OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

søndag den 26. august 2012

Vollsmose-overfaldet på Skadestuen i Odense.


I mandags blev Skadestuen på Odense Hospital angrebet af bander af arabiske indvandrere fra Vollsmose. Denne begivenhed kaster – endnu en gang – et grelt lys på de sidste 30 års fejlslagne indvandringspolitik.

Overfaldet minder os endnu en gang om, at masseindvandringspolitikken har været en katastrofe. Ganske vist er der masser af hæderlige og arbejdsomme indvandrere, men som gruppe betragtet er indvandrerne – selv hvis man regner de problemfrie vestlige indvandrere med - underbeskæftigede og overkriminelle. Mange af samfundets spidser, bl.a. fra Dansk Industri og Dansk Erhverv, har fortalt os, at indvandringen var nødvendig for at skaffe arbejdskraft. Men dette er jo lodret forkert. Indvandrerne - igen som samlet gruppe betragtet – koster det danske samfund et stort milliardbeløb hvert eneste år, en udgift, der afspejler, at de forbruger flere ressourcer, end de tilfører, også af arbejdskraft.

Og hvad har det danske folk så fået for denne årlige milliardudgift? Den eneste positive ting er, at vi har fået glæden ved at kunne hjælpe den del, der er ægte flygtninge. Den glæde ville vi også have haft, hvis vi havde skærpet adgangskravene og kun modtaget ægte flygtninge samt arbejdende indvandrere!

Nu har vi i stedet fået en række ulemper med i købet: Stærkt øget kriminalitet, som overfaldet på Skadestuen blot er et af utallige eksempler på. Indvandrerne udgør vel 6-8 % af befolkningen, men de har medført en stigning i den alvorlige kriminalitet på op mod 50 %. Det bemærkes, at politiet ikke har fået tilført ressourcer til at dække denne stigning – derfor er politiet i dag nødt til at prioritere opgaverne hårdere end tidligere, en forklaring på, at politiet i dag ikke har samme tid til mindre alvorlige sager som før i tiden.

I forbindelse hermed er der også mere utryghed i nattelivet end før. Der har altid forekommet værtshusslagsmål o.l., men før i tiden behøvede man ikke bekymre sig om f.eks. knivstikkeri, som nu er en reel risiko.

Der er også kommet massiv uro og utryghed i alle de boligområder, der er ramt af masseindvandring. Igen: Der har altid været bisser og gadebøller, men ældre mennesker har altid kunnet færdes i fred, og ildspåsættelser har været næsten ukendte.

Endelig er folkeskolerne i de berørte områder blevet ramt af øget uro og faldende kvalitet.

Det mest utrolige er, at de kredse, der er ansvarlige for den førte indvandringspolitik, lukker øjnene for disse kendsgerninger eller prøver at tale dem væk, og at de vil fortsætte med indvandringen fra Asien og Afrika.

Løsningen – eller afhjælpningen, så vidt det er muligt – på problemerne ligger lige for: Stands indvandring fra ikke-vestlige lande, om nødvendigt må vor tilslutning til diverse konventioner og organisationer reguleres i forhold hertil.

Udvis kriminelle, arbejdsuvillige og politiske og religiøse fanatikere. Hvis de ikke umiddelbart kan udvises, må de anbringes i en udrejselejr uden adgang til det danske samfund, indtil de selv finder ud af at rejse.

Og lad FN administrere de reelle flygtninge. Det er vel det, man har en verdensorganisation til.

Dette lyder i dag voldsomt, men det var en helt selvfølgelig praksis i alle vestlige lande, indtil 1968-omvæltningen satte ind. Og det er stadig sådan, man håndterer sagen i ikke-vestlige lande.

lørdag den 25. august 2012

Borgerlig værdikamp i 00’erne: Ikke meget at rulle tilbage


Et af den nuværende S-SF-R-regerings erklærede mål er at rulle de resultater, som den tidligere regering opnåede som led i sin ”borgerlige værdikamp”, tilbage. Det bliver nu nok svært, for der er ikke meget at rulle med. Hvad nåede Fogh og Løkke egentlig i 00’erne på værdiområdet?

Fogh startede jo ud med sin meget omtalte Nytårstale, hvor han gik til angreb på ”smagsdommerne og eksperterne”. Men eksperter er jo udmærkede. Problemet opstår, når eksperter blander deres politiske holdninger ind i deres ekspertvurderinger af faktiske årsagssammenhænge og data. At bekæmpe et sådant misbrug af ekspertstatus er næppe et specifikt borgerligt projekt.

Fogh kritiserede også skolernes ”rundkredspædagogik” og ønskede mere faglighed. Men der er intet, der tyder på, at det gav særlig effekt. Hvis rundkredspædagogikken blev nedtonet, blev den afløst af indberetnings- og planlægningsmani, ikke mere faglighed. Tværtimod gennemførte VK-regeringen den gymnasiereform, som de radikale havde udtænkt i 90’erne, en reform, der yderligere har sænket det faglige niveau i gymnasiet.

Fogh fik også stor opmærksomhed ved at kritisere samarbejdspolitikken under Besættelsen. Men den politik var jo blevet forkastet af alle borgerlige og tidligere også Socialdemokrater lige siden før Befrielsen. Man udmøntede sågar kritikken i sloganet ”Aldrig mere en 9. april!”, og det ledte bl.a. til vores indmeldelse i NATO. Derimod lod Fogh, i ly af sin samarbejds-kritik, forsvarsudgifterne fortsætte deres fald målt i forhold til bruttonationalproduktet, et fald, som Løkke derefter trumfede med sin beslutning om at skære yderligere et par milliarder af årsbudgettet. Først da Fogh havde opnået drømmejobbet som NATO-generalsekretær, kunne han pludselig se, at forsvarsudgifterne var blevet beskåret alt for meget. Så der var heller ikke meget borgerlig værdikamp i hans regeringstid på det område.

Man kunne også have ventet, at en borgerlig regering ville have taget et opgør med den politiske skævvridning i massemedierne. At journalisterne som gruppe er mere venstreorienterede end befolkningen som helhed, kan man ikke uden videre lave om på, men man kunne have sat en stopper for Danmarks Radios tydelige hældning mod Socialdemokratiet i sortering, vinkling og præsentation af nyheder og kommentarer. Det samme gælder TV2s hældning mod Det radikale Venstre. Når det gælder medier, der i sidste ende er kontrolleret af regeringen, må man insistere på upartiskhed.

Det eneste område, hvor der blev ført decideret borgerlig værdikamp, var udlændingeområdet. Her fik Dansk Folkeparti gennemtvunget en vis opstramning af regelsættet – normalisering er egentlig et mere præcist ord – og dermed en betydelig ombremsning af masseindvandringen af svært integrerbare udlændinge. Og her har der endelig været et område, hvor S-SF-R-regeringen kunne rulle tilbage – og det har de gjort.

Alt i alt er det kun på indvandringsområdet, at der har været ført borgerlig værdikamp, selv om VK-regeringen med DF’s loyale støtte havde absolut flertal og dermed havde alle muligheder. Så når socialister og radikale kalder 00’erne for ”det spildte årti”, kan man som borgerlig stort set kun give dem ret.