OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

søndag den 30. september 2012

Løftebrud, Jens Otto Krag og ”man har et standpunkt…”


Nu har regeringen begået et nyt løftebrud – formentlig over nummer 100 -: Udenrigsministeren vil alligevel ikke have, at Danmark skal aftage nogle af USA’s fanger i Guantanamo-fængslet. Det lovede han ellers, da han var i opposition.

Men dette er da i det mindste et godt løftebrud, set fra et borgerligt synspunkt. Det gælder vel egentlig de fleste af regeringens mange løftebrud. Så det er regeringens vælgere, der står med en lang næse – regeringens elendige galluptal vidner jo også om det.

Derfor er det jo alligevel principielt forkasteligt, at regeringen kom til magten i kraft af sine mange løfter, som den efterfølgende løber fra.

På dette sted i debatten plejer nogle at citere Jens Otto Krags: ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt, ikke sandt?” og så tilføje, at det da er helt i orden at ændre mening, hvis man bliver klogere, eller forholdene ændrer sig.

Hertil er at sige, at J. O. Krag aldeles ikke blev klogere ved den lejlighed. Sagen var, at han før valget i 1966 blev spurgt, om Socialdemokratiet ville danne regering med SF, hvis de fik flertal efter valget. Til det svarede han nej. De fik så flertal, og han dannede alligevel regering på basis af SF’s stemmer (”Det røde kabinet”). Så der var aldeles ikke tale om at blive klogere eller ændrede forhold. Han blev spurgt om en fremtidig mulighed, han svarede om den mulighed, og efter valget løb han fra sit ord. Han skiftede standpunkt, ikke fordi han var blevet klogere, eller forholdene havde ændret sig, men fordi det var opportunt at løbe fra sit ord. Så løftebrud er ikke en ny opfindelse.

Noget andet er, at det naturligvis er tilladt at ændre mening gennem tiden. Det kan være tale om ændret vurdering af de faktiske forhold – f.eks. er der mange tidligere tilhængere af multikultur og indvandring, der nu begynder at se de medfølgende problemer. Der kan også simpelthen være tale om, at man ændrer holdning – f.eks. mener mange unge, at vi bør have en meget stor offentlig sektor, mens de med årene finder, at lidt offentlig sparsommelighed – og behersket skattetryk – er bedre. Men det er altså noget andet end at være opportunist.


søndag den 16. september 2012

Hvad politikerne bør stræbe efter


Jeg har i den første postering fra december 2010 beskrevet, hvad jeg opfatter som de borgerlige holdninger og værdier, som samfundet bør indrettes efter:

Retfærdighed: At alle får, hvad de har gjort sig fortjent til (samfundet kan ikke fungere baseret på godhed)

Samhørighed: At vi vil leve blandt mennesker, som vi deler livsopfattelse med (det giver utryghed at leve i en sammenblandet verden)

Handlefrihed: At vi kan handle frit indenfor de grænser, vores livsopfattelse sætter (offentlig styring lammer os)

Desuden nogle værdier, som går på tværs af de politiske skel:

Offervilje: At vi vil bidrage til samfundet, ikke bare nyde

Sparsommelighed: Fordi ressourcerne er begrænsede, og de tilhører ikke specielt vores generation

Men hvilket hverdagsliv skal disse værdier fremme?  Hvilket liv er det, som samfundet skal tilrettelægge rammerne for? Eller mere præcist: Hvad skal politikerne arbejde for?

Eller for at gå helt til roden: Hvad er meningen med livet? Vi er næsten ovre i det religiøse univers – lad os dog her holde os til det verdslige!

Grundtvig har et bud på det: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv”. Det interessante her er ikke så meget det jævne – med mindre han mener, at man skal holde sig fra overdrivelser af enhver art! - og muntert er fint, men ikke særlig operationelt her. Men virksomt – her er vi ved det centrale. En af de ting, der adskiller menneskene fra dyrene, er vel, at vi gerne vil udrette noget mere end blot at overleve og reproducere os. Vi vil gerne være nyttige for omverdenen. Vi vil gerne se os selv som en nødvendig del af vores samfund. Vi vil gerne producere, ikke blot forbruge – det var her, Socialdemokraterne gik over gevi nd med deres ”enstrengede bistandslov” fra 1970’erne, hvor alle skulle have dækket deres behov, og fagbevægelsen, der ”sejrede ad Helvede til” med deres evindelige krav om mere i løn for samme arbejdsindsats.

Der er simpelt hen en del af vores kultur, der er lige så vigtig som forbrug: Vi vil have personlig handlefrihed, og vi vil gerne have et arbejde – simpelt hen. Her tæller hjemmegående ægtefæller med!

Og det er det, de borgerlige værdier lægger op til: At vi selv tager ansvaret for vores liv, at vi ønsker, at samfundet har brug for os, og at vi styrer os selv ud fra de velkendte normer.

Derimod lægger de socialistiske og radikale værdier op til det modsatte: At samfundet har det overordnede ansvar for, hvordan det går i vores liv. At myndighederne er klogere end borgerne. At normer og rammer flyder, og alle værdier er lige gode eller lige gyldige.

Så jeg mener, at de borgerlige værdier bør være grundlaget for samfundets rammer, fordi de passer bedst til vores kultur. Og de var da også de politisk dominerende indtil 1968-katastrofen. Nu ruller bølgen tilbage, og vi må arbejde på, at den fortsætter med at rulle tilbage.

Helt konkret bør enhver regering se det som sin næstvigtigste opgave – kun overgået af ansvaret for at forsvare samfundet mod indre og ydre angreb – at tilstræbe fuld beskæftigelse. Det er da også optaget i Grundloven, samt i diverse internationale konventioner. Det bliver tit nævnt sideordnet med ansvaret for at opretholde et stabilt pengevæsen, og det er da også vigtigt, at høj inflation ikke stjæler pengene op af lommerne på dem, der har sparet op i finansielle aktiver. Men høj beskæftigelse bør betragtes som lige så vigtigt.

Disse tanker kan forekomme noget teoretiske, men de bliver helt konkrete, når vi ser på Euro-debatten: For hvad er dog formålet med alt dette Euro-ballade? Hvem bliver lykkeligere eller rigere, i nogen som helst forstand, af Euroens eksistens? Kun de Europa-religiøse. Derimod bliver millioner af almindelige mennesker i de økonomisk svage sydeuropæiske lande kastet ud i arbejdsløshed og fattigdom, fordi deres lande er fanget i det, der er kaldt Euro-fængslet, hvor de må leve med en valuta, der er overvurderet i forhold til deres egen formåen.

Nogen siger, at Euroen er nødvendig for det europæiske samarbejde. Det passer simpelt hen ikke. De siger også, at europæisk union er nødvendig for at undgå krige mellem de europæiske lande. Det er et ekko fra de to verdenskrige. I dag er det ikke rigtigt.

Europa-unionstanken virker nærmere som en totalitær ideologi, der forsøges presset ned over hovederne på de modvillige befolkninger af den bedrevidende ”elite”, som ofte består af gamle marxister, der har udskiftet deres ungdoms havarerede ”isme” med en ny, mere karrierefremmende. I sandhed ”men for all seasons”.

Politikerne burde spørge sig selv i dag: Fremmer Euroens eksistens generelt beskæftigelsen, ja eller nej? Svaret er let, og de burde handle derefter.
                                                                                                                                     


lørdag den 8. september 2012

Euroen og ECBs obligationskøb


Beklager, men så må vi til det igen: Euroen er igen blevet reddet, for 117. gang. Denne gang er det den Europæiske Central Bank, ECB, der har besluttet, at den vil støtte de statsgældsplagede lande ved at købe deres 1 til 3-årige statsobligationer i princippet i ubegrænset omfang, forudsat at de pågældende lande opfylder de krav til stramninger og reformer, som man er blevet enige om.

Denne redningsaktion er af en lidt anden karakter end de hidtidige. Det drejer sig jo ikke om at redde Euroen som valuta – den kunne Tyskland såmænd blot køre videre med ene land – det drejer sig om at holde alle 17 lande i Eurozonen ombord, uanset hvor uegnede de er til at have fælles valuta med Tyskland. De pågældende lande vil for enhver pris blive i zonen – vel en slags dumstolt og misforstået prestige – og den europæiske herskende elite vil beholde alle ombord, også næsten for enhver pris, fordi Euroen er et rent politisk symbol-projekt, en synliggørelse af deres drømme om et forenet Europa.

Problemet har flere lag. For det første kan man ikke have valutaunioner mellem lande med økonomier, der udvikler sig forskelligt. Det har været prøvet mange gange før, og sådanne projekter kan erfaringsmæssigt kun holde mellem 10 og 30-40 år, afhængigt af forskellen mellem de deltagende lande. Til sidst vil der være bygget så store spændinger op, at de svage lande får problemer med betalingsbalance, beskæftigelse, statsgæld o.s.v., så unionen bryder sammen.

I tilfældet Euroen har derudover nogle af landene haft en politisk kultur, så de har opbygget stor statsgæld, der i adskillige år blev finansieret af tankeløse investorer, der glemte at vurdere de enkelte landes kreditværdighed. Desuden har nogle lande opbygget store akkumulerede underskud på deres betalingsbalancer, der blev finansieret automatisk af Eurosystemets afregningssystem. Disse ophobede underskud er nu så store, at investorerne siger stop.

Oven i alt dette har mange af landenes investorer og især banker deltaget i det ejendomsboble-pyramidespil, der førte til finanskrisen i 2008.

Nu er alle boblerne bristet, og politikerne forsøger sig med deres løsninger. Man har ydet store lån til de ramte lande, og store lån specifikt til nogle landes banksektor. Og de ramte lande er blevet påtvunget enorme spareprogrammer for at fjerne underskuddene på deres statsbudgetter.

Alt dette har også været nødvendigt, men det er ikke tilstrækkeligt. Der skal yderligere mange års spareprogrammer og reformer til. Det er endda ikke sikkert, at disse spareprogrammer og andre reformer kan bringe landene ind på samme økonomiske spor (læs: Gøre dem tyske) og desuden fjerne de sidste 10 års ophobede forskelle i udvikling, og hvis det endelig lykkes, vil det være til en enorm pris i form af dyb lavkonjunktur i Sydeuropa i mange år med millioner af menneskeskæbner tabt på gulvet, mennesker der aldrig får en normal start på arbejdslivet.  Den seneste beslutning i ECB vil blot betyde, at de sydeuropæiske regeringer kan få finansiering, så de i ro og mag kan kvæle deres egne økonomier i det antal år, det tager.

Den rigtige løsning ville selvfølgelig være at erkende, at også Euroen er et valutaunionsprojekt, der ikke kan fungere, og give landene deres uafhængige valutaer igen. Så kunne valutakurserne tilpasse sig økonomierne, ligesom i resten af verden. I stedet skal nu økonomierne tilpasses Euroen!

Dette burde lede til spørgsmålet: Hvorfor dog? Hvad er formålet med de politiske anstrengelser? Mere om dette i næste post!

lørdag den 1. september 2012

Menneskerettigheder og borgerrettigheder


CEPOS’s chefjurist Jacob Mchangama (JM) har en kronik i Berlingske d.1. september 2012, hvor han harcelerer over, at familien Krarup har kritiseret menneskeretsbevægelsen. JM anfører, at menneskerettigheder er grundlaget for det danske demokratiske samfund i dag, og han vedlægger en stribe citater som bevis.

Jeg finder, at JM skyder helt ved siden af. De rettigheder, som han henviser til: Talefrihed, skrivefrihed, stemmeret ved frie og hemmelige valg o.s.v. kaldes godt nok i citaterne for menneskerettigheder, men vi kalder dem normalt for borgerrettigheder. De har også altid i relevant omfang omfattet udlændinge, som befandt sig her i landet. Menneskerettigheder derimod er de utallige rettigheder, som internationale jurister og politikere i årene efter Anden Verdenskrig har givet til udlændinge, der ofte intet lovligt havde at foretage sig i vore lande. Et godt eksempel er besværet med at udvise udenlandske forbrydere, hvis de er i fare i deres hjemland.

Jeg mener ligesom Krarup’erne, at menneskerettighederne skal være underordnet vore egne borgerretigheder, altså at danske borgeres ret til at leve i fred skal veje tungere end udenlandske forbryderes ret til et uforstyrret liv her i landet.