EU kan ikke tage æren for freden i efterkrigstiden

EU-tilhængerne fortsætter ufortrødent med at fortælle os, at EF/EU har været afgørende for at opretholde freden i Europa i efterkrigstiden.

De krige, man mener, at vi teoretisk kunne have oplevet indenfor Europa, er næppe f.eks. Italien mod Luxembourg. Det, man sigter til, er uden tvivl en tysk revanchekrig. Men mod hvem? Efter 1945 fik (Vest)Tyskland en behagelig fred, bl.a. med Marshallhjælp til genopbygning, mens Østtyskland blev udplyndret af Sovjetunionen. De første årtier var Vesttysklands ledende lag godt nok veteraner fra Nazityskland, der udgav officielle landkort, hvor de tabte østtyske provinser øst for DDR blev betegnet som ”for tiden under polsk administration”, men det kunne næppe true freden mellem de vesteuropæiske lande.

De år var jo domineret af den kolde krig, og den eneste krig, man for alvor frygtede, var et sovjetisk overfald på Vesteuropa. Især frygtede man det i Vesttyskland, fordi de lå i frontlinien og ville blive slagmarken.

Dertil kommer, at hele Tyskland fra 1945 og frem til Murens fald faktisk var besat af 2. Verdenskrigs fire sejrende magter, og besat med stærke, atombevæbnede styrker. Det ville gøre det noget svært for Vesttyskland at starte en krig.

Desuden var næsten hele Vesteuropa medlemmer af NATO, så alle landene var sikret af USA's overvældende magt, herunder dets atomvåben.

Endelige rådede Vesttyskland ikke over atomvåben, i modsætning til Storbritannien og Frankrig. Det gør tanken om tysk militær aggression helt umulig.

Altså en hel stribe grunde til, at EF, senere EU, absolut ikke kan takkes for, at der har været fred mellem de europæiske lande efter 1945. Den væsentligste årsag er dog, at der ikke i nogen af de vesteuropæiske lande har været nogen som helst ønsker om at starte nogen som helst krig mod andre europæiske lande. EF/EU eller ej.

EU i 40 år: På vej mod unionsstaten – nej tak til det!

I år er det 40 år siden, at Danmark meldte sig ind i det, der dengang var De europæiske Fællesskaber – EF. Dette tager medier og politikere som anledning til at opfordre til at lægge nye, store planer for den fremtidige udvikling af fællesskabet, der i mellemtiden er blevet til den Europæiske Union – EU.

Så lad os benytte anledningen til at tage et tilbageblik og et overblik. I 1972 sagde de danske vælgere ja til at gå ind i et fællesskab, der bestod af en toldunion for industrivarer, en fælles landbrugspolitik – der var totalt protektionistisk, især for at beskytte det franske landbrug – og en stribe andre fælles ”politikker”, der dog var til at overskue.

Alle vidste dengang, at der i Romtraktatens præambel står, at målet er at danne ”en europæisk union, der uden ophør gøres stadig snævrere”. Men vi blev forsikret om, at det blot var fremtidsdrømme hos nogle få idealister i Sydeuropa, og at det ikke skulle tages for pålydende. Statsminister Poul Schlüter sagde endda så sent som i 1980’erne, at ”unionen er stendød”.

Men det har efterhånden vist sig, at unionstanken lever i bedste velgående. Ikke blandt Europas folk – de stemmer alle nej tak, når de undtagelsesvis bliver spurgt – men blandt den politiske, økonomiske og mediemæssige ”elite”. Det er efterhånden klart, at alle de mange traktatændringer, der er blevet vedtaget siden 1972, og som af bl.a. danskerne hver gang er blevet set som det, vi nu endelig skulle indrette os på;  det er af Euro-eliten hver gang blot blevet betragtet som et skridt på vejen til deres hede drømmes mål: Den fulde politiske og økonomiske union, den monolitiske europæiske enhedsstat.

Vi er virkelig blevet lokket ud på en glidebane!

