OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

fredag den 9. august 2013

Læren fra Afghanistan-indsatsen

Der er kommet liv i den hjemlige debat om Afghanistan-indsatsen, dens mål og resultater.

Den vigtigste lære er, som flere gange anført, at det igen er blevet påvist, at George W. Bush-Anker Jørgensen-doktrinen ikke holder. Ifølge denne doktrin ønsker alle folkeslag til alle tider at leve under vestlige, demokratiske samfundsforhold, ifølge AJ endda under socialdemokratiske velfærdssamfundsforhold, og hvis de ikke lever sådan i dag, skyldes det onde kræfters spil. Hvis blot disse onde kræfter fjernes, vil de pågældende lande springe ud som frie, demokratiske samfund.

Denne teori holder som bekendt ikke. Et demokratisk samfund forudsætter en oplyst, civiliseret, veluddannet befolkning. Hvis den forudsætning er til stede, bliver et ufrit samfund demokratisk, når det får lov. Eksempel: Østeuropa efter Murens fald i 1989. Hvis den ikke er til stede, forbliver samfundet kaotisk. Eksempel: Irak efter Saddams fald, Egypten, - Afghanistan.

Når Bush og andre tror på doktrinen, skyldes det måske, at de har fået Eisenhowers erindringer om Anden Verdenskrig galt i halsen. De hedder ”Korstog i Europa” (korstog for demokratiet). Og ja, dengang lykkedes det at fjerne et diktatur – Hitlers – og erstatte det med demokrati. Men det skyldtes netop, at forudsætningen for demokrati var til stede i Tyskland i 1945.

Disse forudsætninger er altså ikke til stede i Afghanistan i dag. Så hvis vi i 2005 troede, at vi kunne gøre landet demokratisk på nogle få år, har indsatsen været fejlslagen. Men hvis vi ønskede i det mindste at hjælpe landet et stykke på vej med uddannelse og organisering, har vi opnået, hvad der var muligt. Og ja, det har kostet tab, men de har ikke været større, end hvad man må påregne i sådan en situation. Og de har stået i forhold til, hvad vi dog har nået.

- Men en anden lære er, at militær overmagt ikke er alt. Militært kan Vesten – især USA – besejre de fleste, som Saddam i Irak og Al Queida i Afghanistan i 2001. Men militære styrker er ikke de mest velegnede til at bekæmpe terrorister og opretholde ro. Det har de mange års tilstedeværelse i Irak og Afghanistan i 00’erne demonstreret.

Militære styrkers formål er at kunne bestemme, hvem der skal opholde sig på et givet område. For at bestemme det skal de tilintetgøre fjendens militære formationer. Opretholdelse af ro i et område er en politiopgave, og dertil et spørgsmål om politisk at vinde folk for sin sag. At sætte militæret til det sidste er ineffektivt. Det fjerner desuden militærets egen fokus på de to midler, som allerede Napoleon beskrev som afgørende for en hær: Ildkraft og bevægelighed. I stedet er fokus nu rettet mod beskyttelse mod vejsidebomber. Ikke særlig brugbart i en fremtidig konfrontation med en moderne modstander.

Nu må så fremtiden vise, hvor varige resultaterne i Afghanistan er, når landets egne styrker efter 2014 skal stå for sikkerheden. Hvordan vil et demokrati fungere, hvis flertallet af befolkningen er analfabetiske religiøse fanatikere? Visse kredse i Vesten- f.eks. EU-parlamentet - er hurtige til at kræve demokrati i alle lande, også de mest tilbagestående. Er det med sikkerhed det bedste for de lande? Algeriet? Egypten? Fortsæt selv listen…


Problemet er selvfølgelig, at vores politisk korrekte lighedsdogmer er vores nye religion, som ikke tillader sådanne rationelle overvejelser.

mandag den 5. august 2013

Det radikale menneskesyn

De radikale og Dansk Folkeparti har en enkelt ting tilfælles: Masser af mennesker afskyr dem.

Det er jo ellers ikke, fordi de to partier ligner hinanden. I de to allerførste poster på denne blog har jeg foreslået en placering af landets partier i et landskab med to akser: En traditionel økonomisk højre-venstre og en værdipolitisk. På den værdipolitiske kalder jeg de traditionelle, nationale, folkelige værdier for borgerlige eller højre og de modsatte: De akademiske, teoretiske, internationalistiske for venstre eller elitære.

De borgerlige synspunkter mener jeg baserer sig på en retfærdighedsbetragtning: Enhver skal have, hvad han har gjort sig fortjent til, enten det drejer sig om penge, straf, statsborgerskab eller andet. De venstreorienterede mener, at enhver skal have, hvad han har brug for, hvad enten det er andres penge, andres land, eller hvad som helst.

I dette landskab ligger de radikale økonomisk et godt stykke til højre – ”sådan er det jo” – men værdipolitisk ligger de helt til venstre. DF ligger økonomisk lidt til venstre og værdipolitisk godt til højre.

Når mange mennesker ikke kan lide DF, er det nok, fordi DFs værdipolitik ikke er drevet af godhed, som de venstreorienterede og akademiske kredses er det. Derfor betragtes DF som det modsatte af god, hvilket naturligvis er urimeligt.

Når folk ikke kan lide de radikale, er det typisk ikke på grund af deres benhårde økonomiske politik, men på grund af deres værdipolitik, eller rettere kontrasten mellem deres økonomiske og værdipolitiske holdninger. De radikale rummer simpelt hen på samme tid den mest verdensfjerne, tossegode naivitet og den mest kyniske, hensynsløse egoisme. Altså dobbeltmoral.

Denne påstand kræver belæg. Tag udenrigs- og forsvarspolitikken. I trediverne sværmede de radikale for neutralitet og gennemtvang dansk nedrustning, idet de påstod, at Folkeforbundet kunne give os sikkerhed. Men da først landet var blevet besat, var det en radikal udenrigsminister Scavenius, der meldte os ind i Hitlers Komintern-pagt vendt mod Sovjet. Samarbejdsregeringen internerede også de danske kommunister og forsynede gladelig den tyske krigsmaskine, alt sammen for at vi kunne slippe så let gennem krigen som muligt.

Et eksempel fra i dag: De radikale har været en drivende kraft i undervisningssystemets nedtur. Men ingen radikal vil sætte sine egne børn i en ”inkluderende” folkeskole godt fyldt op med adfærdsvanskelige analfabeter – de vælger privilegerede skoler.

Det værste eksempel er udlændingepolitikken. Her har de radikale været afgørende for at muliggøre den masseindvandring af personer fra klodens mest uudviklede områder, der har fundet sted de sidste årtier, og hvis skadelige konsekvenser vi først lige er begyndt at mærke. Men de radikale bosætter sig ikke selv sammen med de mest integrations-trængende. De står på sidelinien og kritiserer de danskere, der vånder sig.

Hvis udviklingen fortsætter, kommer der vel en dag, hvor de radikale selv ikke kan undslippe følgerne af masseindvandringen. Så vil naiviteten pludselig blive erstattet af hensynsløs egoisme – det ville være interessant at skue, hvilken udlændingepolitik de så ville kræve!