Der er kommet liv i den hjemlige debat om
Afghanistan-indsatsen, dens mål og resultater.
Den vigtigste lære er, som flere gange anført, at det igen
er blevet påvist, at George W. Bush-Anker Jørgensen-doktrinen ikke holder.
Ifølge denne doktrin ønsker alle folkeslag til alle tider at leve under
vestlige, demokratiske samfundsforhold, ifølge AJ endda under
socialdemokratiske velfærdssamfundsforhold, og hvis de ikke lever sådan i dag,
skyldes det onde kræfters spil. Hvis blot disse onde kræfter fjernes, vil de
pågældende lande springe ud som frie, demokratiske samfund.
Denne teori holder som bekendt ikke. Et demokratisk samfund
forudsætter en oplyst, civiliseret, veluddannet befolkning. Hvis den
forudsætning er til stede, bliver et ufrit samfund demokratisk, når det får
lov. Eksempel: Østeuropa efter Murens fald i 1989. Hvis den ikke er til stede,
forbliver samfundet kaotisk. Eksempel: Irak efter Saddams fald, Egypten, -
Afghanistan.
Når Bush og andre tror på doktrinen, skyldes det måske, at
de har fået Eisenhowers erindringer om Anden Verdenskrig galt i halsen. De
hedder ”Korstog i Europa” (korstog for demokratiet). Og ja, dengang lykkedes
det at fjerne et diktatur – Hitlers – og erstatte det med demokrati. Men det
skyldtes netop, at forudsætningen for demokrati var til stede i Tyskland i
1945.
Disse forudsætninger er altså ikke til stede i Afghanistan i
dag. Så hvis vi i 2005 troede, at vi kunne gøre landet demokratisk på nogle få
år, har indsatsen været fejlslagen. Men hvis vi ønskede i det mindste at hjælpe
landet et stykke på vej med uddannelse og organisering, har vi opnået, hvad der
var muligt. Og ja, det har kostet tab, men de har ikke været større, end hvad
man må påregne i sådan en situation. Og de har stået i forhold til, hvad vi dog
har nået.
- Men en anden lære er, at militær overmagt ikke er alt.
Militært kan Vesten – især USA – besejre de fleste, som Saddam i Irak og Al Queida
i Afghanistan i 2001. Men militære styrker er ikke de mest velegnede til at
bekæmpe terrorister og opretholde ro. Det har de mange års tilstedeværelse i
Irak og Afghanistan i 00’erne demonstreret.
Militære styrkers formål er at kunne bestemme, hvem der skal
opholde sig på et givet område. For at bestemme det skal de tilintetgøre
fjendens militære formationer. Opretholdelse af ro i et område er en
politiopgave, og dertil et spørgsmål om politisk at vinde folk for sin sag. At
sætte militæret til det sidste er ineffektivt. Det fjerner desuden militærets
egen fokus på de to midler, som allerede Napoleon beskrev som afgørende for en
hær: Ildkraft og bevægelighed. I stedet er fokus nu rettet mod beskyttelse mod
vejsidebomber. Ikke særlig brugbart i en fremtidig konfrontation med en moderne
modstander.
Nu må så fremtiden vise, hvor varige resultaterne i
Afghanistan er, når landets egne styrker efter 2014 skal stå for sikkerheden. Hvordan
vil et demokrati fungere, hvis flertallet af befolkningen er analfabetiske
religiøse fanatikere? Visse kredse i Vesten- f.eks. EU-parlamentet - er hurtige
til at kræve demokrati i alle lande, også de mest tilbagestående. Er det med
sikkerhed det bedste for de lande? Algeriet? Egypten? Fortsæt selv listen…
Problemet er selvfølgelig, at vores politisk korrekte
lighedsdogmer er vores nye religion, som ikke tillader sådanne rationelle overvejelser.