OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 11. juni 2015

Helle Thorning-Smidts papegøjesnak - alle kneb gælder

Valgkampen til et folketingsvalg burde efter min opfattelse dreje sig om to ting: 1. Vil man have en større offentlig sektor med større skattetryk - eller vil man prøve at spare, og 2. Vil man have en mere progressiv værdipolitik med stor indvandring, rundkredspædagogik i skolen, forståelse for forbryderne - eller en folkelig en med bremse på indvandring, med kundskabstilegnelse i skolen og beskyttelse af borgerne mod forbryderne som prioritet. Jeg har skrevet mere om dette i en post i denne blog af 9. december 2010. Et tredje emne er økonomisk vækst, som alle ønsker, men ingen kan fremskaffe.

Halvvejs gennem valgkampen 2015 synes det nu, som om en ærlig debat mellem partierne om fordele og ulemper ved de forskellige muligheder er blevet delvis presset ud af billedet. Det drejer sig i stedet i høj grad om, hvem der skal have magten, og en ting står nu klart: Helle Thorning vil gøre usædvanlig meget for at blive genvalgt som statsminister.

Valgkampe er ofte uskønne, men den socialdemokratiske ved dette valg sætter nye bundrekorder. Deres annonce- og twitterkampagner holder sig ikke til anprisning af S’s politik og deres store leders fortræffeligheder, men prøver også at begå karaktermord på oppositionens statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen. Og det bliver helt grotesk, når Helle Thorning skal debattere med Løkke.

Vi har nu over to søndage set, hvordan Thorning prøver at give S æren for at ”have bragt Danmark ud af krisen” og for at have ”skabt 40.000 jobs”. Ja, hun påstår sågar, at regeringen har strammet udlændingepolitikken. Dette er nu blevet dementeret mere effektivt, end nogen opposition kunne have gjort det, nemlig af Thornings radikale vicestatsminister, der tværtimod praler af, at SR-regeringen har gennemført 31 lempelser af udlændingepolitikken! Hvad krisen angår, er den jo ved at klinge ud af sig selv verden over efter 6 år – og de nye jobs er ofte deltids og/eller besat af udlændinge!

Lige så slemt som det forkerte faktuelle indhold er Thornings form, hvor hun i debatterne kun magter at lire i forvejen indlærte remser og slagord af. Og hun afbryder, overdøver og sågar vrænger af modparten som en skolepige. Ikke en statsminister værdigt.

Også uværdigt, som S prøver at spille på Løkkes såkaldte sager: Bilagsrod, hvor han nu har betalt for sine gamle fadbamser. 1. klasses flyveture, der var besluttet af GGGI’s bestyrelse, hvor SR-regeringen var deltager. Tøjindkøb, der kun vedkommer Venstres medlemmer, ikke skatteborgerne i almindelighed.

Så er der mere kød på Thornings gamle skattesag, hvor hun uberettiget fik sin mands personfradrag i årevis, og da det blev opdaget, undlod hun at efterbetale. Hendes huskøb, hvor hun oplyste, at manden opholdt sig over 180 dage om året i Danmark, samtidig med, at hun til skattevæsenet oplyste, at han opholdt sig under 180 dage og derfor ikke skulle betale skat i Danmark. Hendes leasing af bil i Tyskland for at undlade at betale de høje danske afgifter. Men disse sager har vi ikke hørt meget til, selvom de er meget mere belastende end Løkkes. Vi hører kun tilfældige henvisninger til de utallige løftebrud, hun har begået.
Samtidig har S kørt en enorm reklamekampagne hele foråret, der skulle iscenesætte Thorning som den store statsleder. I virkeligheden er det kun nogle få procent svingvælgere på midten, der skal flyttes for at afgøre valget, og den sidste uges galluptal tyder på, at det muligvis kan lykkes for S.

Vi må krydse fingre for, at folk i sidste øjeblik tænker på de store linier og på fremtiden.