OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 5. december 2016

Anders Samuelsens stålfaste topskattepolitik

Nu er nerverne ved at komme i ro efter udvidelsen af Løkkes Venstre-regering med Liberal Alliance og de konservative, og man kan evaluere lidt på hele forløbet. To forhold har mange iagttagere har brugt meget tid på at kommentere:

Det første er, at den nye treparti-regerings grundlag kun omfatter en hensigt om at reducere tid på at kommentere:skatten, mens LA’s ”ultimative krav” hele efteråret var sænkning af topskatten med 5% for alle her og nu, ellers ville de vælte Løkkes regering! Man siger, at Anders Samuelsen har mistet sin troværdighed o.s.v.

Det er utroligt, at man stadig bruger tid på at harcellere over, at politikere modererer deres synspunkter, når de får ansvar. Eller mere præcist: Man har jo altid mindst tre sæt politiske synspunkter. Et sæt er de helt personlige, som man helst så realiseret. Et andet sæt får man, når man slutter sig sammen med andre i et politisk parti, hvor jo mange sæt personlige meninger skal fusioneres sammen til et enkelt program. Og endelig må man blive enige om et tredje sæt, hvis man går sammen med andre partier i en flerpartiregering. Dette er der jo intet kritisabelt i – hvad ellers? Det eneste kritisable opstår, hvis man afviger alt for langt fra sine personlige synspunkter for at f.eks. komme i regering. Men det ses ikke at være tilfældet her – så vigtig er topskatten ikke.

Noget andet er, at LA og især dets leder, Anders Samuelsen, optrådte helt uhørt klodset og provokerende hele efteråret ved at opstille deres topskatkrav som ”ultimativt”. Dels er det uforskammet at starte forhandlinger på den måde, og dels var det i situationen helt tåbeligt at kræve denne skattenedsættelse af Løkke, for der var og er jo simpelthen ikke 90 mandater i Folketinget i denne valgperiode, der vil gå med til det. LA krævede noget af Løkke, som han ikke kunne give, selv hvis han ville!

Man kan undre sig over Samuelsens optræden, som han selv bl.a. har begrundet med personlige forhold, som dog er samfundet uvedkommende. Man klager ofte over, at de fleste politikere i dag har politik som levebrød og aldrig har prøvet normalt arbejde. Man skulle dog tro, at det havde den fordel, at de så kendte de politiske mekanismer godt og ikke ville finde på at kortslutte dem. Men det sker altså alligevel.

Den anden ting, som kommentatorer og læserbrevsskribenter bruger oceaner af tid på at kritisere, er Dansk Folkepartis manglende interesse for at komme med i regeringen. Man kalder det ansvarsfragåelse og skulkeri! Man bortser fra, at forskellen mellem DFs og Venstres EU-politik (og flere andre politikområder) simpelthen er for stor til, at de kunne gå i regering sammen.

Dette altså samtidig med, at Liberal Alliance kritiseres for at være gået med i regering! Der taler man om, at LA har svigtet sine principper for at få ministerbiler og pensioner.


Som Aksel Larsen sagde: Man kan tage hatten op eller lade den ligge, i begge tilfælde vil man blive kritiseret.

onsdag den 9. november 2016

Trump bliver USA's næste præsident

Så vågnede vi trods de fleste eksperters forventninger op til, at Donald Trump er blevet valgt til USA's næste præsident. Hvordan gik det til, og hvad vil der ske efter hans tiltræden?

Trumps opførsel under den lange valgkampagne har ofte forekommet useriøs, nogle gange skandaløs. Jeg antager, at han blot har benyttet sin store erfaring fra de reality-shows, hvor han har haft betydelig succes, til at brænde igennem til de jævne vælgere.

Men det er blot form, det afgørende er indholdet. Trump har faktisk haft et politisk budskab. Det helt afgørende er, at han vil standse masseindvandringen fra den 3. verden, som er i færd med at forandre USA – og resten af Vesten – til ukendelighed. Desuden vil han prøve at genskabe de almindelige industrijobs, som er tabt til især Kina, efter at der blev åbnet for fri handel med dette land, uden at Kinas økonomi fungerer på samme markedsvilkår som de vestlige økonomier. I Kina bestemmer regeringen, dvs kommunistpartiet, over valutakurs, renter og alt andet, der passer den. Så vi spiller ikke på ”a level field”, som englænderne siger.

Det er vel forventeligt, at især disse to budskaber er blevet vel modtaget af mange vælgere, især jævne hvide, men også alle andre, der er bekymret over ”the browning of America” og den store arbejdsløshed.

Andre aspekter af Trumps politik er mindre forståelige. Han har talt om skattelettelser for de rige for at sætte gang i økonomien. Det har før været prøvet, og det virker ikke. Han har også sået tvivl om USA's allianceforpligtelser, hvilket kan blive katastrofalt. Det kan dog få positive konsekvenser, hvis det tvinger de europæiske kræmmerpolitikere til at øge vores forsvarsbestræbelser! Det er en skændsel, at vi i årtier har ladet de amerikanske skatteborgere bære en langt højere byrde end vi selv, mens vi har brugt pengene på oppustede velfærdsstater og samtidig hånet USA for ikke at føre den samme velfærdspolitik.


I hvert fald er det allerede klart, at Trump som præsident bliver en noget anden person end den hidtidige. Jeg ser på fremtiden med en vis fortrøstning.  

mandag den 31. oktober 2016

Dansk Folkepartis sag om EU-støttemidler og Danmarks Radios svindel

Nu har sagen om Dansk Folkepartis forkerte brug af EU-parlaments-støttepenge kørt i et års tid. Der kan næppe graves flere elementer op, men sagen er efterhånden også blevet udnyttet til sidste dråbe af pressen. Hvad er status så:

Problemet er, at DFs gruppe i EU-parlamentet gennem grupperingen MELD og den tilhørende fond FELD har søgt og fået et par millioner kr., som skulle have være anvendt til EU-oplysning, men som DF har anvendt til almindeligt hjemligt partiarbejde. DF har nu erkendt fejlen og betalt hele støtten tilbage, foreløbig til en deponeringskonto, mens EU undersøger sagen.

