OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

lørdag den 29. december 2012

Kommissionsundersøgelsen af statsministerparrets skattesag skrider adstadigt fremad


Kommissionsundersøgelsen af statsministerparrets skattesag skrider adstadigt fremad, men det virker på dette tidspunkt, som om gassen er ved at gå af ballonen. Personen, der startede hele balladen, direktør i Skat København Erling Andersen, er nu blevet afhørt, og han kunne ikke bidrage med noget substantielt – kun med sine egne meninger om, hvordan forløbet skulle fortolkes.

Sagen startede med, at Erling Andersen (EA) skrev et notat til daværende skatteminister Möger, hvori han klagede over, at den tidligere Venstre-skatteminister Troels Poulsen – gennem sin spindoktor og sin departementschef – havde prøvet at påvirke Skat Københavns afgørelse i familien Thornings skattesag i retning af, at ægtemanden skulle være skattepligtig i Danmark. Som bekendt blev afgørelsen, at han var skattepligtig i Schweiz. - Det ser nu ud til, at EA intet håndfast har at underbygge sin anklage med. Han kan kun henvise til ministeriets store interesse for sagen.

Ærlig talt: Er den interesse så mærkelig? Der var tale om lederen af oppositionen, der i årevis havde talt for, at især de velstillede skulle betale mere i skat for at finansiere velfærden. Og nu fremstod hendes familie selv som beslutsomme skatteminimalister – bl.a. havde hun selv i flere år uberettiget benyttet sin mands personfradrag, og da det det blev opdaget, var 5 års forældelsesfristen udløbet. Hun nægtede at efterbetale frivilligt. Det er forventeligt, at familiens skatteforhold nu tiltrak interesse.

Et underpunkt i EA’s sag mod den tidligere minister og hans departementschef var, at disse ønskede sagen tilføjet en bemærkning om, at afgørelsen var truffet ”henset til familiens særlige arbejds- og familieforhold”.  Dette mente EA var for at ”tilsvine” Thorning-parret, idet det skulle henlede opmærksomheden på nogle rygter om manden, Stephen Kinnocks, seksuelle præferencer. Også denne EA-tanke synes mærkværdig. Disse rygter havde været kendt længe i mediekredse, og i vore dage har sådanne rygter kun nyhedens interesse – og den var allerede forduftet. 

Egentlig forekommer det, at Skat Københavns afgørelse om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark, alt taget i betragtning er mere belastende for parret end den modsatte afgørelse. Nu fremstår de – fruen er som bekendt socialdemokrat og statsminister – som personer, der ønsker at benytte enhver mulighed for at minimere deres skat. I modsætning til andre, f.eks. afdøde Simon Spies, der ikke ville benytte nogen som helst kneb, men betalte sin fulde skat med tilfredshed.

Det ser på nuværende tidspunkt faktisk ud til, at Erling Andersen kommer mest forpjusket ud af sagen.

lørdag den 22. december 2012

Det seneste forlig om Forsvaret


Med det seneste forlig om Forsvaret mellem SSFR-regeringen og de borgerlige partier er det nu klart, at selve forsvaret af det danske territorium stort set skal afskaffes. Der skal nu næsten udelukkende satses på udsendelse til politimæssige opgaver i fjerne udviklingslande. Hæren skal reduceres til tre bataljoner, og mobiliseringsstyrken afskaffes.

Denne udvikling er egentlig drevet frem af Forsvarets egne personelorganisationer fra 1990’erne til i dag. Som tidligere anført finder de det ikke fagligt udfordrende at uddanne værnepligtige på Borris Skydeterræn, de vil hellere ”gøre en forskel” i Afghanistan eller Irak. Og politikerne er gået med hele vejen.

Jeg mener nok, at der er en vis mening i udviklingen. Det er da fint at prøve at hjælpe andre folk, selvom det er mere meningsfuldt i nogle lande end i andre. Og det er fint at samle points på goodwill-kontoen hos de to eneste lande, der vil hjælpe os, hvis vi nogensinde skulle få brug for det: USA og UK. Og det er også en nyttig ting at træne i en virkelig konflikt med livet som indsats, hvis man vil det.

Men: Det er ikke godt helt at afskaffe det hidtidige danske forsvar med tilhørende værnepligt. Det gav et langt bredere spektrum af handlemuligheder, og ingen kender fremtidens behov – de kan ændre sig, hurtigere end vi kan forudse. Og det var dette system, der producerede de enheder, der har klaret sig så godt i Eks-Jugoslavien, Irak, Afghanistan og Libyen, og andre steder. Ved Operation Bøllebank havde Hæren ikke været i krig siden 1940, det var en fredstidsuddannet styrke, og alligevel klarede den opgaven. Det burde fortælle, at det hidtidige system ikke var så ringe, og at vi godt kan uddanne enheder hjemme, uden at de skal have været i krig.

Desuden er den krigserfaring, som Hæren opnår i disse år, af en ret speciel art. Det er jo en ensidig forestilling: Vi har en enorm ildoverlegenhed med vore kampvogne og infanterikampkøretøjer, og hvis det ikke engang er nok, kan vi tilkalde allieret artilleristøtte og luftstøtte. Under alle omstændigheder trækker Taliban sig tilbage og skjuler sig, evt. mellem civilbefolkningen, indtil næste gang. Hvis vi nogen sinde skulle møde en anden moderne hærstyrke, er vi helt uvant med fjendtlig artilleri, kampvogne og flyangreb. En noget ensidig træning, må man mene.

