OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 28. september 2017

Alternative für Deutschland, Trump og Scavenius – ikke nazisme

Præsident Trump fik for nylig megen kritik for sine kommentarer om et alvorligt sammenstød mellem højreorienterede demonstranter, der ville bevare gamle statuer af Sydstaternes generaler fra den amerikanske borgerkrig, og venstreorienterede moddemonstranter. Ved sammenstødet kørte en formentlig psykisk syg højreorienteret ind i et antal venstreorienterede, og en kvinde omkom af sine kvæstelser.

Trump kunne som sædvanlig ikke nære sig for at udsende en strøm af kommentarer på Twitter om sagen og fik udtrykt sig så klodset, at han vakte forargelse i vide kredse. Herved druknede en vigtig omstændighed ved sammenstødet: Det viste endnu en gang, hvor rabiate og voldsparate også de venstreorienterede i USA er. Ligesom i Vesteuropa, senest bevist ved G20-topmødet i Hamburg i sommeren 2017, hvor AFA'ere hærgede byen.

På tilsvarende vis er en af lederne i Alternative für Deutschland, Alexander Gauland, kommet galt afsted, da han har rost de tyske soldaters indsats i de to verdenskrige. Især er man forarget over inddragelsen af 2. Verdenskrig.

Men Gauland siger jo ikke andet, end hvad den radikale danske udenrigsminister Erik Scavenius sagde i sommeren 1940, hvor han udtrykte benovelse over ”de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring”. I 1941 gik han endda videre og meldte Danmark ind i Antikominternpagten mod Sovjetunionen og gjorde derved Danmark delvis til en af Aksemagterne! Og hans regering opfordrede unge danskere til at melde sig til Frikorps Danmark, som kæmpede som en del af den tyske hær mod Sovjet! Ikke underligt, at især Sovjet – og også England og USA – så med stor skepsis på Danmark i resten af krigen.

Jeg har spekuleret over, om den danske samarbejdspolitik var en medvirkende årsag til, at russerne i maj 1945 bombede Bornholm – de bombede som bekendt ikke de tyske tropper, de bombede Rønne og Nexø. Var det tak for sidst for Scavenius’ nazi-medløb?

Nå, men Gauland skulle naturligvis have taget de nødvendige forbehold: Selvom den tyske hær rent fagligt udførte fantastiske præstationer i begge verdenskrige, var der også skæmmende forhold: I Første Verdenskrig var der rapporter om krigsforbrydelser mod især den belgiske civilbefolkning, og i den Anden Verdenskrig er der i hvert fald tre problemer:

For det første var det en tysk angrebskrig. Dette er dog et elastisk begreb: Sovjetunionen angreb Finland i 1939 og angreb Polen og de baltiske lande i 1941- og sad alligevel som meddommere i Nürnbergprocessen mod de nazistiske krigsmagere, hvor de burde have siddet på anklagebænken sammen med tyskerne.

For det andet var det netop de store tyske militære sejre, der muliggjorde andre tyske organisationers massemord på sagesløse i de erobrede områder.

For det tredje var flere tyske enheder skyldige i krigsforbrydelser – ikke kun på individuel basis, det vil forekomme alle vegne. Men hele enheder, især på Østfronten, begik massemord på fanger og civile.

Disse tre forbehold skulle Gauland og alle andre, der roser den tyske værnemagts indsats i Anden Verdenskrig, have taget med.
.

Men, men: At kalde Trump eller Alternative für Deutschland (AfD) for nazister er hovedløst. Nazismen var ikke blot en politisk – socialistisk og chauvinistisk – bevægelse; den kan kun forstås, hvis man ser på dens metoder: Ubegrænset anvendelse af ulovlig vold for at nå sine mål, altså en forbryderbande. Så hvem ligner mest Hitlers socialistiske gangstere: Trump? AfD? Eller AAF, dvs ”Antifascistisk Aktion”?

lørdag den 23. september 2017

Islamisk terror med lastbiler - et forslag til forebyggelse

Når man får ideer om vigtige samfundsforhold, bør man ikke holde dem for sig selv. Derfor har jeg sendt følgende til Politiets Efterretningstjeneste:

Forslag til terrorsikring af offentlige rum – alternativ til ”koranklodser”