Det er denne fejlagtige brug, pressen og andre DF-kritikere ikke tøver med at kalde svindel. Og der foreligger da også et tilfælde, hvor DFs parlamentsgruppe – formentlig er der tale om Morten Messerschmidt, men det er bl.a. det, der skal klarlægges – har sendt et forkert dagsordenudkast til parlamentet som bilag for en ansøgning. Det synes at være rod, måske noget værre.

Men skal vi ikke også prøve at sætte sagerne i perspektiv: Ikke blot svindles der konstant med langt større beløb i EU-systemet – altså svindles som at malke systemet til privat berigelse – mens DF har brugt pengene til politiske formål. Desuden: I Danmark betaler Folketinget partistøtte til de indvalgte partier til deres drift, kommunerne betaler partistøtte til partiernes drift – kun EU udbetaler partistøtte med krav om en bestemt anvendelse. Det har DFs danske ledelse åbenbart overset. En klar fejl, men svindel?

Men pressen har forfulgt sagen benhårdt: F.eks. i Danmarks Radios DR2, i Clement Kjærsgårds program ”Debatten” – det burde rettelig hedde ”Afhøringen” eller ”Clements enetale” – hvor inviterede DF-repræsentanter netop prøvede at sætte sagen i perspektiv. Det fik de ikke lov til. Andre partier har også misbrugt danske midler til oplysning om EU til interne partiformål, det blev af Stine Bosse affejet som ”kontorfejl”!


Apropos perspektiv: DR fik af Folketinget 150 millioner kr. til at lave et nationalt, historisk oplysende drama om krigen i 1864. I stedet lavede DR et antinationalt, historieforvrængende makværk. Var det så ikke også svindel? Skal DR så ikke også betale pengene tilbage til Statskassen?

mandag den 26. september 2016

EU's lære af Brexit – mere af det samme


Der er efterhånden forløbet nogle måneder, siden briterne ved en folkeafstemning besluttede at forlade EU, altså sagde ja til Brexit. Så nu må alle involverede have fordøjet chokket og være begyndt at overveje konsekvenserne. Det var derfor med interesse, at man afventede resultatet af sidste uges EU-topmøde i Bratislava såvel som EU-kommissionsformand Junckers årlige tale om ”unionens tilstand”.

Men hvis nogen virkelig havde troet, at Juncker og den øvrige EU-top har lært noget af Brexit-resultatet, blev de skuffede. Både topmødet og Juncker tilbyder ingen nytænkning om EU, men blot mere af det samme.

Hverken Eurovaluta-konstruktionen eller den kuldsejlede Schengen-aftale om afskaffelse af de indre grænser blev diskuteret. Man blev enige om lidt mere fælles grænsekontrol, og Juncker foreslog endnu en gang mere militært samarbejde indenfor EU.

Så EU-toppen nægter fortsat at tage de europæiske befolkningers holdning alvorligt. Man vil ikke give os en effektiv grænsekontrol tilbage, og EU-toppen mener fortsat, at EU skal modtage millioner af migranter fra Mellemøsten og Afrika. Ja, det er endda EU-toppens erklærede mål at opløse de nationale identiteter og skabe en ny, fælles europæisk identitet.

Problemet med EU er, at det er et elitært oppefra og ned-projekt, som går ud på at skabe en europæisk unionsstat. Og det har de europæiske folk aldrig ønsket, måske med undtagelse af tyskerne med deres 2. Verdenskrigs-skyldkompleks og belgierne med deres i forvejen ret atypiske statsdannelse, der er ved at splittes i mindst to dele.

I alle andre lande vil flertallet beholde vores nationalstater! Vi vil gerne samarbejde, men ikke fusioneres! Men alligevel arbejder EU-systemet i uskøn samdrægtighed med de politiske eliter i landene på at videreudvikle den uønskede union. (Undtagen i de østeuropæiske medlemslande, der har friske erindringer om tabt suverænitet.)

Dette kan kun lade sig gøre, fordi EU fra starten er konstrueret på en udemokratisk facon, hvor der som udøvende organ er skabt en Kommission, hvis opgave er at ikke bare administrere det bestående regelsæt, men også at presse udviklingen frem mod den totale union. Dette er godkendt af de til enhver siddende politiske eliter i deltagerlandene, og befolkningerne har slugt det råt, fordi vi stoler på vore folkevalgte – altså lige indtil Brexit. Og dog – også i Frankrig og Holland har befolkningerne ved de seneste års afstemninger sagt nej tak til mere union, men så har politikerne blot omformuleret de nye unionstiltag og så vedtaget dem, mens vælgerne ser måbende til.

Danmark indtager dog også en bemærkelsesværdig position, fordi vi siden 1990’erne har sagt nej til nye påfund, når vi er blevet spurgt direkte ved folkeafstemninger. Derfor har vi de fire forbehold, som vi klamrer os til. Og derfor undgik vi at få Euroen.

Men udviklingen har ført til fremkomsten af nye, unionsafvisende partier i UK, Frankrig, Tyskland, Holland – og Danmark. EU-tilhængerne vil møde stadig større modstand i fremtiden.

Hvad skal der da til for at redde det europæiske samarbejde? Jeg har før været inde på forslag til ændringer, og de er også dukket op i den offentlige debat:

Unionsdrømmen må begraves en gang for alle. Vi vil kun have samarbejde mellem nationalstaterne, som vi også er blevet lovet fra starten. EU-kommissionen må fusioneres med Ministerrådets sekretariat og fremover modtage sine instrukser fra Ministerrådet, hvor alle lande skal have veto. EU-parlamentet skal kun have rådgivende beføjelser og udpeges af og blandt medlemslandenes parlamenter – nogenlunde som Nordisk Råd. Og EU skal koncentrere sig om økonomisk samarbejde og frihandel. Der er nok af velfungerende internationale organer, der tager sig af forsvar (NATO), kriminalitetsbekæmpelse (Interpol) o.s.v.

torsdag den 15. september 2016

Indvandringstilhængere på Donau

Er lige kommet hjem fra en uges tur – det, der vist tidligere hed selskabsrejse – på Donau. Har altså besøgt tre af de fire Vysegrad-lande i Centraleuropa, der har århundredlange erfaringer med tyrkernes forsøg på at erobre nye europæiske lande. Og som nu foreløbig ved deres effektive grænsekontrol fra efteråret 2015 har stoppet den seneste bølge af migranter fra fortrinsvis muslimske lande.

På turen var der nogle, der gerne ville tale om flygtninge/indvandrersagen – jeg tog ikke selv nogen initiativer i den retning, men sagde min mening, når jeg blev spurgt. Og jeg måtte konstatere, at der stadig er en stor gruppe af hårdnakkede indvandrings-acceptanter i den danske befolkning. De falder i to grupper:

1. De blødhjertede. De mener, at vi – Europa, Danmark – har det fulde ansvar for migranternes velbefindende, når de begiver sig ud på Middelhavet. De tænker ikke over konsekvenserne for vores samfund og deres egne børns og børnebørns livsvilkår i et Danmark, der bliver splittet i parallelsamfund. Når jeg anførte, at da migranterne selv begiver sig ud på Middelhavet i livsfarlige gummibåde o. lign., kan Europas moralske ansvar ikke være at samle dem op og sejle dem til Italien, men højst sejle dem tilbage til Libyen, blev de fjerne i blikket eller endog vrede.

2. De hårdkogte faktaresistente. De mener stadig ikke, at der er nogen særlige problemer med masseindvandringen, og de har alle bortrelativeringsflosklerne klar. Når de bliver trængt af kendsgerningerne, benægter de dem.

Egentlig er de to grupper vel varianter over det samme tema, som jeg var inde på i min allerførste postering på denne blog: De er gode mennesker, der vil redde hele verden, uden at bekymre sig om konsekvenserne. De er hjernevasket af 68’er mentaliteten og årtiers læsning af Politiken og Information, og kiggen Danmarks Radio og TV2. De er gennem 70 års fred og velstandsstigning blevet vant til at tro, at intet ondt udefra kan ramme dem og deres. Og de udgør, selv efter de sidste års terror og Nytåret i Køln, en ret stor del af befolkningen, og de dominerer stadig de snakkende klasser: Lærere, præster, journalister – og politikere.

Så hvordan vil den nærmeste fremtid forme sig? Man må desværre befrygte, at der ikke vil blive sat effektivt ind mod den sivende indvandring fra Mellemøsten og Afrika, og nye generationer af efterkommere synes at blive stadig mere utilpassede og fjendtligt indstillede overfor værtslandet. Så vi vil få stadig flere parallelsamfund og ghettoer, ghettoskoler og gymnasier, flere utrygge boligkvarterer, mere vold i nattelivet, mere terror. Det vil stadig fortrinsvis gå ud over de lavere danske socialgrupper, så Politiken-segmentet vil fortsætte med at ignorere og fortrænge problemet.
Men på et tidspunkt vil de herskende klasser også blive ramt. Da, og først da, vil statsmagten blive sat ind. Man må håbe, den har tilstrækkelig styrke til den tid.

Alt dette får nogle til at sammenligne med situationen i 1930’erne, hvor det selv samme Politiken-segment ikke ville høre tale om faren fra Hitlers Tyskland. Det var de nationalkonservative, der advarede – med Churchill som den mest markante. Kommunister og socialdemokrater var også fjender af nationalsocialismen. Men Politiken-segmentet opfordrede til forståelse, til appeasement, til dialog – ganske som i dag.

De burde dog have lært af historien, for islam er i bund og grund en herrefolksideologi ligesom nazismen, der ikke vil de urene undermennesker noget godt.  Begge ideologier er antidemokratiske, begge tolererer ingen afvigelser endsige frafald, begge vil udbrede deres herredømme med vold. Begge er uforenelige med Danmark, som vi kender det.

Jeg håber som sagt, at det her ender godt. Men det kommer til at koste ”blod, sved og tårer”.

tirsdag den 23. august 2016

Forsyningssektorens effektivisering? Tak, men nej tak


Nu vil Venstre-regeringen effektivisere landets forsyning med vand og energi for at spare forbrugerne for 7,1 milliard kroner om året – ifølge en regneøvelse foretaget af analysefirmaet McKinsey. Selvom vores forsyningssektor i forvejen er en af verdens bedste og mest effektive – den forekommer kun kostbar, fordi alle priser er forøget med enorme afgifter til det offentlige.

Venstre-politikere har erfaring med effektivisering fra skattevæsenet. Først da daværende skatteminister Anders Fogh-Rasmussen beskar væsenet med en tredjedel i 1980’erne, og senere i 00’erne, da en sværm af andre unge venstre-skatteministre nedskar skattevæsenet med endnu en tredjedel og i øvrigt lavede totalt om på hele organisationen.

Resultatet for skattevæsenet er som bekendt katastrofalt. Hvis Venstre får lov til at underkaste forsyningssektoren den samme ”rationalisering”, er der grund til at frygte det værste.

Regeringen skulle koncentrere sig om de reelle, akutte problemer: Indvandringen fra helt fremmede kulturer, EU's march mod unionsstat, det lave generelle uddannelsesniveau, den rekordstore offentlige sektor med tilhørende skattetryk.


søndag den 24. juli 2016

Nice massemordet og Islam

Det seneste islamistiske terrorangreb i Nice d.14. juli 2016 rejser igen-igen spørgsmålet: Hvorfor gør de det, og hvordan kan vi forebygge den slags angreb?

Indvandringslobbyen og islamapologeterne- Hans Jørgen Bonnichsen, Berlingskes Poul Høi og mange flere - fastholder stædigt, at disse angreb intet har med Islam at gøre, men skyldes mentale forstyrrelser hos gerningsmændene, og de henviser til skoleskyderier og Breivik.

Jeg har tidligere fremført det synspunkt, at alle disse mordere nok må være mentalt afvigende, men da det jo er de færreste psykisk syge, der bliver massemordere, må der have været noget udover deres sygdom, der har drevet dem til at begå massemord. For skoleskyderne kan det have været modgang i skolen eller familien, for Breivik var det den fortsatte masseindvandring i Norge, og for islamisterne har det været – ja, Islam i den mest reaktionære og bogstavtro version, der opfordrer til fysisk angreb på alle ikke-muslimer. Derfor er det forkert at frikende Islam for medansvar.

På det seneste har en amerikansk akademiker, David Wood, fremsat den tese, at mange af de muslimske terrorister har levet en del år som dårlige muslimer med druk og småkriminalitet, men med deres muslimske baggrund intakt. På et tidspunkt får de nok og vil være gode muslimer, men desværre står der i Koranen, at den eneste måde, de kan være sikre på at komme direkte i Paradis med de berømte 72 jomfruer o.s.v. er ved at dø martyrdøden, mens de fører krig mod de vantro. Derfor selvmords-massemordsaktionerne, hvor gerningsmændene ofte er nyradikaliserede og hidtil har levet et ikke-religiøst liv.

Jeg mener nok, at argumentet lyder lidt teoretisk, men hvorfor ikke. Jeg mener nu stadig, at man også skal være mentalt afvigende for at begynde at myrde ukendte, herunder kvinder og børn. Men så er der stadig en del tikkende bomber blandt de mange millioner muslimer, som man har tilladt at indvandre til Europa de seneste årtier.

Og hvad kan vi så gøre for at minimere risikoen i fremtiden? For det første må indvandringen standse nu. For det andet må alle erkendte muslimske fanatikere hjemsendes. For det tredje må alle kriminelle indvandrere hjemsendes. For det fjerde må alle indvandrere, der har været på kontanthjælp i en række år, sættes på integrationsydelse – det vil få en del til at rejse. Samt en række andre forslag, der er fremsat fra flere sider.


Men vi må desværre se i øjnene, at den fred, vi havde før, næppe kommer tilbage. Vi har fået en terrortrussel, der er helt anderledes end de politiske terrorangreb i 1970’erne fra Rote Armee Fraktion og lignende organisationer.

onsdag den 20. juli 2016

Efter Brexit-afstemningen i UK: There will always be an England

- Men ikke nødvendigvis et EU.

Det britiske folkeafstemningsresultat d.23. juni gav et lille, men klart, flertal for, at UK skal forlade EU. Dermed føjer resultatet sig til den lange række af afstemningsresultater fra Danmark, Frankrig, Irland, Holland m.fl., hvor befolkningerne hver eneste gang siger nej tak til mere EU. (Det er derfor, vi ikke bliver spurgt så ofte).

Mange kommentatorer har kloget sig om årsagen til nej’et. Men sagen er jo ganske simpel: De fleste europæiske befolkninger ønsker aldeles ikke nogen overstatslig union, men derimod gerne mellemstatsligt samarbejde. Eneste undtagelser er tyskerne, belgierne og vist luxembourgenserne, alle folk med specielle forhistorier.

Man kan måske undre sig over, at de britiske nej-sigere ikke var mere tilfredse med alternativet, der jo var fortsat EU-medlemskab justeret med Camerons forhandlingsresultat - det indebar nej til britisk deltagelse i yderligere unionsdannelse, jfr. min postering af 26. februar 2016. Men det viser blot, hvor utilfredse mange europæere er med alt, der har med EU at gøre.

Hvad sker der så nu? Der vil blive forhandlet en ordning på plads, hvor UK fortsat kan handle med EU næsten som i dag, måske ligefrem en toldunion, men i hvert fald en frihandelsaftale. Der kan opstå problemer med tekniske handelshindringer, når UK ikke længere er i det indre marked – Frankrig er nærmest verdensmester i den sport. Og der forestår vanskelige tekniske forhandlinger om landbrug og fiskeri, men verden fungerede altså før UKs indtræden i 1973, og den vil også fungere efter en udtræden.

Nogle (dvs EU-tilhængere) har udtrykt bekymring for, at Brexit vil skade det vestlige forsvarssamarbejde. Hertil vil jeg postulere, at det intet vil betyde. Selvom mange unionstilhængere synes at have glemt det, er hele Vestens sikkerhed overfor aggression udefra fast forankret i NATO, og UK vil snarere blive et endnu mere dedikeret medlem her efter Brexit. Derimod vil Brexit måske tage lidt luft ud af nogle unionstilhængeres latterlige og futile forsøg på at skabe en konkurrerende europæisk forsvarsalliance. Latterlig, fordi der kun er en magt i Vesten, som vore modstandere frygter, og det er USA. Og futil, fordi EU-landene aldrig vil kunne blive enige om noget overstatsligt forsvarssamarbejde, og hvis de kunne, ville det skade NATO-samarbejdet.