EU-unionstilhængerne ynder vist at sammenligne EU – eller endemålet, Europas Forenede Stater – med USA. Men USA blev dannet i 1776 efter store betænkeligheder i de 13 hidtil britiske kolonier. De ville gøre op med fjernstyringen fra London uden demokratisk medindflydelse(!) og ville absolut ikke underlægge sig en ny fjernstyring, og det blev nøje afmålt og fastlåst, hvor megen magt, der skulle samles i den føderale regering i Washington. Man skulle bare i dag prøve at gennemføre en ”europæisk” yderligere glidende overføring af magt fra enkeltstaterne til Centralregeringen!

Derimod har vi fundet os i, at efterhånden en utrolig mængde sager nu skal bestemmes i Bryssel i stedet for lokalt. Og det drejer sig ikke om områder, der kunne bruges til at etablere tekniske handelshindringer til beskyttelse af eget erhvervsliv mod konkurrence. Det drejer sig om forhold som sikkerhed på legepladser, beskyttelse af vandløb o.s.v. Område efter område, hvor vi nok kunne få inspiration fra europæiske organer – eller fra FN, eller alle mulige andre – men hvor vi selv bør bestemme.

Hvorfor finder folket sig i det? Formentlig af ukendskab, dovenskab, overdreven tillid til lederne…

Det er efterhånden klart, hvad vi har kunnet vide hele tiden, at EU-udviklingen ikke vil standse. Der er tale om en helt åbenlys salami-taktik, hvor der ved hver eneste traktatændring skal overføres yderligere beføjelser fra nationalstaterne til EU-organerne. Befolkningerne skal gradvis opdrages til unionseuropæere. Det holder aldrig op.

Jeg er derfor kommet til den erkendelse, at Danmark bør melde sig ud af EU og i stedet søge en løs tilknytning ligesom Norge og Schweiz – dog absolut uden Schengen-medlemsskab. Vi skal naturligvis fortsætte et nært samarbejde med alle europæiske og andre lande – men vi skal ud af Unions-fangarmene. Ligesom før, og ligesom alle andre lande i verden i dag.

Ingen har brug for Euroen, den er tværtimod skadelig. Det samme gælder Schengen-aftalen, der forbyder systematisk grænseovervågning. Og det gælder alle de øvrige harmoniseringstiltag fra de sidste 20-30 år. Lad os få fastlåst samarbejdet – ligesom USA's forfatning fastlåser arbejdsdelingen mellem forbundsregering og enkeltstater – og lad det omfatte det, der fandtes omkring 1980-1990: Toldunion, ingen handelshindringer, basta!

Hvilke konsekvenser ville en udmeldelse have? Eller en decideret opgivelse af unionen i hele Europa? Tilhængerne mener, at EU har sikret freden. De overser totalt en anden, i den henseende meget vigtigere alliance, nemlig NATO. NATO sikrede ikke blot mod sovjetisk aggression, den umuliggjorde også en i øvrigt helt utænkelig eventuel krig mellem vesteuropæiske lande. Og en europæisk forsvarsunion – som der er gjort nogle patetiske tilløb til – vil aldrig kunne erstatte NATO, for den vil mangle det, der er afgørende for NATOs succes: USA's politiske vilje og militære styrke. Som de siger i Østeuropa: Hvis vi igen engang bliver angrebet udefra, vil EU sende en forhandlingsdelegation. USA vil sende Marinekorpset.

Vil Danmark da ikke blive isoleret udenfor EU? Nej, vil skal fortsat samarbejde nært med EU og med resten af verden. Og vi vil jo stadigvæk være medlem af et hav af andre ofte vigtige organisationer: NATO, FN, WTO, osv. osv. Det internationale samarbejde er altså ikke opfundet af EU, og det vil fortsætte med eller uden EU!

Dog er der måske en mellemvej. Der har i de seneste år været talt om ”et EU i to hastigheder”. Måske kan der etableres en ordning, så Danmark – og måske andre lande – standser deres deltagelse i udviklingen mod unionsstat nu, således at de bestående forhold bibeholdes, dog gerne med tilbagerulning af f.eks. deltagelsen i Schengen-aftalen. Derimod kan de øvrige EU-lande arbejde videre mod den fuldstændige politiske og økonomiske union, hvor maksimal indflydelse er flyttet fra nationalstaterne til EU-organerne i Bryssel.

Nytår 2013: Liberal Alliance er radikale – Euro’en ruller videre

Her ved Nytåret er det jo kutyme at gøre status for det forløbne år og prøve at se frem mod det kommende.

2012 – den rød-radikale Thorning-regerings første år – blev præget af to forhold: Dels, at regeringen videreførte den borgerlige økonomiske politik med stram styring af de offentlige udgifter og meget lave lønstigninger, dels at værdipolitikken blev drejet i rød-radikal retning med lempelser af indvandringspolitikken og homovielser i kirken. Over hele linien de radikales politik. Og løftebruddene fortsatte, nu er de vist oppe over hundrede stykker.

Resultatet er blevet, at regeringspartierne S og SF er styrtdykket i meningsmålingerne. Utroligt at se en reprise af 1990’erne, hvor de radikale i SR-regeringen tvang Nyrup til at holde fast i masseindvandringspolitikken, selvom det helt forudset kostede S magten i 2001.

I 2013 vil udviklingen tilsyneladende fortsætte, dog med nedsat fart. S og SF er blevet bange for reaktionerne fra baglandet, der foreløbig har givet SF en ny ledelse, og gjort fagbevægelsen rasende på regeringen. Regeringen vil gøre alt for at holde sammen helst til valgperiodens udløb i 2015, da den jo ifølge meningsmålingerne ikke vil overleve det næste valg.

Det kan gøre det relevant at se frem til tiden efter det valg. Det valg kan meget vel resultere i, at Liberal Alliance bliver tungen på vægtskålen, så deres mandater bliver nødvendige for at danne et borgerligt flertal. Og LA er i bund og grund en aflægger af det Radikale Venstre: Værdipolitisk er de nærmest identiske, på det økonomiske område er de blot kørt helt ud ad den liberale tangent. Det kan give en kommende Lars Løkke-regering store vanskeligheder, hvis den skal basere sit flertal på både LA og Dansk Folkeparti. Og det vil en kommende rød-radikal opposition uden tvivl udnytte ved at føre en værdipolitik, der kan lokke LA ved at være endnu mere akademisk og ufolkelig end den nuværende regerings politik.

Liberal Alliance-situationen minder lidt om de hedengangne Centrumdemokrater. Man troede, at Erhard Jacobsen var brudt ud fra Socialdemokratiet og ville trække en masse sosser med sig over i den borgerlige lejr. I stedet trak han en masse borgerlige vælgere til sig og brugte på områder som socialpolitikken og udlændingeområdet deres stemmer til at føre rød politik. Tilsvarende trækker LA borgerlige vælgere til sig og vil føre radikal værdipolitik.

- I Europa fortsætter den triste udvikling. EU-eliten fortsætter med at suge magt til Bryssel, og de sydeuropæiske lande forbliver tilsyneladende i Euro-zonen. Tyskland vil fortsat finansiere deres underskud, som nu er under reduktion. Prisen er en voldsom recession i disse lande med en eksplosivt stigende arbejdsløshed og social nød – sidste nyhed er, at Røde Kors antager, at de i den nærmeste fremtid skal sætte ind mod nøden i Sydeuropa.

Alt dette sker, selvom økonomerne har advaret mod det fra før starten på Euro-eventyret. Men da hele den politiske og erhvervsmæssige elite har været enige om det, får det næppe nogen konsekvenser for nogen – i eliten, forstås. Spørgsmålet er, hvor længe de ramte vil lide i tavshed. I Grækenland er de politiske konsekvenser jo begyndt at vise sig med yderligtgående partier.