I de seneste år har de vestlige lande måttet vænne sig til terrorangreb på tilfældige borgere ved anvendelse af lastbiler og varevogne, der anvendes til uden varsel at køre så mange fodgængere som muligt ned. Denne terrorrisiko kan kun formodes at fortsætte i de nærmeste år. Som forsvar har myndighederne opsat betonplinte (”koranklodser”) ved flere og flere befærdede steder i byerne. Disse betonklodser virker i sagens natur hæmmende på den almindelige færdsel og er også skæmmende. Der er også rejst tvivl om, hvorvidt de virkelig kan standse en lastbil i fuld fart. Derfor et alternativt forslag til overvejelse hos eksperterne:

Kan man ikke standse terroristers køretøjer (og i øvrigt andre vildfarne køretøjer) med følgende: Tre stålbjælker af passende godstykkelse af formentlig 70-80 cm længde, bukket og svejset eller boltet sammen, så de er vinkelret på hinanden, og placeret, så de to hviler på jorden og peger ud mod kørebanen, mens den tredje peger lodret opad. Som de tre akser i et tredimensionalt (rumligt) koordinatsystem. Hvis en lastbil eller andre køretøjer kører mod den, vil de to vandrette ben svippe op i bunden af køretøjets motorrum eller forhjulsophæng og bringe det til standsning.

I virkeligheden er der tale om en halv ”spansk rytter” eller mere præcist ”tjekkisk pindsvin”, der jo er designet til at bringe selv kampvogne til standsning. Ved terrorsikring skal man stadig kun standse civile køretøjer.

En halv spansk rytter/tjekkisk pindsvin vil kunne anbringes, så de vandrette ben er nedfældet i underlaget. Det opadpegende ben kan benyttes til skiltning, støtte til bænke o.s.v. Det vil være langt mindre hæmmende for den normale færdsel og være langt mindre skæmmende.


Spørgsmålet er selvsagt, om den vil være effektiv, og gerne mere effektiv end de nuværende betonplinte, ligesom prisen vil være af betydning.

Mvh
GB

Nu afventer jeg reaktionen.

fredag den 22. september 2017

Nordkorea efter diktatoren – et forslag

De senere år er det blevet kritiseret, at man – især USA – ikke havde en plan for, hvad der skulle ske efter en militær indgriben i et fremmed land. Irak er det værste eksempel, Syrien kan også nævnes.
Sådan behøver det ikke at være. Under Anden Verdenskrig udarbejdede de Allierede planer for, hvordan Europa skulle organiseres efter Nazitysklands nederlag. At disse planer udviklede sig katastrofalt for Østeuropa, er så en anden sag. For Vesttyskland havde man en anden plan, og den blev fulgt med stor succes.

Det må derfor være passende at overveje, hvad der skal ske i Nordkorea, hvis eller når det nuværende kommunistiske familiediktatur forsvinder.

Det forekommer nærliggende, at Nordkorea genforenes med Sydkorea. Det vil antagelig være begge landes befolkningers overvejende ønske. Og det må være Sydkoreas politiske og økonomiske system, der kommer til at blive gældende i et samlet land
.
Problemet er Kinas, og måske Ruslands, reaktion herpå. Sydkorea er militært allieret med USA, og Kina ønsker ikke, at USA's militære tilstedeværelse rykker tættere på. Men kunne man ikke blot vedtage, f.eks. i FNs Sikkerhedsråd og/eller ved en international konference, at det nuværende Nordkoreas territorium efter en genforening skulle være afmilitariseret område, og at dette skulle overvåges af FN-observatører med støtte af FN-tropper? Det vil ikke stille Kina ringere sikkerhedsmæssigt end den nuværende helt uforudsigelige situation. Og hvis USA's garanti for Sydkoreas sikkerhed fortsat opretholdtes, men kun for det nuværende område, ville det heller ikke stille Sydkoreas befolkning ringere end i dag. For Nordkoreas befolkning vil næsten enhver ændring være et fremskridt.

Man har også nævnt, at Kina skulle være bekymret for den flygtningestrøm, der ville følge efter et sammenbrud af Nordkorea. Men for det første har kommunist-Kina sikkert midlerne til at håndtere sådan en situation, for det andet vil Sydkorea uden tvivl være klar til at modtage sådanne flygtninge.


Så det må være muligt at finde en god løsning for et samlet Koreas fremtid. Problemet er snarere at blive af med det nuværende Nordkoreanske diktatur. Her er Kina nøglen, uanset hvilken metode stormagterne kan blive enige om. Man kunne håbe, at en efterfølgende organisering af forholdene i Korea som skitseret ovenfor forekommer Kina bedre end den nuværende situation, der stadig forværres.