Brexit-afstemningsresultatet er en god anledning for alle til at træde et skridt tilbage og tænke ud af boksen. Er EU-konstruktionen tidssvarende? Er den passende i forhold til staternes selvbestemmelsesret?

mandag den 4. juli 2016

EU skabte problemerne - landene kan løse dem

Lige hjemkommet fra 14 dage på Mallorca sendte jeg Berlingske følgende læserbrev:

"Berlingske har søndag d.3. juli en leder om EU efter Brexit-afstemningen. I afslutningen opregnes tre problemer: Tilstrømningen af migranter fra Nordafrika, vandrende arbejdstageres ret til velfærdsydelser og problemerne ved Euro-valutaen. Berlingske mener, at disse problemer ikke kan løses af de enkelte nationalstater, men kun ved samarbejde i EU.

Jeg er uenig. Det er evident, at problemerne er skabt af det hovedløse, symbolfikserede EU-apparat, men det er lige så klart, at problemerne snarere kan løses ved effektiv optræden af de involverede nationalstater:

Migranttilstrømningen kan standses, hvis blot de først berørte nationer – især Italien og Grækenland – beslutter at genetablere en effektiv kontrol af deres egne grænser. Australien har vist en af flere måder, det kan gøres på.

Velfærdsydelsers tildeling er tidligere blevet styret af staterne selv. Nu blander EU sig – derfor drejer det sig om at rulle EU tilbage. Da det nok er for svært, må staterne tilpasse deres sociallovgivning efter egne ønsker.

Euroens eksistens har medført en lavkonjunktur i flere sydeuropæiske Euro-lande, da de ikke kan have fælles valuta med Tyskland i længere tid. Løsningen er, at disse lande beslutter at træde ud af Euro-zonen.

Berlingske ønsker at vise, at EU er nødvendig for Europas borgere. Det er et EU-systembevarende synspunkt. Jeg mener, at det er nationalstaterne, der er de nødvendige og eneste effektive organer for os alle.


Gunnar Biering"

Jeg regner ikke med, at indlægget bliver trykt. Berlingske er en del af "eliten", der ser EU som et mål i sig selv. Man ser helt bort fra andre former for internationalt samarbejde som NATO, der baserer sig på velfungerende nationalstater - og hvor traktaten ikke skal være under stadig udvikling hen mod et unionsmål, som befolkningerne ikke ønsker.

torsdag den 2. juni 2016

Postvæsenets undergang i den neoliberale kræmmerstat

For kort tid siden blev partierne i Folketinget enige med Trafikministeren om den seneste reduktion af postvæsenets aktiviteter og forhøjelse af portoen, begge til absurde niveauer. Begrundelsen var, at postmængden er faldende, og der ”skal jo være balance mellem hvert områdes indtægter og udgifter”.

Hertil vil jeg udstøde et rungende: Hvorfor dog det? De samlede offentlige udgifter andrager vel ca.1.100 milliarder kr. om året, og langt den største del er absolut ikke underkastet et sådant krav.

 Overførselsindkomsterne selvsagt slet ikke, og politi, forsvar m.v. er heller ikke egnet til det. Andre områder som sundhedssektoren og undervisningsområdet er derimod egnede og er da også mere eller mindre indtægtsdækkede i andre lande, men ikke i Danmark.  Hvorfor er Postvæsenet og Statsbanerne så udtaget til denne benhårde behandling? Er det hensynet til private konkurrenter? Eller er det EU, der blander sig?

Jeg vil afvise disse hensyn. Vi har stadig gratis sundhedsvæsen, selvom der findes privathospitaler. Ligeså skoler o.s.v. På disse områder finder vi, at det offentlige bør stille ydelserne til rådighed uden særskilt betaling – vi betaler alle over skatterne.

Jeg mener, at det også er statens opgave at sikre effektive kommunikationssystemer, hævet over markedskræfternes spil. Det er, og har altid været, det, der skaber et SAM-fund. Der bør godt nok være en vis egenbetaling, hvis niveau fastsættes efter kutyme og et fornuftigt skøn. Men det er efter min mening helt forkert og vilkårligt bestemt, at Postvæsenet og Statsbanerne skal have balance i driftsregnskabet.

Derfor burde de heller aldrig være udskilt som aktieselskaber. Det er noget neoliberalt modeværk, ligesom de nye regnskabsprincipper, hvor statens investeringer aktiv-bogføres og derefter løbende afskrives. Det offentlige skal ikke lege erhvervsvirksomheder. Ud med New Public Management og registreringsvanviddet! Lad os få gammeldags sund fornuft tilbage. Lad os igen få en stat, der med – ja, med værdighed varetager sine naturlige opgaver. Og hvor de statsansatte også drives af faglig stolthed, og ikke meningsløse bonussystemer og præstationsstatistikker.


onsdag den 13. april 2016

Har EU voldtaget det europæiske mellemstatslige samarbejde?

En af politikernes yndlingsfloskler, når der har været et islamistisk terrorangreb – udover at ”vi må stå sammen” – med hvem? Med indvandringslobbyen? – er, at ”terroristerne har voldtaget islam”. Det kan måske godt se sådan ud, hvis man med islam mener de mange fredelige, velintegrerede muslimers tro. Men faktisk er det de velintegrerede, der har ændret – moderniseret – den ægte islam. Derimod er det terroristerne, der holder fast i koranens ord om at ”sprede rædsel i de vantros hjerter” osv. Og muslimer kan jo ikke indrømme, at koranen skal moderniseres, hvis den ellers skal kunne vejlede dem i et moderne vestligt samfund – de skal jo betragte den som Allahs egne ord, der bare skal stå uændret i 1400 år. Der er et problem her!