Desuden giver en lille, professionel hær risiko for fremkomst af en indadvendt mentalitet, som kan resultere i kedelige affærer, som det danske forsvar hidtil har været forskånet for. Alt i alt mener jeg, at det er forkert at skrotte det hidtidige system. Det har fungeret godt.

Besparelseskravet på 2 til 2,7 mia. kr. om året taler for sig selv. Det danske forsvarsbudget har altid været meget lavt, det er ikke det, der har givet os verdens højeste skattetryk. Det er virkelig at hoppe over, hvor modstanden er mindst, når Løkke valgte at skære 15% her.

Endelig den seneste affære med auditørtiltale mod en kompagnichef, der havde tilkaldt en britisk kamphelikopter til at angribe nogle lokale, der tilsyneladende var i færd med at placere en vejsidebombe. Det er ikke helt klart, om dette angreb overhovedet var en fejl. Det står dog ret klart, at kompagnichefen handlede korrekt under omstændighederne. Der vil altid ske uheld, og i krig kan uheld få de alvorligste følger. Det skal dog ikke medføre retslig tiltale mod den, der eventuelt udløste uheldet, hvis han ellers handlede forsvarligt.

mandag den 10. december 2012

Nobels fredspris til EU


Så har EU fået Nobels Fredspris. Begrundelsen er først og fremmest, at EU har sikret, at der ikke igen er udbrudt krig i Europa efter 1945.

Hele optrinet er sikkert velment, men temmelig meningsløst. Godt nok var EU’s forløber, Kul- og stålunionen fra 1951, tænkt som et instrument til at umuliggøre fremtidige krige mellem Tyskland og Frankrig, og godt nok har der ikke været krige i Vesteuropa siden 1945. Men at give EU æren for det er meningsløst.

For det første går oplyste, demokratiske stater slet ikke i krig med hinanden. Der findes mig bekendt ikke eksempler på det i Verdenshistorien.

For det andet har Vesteuropa været under USA’s militære beskyttelse gennem NATO siden 1949. Det er endnu en tilstrækkelig grund til, at krig mellem europæiske lande er utænkelig.

Derfor smykker EU-toppen sig med lånte fjer i Oslo i dag.

Men hvad har EU så udrettet? Man startede som en toldunion. Det var en succes. Den blev suppleret med den fælles landbrugspolitik, udtænkt af den hollandske socialist Sicco Mansholt. Det medførte høje priser, overproduktion og smørbjerge. Så kom det indre marked. Det var en succes, men det har nu medført, at billig østeuropæisk arbejdskraft udkonkurrerer en række vestlige erhverv.

Kronen på værket er den usalige Euro, valutaunionen, der tiltrækker økonomisk svage lande, som et stearinlys tiltrækker møl. De katastrofale resultater kan efterhånden observeres i Sydeuropa, men al velbegrunder kritik overhøres.

Under det hele ligger, at unionstilhængerne har erklæret krig mod de europæiske nationale samfund. Vi skal alle harmoniseres, skal vi. Og folkene skal ikke stemme om den slags!

Man har sagt, at kejser Nero spillede på lyre, mens Rom brændte. Man får kedelige associationer, når man ser EU-toppen lade sig hylde på Hotel Grands balkon, mens grækere og spaniere må gå fra hus og hjem, ikke udelukkende, men blandt andet på grund af Euro-fantasien.

mandag den 3. december 2012

Jule-kaos i Kokkedal og salami


Novembers store øjenåbner var, da et lille muslimsk flertal i bestyrelsen i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal modsatte sig, at foreningen lod opsætte et juletræ midt i bebyggelsen. Det har foreningen ellers gjort i ca. 30 år, siden husene blev bygget. For få måneder siden havde den samme bestyrelse bevilget 50.000 kr. til fejring af en muslimsk fest.

Sagen viste flere ting. For det første, at dette lille flertal – 5 ud af 9 – som består af fanatiske muslimer, modsat en stor del af bebyggelsens øvrige indvandrere, opfatter demokrati som flertalsdiktatur. Dette er blevet ivrigt applauderet af danske kulturradikale.

For det andet viste sagen, at bestyrelsesflertallet ikke har den mindste respekt for det land og den befolkning, der har lukket dem ind, og som i stor udstrækning betaler for deres underhold. Tværtimod ønsker de at indrette deres egne enklaver med radikal muslimsk levevis – altså parallelsamfund.

For de tredje har de danske radikale – fra Politikens medarbejder, Anita Bay Bundegaard, til kulturministeren, som nævnt nikket bifaldende til udviklingen. Disse mennesker lever i et parallelunivers, hvor multikultur stadig opfattes som en idealtilstand. De ser ikke, at det tværtimod betyder splittelse og uro, og de føler intet medejerskab for danske traditioner. Tværtimod var kulturministerens kommentar, at traditioner skal kunne ændres.

Mon denne minister, der jo er erklæret homoseksuel, er opmærksom på, hvilke traditioner for behandling af homoseksuelle de fanatiske muslimer vil indføre?

