.

Nu har en modig skole i Vendsyssel taget konsekvensen og ”toner” nu de ældste folkeskoleklasser efter elevernes anlæg og interesser: Nogle boglige og andre praktiske, så de i videst muligt omfang ligner de gamle mellemskoleklasser. Ringen er ved at være sluttet.

Selvfølgelig stejler Undervisningsministeriet – det er jo berømt for at være det ministerium, der er mest fastlåst i 68’er-ideologi, måske en del af Ritt Bjerregårds indsats som politiker. Det bliver interessant at følge den fortsatte kamp mellem livets kendsgerninger og den politiske korrekthed. 

torsdag den 11. oktober 2012

Det politiske landskab i 2012 uden et ægte borgerligt parti


Det må igen være på tide at se lidt på det politiske landskab, som det tegner sig her et år efter sidste Folketingsvalg i september 2011.

I min blogpost fra 9. december 2010 havde jeg tegnet et koordinatsystem over det politiske landskab, med to akser: Den traditionelle økonomiske venstre-højre akse som vandret akse, traditionelt med partier, der ønsker stor offentlig sektor, til venstre; og partier, der lægger mest vægt på personlig økonomisk frihed, til højre.

Den lodrette akse afbilder værdipolitiske holdninger, med de folkelige, nationale opad og de elitære, internationalistiske nedad.

Jeg satte partierne ind i landskabet eller koordinatsystemet, sådan som jeg opfatter dem efter partiledernes ageren. Resultatet i 2011 blev ikke meget anderledes end ved det forrige valg – ny figur kommer senere.
Der er fortsat trængsel i de to nedre kvadranter, hvor de stuerene eliter befinder sig. Deres vælgere befinder sig mere spredt over det politiske landskab, jfr. Viby Mogensens kronik i Berlingske d.10. oktober 2912, hvor han i virkeligheden beskrev, hvordan vælgerne er mere folkelige i deres synspunkter end partiernes politikere.

Som hidtil er der gabende tomt i 1. kvadrant, den ægte borgerlige. Venstre kigger lige op i hjørnet. De konservative, der naturligt og historisk har hentet deres vælgere her, er stadig et delvist radikalt parti. Ved deres nylige landsmøde prøvede de at skærpe deres borgerlige profil, så den ikke bare drejer sig om skattenedsættelser. Nu begynder de forsigtigt at ytre tvivl om EU's fortsatte ustoppelige vækst.

Fantastisk nok sagde de dog ikke et ord om indvandringspolitikken. Fantastisk, fordi vi lever i en ny folkevandringstid, hvor de rige lande, herunder Danmark, er mål for massevandring fra Asien og Afrika, og et ægte konservativt parti måtte være det første til at begrænse denne invasion. Men ikke det konservative folkeparti i Danmark.

Så de konservative som ægte borgerlige: Close, but no cigar. Vi venter stadig på et rigtigt folkeligt, borgerligt parti – som Dansk Folkeparti, blot mere borgerligt i den økonomiske politik. Vi savner den ægte vare.





      



tirsdag den 2. oktober 2012

EU i 40 år – fra fællesskab mellem nationer til overstatslig, centralstyret union


I dag er det 40 år siden, at flertallet af de danske vælgere – heriblandt jeg – stemte os ind i de daværende Europæiske Fællesskaber, EF. I den anledning undrer nogle borgerlige kommentatorer sig over, at tilslutningen til projektet har ændret sig: Hvor der i 1972 var et flertal af borgerlige for EF og flertal af venstreorienterede imod, er der nu en tendens i den modsatte retning. Om ikke flertal for at forlade EU, så en voksende skepsis hos borgerlige, og en voksende EU-begejstring hos venstrefløjen incl. De radikale.

Det prøver man at finde mange gode forklaringer på, f.eks. at den kolde krig rasede i 1972, og EF sås som et vestligt samarbejdsprojekt, som de venstreorienterede – skamfuldt for dem – af den grund var imod. Og man nævner, at 2. Verdenskrig var i forholdsvis frisk erindring dengang, o.s.v.

Mærkeligt nok er det kun kritikerne af det nuværende EU, der nævner den efter min mening væsentligste grund: EF har ændret sig radikalt. Det, vi stemte ja til dengang, var et hensigtsmæssigt samarbejde mellem Vesteuropas selvbestemmende lande. Vi kunne godt nok læse i Romtraktatens præambel, at EF skulle udgøre en ”sammenslutning mellem de europæiske lande, der uden ophør gøres stadig snævrere”, d.v.s. skulle ende i en egentlig unionsdannelse, men vi fik forsikret, at det kun var tom retorik, det her drejede sig nemlig om ”Fædrelandenes Europa”, og ”unionen var stendød”. Derfor stemte vi ja, trods – må jeg i dag beskæmmet indrømme – advarsler fra flere besindige mennesker, som vi valgte at overhøre.

Over de mellemliggende år har vi så set, at unionstilhængerne mente det alvorligt, og det er åbenbart dem, der bestemmer farten i alle landene. EF har udviklet sig til EU, der vil blande sig i stadig mere og mere, som gradvist afskaffer landenes vetoret, og som har påtvunget befolkningerne sine skadelige projekter som Schengen-aftalen med fri passage for absolut alle over grænserne, og Euroen, der er i færd med at ødelægge Sydeuropas økonomiske liv og velfærd. Magthaverne synes ikke at se nogen problemer, mens befolkningerne stemmer imod, når de en sjælden gang bliver spurgt.

Hvorfor standser vælgerne da ikke denne skæve udvikling? Tja – hvorfor standser vælgerne ikke masseindvandringen fra Asien og Afrika, som de også er imod? Det er vel et spørgsmål om træghed, om blind tillid (kan så mange kloge magthavere virkelig tage fejl?), om angst for at blamere sig, ligesom de tilskuere, der i Kejserens nye klæder roste hans nye ikke-eksisterende dragt.

Befolkningerne skal nu nok vågne op en dag, men der skal ske mange overflødige skader inden da.