Derimod kunne en EU-skeptiker sige, at EU-systemet med sin udemokratiske centralisering og stadige vækst har ”voldtaget det normale mellemstatslige samarbejde” i Europa. Ja, bestemt har EU gjort det, men EU-systemet følger faktisk – ligesom islamisterne – blot de oprindelige hellige EU-skrifter. Der står jo i Rom-traktatens præambel de berømte ord om ”en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”. Det betyder, at en rigtig EU-tilhænger ligesom Faust aldrig må standse op og sige: ”Nu er fællesskabet på plads.” De skal blive ved, indtil vi udgør en ensartet, monolitisk superstat! Så hvis en pragmatisk politiker siger: ”Nu er det nok!”, kan han bankes på plads med de utallige EU-hensigtserklæringer om unionsdannelse, startende med Romtraktaten. Fuldstændig som en moderat muslim kan kaldes til orden af en islamist ved en henvisning til Koranen og Haditherne.

Det hele bliver ikke bedre af, at det ser ud til, at en væsentlig drivkraft bag de europæiske unionsbestræbelser i årene efter 2. Verdenskrig var USA, eller mere præcist CIA, bl.a. efter ønske fra Churchill! Fra Wikipedia:

American Committee on United Europe (ACUE), founded in 1948, was an American organization which sought to counter the Communist threat in Europe by promoting European political integration. Its first chairman was ex-wartime OSS head, William Joseph Donovan.[1]
The structure of the organisation was outlined in early summer of 1948 by Donovan and Allen Welsh Dulles by then also reviewing the organization of the Central Intelligence Agency (CIA).[2] in response to assistance requests by Richard Coudenhove-Kalergi () and Winston Churchill.
Declassified American government documents have shown that the ACUE was an important early funder of both the European Movement and the European Youth Campaign. The ACUE itself received funding from the Rockefeller and Ford foundations.[1]
The U.S. policy was to promote a United States of Europe, and to this end the committee was used to discreetely funnel CIA funds - by the mid 50's ACUE was receiving roughly $1,000,000 USD per year - to European pro-federalists supporting such organizations as the Council of Europe, the European Coal and Steel Community, and the proposed European Defence Community.[3]

Som man ser, var alt gjort med de bedste hensigter, hvis man er vestligt orienteret. Men det er da irriterende, at disse ældre angelsaksiske herrer, efter at have vundet Anden Verdenskrig sammen med Sovjet, nu påtog sig at ordne Europas indre anliggender. De havde i hvert fald ikke megen sans for de europæiske nationers forskelligheder og ønske om fortsat selvstændig udvikling.

Hele tanken om en unionsstat er jo så absurd, at de fleste – mig selv inklusive - ikke troede på den. Ellers havde vi aldrig stemt os ind i 1972. Vi fik jo også hele tiden at vide af de ansvarlige politikere – Krag, Schlüter osv. – at unionen var irrelevant i vores tid, var stendød osv. Vi blev advarede om det modsatte af enkelte – Søren Krarup, min egen onkel Dres, arkitekt Brogaard fra Landskrona, og en del flere – men vi troede ikke, at det var muligt, at det kunne komme så vidt. Undskyld!

Så hvad gør vi nu? Lad os foreløbig afvente den britiske afstemning om fortsat EU-medlemskab til juni. Den kan meget vel resultere i Brexit, britisk udtræden. Så kan vi måske få et EU i to hastigheder – hvor Danmark skal med i den del, der er uden union.




tirsdag den 5. april 2016

Anker Jørgensen - den sympatiske katastrofe

Tidligere statsminister Anker Jørgensen døde d.20. marts 2016, 93 år gammel. Det må være på sin plads at gøre status over hans indsats nu, på godt og ondt. Ganske vist siger et gammelt romersk ord: ”Intet ondt om de døde”, og man bør selvfølgelig være tilbageholdende, i hvert fald indtil bisættelsen er overstået. Men når det gælder en ledende politiker, må der være plads til en objektiv vurdering, der dermed også kan være kritisk, når det gælder den offentlige del af den afdødes liv.

Derimod bør man altid være tilbageholdende med at kritisere den afdøde personligt – men det er nu ikke noget problem, når det gælder Anker Jørgensen. Han var personligt og privat åbenbart et yderst sympatisk menneske, ærlig, ordholdende, beskeden – et behageligt bekendtskab.

Men det betyder ikke, at han var en god statsminister! Ikke blot var han temmelig ukyndig på en lang række relevante områder, og dertil naiv og kortsynet – han var også snæversynet i sine holdninger: Han var absolut ikke hele Danmarks tillidsmand, han var og forblev arbejdsmændenes tillidsmand – og de øvrige i samfundets mere ydmyge lag. Modsat virkede det, som om han ikke kunne lide arbejdsgivere, højtlønnede, borgerlige i almindelighed – og udenrigspolitisk kunne han ikke lide USA, Margaret Thatcher og hvem han ellers mente, var højreorienterede.

Disse holdninger udmøntede sig i en katastrofal politik: Allerede som forbundsformand pressede han på for at få hævet de ufaglærtes løn så højt, at resultatet er blevet, at de mindst effektive blev presset ud af arbejdsmarkedet. Og i hans statsministertid fik Ritt Bjerregaard lov til at husere og bidrog derved til undervisningssystemets nedtur, og han lod Eva Gredal gennemføre sin bistandslov, der endeligt overskar forbindelsen mellem pligt og ret, der ellers var Socialdemokratiets gamle motto. Bistandsloven, der gav alle – også tilvandrede udlændinge – retskrav på offentlig forsørgelse på højt niveau uden reelle modkrav, har givet yderligere et skub til at bringe antallet af 18-65-årige udenfor arbejdsmarkedet op på det nuværende astronomiske tal.