Men hele sagen er jo blot en af utallige, hvor muslimer prøver at presse deres levevis ind i det danske samfund. Og velmenende, godtroende danskere tillader det. I stedet skal man naturligvis sige: Skik følge eller land fly.

De fanatiske muslimers fremgangsmåde kaldes salamitaktik, idet de skærer en lille skive af vores hidtidige samfund af ad gangen.

Men salamitaktik virker kun overfor pølser. Hvis vi gør os hårde som flint i vores forsvar af vores levevis, virker salamitaktikken ikke.

I øvrigt rejser hele sagen igen det grundlæggende spørgsmål: Hvilken interesse har det danske folk i denne masseindvandring? Lad os dog stoppe den!

fredag den 23. november 2012

EU-omvendelsen af Jens Rohde


Hvad er det, der sker med folk som Venstres gruppeformand i EU-parlamentet, Jens Rohde, når de kommer udenlands? Da han kandiderede til EP i 2009, talte han om at sætte hegnspæle for EU. Nu et par år senere har han sammen med landsformanden for Europabevægelsen, Erik Boel, skrevet en kronik i Berlingske d.18. november 2012, betitlet ”Vil regeringen kurere EU-sklerosen?” I den springer han ud som den mest rabiate Unionstilhænger, der næsten tænkes kan, han overhaler endda Uffe Ellemann.

Hele kronikken er gennemsyret af en antagelse om, at alle problemer kan løses ved øget europæisk integration og union. Der er ingen reel gennemgang af dagens problemer, og ingen diskussion af løsningsmulighederne. Kun en indforstået antagelse om, at der skal skabes en union, uanset befolkningernes mening, og at mere union vil løse problemerne.

Alt dette er, hvad man kan vente fra Erik Boel, som er Europabevægelsens formand. Her er tale om en slags nyreligiøs bevægelse, hvor der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved trossætningerne. Men i en åben politisk debat kræves der andet og mere.

Her er kronikkens påstande:

EU som helhed skulle være ved at falde sammen. – Det ses ikke at være tilfældet. De velkendte mekanismer – det indre marked, toldunion, landbrugsstøtte o.s.v. – fungerer som altid.

Det er nødvendigt at styrke den folkelige forankring.  – Ja, det tør siges. Løsningen, der anvises, er at skære valgperioderne i EU ned fra 5 til 4 år, færre kommissærer, direkte valg af kommissionsformanden! Skulle det hjælpe?

Euroen. Det hævdes i kronikken, at den blev indført for at forhindre konkurrerende devalueringer. Forkert. Ganske vist forhindrer et euro-medlemskab i sagens natur devalueringer, desværre ikke kun konkurrerende, men også strengt nødvendige – det er derfor, Sydeuropa er ved at gå i økonomisk nedsmeltning. Men euroen blev indført som et middel til at fremme den europæiske unionsdannelse, uanset at den er et økonomisk misfoster og en praktisk umulighed i den virkelige verden. – Det foreslås at løse krisen i de sydlige Euro-lande ved at styrke den økonomiske union ved strammere regler for de deltagende lande, at etablere et fælles banktilsyn og at indføre automatiske straffe overfor de lande, der overtræder de fælles spilleregler. – De sydeuropæiske landes nuværende nedtur skyldes, udover økonomisk uansvarlighed, at de har låst sig fast i en Euro, der er overvurderet i forhold til deres formåen. Strammere økonomisk politik vil delvis afhjælpe dette, hvis ikke landene er brudt helt sammen forinden, men der skal mere til end fælles økonomisk politik for at muliggøre en valutaunion. Et fælles banktilsyn er næppe mere effektivt end nationale – EU kan jo ikke engang aflægge sit eget regnskab, så det kan godkendes af revisorerne. Men prøv da bare. Og straffe – skulle det hjælpe, hvis lande, der er i underskud, pålægges endnu større udgifter til bøder?

Fælles asylpolitik. Ja, men ikke, hvis lande som Sverige skal have bestemmende indflydelse! Så vil det først gå helt galt.

Udenrigspolitikken skal fremover være fælles og bestemmes gennem flertalsafgørelser, dog med ret til at afstå! Helt utopisk, bortset fra afståelsesretten. Den ville blive flittigt brugt!

Opgør med EU's mange fonde til diverse formål. – Ja, her kunne en udtynding være på sin plads.

Endelig mener forfatterne, at det er ”hul i hovedet og et stort spild af ressourcer, at de 27 EU-lande har hver sit forsvar”. Det er nok muligt, at der er flere rationaliseringsgevinster at hente ved øget standardisering af materiel m.v. Det er jo Foghs store slagnummer i NATO under titlen ”smart defense”, men som en amerikansk politiker sagde: ”Jeg har set den film før”. Fogh ved sikkert godt, at man har talt om dette i NATO i 30-40 år, og de mindre lande som Danmark har for længst indført princippet, fordi vi er for små til at producere de gængse typer materiel selv – fuldstændig ligesom ved f.eks. bilindustrien. Men de mellemstore NATO-lande vil simpelt hen ikke afvikle deres egne våbenindustrier.

Noget andet er tanken om et egentligt fælles EU-forsvar. Rohde negligerer fuldstændig, at EU's deltagere stadig er suveræne stater, og det er en stats endelige ret og pligt at sikre sin eksistens – og det kræver magtmidler, herunder militært forsvar. Landene vil aldrig give afkald på dette, uanset hvad der stilles op af Europa-enheder o.s.v.

Alt i alt er kronikkens holdninger solidt plantet i den blå luft, og derfor blev udpegningen af Rohde som Venstres spidskandidat til næste EU-valg droppet på Venstres landsmøde samme dag, som kronikken blev trykt.

Kronikkens afskedssalut var: Danmark må have medindflydelse på det igangværende arbejde med en ny EU-traktat. Vi kan af frygt for folkestemningen vælge at lade stå til. Eller vi kan medvirke.

Rohde foreslår altså at blæse på befolkningen og bare køre videre med EU-unionen. Han er i sandhed blevet europæiseret af sine få år i Bryssel!

tirsdag den 20. november 2012

Statskasser – store og små, og SAS’s redning


Berlingske skriver i sin leder om den seneste løsning på SAS’s problemer med at tilpasse deres omkostningsniveau til vor konkurrenceprægede tid. Der anføres, at ingen form for statsstøtte til SAS er mulig, fordi ”de skandinaviske statskasser er for små i forhold til de større landes” (med deres egne nationale luftfartsselskaber).

Dette er en misforståelse, der har floreret i årtier i forbindelse med statsstøtte til alle mulige erhverv.  En ting er, at statsstøtte er en farlig ting, der kun bør benyttes i forbindelse med erhverv, der er en del af samfundets grundlæggende struktur. Det bør ikke finde sted ved almindelig erhvervsvirksomhed, fordi det kan virke forvridende og sløvende, og i øvrigt allerede fordi alle ikke kan støtte hinanden!

Men at små stater ikke skulle have lige så gode muligheder for at støtte de samme udvalgte sektorer, som store stater har, er jo forkert, fordi de store staters byrde jo er lige så meget større som deres statskasser!

Men hvem skal bestemme, hvad der er en del af samfundets grundstruktur? Alle går vel ind for en offentlig folkeskole, og for offentlige veje o.s.v. Hvorfor skulle det så ikke også være samfundets opgave at sikre, at der i rimeligt omfang er postgang til alle, el, vand, telefon, og ja: Tog, bus, flyforbindelse, også på de mindre profitable steder og tider? 

fredag den 9. november 2012

Fængsler – forskellige indsatte skal behandles forskelligt


Nu har regeringen omsider fået samlet flertal for et nyt forlig om fængselsvæsenets videre udvikling i de nærmeste år. Indholdet er dels at oprette flere pladser til de farligste fanger, dels at forstærke indsatsen for at rehabilitere de indsatte.

Det giver anledning til nogle grundlæggende overvejelser om hele instituttet. Hvad er egentlig formålet med at dømme lovovertrædere til fængsel? Jeg kan få øje på tre:

1.       At hævne sig på forbryderen, både fra samfundets side og – især – på offerets vegne. Enhver handling bør have en konsekvens, også en lovovertrædelse. At fratage folk deres personlige bevægelsesfrihed er en måde at påføre dem kraftig gene. I gamle dage – og i visse gammeldags samfund endnu i dag – påførte man i nogle tilfælde forbryderne fysisk smerte, eller psykisk ved at udstille dem offentligt til spot og spe. Men vi mener, at indespærring er det rigtige.

2.       At forhindre forbryderen i at begå nye forbrydelser i hvert fald i den tid, han sidder inde, i hvert fald begrænse mulighederne kraftigt.

3.       At påvirke forbryderen, så han opgiver kriminalitet og i stedet ønsker at påbegynde et normalt liv.

Disse formål er gode nok, men man bør også se i øjnene, at forbryderne er en broget skare – jeg vil dele dem i tre grupper:

1.       Almindelige borgere, der normalt lever et lovlydigt liv, som er kommet i uføre på grund af et øjebliks svaghed, eller ikke-voldelige forbrydere (bedragere o.l.)

2.       Mellemgruppen, der er kriminelle, fordi det er nemmest, fordi de har haft forkerte rollemodeller o.s.v.

3.        Forhærdede forbrydere (rockere, indvandrerbandemedlemmer, vaneforbrydere o.s.v.). Disse personer er ofte uden empati for deres ofre og har intet ønske om at leve et normalt liv. Kun alderen kan ændre på dem. I øvrigt er en stor del af gruppe 2 og 3 psykisk afvigende.

Det synes logisk, at de tre grupper skal behandles forskelligt, selvom de alle idømmes fængselsstraf. Den første behøver næppe nogen resocialiseringsindsats overhovedet, og de behøver heller ikke megen bevogtning. De vil ikke flygte, da de har en ordnet hverdag at vende hjem til. Her bruges også ofte f.eks. elektroniske fodlænker, samfundstjeneste o.s.v.

Mellemgruppen bør man koncentrere resocialiseringen om. Her er mulighed for et vist positivt resultat.

Den tredje gruppe derimod bør man ikke spilde mange resocialiseringsressourcer på. De er helt upåvirkelige og vil kun misbruge en human behandling til at lægge pres på både svage medindsatte og fængselspersonalet. De skal ikke have udgang, de skal ikke have lov til at gå frit rundt i deres afdelinger, o.s.v.

Nogle vil indvende, at alle bør behandles ens. Men dette er en misforståelse. Juristerne siger derimod: ”Det lige skal behandles lige”. Hvilket indebærer, at forskellige skal behandles forskelligt, alt efter forholdene.

Det er opløftende, at man i det nye forlig endelig synes at have indset dette. Men blot synd, at det sker så sent. Hvad lavede 10 års borgerlige justitsministre?

onsdag den 31. oktober 2012

Skolepolitik: Tilbage til udgangspunktet


Det er interessant at se, hvordan udviklingen kan bevæge sig i en cirkel: Man tror, at tingene bevæger sig fremad, og pludselig står man ved udgangspunktet.

Jeg tænker her på folkeskolen. Indtil de radikale fik gennemført den første af en lang række ”reformer” af skolen i slutningen af 1950’erne, gik børn 5 år i underskole, derefter 2-4 år i mellemskole: Nogle i eksamens-mellemskole, der forberedte dem til realklassen eller gymnasiet, og andre i eksamensfri mellemskole, der forberedte dem til en mere praktisk, ikke-boglig erhvervsuddannelse, eller til straks efter at få arbejde som ufaglært.

Denne ordning afskaffedes så og afløstes fra 1962 af en ordning, hvor eleverne ikke mere måtte deles efter anlæg og interesser efter 5. klasse. De skulle gå samlet først 7 år i underskole, så 2-3 år i realskole, og så enten i gymnasium eller ud til en erhvervsuddannelse.

Det er så senere blevet til en udelt underskole på 9-10 år og derefter gymnasium eller erhvervsuddannelse. Mantraet har siden 1950’erne været, at eleverne for enhver pris skulle holdes sammen i samme klasser. Hvis der var forskel på elevernes evner, skulle de stakkels lærere tage højde for det i den enkelte undervisningstime.

Dette projekt har fra starten været håbløst, men magthaverne på området har holdt stædigt fast i det, da det har været en del af reformpædagogikkens arvesølv ikke at ”sortere” i eleverne. Det er jo en del af elitens uudtalte grundtanker, at det er ”finere” at være boglig end praktisk, selvom de sidstnævnte ofte klarer sig mindst lige så godt gennem livet.

Desværre er det faktiske forhold, at eleverne allerede fra helt små har forskellige evner og interesser: Nogle er praktisk anlagt, nogle har flair for det boglige og abstrakte, og det vil senere i livet vise sig i deres valg af livsbane, uanset hvad 68’erne mener om det. At holde eleverne i samme klasse i 9 år har kun givet problemer – for alle.

Nu har en modig skole i Vendsyssel taget konsekvensen og ”toner” nu de ældste folkeskoleklasser efter elevernes anlæg og interesser: Nogle boglige og andre praktiske, så de i videst muligt omfang ligner de gamle mellemskoleklasser. Ringen er ved at være sluttet.

Selvfølgelig stejler Undervisningsministeriet – det er jo berømt for at være det ministerium, der er mest fastlåst i 68’er-ideologi, måske en del af Ritt Bjerregårds indsats som politiker. Det bliver interessant at følge den fortsatte kamp mellem livets kendsgerninger og den politiske korrekthed. 

torsdag den 11. oktober 2012

Det politiske landskab i 2012 uden et ægte borgerligt parti


Det må igen være på tide at se lidt på det politiske landskab, som det tegner sig her et år efter sidste Folketingsvalg i september 2011.

I min blogpost fra 9. december 2010 havde jeg tegnet et koordinatsystem over det politiske landskab, med to akser: Den traditionelle økonomiske venstre-højre akse som vandret akse, traditionelt med partier, der ønsker stor offentlig sektor, til venstre; og partier, der lægger mest vægt på personlig økonomisk frihed, til højre.

Den lodrette akse afbilder værdipolitiske holdninger, med de folkelige, nationale opad og de elitære, internationalistiske nedad.

Jeg satte partierne ind i landskabet eller koordinatsystemet, sådan som jeg opfatter dem efter partiledernes ageren. Resultatet i 2011 blev ikke meget anderledes end ved det forrige valg – ny figur kommer senere.
Der er fortsat trængsel i de to nedre kvadranter, hvor de stuerene eliter befinder sig. Deres vælgere befinder sig mere spredt over det politiske landskab, jfr. Viby Mogensens kronik i Berlingske d.10. oktober 2912, hvor han i virkeligheden beskrev, hvordan vælgerne er mere folkelige i deres synspunkter end partiernes politikere.

Som hidtil er der gabende tomt i 1. kvadrant, den ægte borgerlige. Venstre kigger lige op i hjørnet. De konservative, der naturligt og historisk har hentet deres vælgere her, er stadig et delvist radikalt parti. Ved deres nylige landsmøde prøvede de at skærpe deres borgerlige profil, så den ikke bare drejer sig om skattenedsættelser. Nu begynder de forsigtigt at ytre tvivl om EU's fortsatte ustoppelige vækst.

Fantastisk nok sagde de dog ikke et ord om indvandringspolitikken. Fantastisk, fordi vi lever i en ny folkevandringstid, hvor de rige lande, herunder Danmark, er mål for massevandring fra Asien og Afrika, og et ægte konservativt parti måtte være det første til at begrænse denne invasion. Men ikke det konservative folkeparti i Danmark.

Så de konservative som ægte borgerlige: Close, but no cigar. Vi venter stadig på et rigtigt folkeligt, borgerligt parti – som Dansk Folkeparti, blot mere borgerligt i den økonomiske politik. Vi savner den ægte vare.





      



tirsdag den 2. oktober 2012

EU i 40 år – fra fællesskab mellem nationer til overstatslig, centralstyret union


I dag er det 40 år siden, at flertallet af de danske vælgere – heriblandt jeg – stemte os ind i de daværende Europæiske Fællesskaber, EF. I den anledning undrer nogle borgerlige kommentatorer sig over, at tilslutningen til projektet har ændret sig: Hvor der i 1972 var et flertal af borgerlige for EF og flertal af venstreorienterede imod, er der nu en tendens i den modsatte retning. Om ikke flertal for at forlade EU, så en voksende skepsis hos borgerlige, og en voksende EU-begejstring hos venstrefløjen incl. De radikale.

Det prøver man at finde mange gode forklaringer på, f.eks. at den kolde krig rasede i 1972, og EF sås som et vestligt samarbejdsprojekt, som de venstreorienterede – skamfuldt for dem – af den grund var imod. Og man nævner, at 2. Verdenskrig var i forholdsvis frisk erindring dengang, o.s.v.

Mærkeligt nok er det kun kritikerne af det nuværende EU, der nævner den efter min mening væsentligste grund: EF har ændret sig radikalt. Det, vi stemte ja til dengang, var et hensigtsmæssigt samarbejde mellem Vesteuropas selvbestemmende lande. Vi kunne godt nok læse i Romtraktatens præambel, at EF skulle udgøre en ”sammenslutning mellem de europæiske lande, der uden ophør gøres stadig snævrere”, d.v.s. skulle ende i en egentlig unionsdannelse, men vi fik forsikret, at det kun var tom retorik, det her drejede sig nemlig om ”Fædrelandenes Europa”, og ”unionen var stendød”. Derfor stemte vi ja, trods – må jeg i dag beskæmmet indrømme – advarsler fra flere besindige mennesker, som vi valgte at overhøre.

Over de mellemliggende år har vi så set, at unionstilhængerne mente det alvorligt, og det er åbenbart dem, der bestemmer farten i alle landene. EF har udviklet sig til EU, der vil blande sig i stadig mere og mere, som gradvist afskaffer landenes vetoret, og som har påtvunget befolkningerne sine skadelige projekter som Schengen-aftalen med fri passage for absolut alle over grænserne, og Euroen, der er i færd med at ødelægge Sydeuropas økonomiske liv og velfærd. Magthaverne synes ikke at se nogen problemer, mens befolkningerne stemmer imod, når de en sjælden gang bliver spurgt.

Hvorfor standser vælgerne da ikke denne skæve udvikling? Tja – hvorfor standser vælgerne ikke masseindvandringen fra Asien og Afrika, som de også er imod? Det er vel et spørgsmål om træghed, om blind tillid (kan så mange kloge magthavere virkelig tage fejl?), om angst for at blamere sig, ligesom de tilskuere, der i Kejserens nye klæder roste hans nye ikke-eksisterende dragt.

Befolkningerne skal nu nok vågne op en dag, men der skal ske mange overflødige skader inden da.

søndag den 30. september 2012

Løftebrud, Jens Otto Krag og ”man har et standpunkt…”


Nu har regeringen begået et nyt løftebrud – formentlig over nummer 100 -: Udenrigsministeren vil alligevel ikke have, at Danmark skal aftage nogle af USA’s fanger i Guantanamo-fængslet. Det lovede han ellers, da han var i opposition.

Men dette er da i det mindste et godt løftebrud, set fra et borgerligt synspunkt. Det gælder vel egentlig de fleste af regeringens mange løftebrud. Så det er regeringens vælgere, der står med en lang næse – regeringens elendige galluptal vidner jo også om det.

Derfor er det jo alligevel principielt forkasteligt, at regeringen kom til magten i kraft af sine mange løfter, som den efterfølgende løber fra.

På dette sted i debatten plejer nogle at citere Jens Otto Krags: ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt, ikke sandt?” og så tilføje, at det da er helt i orden at ændre mening, hvis man bliver klogere, eller forholdene ændrer sig.

Hertil er at sige, at J. O. Krag aldeles ikke blev klogere ved den lejlighed. Sagen var, at han før valget i 1966 blev spurgt, om Socialdemokratiet ville danne regering med SF, hvis de fik flertal efter valget. Til det svarede han nej. De fik så flertal, og han dannede alligevel regering på basis af SF’s stemmer (”Det røde kabinet”). Så der var aldeles ikke tale om at blive klogere eller ændrede forhold. Han blev spurgt om en fremtidig mulighed, han svarede om den mulighed, og efter valget løb han fra sit ord. Han skiftede standpunkt, ikke fordi han var blevet klogere, eller forholdene havde ændret sig, men fordi det var opportunt at løbe fra sit ord. Så løftebrud er ikke en ny opfindelse.

