OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

fredag den 14. marts 2014

Forsvarspolitikken efter den russiske besættelse af Krim

Efter den russiske besættelse af Krim i de seneste uger – efter afslutningen på Vinter-olympiaden i Sochi! - er der sket et totalt omslag i forsvarsdebatten. Indtil for nylig gjaldt det som en kendsgerning, at forsvaret af Danmark nu var blevet overflødigt, og at der ville være et varsel på masser af år, før en ny trussel mod Vesteuropa kunne opstå, hvorfor vi roligt kunne koncentrere os om at skære ned på de i forvejen lave forsvarsudgifter og bruge resten på indsats i andre verdensdele. At Putin gennem 10-15 år gradvist havde opbygget et diktatur i Rusland og gradvist havde øget det militære pres mod Ruslands naboer, tog vi os ikke af – selv ikke efter Ruslands krig mod Georgien.

Nu har piben fået en anden lyd. Aviserne er fulde af indlæg, der opfordrer til omlægning af forsvarspolitikken, og en professor opfordrer ligefrem til en ny forsvarskommission, der kan lægge nye retningslinier for forsvaret i lyset af den nye situation.

Ganske vist sagde Churchill, at ingen bliver så upopulær som den, der siger ”hvad sagde jeg”, især hvis det virkelig er tilfældet – men jeg kan ikke nære mig: I masser af posteringer på denne blog har jeg advaret mod vor hidtidige forsvarspolitik, f.eks. d. 22. december 2012, hvor jeg skrev: ”Det er ikke godt helt at afskaffe det hidtidige danske forsvar med tilhørende værnepligt. Det gav et langt bredere spektrum af handlemuligheder, og ingen kender fremtidens behov – de kan ændre sig hurtigere, end vi kan forudse.” Og mange andre mente naturligvis det samme. Således står der i Dansk Folkepartis arbejdsprogram: ”DF advarer mod at svække det nationale forsvar”.

Alligevel skete det, både under Nyrup, Fogh og Løkke. Og hele tiden med eksperternes medvirken.

Det minder om både udlændinge- og EU-politikken. På alle disse områder har eksperterne, medierne og politikerne kørt deres egen elite-politik henover hovederne på almindelige, fornuftige folk, og resultaterne har været dårlige for landet.

Man må håbe på, at folk nu er ved at vågne op. Den stigende tilslutning til Dansk Folkeparti kunne tyde på det. Blot savner vi stadig et folkeparti, der er mere højreorienteret på det økonomiske område end D

onsdag den 12. marts 2014

Ruslands legitime interesser og Krim/Ukraine

De fleste i den vestlige verden – og også nogle modige russere – er kritiske overfor den russiske fremfærd på Krim og de øvrige russiske trusler mod Ukraine. Men der er også en hård kerne i Vesten, der helt og fuldt støtter Putin. Argumenterne føres enslydende frem i læserbreve, og sågar også i DRs program ”Debatten”, hvor fredsforskeren Jan Øberg optrådte med budskabet.

Det går ud på, at Rusland er militært svagt, at det konstant bliver presset i defensiven af Vestmagterne – især af USA, men åbenbart også af EU – som har skumle hensigter, og at Rusland har al ret til at (re)agere, som det gør, på Krim og vist også alle andre steder i det gamle Sovjet-imperium.

For det første er det påfaldende, at denne argumentation har overlevet helt uændret fra den kolde krigs dage, hvor de samme kredse i Vesten – socialister og radikale – forsvarede den ”fredselskende” Warzawa-pagt og kritiserede den ”krigsgale” præsident Reagan. I dag er Rusland jo ikke mere kommunistisk, men derimod gangster-kapitalistisk, så man kan ikke beskylde Ruslands-vennerne for at være kryptokommunister eller betalte KGB-agenter. Når de kører videre på autopiloten, må det skyldes banalt vestligt selvhad og skyldkomplekser, som man også ser udfolde sig i debatten om masseindvandringen fra de fattige lande til Vesten.

Men hvad er da realiteterne i deres pro-Putin-argumentation? De mener – som alle – at Rusland har ret til at leve i fred og sikkerhed for angreb udefra, men de mener åbenbart også, at denne ret omfatter oprettelsen af buffer-stater langs grænserne mod NATO. Jeg mener, at dette er ikke blot folkeretsstridigt, men også reelt forrykt. NATO er faktisk, som deltagerlandene selv siger, en forsvarsorganisation. Landene har hverken viljen eller evnen til at angribe Rusland. Det burde stå klart for alle efter 1990’erne, hvor Sovjetimperiet faldt fra hinanden. NATO-landenes reaktion overfor det nye Rusland var ikke fjendtlig, men tværtimod præget af velvilje og ønske om samarbejde – der var sågar tale om at tilbyde Rusland NATO-medlemskab! At en række central- og østeuropæiske lande benyttede lejligheden til hurtigst muligt at opnå NATO-medlemskab, opfattes åbenbart af Øberg-fløjen som en stor aggression mod Rusland. Men med disse landes historiske erfaringer, også med Rusland, var det naturligvis kun en rent defensiv selvopholdelses-foranstaltning fra disse lande, som NATO – læs USA – gik ind på, ikke ud fra et ønske om at true Rusland, men af pligtfølelse overfor disse hårdt prøvede nationer. 

Øberg-fløjen mener åbenbart – som i de sidste 30-40 år – at Vesten, især USA, konstant er i gang med en global omringnings-manøvre overfor Rusland (og Kina?). Realiteten er, at de vestlige lande i de sidste 20 år har gradvist nedtrappet deres militærudgifter, mens Rusland og Kina konstant øger dem. Vesten har i de sidste 10-15 år været mere optaget af kampen mod islamistisk terror, og nye baser rundt omkring i verden er til dette formål. Samtidig prøver vestmagterne at reducere de gamle positioner – USA kunne ikke komme hurtigt nok ud af Irak, og ville nok også gerne ud af andre varme lande – men det er desværre der, at frontlinien mod terroristerne er i dag.

Der er ingen, der vil fratage Rusland deres historiske baser på Krim. Men Rusland har ingen ret til at skabe en række lydstater langs sine grænser.

Til slut et par ord om Øberg. Hans titel er freds- og konfliktforsker. Denne betegnelse er lige så seriøs som de såkaldte fremtidsforskere og dækker i realiteten over, at man ønsker at betragte samtidshistorien ud fra en snæver pacifistisk, i nogle tilfælde antivestlig synsvinkel. ”Freds- og konfliktforskning” er en integreret og vigtig del af historie- og politologifaget. Betegnelsen er meningsløs og dækker kun over udøvernes udgangspunkt: At krig og fred er for vigtig til at overlade ikke blot til generalerne, men også til politikerne – nej, det er kun fredsforskerne, der ved besked.



tirsdag den 4. marts 2014

Ukraine og den russiske pression, og det nedrustede NATO

På nuværende tidspunkt vides det ikke, hvordan krisen omkring Ukraine og Krim vil udvikle sig. Men man kan gøre sig nogle overvejelser.

Rusland påstår, at russisksindede personer er i fare i Ukraine, og det er påskuddet for den russiske militære optræden på Krim, hvor den ukrainske hærs kaserner er blevet omringet af store russiske styrker. Men bortset fra, at der endnu ikke er fremkommet nyheder om overgreb mod russisksindede i Ukraine, er det selvsagt de ukrainske myndigheders opgave at beskytte alle personer på deres område. Først hvis de ikke kan eller vil gøre det, kan udenforstående gribe ind. Derfor er den russiske intervention på Krim i modstrid med folkeretten.

Hvad vil Rusland gøre nu? Den bedste vej frem ville være, hvis de trak deres soldater tilbage til deres egne baser og lod de sidste dages begivenheder være en advarsel til de ekstremistiske kræfter, der findes i Ukraine. De kan jo i fremtiden hurtigt rykke ud igen. Krims politiske fremtid kan herefter diskuteres på normal vis. Halvøen har efter det oplyste flertal af russisksindede, men den har også allerede et vist selvstyre. Egentlige grænseændringer er et ømtåleligt emne at bevæge sig ind på. Og Rusland kan også i fremtiden bevare sine flådebaser på Krim – de bør dog ikke benyttes til indblanding i Ukraines normale forhold.

Hvis Rusland derimod eskalerer krisen ved at besætte hele Krim, vil det få alvorlige konsekvenser for hele Ruslands forhold til især Vesten, og måske også til andre lande i Verden. Der vil dog kun være tale om politiske og økonomiske konsekvenser, der vil ramme Rusland langt hårdere end Vesten.

Hvis endelig Rusland også sender tropper ind i det østlige Ukraine, vil det medføre en åben krig mellem de to lande. Rusland vil vinde, men det vil koste dyrt i liv og ressourcer. Derudover vil Ruslands gaseksport til Vesteuropa, der går gennem Ukraine, blive afbrudt. De økonomiske og politiske følger for hele Europa bliver meget ubehagelige, men der vil ikke blive tale om åben krig mellem Rusland og NATO.

Derimod vil der i en sådan situation formentlig blive tale om udstationering af NATO-styrker i de østlige NATO-lande, fordi de vil føle sig temmelig udsatte i et sådant konfrontations-klima. Der vil være tale om en tilbagevenden til den kolde krig.

Det er derfor interessant at tænke på, hvor ivrige især de europæiske NATO-lande har været efter Murens fald i 1989 til at indkassere afspændings-dividenden og nedskære deres forsvar. Danmark har ligget langt fremme i dette felt, under ledelse af NATOs nuværende generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, da han var dansk statsminister i 00’erne. Vores hær er nu nærmest en ekspeditionsstyrke til indsættelse i fjerne Udviklingslande, vores flåde ligeså, værnepligten og mobiliseringsreserverne nærmest væk – kun flyvevåbnet er intakt, dog uden raketforsvar!

Disse forhold har Rusland nok haft med i deres kalkulationer forud for denne krise!

Vi må nu som før sætte vores lid til USA og håbe, at de fortsat finder Europa værd at beskytte. Og at det ikke er lykkedes KGB/FSB ved hjælp af forræderen og KGB-agenten Snowden at drive for store kiler ind mellem de vestlige lande ved at ”afsløre” noget, som alle burde vide i forvejen: At alle spionerer mod alle, venner som fjender, i det omfang, de kan. I hvert fald siden 11. september 2001 har man talt om, at internettet bliver løbende overvåget for at finde terrorist-kommunikation. At gammeldags telefoner aflyttes, er oldgammelt nyt.


Man skulle hellere spekulere over, hvem der ellers aflytter os, og hvad de bruger det til.