Der er andet i livet end politik og penge – f.eks. vor
fælles kulturarv.
Således byggede Zoologisk Have i København i 1914 et
imponerende elefanthus, der både var flot, majestætisk og moderne for sin tid.
Et vidnesbyrd om arkitekturens og håndværkets stade dengang, ligesom Københavns
Rådhus, Hovedbanegården og flere andre bygningsværker fra den tid. Alle, der
har besøgt Zoo, kender Elefanthuset og er fortrolige med det. Som Realdania skrev i
forbindelse med et nyt projekt: ”Det gamle tempelagtige Elefanthus i Københavns
Zoologiske Have er en del af kulturarven for de fleste københavnere.”
Men kravene til dyrenes velfærd udvikler sig, og Zoo fik et
nyt elefantanlæg i 2008. Så kunne man have forventet, at haven f.eks. straks
havde udskrevet en konkurrence om andre anvendelser for det imponerende gamle
Elefanthus; men i stedet satte man gitterhegn op om huset – og lod det
forfalde.
Så for et par år siden fik Zoo en aftale i stand med Kina om
udlån af to pandaer, og man mente ikke, at et anlæg til disse dyr kunne
placeres andre steder end lige der, hvor elefanthuset lå. Derfor bad Zoo i
foråret 2017 Frederiksberg kommune om tilladelse til at rive Elefanthuset – der
var erklæret bevaringsværdigt - ned!
Dette medførte en strøm af protester, der både henviste til
bygningens arkitektoniske og kulturhistoriske værdi, og at man i andre
europæiske storbyer havde valgt at bevare tilsvarende eller ældre elefanthuse
og benytte dem til helt andre formål. Men kommunens By- og miljøudvalg valgte
at ignorere indvendingerne og henviste til, at bygningen nu var i en stand, så
det ville blive bekosteligt at sætte den i stand, og at man ville få et
pandaanlæg, der var ”fantastisk”. Man gav derfor tilladelse til nedrivning.
Jeg selv havde hidtil troet, at de kompetente myndigheder
ville redde huset. Nu forstod jeg, at det ikke var tilfældet, og at den eneste
chance var højere myndigheder, dvs Det særlige Bygningssyn eller
Kulturministeren. Jeg skrev derfor nedenstående indlæg til Berlingske, som blev
bragt d.18. juni 2017:
”Er det virkelig alment accepteret nu, at Zoologisk Have
river det klassiske Elefanthus ned? Det er en af Frederiksbergs mest
interessante og monumentale bygninger, og det er en ganske speciel del af vor
kulturarv, både arkitektonisk, håndværksmæssigt og natur- og kulturhistorisk.
Begrundelsen for nedrivningen er, at der skal gøres plads
til et nyt anlæg til de to kinesiske pandaer, der ankommer i 2018. Men hvorfor
kan det ikke placeres i Søndermarks-afdelingen? Om nødvendigt kunne man måske
inddrage en lille bid af Søndermark-parken.
Den anden begrundelse for nedrivning af Elefanthuset er, at
det er dårligt vedligeholdt. Så hvis det lykkes at bevare det, skal det sættes
i stand. Det har Zoo ikke penge til, men der er mange fonde, der yder tilskud
til den slags – først og fremmest Realdania, men andre gode kræfter vil uden
tvivl også hjælpe. Efter istandsættelse kan Elefanthuset være en unik ramme for
utallige formål: Udstillinger, foredrag, møder, cafeteria – kun fantasien sætter
grænser.
Det er ikke sandsynligt, at Frederiksberg Kommunalbestyrelse
vil udarbejde en bevarende lokalplan, der ellers ville forhindre en nedrivning.
Men så må statslige myndigheder gribe ind nu.
Et byggeri af Elefanthusets slags ser vi ikke igen. Det ville
være uansvarligt ikke at bevare det.”
