I de sidste år af den kolde krig, i 1989, udgjorde forsvarsudgifterne 2,0 procent af bruttonationalproduktet, BNP. Frem til Nyrups sidste år, 2001, var procenten faldet til 1,7. Selvom de danske forsvarsudgifter i hele efterkrigstiden har ligget blandt de relativt laveste i NATO, og i verden, havde vi altså været hurtige og effektive til at høste den såkaldte fredsdividende.
I Anders Fogh Rasmussens regeringstid, hvor de mere populære offentlige udgifter fik lov at stige mod verdensrekorden, faldt forsvarsudgifternes andel yderligere til 1,4%. Det er morsomt, at samme AFR nu som NATO-generalsekretær beklager de lave forsvarsbudgetter…
Men det er altså ikke ligefrem forsvarsudgifternes skyld, at de samlede offentlige udgifter er vokset uhæmmet, tværtimod. Derfor virker det som en urimelig beslutning, når regeringen nu i sin 2020-plan bebuder, at forsvarsudgifterne skal reduceres med 2 milliarder kr. eller ca.10 procent fra 2015 for at hjælpe med at genskabe balance i de offentlige regnskaber.
Forsvarsministeren mener, at besparelsen kan opnås ved rationaliseringer uden at skade forsvarseffekten. Dertil vil jeg spørge: Hvis det er så nemt, hvorfor gør regeringen så ikke det samme for hele det offentlige område? Så kunne man spare 80-90 milliarder, altså fire gange behovet i 2020-planen.
Sagen er naturligvis, at det her er en bekvem smutvej for regeringen til at lukke det sidste hul i planen. Om det sagligt vil skade mulighederne for at opretholde en aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi sender militær til alle verdenshjørner samtidig, for ikke at tale om kontrollen med vores eget territorium – det er mindre væsentligt.
Godt, at der er konservativ deltagelse i denne regering. Hvordan var det ellers gået med Forsvaret?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar