OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

onsdag den 20. april 2011

Hvordan ændres politiske holdninger?

Vores politiske grundholdninger, som afbildet i koordinatsystemet i posten af 9. december 2010 "Hvor står DF...", dannes ofte i ungdommen ud fra de indtryk, vi modtager. Det antages ofte, at vore synspunkter så modereres, som årene går.

Men hvad er så meningen med politiske diskussioner, som jo ofte netop er kortsigtede?

Formålet kan dels være at nå frem til enighed om løsning af et konkret problem, f.eks. Finanslovens indhold.
Dels kan det være at påvirke modpartens grundholdning her og nu. Altså at rykke ham på akserne, at få ham til at ændre mening om hhv. den offentlige sektors størrelse eller folkelighed contra abstrakte synspunkter.

Argumenterne kan enten være moralske: Altså stille retfærdighed overfor godhed, handlefrihed overfor styring o.s.v. Her kan man næppe påvirke hinanden.
Eller argumenterne kan være faktuelle: Påpege de konkrete konsekvenser af de moralske valg, f.eks. masseindvandringens omkostninger i problemer og udgifter hhv. de sultende massers lidelser i U-landene.

Denne faktuelle tilgang må være det, den politiske debat skal baseres på. Og så vil dels de konkrete problemer blive løst ud fra afvejning af argumenter og især styrkeforhold, dels vil grundholdningerne måske ændres en smule ud fra en moralsk vurdering af disse fakta.

Det nytter i hvert fald ikke på kort sigt blot at bombardere hinanden med sine egne moralske grundholdninger. Der må fakta på bordet, hentet fra observation af virkeligheden.

fredag den 15. april 2011

Overkriminalitet og irrelevant statistik

Med jævne mellemrum kommer der ny statistik om overkriminaliteten hos indvandrere fra især Mellemøsten og Afrika. Og hver gang, som fuglen kommer ud af kuk-uret, kommer der damage-control kommentarer fra indvandringspositive gående ud på, at indvandrerne som gruppe er yngre, dårligere uddannede og fattigere end danskerne. Og hvis man korrigerede for disse faktorer, altså sammenlignede dem med en tilsvarende gruppe danskere, ville de næsten ikke være overkriminelle. Kun ca. 40% mere kriminelle.

Hvis man i øvrigt synes, at multikultur er noget rod, synes man, at 40% merkriminalitet, efter diverse korrektioner, er uacceptabelt og må give anledning til politiske beslutninger. Hvis man er begejstret for multikultur, synes man, at 40% er en lav pris at betale for berigelsen i øvrigt.

Min pointe her er en anden, nemlig at korrektionen i sig selv er irrelevant. Indvandrerne er jo faktisk gennemsnitligt unge, dårligt uddannede og dårligt beskæftigede, så derfor begår de som gruppe faktisk også den høje, ukorrigerede kriminalitet, som danskerne oplever i virkelighedens verden.

Den statistiske korrektion er kun interessant, hvis man vil vurdere indvandrernes moralske habitus som gruppe, herunder betydningen af deres kulturelle baggrund. Korrektionen er irrelevant ved bedømmelsen af indvandringens konsekvenser. Vi har den indvandrersammensætning, vi nu engang har, især takket være Gammeltoft-Hansens indsats i 1983, og de Radikales i 1990'erne.

torsdag den 14. april 2011

Politiet på Christiania

Forleden var politiet igen i aktion på Christiania. En hash-bod blev lukket, 7 personer efterfølgende fængslet, og der var stor tumult i området. Dagen efter fortsatte hashhandelen derude.

Det fik journalisterne til at stille det sædvanlige spørgsmål til politiet: Når hashhandelen alligevel fortsætter, hvorfor laver I så disse aktioner?

Et bemærkelsesværdigt spørgsmål. Ingen spørger, hvorfor politiet jager mordere, når der alligevel fortsat begås mord, eller hvorfor skattevæsenet jager snydere, når der alligevel fortsat snydes i skat.

Sagen er naturligvis, at politiet aldrig kan afskaffe kriminalitet. Politiet kan kun bekæmpe den og bringe anklagede for domstolene, og det skal de. Men politiet er, ligesom skraldemænd, aldrig færdig med deres arbejde.

Man kan mene om hashhandel, hvad man vil, og journalisternes spørgsmål afspejler måske i nogle tilfælde, at de går ind for fri hash. Men så længe hash er forbudt, skal politiet bruge ressourcer, prioriteret ud fra det samlede kriminalitetsbillede, på at bekæmpe handelen med det.

onsdag den 13. april 2011

Forsvarsnedskæring i 2020-planen

I de sidste år af den kolde krig, i 1989, udgjorde forsvarsudgifterne 2,0 procent af bruttonationalproduktet, BNP. Frem til Nyrups sidste år, 2001, var procenten faldet til 1,7. Selvom de danske forsvarsudgifter i hele efterkrigstiden har ligget blandt de relativt laveste i NATO, og i verden, havde vi altså været hurtige og effektive til at høste den såkaldte fredsdividende.

I Anders Fogh Rasmussens regeringstid, hvor de mere populære offentlige udgifter fik lov at stige mod verdensrekorden, faldt forsvarsudgifternes andel yderligere til 1,4%. Det er morsomt, at samme AFR nu som NATO-generalsekretær beklager de lave forsvarsbudgetter…

Men det er altså ikke ligefrem forsvarsudgifternes skyld, at de samlede offentlige udgifter er vokset uhæmmet, tværtimod. Derfor virker det som en urimelig beslutning, når regeringen nu i sin 2020-plan bebuder, at forsvarsudgifterne skal reduceres med 2 milliarder kr. eller ca.10 procent fra 2015 for at hjælpe med at genskabe balance i de offentlige regnskaber.

Forsvarsministeren mener, at besparelsen kan opnås ved rationaliseringer uden at skade forsvarseffekten. Dertil vil jeg spørge: Hvis det er så nemt, hvorfor gør regeringen så ikke det samme for hele det offentlige område? Så kunne man spare 80-90 milliarder, altså fire gange behovet i 2020-planen.

Sagen er naturligvis, at det her er en bekvem smutvej for regeringen til at lukke det sidste hul i planen. Om det sagligt vil skade mulighederne for at opretholde en aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi sender militær til alle verdenshjørner samtidig, for ikke at tale om kontrollen med vores eget territorium – det er mindre væsentligt.

Godt, at der er konservativ deltagelse i denne regering. Hvordan var det ellers gået med Forsvaret?

fredag den 8. april 2011

Politiske løfters varighed

Et politisk løfte gælder kun, indtil det bliver opsagt med hæderligt varsel. Det, man lover eller aftaler, gælder kun til det bliver opsagt, og det kan kun opsiges til udløbet af indeværende valgperiode. Det, politikerne lover vælgerne at kæmpe for i næste valgperiode, kan kun opsiges til udløb af denne.

Derfor er det urimeligt, når medierne og oppositionen anklager Dansk Folkeparti for løftebrud. Pia Kærsgaard har hidtil sagt, at DF ikke vil være med til at hæve folkepensionsalderen før det årstal, der er aftalt i det gældende forlig. Men DF vil nu ikke udelukke i de kommende 2020-forhandlinger at inddrage fremrykning af forhøjelsen af folkepensionsalderen. Resultatet af disse forhandlinger vil nemlig først blive udmøntet i lovgivning efter det kommende Folketingsvalg, og det vil forinden i valgkampen blive forelagt vælgerne. Altså intet løftebrud.

Derimod fejlede Jens Otto Krag, da han i 1966 sagde ”man har et standpunkt, til man tager et nyt.” Han havde i valgkampen lovet ikke at regere på basis af SFs stemmer efter valget, og han løb fra sit ord straks efter valget.

Tilsvarende havde Nyrup i valgkampen før 1998-valget lovet ikke at pille ved efterlønnen, og han løb fra sit ord efter valget.

Har medierne slagside?

Jeg har i min første post fra 3. december 2010 postuleret, at medierne – d.v.s.  journalisterne – er en af de samfundsgrupper, der allermest lod sig rive med af 1968-bølgen af venstreorientering og kulturradikalisme. Ralf Pittelkow kalder dem ligefrem ”journalistisk venstreparti”. Jeg fremhævede et eksempel i min post d.24. marts d.å., hvor jeg undrede mig over, at et fald i statens underskud i 2010 kunne fremstilles i medierne som en dårlig nyhed.

Nu undrer jeg mig igen. I går kunne Ritzau meddele, at efter sænkningen af den kriminelle lavalder til 14 år er der kun sat 15 af disse unge i forvaring. I Balvig-automaten trak journalisten det svar, at det viste, hvor nytteløs og overflødig nedsættelsen af aldersgrænsen var.

Hvis der i stedet havde været sat 150 eller 1500 unge i fængsel, havde vi i stedet sikkert fået at vide, at nu gik det da for vidt med at fængsle disse mindreårige, der ikke vidste, hvad de var i gang med. Uanset resultatet ville medierne have propaganderet mod nedsættelsen af aldersgrænsen.

Min vurdering er, at det er godt, at der kun har været 15 tilfælde, der har været så grove, at fængsel var påkrævet. Det kunne jo endda være, at fængsel har en afskrækkende virkning på unge lømler? Så er det også godt, at muligheden eksisterer, selvom den kun sjældent bliver brugt. Og når den bliver brugt, er det godt, at lømlerne kommer væk fra gaden i en periode.

Men medierne kunne ikke drømme om at se sagen fra andre sider end den politisk korrekte.