OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

lørdag den 27. september 2014

Indsatsen mod IS i Irak og Syrien og folkeretten

Der er nu bred tilslutning i Folketinget til at sende danske F-16 fly m.v. til Mellemøsten for at deltage i bekæmpelsen af terrororganisationen Islamisk Stat. Det har rejst spørgsmålet, om denne indsats mon er i overensstemmelse med folkeretten.

Indsats i Irak sker på opfordring fra landets regering, så der er ingen problemer. Spørgsmålet opstår ved indsættelse i Syrien. Den syriske regering har – i hvert fald formelt – ikke givet tilslutning. Men IS er en organisation, der udøver terror og mord både på syrisk territorium og ud fra dette mod udenlandske statsborgere og stater, uden at den syriske regering kan forhindre det. Derfor må stater, der er udsat for denne terror og mord, eller som føler sig i fare for at blive det, være berettiget til at bekæmpe terrororganisationen – men ikke foretage sig andet – på syrisk territorium, også uden den syriske regerings tilladelse.

Dette skrevet, uden at jeg på nogen måde er ekspert i folkeret. Men jeg mener, at retten skal være og også er en kodificering af almindelig rimelighed og sund fornuft.

Et andet spørgsmål er, om vores bombning af IS hjælper. Vores bombning af Gaddafi’s styrker i Libyen og afsættelsen af Saddam Hussein i Irak har jo næppe forbedret forholdene i disse lande.

Men i disse tilfælde greb vi ind i etablerede diktaturstaters forhold. Det skal man nok være mere forsigtig med – Vesten har jo heller ikke grebet ind i den syriske borgerkrig. Men bombning af IS er netop heller ikke destabiliserende for Irak eller Syrien – tværtimod. Og vi skal ikke involveres med egentlige tropper på landjorden. Så vi kan ende engagementet simpelthen ved at flyve hjem, og lade de lokale ordne deres egne forhold, når den tid kommer.

fredag den 26. september 2014

Søren Krarup og Putins Ruslands ”nationale interesser”

I starten af september 2014 havde Søren Krarup et indlæg i Berlingske, hvor han i uldne vendinger udtrykte forståelse for Putins aggression mod Ukraine, som SK mente var forsvar for Ruslands ”nationale interesser”. Siden har han fastholdt sit synspunkt og henvist til Ruslands og Ukraines særlige tilknytning, han har endog kaldt Ukraine en ”provins”.

Jeg mener, at Krarup er på katastrofalt gal kurs i denne sag. Selvfølgelig har Rusland nationale interesser, som det har ret til at arbejde for, men de skal afvejes mod nabolandenes – her Ukraines. Krarup ser kun på Ruslands. Hvad nu, hvis Ukraine ønsker at frigøre sig for sin historiske tilknytning til Rusland? Skulle de ikke have ret til det?

Dertil kommer de russiske metoder: Anneksion af Krim, invasion i Østukraine. Selv om man holdt helt med Rusland i synet på dets interesser, må disse metoder få alle til at sige fra.

Noget andet er, at Vesten og Ukraine ikke har optrådt særlig klogt. Den planlagte handelsaftale mellem EU og Ukraine kunne kun betragtes som en fjendtlig handling mod Rusland, og det samme må siges om tiltagene mod russisk sprog m.v. straks efter den tidligere præsidents afsættelse. Rusland skulle blot have reageret gennem de etablerede politiske kanaler – så ville den nuværende krise have været undgået. Men så ville Krims befolkning nok ikke ved et frit valg have ønsket indlemmelse i Rusland, og det var åbenbart vigtigere for Rusland. De betragter stadig udenrigspolitik som et nulsumsspil, hvor man tager, hvad man kan, mens vi i Vesten betragter det som en fælles projekt, hvor alle kan vinde ved at samarbejde.


tirsdag den 9. september 2014

Ruslands invasion af Ukraine: Hvorfor gør de det?

Med den direkte russiske invasion af det østlige Ukraine trænger den nye sikkerpolitiske virkelighed sig endelig på i det magelige Vesteuropa. Nu kan vi ikke længere undslå os for at reagere. Men det er vigtigere end nogensinde at forstå vor modstander.

Lad os huske Vietnamkrigen. Det står nu klart, at Vietnam og USA udkæmpede to forskellige krige: Vietnameserne så krigen som en sidste del af deres kamp for at befri sig for vestlig (fransk) imperialisme, mens USA så krigen som en del af den kolde krig mellem Vesten og de kommunistiske stormagter. USA troede, at de udkæmpede en ny Korea-krig, men i stedet udkæmpede de en genopførelse af deres egen uafhængighedskrig fra 1770’erne, men nu med dem selv i rollen som briter.  Hvis USA havde forstået vietnameserne, var meget gået anderledes.

Det betyder absolut ikke, at Rusland nu har ret i deres aggression mod Ukraine, men vi bør altid bestræbe os for at forstå modstanderens bevæggrunde. Vesten ser Rusland som en aggressor, der vil flytte landegrænser med militær magt, mens Rusland mener, at de blot tager det, som retmæssigt er deres. Hvordan skal vi vurdere det?

Den fornuftige og holdbare løsning må for det første tage udgangspunkt i de berørte befolkningsgruppers egne ønsker. Og her er det meget usikkert, hvor stor en del af befolkningen i det østlige Ukraine, der ønsker deres landsdel indlemmet i Rusland. Det er klart, at den russiske regering og desværre den store, uinformerede del af det russiske folk ikke ønsker at vente på reelle informationer om denne detalje.

Dernæst må man, hvis nogen ønsker at flytte på grænserne, gøre dette ved forhandlinger mellem staterne og evt. via den internationale domstol i Haag. Heller ikke dette har den russiske regering ønsket at tage del i.

Så henviser nogle til historien, der i sig selv skulle give Rusland ret til forskellige områder udenfor deres nuværende grænse. Det er en interessant betragtning, der vil sætte fut i den kedelige sameksistens kloden rundt – vi kan jo begynde med Skåne, Halland og Blekinge – ”de besatte territorier på Østbredden”, som Rasmus Jarlov har sagt. Udover det vanvittige i at mene, at historien skulle overtrumfe folkenes selvbestemmelsesret, rejser det praktiske problemer: Nogle områder har skiftet tilhørsforhold mange gange. Hvilket tidspunkt i historien skal så være gældende?

Putin benytter desværre også Hitler-retorik, når han taler om, at han må beskytte sine folkefæller mod mishandling i nabolandene. Der er intet i den nuværende situation, der retfærdiggør denne betegnelse. Men desværre rummer Ukraine også betydelige grupper af (ukrainske!) chauvinister og udemokratiske elementer, der for snart et år siden fik vedtaget en stramning af forholdene for den russisktalende del. Denne idiotiske provokation har formentlig været stærkt medvirkende til den russiske indblanding.

Men det er heldigvis taget af bordet nu. Den nuværende regering i Ukraine er uden tvivl klar over, at det russisktalende befolkningselement skal behandles ordentligt. Problemet er nu russerne. Hvor store krav vil de stille? Vil Putin først standse, når han har flyttet selve landegrænsen?

Putins holdning afhænger nok bl.a. af Vestens reaktion på begivenhederne. Her er det meget uheldigt, at næsten alle NATO-landene i årtier har reduceret deres forsvar og selv i dagens situation er meget tøvende med at øge det igen. Vor egen statsminister Thorning Smidt med den fantastiske begrundelse, at vi er midt i en forsvarsforligsperiode, der først udløber i 2017! Så må man da håbe, at der ikke udbryder egentlig krig inden da.
Den russiske politik er et strålende eksempel på salami-metoden, hvor hver skive omhyggeligt er tilpasset så tynd, at den forbliver under den vestlige opinions radar. Men, men – vi kan trods alt godt lægge skiverne sammen!

Desværre er der nok ikke nogen nem løsning på situationen. Et element i problemet er den russiske folkelige opinion, der – ophidset af en statslig løgnepropaganda, der desværre igen minder om Nazi-Tyskland – er helt på linie med Putins stormagtsdrømme.

Vesten må reagere på Ruslands pres mod dets mindre nabolande med et modpres – politisk, økonomisk, militært. Det er den eneste basis for forhandlede løsninger, hvis de ellers er mulige. Hvorfor skulle Putin forhandle på områder, hvor han kan tage, hvad han vil have?

Hvor er for øvrigt FN henne i hele denne krise? Under den kolde krig var det jo venstrefløjens og de radikales patentløsning på verdens sikkerhedsproblemer. Heller ikke på dette punkt har de husket at indrømme, at de tog grueligt fejl.