I dag er det 40 år siden, at flertallet af de danske vælgere
– heriblandt jeg – stemte os ind i de daværende Europæiske Fællesskaber, EF. I
den anledning undrer nogle borgerlige kommentatorer sig over, at tilslutningen
til projektet har ændret sig: Hvor der i 1972 var et flertal af borgerlige for
EF og flertal af venstreorienterede imod, er der nu en tendens i den modsatte
retning. Om ikke flertal for at forlade EU, så en voksende skepsis hos
borgerlige, og en voksende EU-begejstring hos venstrefløjen incl. De radikale.
Det prøver man at finde mange gode forklaringer på, f.eks.
at den kolde krig rasede i 1972, og EF sås som et vestligt samarbejdsprojekt,
som de venstreorienterede – skamfuldt for dem – af den grund var imod. Og man
nævner, at 2. Verdenskrig var i forholdsvis frisk erindring dengang, o.s.v.
Mærkeligt nok er det kun kritikerne af det nuværende EU, der
nævner den efter min mening væsentligste grund: EF har ændret sig radikalt. Det,
vi stemte ja til dengang, var et hensigtsmæssigt samarbejde mellem Vesteuropas selvbestemmende
lande. Vi kunne godt nok læse i Romtraktatens præambel, at EF skulle udgøre en ”sammenslutning
mellem de europæiske lande, der uden ophør gøres stadig snævrere”, d.v.s.
skulle ende i en egentlig unionsdannelse, men vi fik forsikret, at det kun var
tom retorik, det her drejede sig nemlig om ”Fædrelandenes Europa”, og ”unionen
var stendød”. Derfor stemte vi ja, trods – må jeg i dag beskæmmet indrømme –
advarsler fra flere besindige mennesker, som vi valgte at overhøre.
Over de mellemliggende år har vi så set, at
unionstilhængerne mente det alvorligt, og det er åbenbart dem, der bestemmer
farten i alle landene. EF har udviklet sig til EU, der vil blande sig i stadig mere
og mere, som gradvist afskaffer landenes vetoret, og som har påtvunget
befolkningerne sine skadelige projekter som Schengen-aftalen med fri passage
for absolut alle over grænserne, og Euroen, der er i færd med at ødelægge
Sydeuropas økonomiske liv og velfærd. Magthaverne synes ikke at se nogen
problemer, mens befolkningerne stemmer imod, når de en sjælden gang bliver
spurgt.
Hvorfor standser vælgerne da ikke denne skæve udvikling? Tja
– hvorfor standser vælgerne ikke masseindvandringen fra Asien og Afrika, som de
også er imod? Det er vel et spørgsmål om træghed, om blind tillid (kan så mange
kloge magthavere virkelig tage fejl?), om angst for at blamere sig, ligesom de
tilskuere, der i Kejserens nye klæder roste hans nye ikke-eksisterende dragt.
Befolkningerne skal nu nok vågne op en dag, men der skal ske
mange overflødige skader inden da.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar