Menneskerettigheder og borgerrettigheder

CEPOS’s chefjurist Jacob Mchangama (JM) har en kronik i Berlingske d.1. september 2012, hvor han harcelerer over, at familien Krarup har kritiseret menneskeretsbevægelsen. JM anfører, at menneskerettigheder er grundlaget for det danske demokratiske samfund i dag, og han vedlægger en stribe citater som bevis.

Jeg finder, at JM skyder helt ved siden af. De rettigheder, som han henviser til: Talefrihed, skrivefrihed, stemmeret ved frie og hemmelige valg o.s.v. kaldes godt nok i citaterne for menneskerettigheder, men vi kalder dem normalt for borgerrettigheder. De har også altid i relevant omfang omfattet udlændinge, som befandt sig her i landet. Menneskerettigheder derimod er de utallige rettigheder, som internationale jurister og politikere i årene efter Anden Verdenskrig har givet til udlændinge, der ofte intet lovligt havde at foretage sig i vore lande. Et godt eksempel er besværet med at udvise udenlandske forbrydere, hvis de er i fare i deres hjemland.

Jeg mener ligesom Krarup’erne, at menneskerettighederne skal være underordnet vore egne borgerretigheder, altså at danske borgeres ret til at leve i fred skal veje tungere end udenlandske forbryderes ret til et uforstyrret liv her i landet.