De senere år er det blevet kritiseret, at man – især USA –
ikke havde en plan for, hvad der skulle ske efter en militær indgriben i et
fremmed land. Irak er det værste eksempel, Syrien kan også nævnes.
Sådan behøver det ikke at være. Under Anden Verdenskrig
udarbejdede de Allierede planer for, hvordan Europa skulle organiseres efter
Nazitysklands nederlag. At disse planer udviklede sig katastrofalt for
Østeuropa, er så en anden sag. For Vesttyskland havde man en anden plan, og den
blev fulgt med stor succes.
Det må derfor være passende at overveje, hvad der skal ske i
Nordkorea, hvis eller når det nuværende kommunistiske familiediktatur
forsvinder.
Det forekommer nærliggende, at Nordkorea genforenes med
Sydkorea. Det vil antagelig være begge landes befolkningers overvejende ønske.
Og det må være Sydkoreas politiske og økonomiske system, der kommer til at
blive gældende i et samlet land
.
Problemet er Kinas, og måske Ruslands, reaktion herpå.
Sydkorea er militært allieret med USA, og Kina ønsker ikke, at USA's militære
tilstedeværelse rykker tættere på. Men kunne man ikke blot vedtage, f.eks. i
FNs Sikkerhedsråd og/eller ved en international konference, at det nuværende
Nordkoreas territorium efter en genforening skulle være afmilitariseret område,
og at dette skulle overvåges af FN-observatører med støtte af FN-tropper? Det
vil ikke stille Kina ringere sikkerhedsmæssigt end den nuværende helt
uforudsigelige situation. Og hvis USA's garanti for Sydkoreas sikkerhed fortsat
opretholdtes, men kun for det nuværende område, ville det heller ikke stille
Sydkoreas befolkning ringere end i dag. For Nordkoreas befolkning vil næsten enhver
ændring være et fremskridt.
Man har også nævnt, at Kina skulle være bekymret for den
flygtningestrøm, der ville følge efter et sammenbrud af Nordkorea. Men for det
første har kommunist-Kina sikkert midlerne til at håndtere sådan en situation,
for det andet vil Sydkorea uden tvivl være klar til at modtage sådanne
flygtninge.
Så det må være muligt at finde en god løsning for et samlet
Koreas fremtid. Problemet er snarere at blive af med det nuværende
Nordkoreanske diktatur. Her er Kina nøglen, uanset hvilken metode stormagterne
kan blive enige om. Man kunne håbe, at en efterfølgende organisering af
forholdene i Korea som skitseret ovenfor forekommer Kina bedre end den
nuværende situation, der stadig forværres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar