OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

fredag den 30. september 2011

De to veje ud af den økonomiske krise: Letland og Sverige

Krisen i Grækenland og det øvrige Sydeuropa består af to dele: Dels et stort offentligt underskud gennem flere år, der efterhånden har aflejret en stor statsgæld. Og dels en stor arbejdsløshed, der bidrager til at forværre statens underskud.
Årsagerne er mindst to: Dels at politikerne ikke har taget de nødvendige drastiske skridt til at få statens budget til at balancere, hvilket ville have medført endnu større arbejdsløshed. Og dels, at alle ansvarlige ikke har sørget for at gøre deres land konkurrencedygtigt, så beskæftigelsen kunne stige.
Konkurrenceevnen kan opnås på to måder. Enten ved at sænke lønninger og dermed priser (som Letland), og/eller ved at gøre valutakursen flydende, så den afspejler købekraften (som Sverige).
De sydeuropæiske landes tilslutning til Euroen har låst dem fast til en valutakurs, der er for høj og bare bliver endnu mere for høj år for år. De kan prøve den lettiske løsning, som Grækenland gør nu, men de vil til sidst blive tvunget til den svenske løsning.
Og hvad med Danmark? Jobbene siver ud af landet. Sagen er jo, at vi med vores tilslutning til EU's valutakursregulering har låst kronen fast til D-marken, undskyld: Euroen, selvom vores lønninger og priser år for år er steget mere end Tysklands og de fleste andre omliggende landes. Vi er på vej til Grækenlands situation, selvom der er meget lang vej igen, før vi er der. Vi har masser af tid til at vælge enten den lettiske eller den svenske løsning, eller dem begge.
I øvrigt er hele den vestlige verden, især USA, i lidt af den græske situation overfor Kina. Det skyldes, at vi har tilladt Kina at udkonkurrere mange af vore industrier gennem en for lav kurs på den kinesiske valuta. Og kineserne har blot sparet overskuddet op i stedet for at købe varer hos Vesten. Nærmest ligesom olielandene.
Oveni alt dette tillod Vestens politikere i midt-00’erne visse dele af den finansielle sektor at skabe finanskrisen. Ikke så sært, at vi har problemer i dag.

onsdag den 28. september 2011

Kommunal udligning og sparsommelighed

Danmark har måske verdens højeste niveau for offentlige udgifter, og tilhørende skattetryk. De aktuelle kriser – først finans, senest gælds – samt den kommende demografiske udvikling med flere pensionister og færre i den erhvervsaktive alder, gør offentlig sparsommelighed nødvendig.
Samtidig er der arbejde i gang for at ændre den kommunale udligning, der i øjeblikket ikke er tilfredsstillende. Kommunerne får tilført midler fra staten ud fra nogle kriterier, der ikke godt nok afspejler deres faktiske udgiftsbehov. Et eksempel er København, der får refusion, fordi den har mange ældre boliger, selvom tusindvis af disse er i perfekt stand og bebos af højtlønnede, der ikke belaster kommunens udgiftsside, tværtimod.
Dertil kommer, at de offentlige udgifter i årtier har været udsat for et pres opad, fordi der overalt har været et indbygget pres for at gøre alting bedst muligt, den såkaldte standardglidning.
Endelig er kommunerne sat i en klemme, fordi de fleste af deres udgifter egentlig bestemmes udefra: De er lovbundne, idet de følger af lovgivning vedtaget af Folketinget, og kommunerne kan ikke kontrollere antallet af de forskellige grupper indbyggere, der påfører kommunen de forskellige udgiftstyper. Samtidig er kommunerne underlagt et skatteloft, så de kun i begrænset omfang kan øge deres skatteindtægter.
En måde at håndtere alle disse problemer samtidig kunne være at ændre de kommunale bloktilskud og udligning, så at kommunerne fik tilskud efter de faktiske udgifts-drivere: Ikke efter indirekte forhold som boligernes alder, men efter faktiske forhold som antal skolebørn, kontanthjælpsmodtagere, antal anbragte børn o.s.v. Disse tilskud skulle fastsættes, så de dækkede et beskedent, realistisk, men acceptabelt niveau, ikke efter den bedst mulige standard. Herved ville kommunerne hverken have interesse i at tiltrække udgiftskrævende familier/personer eller interesse i at afskibe dem til andre kommuner. Og kommunerne skulle have større handlefrihed med hensyn til, hvilket niveau de ville betjene borgerne på.
Hvis kommunerne ville betjene borgerne på et højere udgiftsniveau end det beskedne, måtte de selv finansiere det over kommuneskatten, dog med et loft fastsat af Folketinget. Herved ville det kommunale selvstyre blive styrket, og sparsommelighed blive en valgmulighed.
Udgifts-driverne skulle opgøres hyppigt, f.eks. hver måned, og bloktilskuddet fra staten reguleres ligeledes hver måned. Hertil kan man indvende, at det ville gøre budgetterne flydende. Svaret er, at det er udgifterne jo allerede i dag! Udgifterne er i stort omfang lovbundne og dermed udenfor kontrol, mens budgettet er fastsat i kroner. Resultatet er svært påvirkelige under- eller overskud og drastiske sparerunder overfor de udgifter, som kommunen kan bestemme over. Hvis budgettet blev flydende, ville det følge det faktiske udgiftsudvikling – det ville udgifterne og det endelige statsregnskab jo ikke blive større af. Den del af udgifterne, der skyldtes det valgte kvalitetsniveau, ville stadig være under politisk kontrol, og endda på en mere gennemsigtig måde end i dag.
Pengene til bloktilskuddene skulle komme fra statens skatte- og afgiftsindtægter. Måske ville der alene herved komme den ønskede udligning mellem landets rige og fattige kommuner.

tirsdag den 20. september 2011

Efter valget

Så er valget overstået. Jeg blev ikke valgt, men vil så meget mere takke dem, der gav mig deres stemme. Og ingen stemmer bliver spildt – DF har fået valgt 22 fortrinlige medlemmer ind i det nye Folketing.
Jeg vil selv fortsætte med at nedfælde mine overvejelser på denne hjemmeside. Jeg vil opdatere det politiske landkort, jeg tegnede og bragte i posten d.9. december 2010, og jeg vil prøve at komme med konstruktive forslag til nye politiske tiltag.
Her og nu vil jeg dog se ganske kort på det overståede valg. Det var utroligt at se S og SF slippe godt fra deres usande påstande om, at ”efterlønnen er afskaffet” og ”VKO har kørt Danmark i sænk”. Dygtigere journalister ville have afprøvet disse propagandausandheder mere energisk, end de forhåndenværende gjorde. Men VKOs politikere var også for passive. Nå, heldigvis blev S og SF ikke belønnet af vælgerne. Rød bloks fremgang blev leveret af sandflugtsvælgersegmentet på 5-10 %, der vil stemme på hvad som helst, der er nyt og chikt. Det var lige nu Enhedslisten og Radikale. Så Thorning-Schmidts flertal spænder fra Røde Mor til Kaospiloterne.
Det skal blive interessant at se, hvad Thorning-Schmidt selv indeholder. Jeg forventer ikke meget, at dømme ud fra hendes hidtidige præstationer. Sådan lidt Ritt Bjerregaard-agtigt: Alle var enige om, at hun var meget dygtig, men ingen har kunnet fortælle mig, hvad hun nogensinde har udrettet. Udover at tiltage sig magt.

onsdag den 14. september 2011

Før valget

Så er vi nået frem til dagen før valget, hvor vælgerne skal træffe deres beslutning og sammensætte det nye Folketing.
Jeg har fremlagt mine grundlæggende politiske holdninger i posteringerne fra 3. og 9. december 2010. De følgende måneder har jeg gjort rede for mine synspunkter på aktuelle spørgsmål i de løbende posteringer. Jeg har herved forsøgt at give læserne – vælgerne – et dækkende billede af, hvad jeg står for, og hvad de kan forvente, hvis jeg bliver valgt.
Jeg kan derfor kun opfordre interesserede til at bladre ned igennem indholdsfortegnelsen til højre og kigge nærmere på de områder, som de finder vigtige.
Jeg håber naturligvis på, at mange vil være enige med mig og give mig deres stemme. Selvom jeg ikke skulle blive valgt, er stemmen jo ikke spildt – den vil så i stedet bidrage til at bringe en anden DF-kandidat ind i Folketinget. Under alle omstændigheder drejer det sig om landets fremtid, ikke om enkeltpersoner.

tirsdag den 13. september 2011

Rød skattelogik

Valgkampen går nu mod finalen, og man oplever forventelige episoder: Regeringen beregner de samlede meromkostninger for statskassen ved Rød bloks planer og dividerer dem ud på den gennemsnitlige familie. Det giver ca. 20.000 kr. om året i øgede skatter og afgifter, 27.000 hvis de 12 minutters merarbejde ikke effektueres. Nej, sådan kan man ikke regne, svarer Rød blok, for de offentlige merudgifter anvendes jo til gavn for borgerne, f.eks. til at nedsætte billetpriserne i den kollektive trafik. Derfor er der alt i alt slet ikke tale om en skatteforhøjelse.
Hertil må man sige, at hver en krone, som staten opkræver i skatter og afgifter, anvendes til borgernes gavn, enten som overførselsindkomster eller til at aflønne dem, der producerer offentlige ydelser. Efter rød logik har vi så slet ikke noget skattetryk overhovedet?

torsdag den 8. september 2011

Valgkommentatorernes rolle

Valgkommentatorerne og de professionelle analytikere – ofte forhenværende spindoktorer -spiller en større og større rolle i mediernes valgdækning for hvert valg, og det er ikke af det gode. De lægger deres egen indforståede vinkel på den politiske proces, og selvom de forhåbentlig ikke selv påvirker den politiske udvikling, for ikke at tale om valgresultatet, kan de godt sprede forvirring.
F.eks. brugte en af dem for nylig udtrykket om Dansk Folkeparti, at vi med indvandringsproblemet havde ”fundet vores sag”. Som om DF var en erhvervsvirksomhed, der skulle finde på produkter at sælge. Det er jo at vende tingene på hovedet. Vi finder ikke sager, det er sagerne, der finder os, og hvis DF ikke eksisterede, ville indvandringsproblemet finde eller opfinde DF eller et andet parti, som det er sket overalt i Europa i de sidste 10-15 år.
Det er helt forskruet at bruge en marketings-tankegang på politik. Partierne eksisterer for at kanalisere vælgernes synspunkter ind til det sted – Folketinget – hvor beslutningerne træffes, endnu i det mindste. De fleste andre partier arbejder målbevidst for at flytte stadig flere beslutninger til EU i Bruxelles.
Og vælgernes synspunkter opfindes ikke af partierne, de opstår i folkets dagligdag.

tirsdag den 6. september 2011

Dialog – men ikke med hvem som helst

Der er stadig mange, der ikke kan lide Dansk Folkeparti – om årsagen har jeg gjort nogle overvejelser i min postering fra 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab?"
Det viser sig bl.a., når man deler valgmateriale ud. Når man fortæller, at det er fra DF, er der nogle, der svarer: ”Nå, i så fald skal jeg ikke have noget”.
Det var jeg ude for i eftermiddags. Jeg var til optagelse til en valgpræsentation i Frederiksberg Lokal-TV, og før optagelsen startede, kom et par damer brasende ind. De troede fejlagtigt, at de havde booket lokalerne. Vi benyttede lejligheden til at tilbyde dem en brochure, og de svarede som ovenfor beskrevet: Hvis det er fra DF, vil vi ikke have det.
Hvor de var fra? Noget, der hedder ”Dialog-gruppen”…

Ingen flygter for sjov

Her midt i valgkampen er der også ved at komme gang i hærværket mod valgplakaterne. Især Dansk Folkeparti synes udsat. Det skyldes nok, at vi af mange anses for at være ekstremister. Dette er jo helt bizart – DF er om nogen kolonihave-, Morten Korch-partiet. Det modsatte af ekstremisme! Det viser noget om, hvordan 68-er bølgen har gjort folk rundtossede.
Derimod er det tydeligvis venstrefløjs-ekstremister, der ofte vandaliserer vores plakater. Det sker bl.a. med overklæbning af strimler, der forkynder, at ”Ingen flygter for sjov. Asyl til alle!”
Nu er der ingen, der har påstået, at folk flygter fra den fattige til den rige verden ”for sjov”. Men f.eks. FNs tidligere flygtningehøjkommissær Gerhard Stoltenberg sagde i sin tid, at mindst 80% af asylsøgerne ikke var  forfulgte og derfor ikke havde noget reelt asylgrundlag. De ”flygter” selvsagt ikke for sjov, men for at opnå bedre levevilkår.
Fair nok, men antallet er for længst blevet så stort, at det er vores egen førstefødselsret til vores eget land, der er på spil. Derfor IKKE ”asyl til alle”, der kommer til Danmark!
Og derfor er DFs forslag om at behandle asylansøgninger i asylsøgernes egen lokalregion relevant. Det er den hidtidige ordning, hvor asylsøgere kommer rejsende fra fjerne lande, for dyre penge betalt til menneskesmuglere, der er en ”Storm P.-ordning”, som Søren Espersen fik fortalt Bent Falbert i TV-Lorry forleden.