Men grebet af en grum forudanelse tog jeg samme eftermiddag
hen i Zoo for at se Elefanthuset, måske en sidste gang. Og hvad så jeg: Det var
allerede forvandlet til et bjerg af murbrokker, på toppen af hvilket der tronede
– nærmest triumferende - en hidsigtgul nedrivningsdozer med et enormt stålgab.
Vandalerne rykker hurtigt, når de får en åbning.
Så hvad kan vi lære af dette, nu hvor Elefanthuset er tabt
for altid?
Jeg vil ikke bebrejde Zoos ledelse. Deres første prioritet
er deres dyr, dernæst besøgende og personale. De bygninger, de har i deres
varetægt, er åbenbart kun forbrugsgods, og de arbejder indenfor snævre rammer.
Nej, ansvaret ligger først og fremmest hos de politikere,
som vi har givet magten – til gengæld for, at de passer på os og på de ting, vi
værdsætter. Men de passer altså ikke bedre på vore værdifulde bygninger, end de
f.eks. sørger for at skærme landet mod masseindvandringen fra Mellemøsten og
Afrika, der kun lige er begyndt.
Dette ligger fint i forlængelse af, at Frederiksberg Kommune
også fik den borgerlige regerings tilladelse i 2001 til at nedrive de
historiske gasbeholdere ved Finsensvej. De kunne ellers også med lidt fantasi
have været anvendt til nutidige formål, og også de var enestående monumenter om
deres tid - industrialiseringens
barndom.
Herefter er ingen bygning sikker i Frederiksberg Kommune.
Der rumles også hos naboerne, hvor emsige developere vil nedrive
Paladsbygningen. Man krydser fingre.
Men hele sagen giver anledning til at fundere over, hvad der
driver de ansvarlige politikere (og højere embedsmænd). Det burde være et ønske
om at give vores velfungerende samfund videre, mens man påvirker det i den
retning, man mener er bedst. Lad os håbe, at det er tilfældet, men der må være
andre drivkræfter på spil, for det var jo ikke politikerne, der havde udtænkt
Zoo-sagen. De gjorde blot, hvad de blev anmodet om.
Penge – levebrød! – spiller vel ind, men dog næppe for mange
lokalpolitikere. Det er for de fleste kun en mindre bibeskæftigelse.
Men måske ønsket om magt? At kunne slå næven i bordet og
brøle: Det bliver, som jeg har sagt, for det er bedst for almenvellet! At få
opmærksomhed, fordi alle ved, at man betyder noget, bestemmer noget? Det
forekommer sandsynligt, men så er det blot ærgerligt, at det, politikerne slår
i bordet, for det meste er et gummistempel under andres beslutninger. Det
gælder Elefanthuset, det gælder Europarådets og dets menneskeretsdomstols
afgørelser, det gælder kansler Merkels mærkelige beslutninger om
millionindvandring fra Mellemøsten, der jo fortsatte op på vore motorveje. Og
det gælder EU.
Så de fleste politikere narrer sig selv og bestemmer ikke så
meget. Det nu kun godt, når man ser, hvad der sker, når de virkelig smøger
ærmerne op: De radikales udlændingelov af 1983 og palæstinenserlov af 1992, der
har lettet masseindvandringen. Mogens Lykketofts ordre i 1995 om at standse
elektrificeringen af jernbanerne, der førte direkte til IC4-skandalen. Anders
Fogh Rasmussens indsats som skatteminister i 1980’erne med nedskæringer, der
startede skattevæsenets deroute. Løkke Rasmussens nedskæringer på Forsvaret i
2011, der bragte det ned på godt det halve af det, han og andre havde lovet
NATO-partnerne. Diverse gymnasie”reformer”, der har skabt kaos også i det
system. Og man kunne blive ved.
Hvem kan man snart stemme på? DF og Nye Borgerlige? Så
støtter man usaglige udflytninger af statsinstitutioner hhv. drakoniske
nedskæringer. Ak og ve.