Udenrigspolitisk lagde han en antivestlig linie, rådgivet af personer som Lasse Budtz og Svend Auken, og den kulminerede efter hans afgang med Socialdemokratiets katastrofale fodnotepolitik, der tjente til at underminere det vestlige sammenhold mod Sovjets pression. Det mest uansvarlige, Socialdemokratiet begik under hans ledelse som oppositionsparti, var dog at lægge stemmer til Udlændingeloven af 1983 – selvom den var udtænkt at de radikale og den senere ombudsmand Gammeltoft-Hansen.

Alt i alt må man sige, at Anker Jørgensen ikke var den sidste socialdemokrat – den ære tilfalder snarere H.C. Hansen. Anker var snarere den første funktionelle SF’er, der blev socialdemokratiets leder – senere kom der flere!

Det er derfor, Dansk Folkeparti har vokset sig så stort.



onsdag den 9. marts 2016

Borgerkrigen i Syrien: Hvem skal Vesten støtte – og Tyrkiets rolle

Jeg har før – se min postering her på bloggen d. 1. februar 2011 - skrevet om den naivitet, som styrer de vestlige landes udenrigspolitik, bl.a. i forholdet til de muslimske lande. Vi tror, at befolkningerne ønsker samfundsforhold som vores, men at de bliver forhindret i at få dem af deres nuværende despotiske herskere, og at det er Vestens opgave at hjælpe dem dertil. Jeg har nævnt Anker Jørgensen og George W. Bush som to af de største naivister i den henseende, men forestillingen var og er vidt udbredt.

Det var denne ide, der fik Vesten til at tro, at det såkaldte arabiske forår i 2011 var en bred folkelig bevægelse, der krævede demokrati efter vestligt forbillede. I virkeligheden var det jo blot et storby-uro-fænomen. Den brede befolkning i disse lande vil, hvis den bliver spurgt, stemme for en art muslimsk autoritært styre, og/eller opdele sig efter stammer og klaner og bekrige hinanden.  Det eneste alternativ til dette er militære diktaturer. Det så vi i Algeriet siden 1990’erne, i Egypten i 2010’erne, i Libyen og Syrien, og i Tyrkiet siden Kemal Atatyrks tid. Nu har det tyrkiske militær løsnet grebet – bl.a. efter EU's indtrængende opfordring! -  , og Tyrkiet er på vej mod en islamiseret statsform.

Åbenbart står valget i de muslimske lande ikke mellem godt og dårligt, men mellem dårligt og rædselsfuldt. Og det har vi i Vesten meget svært ved at passe ind i vores demokratiske verdenssyn. Det problem har den russiske regering ikke! Den er fuldstændig ligeglad med de forskellige syriske befolkningsgruppers velbefindende; den interesserer sig kun for at fremme russiske magtinteresser.

Denne holdning kan Vesten ikke kopiere; men vi kan dog prøve at finde en balance mellem et realistisk syn på den syriske befolknings muligheder og vore egne langsigtede interesser i området. Det er ikke vor opgave at kræve Assad afsat. Og det er åbenbart svært at finde moderate syriske arabiske oppositionsgrupper, som vi kan støtte. Den eneste part, der synes egnet som allieret med os, er kurderne. Vi bør øge vores åbne støtte til dem.

Det vil så give et problem med Tyrkiet, der fører en hundredårskrig mod kurderne, både indenfor og udenfor Tyrkiets grænser. Tyrkiet har ellers omsider givet tilladelse til at benytte dets baser til at bekæmpe Islamisk Stat. Det kan få en ende, men så må Vesten benytte andre landes baser. Tyrkiet kunne finde på andre træk, men de er jo på det seneste kommet alvorligt på kant med deres historiske fjende, Rusland, så de er næppe så aggressive over for USA, som de ellers ville være.

Derimod er Tyrkiet for tiden, med den stadig mere islamiske regering, blevet et stadig større problem for det svage og splittede Europa. Tyrkiet tillader migranter fra alverdens fattige – mest muslimske – lande at rejse ind i landet og frit rejse videre mod Europa, og Tyrkiet kræver en stadig højere pris for at lette dette problem, som de selv har påført Europa.

EU reagerer med svaghed og imødekommenhed, og det får blot Tyrkiet til at øge sine krav. EU bør skifte kurs totalt. Vi må tage kontrollen med vore grænser tilbage. Ganske vist kan EU ikke standse gummibådene med migranter ude i farvandet mellem Lesbos og Tyrkiet, men vi kan oprette de fornødne store migrantlejre på græsk territorium for EU's regning, dog helst i FN-regi. Det her er jo ikke et egentligt europæisk problem, det er et verdens-problem. Disse lejre skal have de fornødne faciliteter, og der skal migranterne blive, til de kan – vil – rejse hjem. Hvis nogen lande vil modtage nogle af dem, er det disse landes egen sag. Tilsvarende migrant-lejre må oprettes i Syditalien. Det vil få migrantstrømmen mod Europa til at stilne af.


Sideløbende kan EU så behandle Tyrkiets medlemsansøgning sagligt, uden pression, efter fortjeneste.

fredag den 26. februar 2016

Brexit og stop for mere E-Union

Den britiske premierminister Cameron fik for nylig forhandlet sin aftale med EU om reformer på plads, og nu venter alle på afstemningen til juni om UKs forbliven i EU eller udtræden. I tumulten om børnepenge til Østeuropæiske arbejdstagere i UK druknede et element i aftalen, som jeg finder af langt større vigtighed: UK skal ikke deltage i kommende tiltag til at skabe en ”stadig snævrere union”.

Dette er jo helt epokegørende: Ikke mere union til UK, ikke hvis der kommer et ja ved folkeafstemningen, og sandelig slet ikke ved et nej. Fra nu af kan det kun gå fremad for de briter, der ikke ønsker at deltage i en europæisk superstat, men derimod samarbejde mellem selvstændige nationer.

Nu mangler vi bare, at Danmark får den samme aftale om ikke mere union – det kan jo åbenbart lade sig gøre. Det er jo det, de fleste ønsker, og det, som vi er blevet lovet gang på gang: Samarbejde, ikke union. Og mon ikke vi kan få det, ligesom UK jo kunne. Faktisk er der jo flere af hard-core unionisterne i de gamle seks EU/EF-lande, som har talt om et EU i to hastigheder. Det ville jo være ideelt: Lad de lande, der vil, gå videre med deres union – hvis de ellers kan blive ved med at tromle hen over deres egne skeptiske vælgere – og lad os andre indgå i en toldunion og fælles indre marked med dem.


Som Nigel Lawson, finansminister i Margaret Thatchers regering, skrev for nylig: ”EU har altid været et politisk projekt med et politisk mål, som vi briter ikke deler. Det er den grundlæggende årsag til, at vi må stemme os ud.” Ja, og Danmark må også ud, eller få vores medlemskab grundlæggende ændret til et økonomisk medlemskab i passende omfang. Udenrigspolitikken fører vi i en større sammenhæng, først og fremmest med USA i NATO. Indvandringspolitik og grænsekontrol vil vi også gerne selv bestemme. O.s.v.

søndag den 10. januar 2016

Indvandreroverfald på europæere Nytårsaften i Køln

Det er patetisk, at Berlingske i disse dage kører en artikelserie om muslimske indvandreres Nytårsovergreb mod europæiske kvinder i Køln under overskriften ”kunne noget lignende ske i Danmark?”

Faktum er jo, at det samme, blot i en mindre skala, er sket i Danmark, i Sverige og overalt i Vesteuropa i årevis, især i nattelivet i værtshusmiljøet. Det er jo derfor, at diskoteksejere ikke ønsker for mange unge muslimske mænd indenfor. Erfaringen viser, at det giver disse problemer. Som konsekvens af deres forsøg på at beskytte de kvindelige gæster er diskotekerne blevet hængt ud af de politisk korrekte medier, partier og organisationer for at være racister.


Man kan kun håbe, at Nytårsaften i Køln (og mange andre byer) har været en øjenåbner. Måske kan diskotekerne nu få lov til at vælge deres gæster frit ud fra hensynet til de normale besøgende.

lørdag den 2. januar 2016

Indvandringen - en russisk roulette, der må stoppe

2015 blev et skelsættende år for indvandringsdebatten. I årene forinden var bekymringen over masseindvandringen fra især Mellemøsten og Afrika steget, og Dansk Folkeparti blevet det største borgerlige parti, men det var først i 2015, at det blev stuerent blandt den store, bløde mellemgruppe af medløbere åbent at erkende, at vi er blevet påført et altafgørende problem.

Det er nu klart, at masseindvandringen medfører massive sociale og økonomiske problemer – selvom de 20 procent mest virkelighedsresistente stadig nægter at erkende det. Indvandrerne fra Mellemøsten kommer fra problemlande, og deres hjemlige problemer skyldes selvsagt indbyggerne, deres kultur og traditioner. Og alle disse problemer tager de med op til os, som det for længst er blevet klart for alle, der kan og vil se. De økonomiske problemer ved indvandringen skyldes vores velfærdsstat, hvor vi siden Eva Gredals enstrengede bistandslov har givet rigelig bistand til alle, der opholdt sig i landet, uanset deres fortjenester eller mangel på samme.

Oven i dette kommer nu, som for at føje spot til skade, at indvandrerne medfører en terrortrussel – ikke mod nogen, der har generet dem, men mod de vestlige landes civile, sagesløse befolkninger, der huser og forsørger dem! Ikke blot den daglige, lavintensive vold i boligområder, skoler og nattelivet, men massemord med bomber og maskinpistoler – London, Madrid, Paris, Krudttønden og Synagogen.

Det er klart, at det kun er få promille af indvandrerne, der er lystmordere, men det er mange procent, der helt uforståeligt for os sympatiserer med dem, og endnu flere, der ønsker vores vestlige samfund ændret efter deres Sharia-ideer. Dette har tilført vores samfund en trussel, der ikke har været her før, og jo flere indvandrere fra de muslimske lande, vi lukker ind, jo større bliver risikoen. Det er simpelt hen at spille russisk roulette at fortsætte masseindvandringen.

Hvad skal vi så gøre? Jeg mener, at vi skal hjælpe mennesker i nød – de reelle flygtninge. Vi skal hjælpe dem med penge, mad og medicin. Men vi kan ikke ved at gøre dem til indvandrere give vores land væk i småstykker – det skylder vi vores børn og børnebørn, og det skylder vi vores forfædre, der har givet os landet i arv. Vi skal hjælpe dem i deres nærområder og gennem FN.

Flygtninge skal aldrig kunne gøres til et problem for tilfældige lande, udvalgt af flygtninge og migranter og deres vejledere. Flygtningeproblemer er netop et internationalt problem, og derfor bør alle flygtninge være FNs ansvar – hvad har vi ellers FN til? Alle flygtninge bør indlogeres i FN-lejre, som det i et vist omfang sker i dag, indtil de kan vende hjem og genopbygge deres egne lande. I dag er flygtningebegrebet ofte et skalkeskjul for indvandring af økonomiske grunde, hvilket er forståeligt nok, men som er ødelæggende for de vestlige lande. Dette vil høre op, hvis alle asylsøgere anbringes under FNs auspicier.