Noget andet er, at det naturligvis er tilladt at ændre mening gennem tiden. Det kan være tale om ændret vurdering af de faktiske forhold – f.eks. er der mange tidligere tilhængere af multikultur og indvandring, der nu begynder at se de medfølgende problemer. Der kan også simpelthen være tale om, at man ændrer holdning – f.eks. mener mange unge, at vi bør have en meget stor offentlig sektor, mens de med årene finder, at lidt offentlig sparsommelighed – og behersket skattetryk – er bedre. Men det er altså noget andet end at være opportunist.


søndag den 16. september 2012

Hvad politikerne bør stræbe efter


Jeg har i den første postering fra december 2010 beskrevet, hvad jeg opfatter som de borgerlige holdninger og værdier, som samfundet bør indrettes efter:

Retfærdighed: At alle får, hvad de har gjort sig fortjent til (samfundet kan ikke fungere baseret på godhed)

Samhørighed: At vi vil leve blandt mennesker, som vi deler livsopfattelse med (det giver utryghed at leve i en sammenblandet verden)

Handlefrihed: At vi kan handle frit indenfor de grænser, vores livsopfattelse sætter (offentlig styring lammer os)

Desuden nogle værdier, som går på tværs af de politiske skel:

Offervilje: At vi vil bidrage til samfundet, ikke bare nyde

Sparsommelighed: Fordi ressourcerne er begrænsede, og de tilhører ikke specielt vores generation

Men hvilket hverdagsliv skal disse værdier fremme?  Hvilket liv er det, som samfundet skal tilrettelægge rammerne for? Eller mere præcist: Hvad skal politikerne arbejde for?

Eller for at gå helt til roden: Hvad er meningen med livet? Vi er næsten ovre i det religiøse univers – lad os dog her holde os til det verdslige!

Grundtvig har et bud på det: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv”. Det interessante her er ikke så meget det jævne – med mindre han mener, at man skal holde sig fra overdrivelser af enhver art! - og muntert er fint, men ikke særlig operationelt her. Men virksomt – her er vi ved det centrale. En af de ting, der adskiller menneskene fra dyrene, er vel, at vi gerne vil udrette noget mere end blot at overleve og reproducere os. Vi vil gerne være nyttige for omverdenen. Vi vil gerne se os selv som en nødvendig del af vores samfund. Vi vil gerne producere, ikke blot forbruge – det var her, Socialdemokraterne gik over gevi nd med deres ”enstrengede bistandslov” fra 1970’erne, hvor alle skulle have dækket deres behov, og fagbevægelsen, der ”sejrede ad Helvede til” med deres evindelige krav om mere i løn for samme arbejdsindsats.

Der er simpelt hen en del af vores kultur, der er lige så vigtig som forbrug: Vi vil have personlig handlefrihed, og vi vil gerne have et arbejde – simpelt hen. Her tæller hjemmegående ægtefæller med!

Og det er det, de borgerlige værdier lægger op til: At vi selv tager ansvaret for vores liv, at vi ønsker, at samfundet har brug for os, og at vi styrer os selv ud fra de velkendte normer.

Derimod lægger de socialistiske og radikale værdier op til det modsatte: At samfundet har det overordnede ansvar for, hvordan det går i vores liv. At myndighederne er klogere end borgerne. At normer og rammer flyder, og alle værdier er lige gode eller lige gyldige.

Så jeg mener, at de borgerlige værdier bør være grundlaget for samfundets rammer, fordi de passer bedst til vores kultur. Og de var da også de politisk dominerende indtil 1968-katastrofen. Nu ruller bølgen tilbage, og vi må arbejde på, at den fortsætter med at rulle tilbage.

Helt konkret bør enhver regering se det som sin næstvigtigste opgave – kun overgået af ansvaret for at forsvare samfundet mod indre og ydre angreb – at tilstræbe fuld beskæftigelse. Det er da også optaget i Grundloven, samt i diverse internationale konventioner. Det bliver tit nævnt sideordnet med ansvaret for at opretholde et stabilt pengevæsen, og det er da også vigtigt, at høj inflation ikke stjæler pengene op af lommerne på dem, der har sparet op i finansielle aktiver. Men høj beskæftigelse bør betragtes som lige så vigtigt.

Disse tanker kan forekomme noget teoretiske, men de bliver helt konkrete, når vi ser på Euro-debatten: For hvad er dog formålet med alt dette Euro-ballade? Hvem bliver lykkeligere eller rigere, i nogen som helst forstand, af Euroens eksistens? Kun de Europa-religiøse. Derimod bliver millioner af almindelige mennesker i de økonomisk svage sydeuropæiske lande kastet ud i arbejdsløshed og fattigdom, fordi deres lande er fanget i det, der er kaldt Euro-fængslet, hvor de må leve med en valuta, der er overvurderet i forhold til deres egen formåen.

Nogen siger, at Euroen er nødvendig for det europæiske samarbejde. Det passer simpelt hen ikke. De siger også, at europæisk union er nødvendig for at undgå krige mellem de europæiske lande. Det er et ekko fra de to verdenskrige. I dag er det ikke rigtigt.

Europa-unionstanken virker nærmere som en totalitær ideologi, der forsøges presset ned over hovederne på de modvillige befolkninger af den bedrevidende ”elite”, som ofte består af gamle marxister, der har udskiftet deres ungdoms havarerede ”isme” med en ny, mere karrierefremmende. I sandhed ”men for all seasons”.

Politikerne burde spørge sig selv i dag: Fremmer Euroens eksistens generelt beskæftigelsen, ja eller nej? Svaret er let, og de burde handle derefter.
                                                                                                                                     


lørdag den 8. september 2012

Euroen og ECBs obligationskøb


Beklager, men så må vi til det igen: Euroen er igen blevet reddet, for 117. gang. Denne gang er det den Europæiske Central Bank, ECB, der har besluttet, at den vil støtte de statsgældsplagede lande ved at købe deres 1 til 3-årige statsobligationer i princippet i ubegrænset omfang, forudsat at de pågældende lande opfylder de krav til stramninger og reformer, som man er blevet enige om.

Denne redningsaktion er af en lidt anden karakter end de hidtidige. Det drejer sig jo ikke om at redde Euroen som valuta – den kunne Tyskland såmænd blot køre videre med ene land – det drejer sig om at holde alle 17 lande i Eurozonen ombord, uanset hvor uegnede de er til at have fælles valuta med Tyskland. De pågældende lande vil for enhver pris blive i zonen – vel en slags dumstolt og misforstået prestige – og den europæiske herskende elite vil beholde alle ombord, også næsten for enhver pris, fordi Euroen er et rent politisk symbol-projekt, en synliggørelse af deres drømme om et forenet Europa.

Problemet har flere lag. For det første kan man ikke have valutaunioner mellem lande med økonomier, der udvikler sig forskelligt. Det har været prøvet mange gange før, og sådanne projekter kan erfaringsmæssigt kun holde mellem 10 og 30-40 år, afhængigt af forskellen mellem de deltagende lande. Til sidst vil der være bygget så store spændinger op, at de svage lande får problemer med betalingsbalance, beskæftigelse, statsgæld o.s.v., så unionen bryder sammen.

I tilfældet Euroen har derudover nogle af landene haft en politisk kultur, så de har opbygget stor statsgæld, der i adskillige år blev finansieret af tankeløse investorer, der glemte at vurdere de enkelte landes kreditværdighed. Desuden har nogle lande opbygget store akkumulerede underskud på deres betalingsbalancer, der blev finansieret automatisk af Eurosystemets afregningssystem. Disse ophobede underskud er nu så store, at investorerne siger stop.

Oven i alt dette har mange af landenes investorer og især banker deltaget i det ejendomsboble-pyramidespil, der førte til finanskrisen i 2008.

Nu er alle boblerne bristet, og politikerne forsøger sig med deres løsninger. Man har ydet store lån til de ramte lande, og store lån specifikt til nogle landes banksektor. Og de ramte lande er blevet påtvunget enorme spareprogrammer for at fjerne underskuddene på deres statsbudgetter.

Alt dette har også været nødvendigt, men det er ikke tilstrækkeligt. Der skal yderligere mange års spareprogrammer og reformer til. Det er endda ikke sikkert, at disse spareprogrammer og andre reformer kan bringe landene ind på samme økonomiske spor (læs: Gøre dem tyske) og desuden fjerne de sidste 10 års ophobede forskelle i udvikling, og hvis det endelig lykkes, vil det være til en enorm pris i form af dyb lavkonjunktur i Sydeuropa i mange år med millioner af menneskeskæbner tabt på gulvet, mennesker der aldrig får en normal start på arbejdslivet.  Den seneste beslutning i ECB vil blot betyde, at de sydeuropæiske regeringer kan få finansiering, så de i ro og mag kan kvæle deres egne økonomier i det antal år, det tager.

Den rigtige løsning ville selvfølgelig være at erkende, at også Euroen er et valutaunionsprojekt, der ikke kan fungere, og give landene deres uafhængige valutaer igen. Så kunne valutakurserne tilpasse sig økonomierne, ligesom i resten af verden. I stedet skal nu økonomierne tilpasses Euroen!

Dette burde lede til spørgsmålet: Hvorfor dog? Hvad er formålet med de politiske anstrengelser? Mere om dette i næste post!

lørdag den 1. september 2012

Menneskerettigheder og borgerrettigheder


CEPOS’s chefjurist Jacob Mchangama (JM) har en kronik i Berlingske d.1. september 2012, hvor han harcelerer over, at familien Krarup har kritiseret menneskeretsbevægelsen. JM anfører, at menneskerettigheder er grundlaget for det danske demokratiske samfund i dag, og han vedlægger en stribe citater som bevis.

Jeg finder, at JM skyder helt ved siden af. De rettigheder, som han henviser til: Talefrihed, skrivefrihed, stemmeret ved frie og hemmelige valg o.s.v. kaldes godt nok i citaterne for menneskerettigheder, men vi kalder dem normalt for borgerrettigheder. De har også altid i relevant omfang omfattet udlændinge, som befandt sig her i landet. Menneskerettigheder derimod er de utallige rettigheder, som internationale jurister og politikere i årene efter Anden Verdenskrig har givet til udlændinge, der ofte intet lovligt havde at foretage sig i vore lande. Et godt eksempel er besværet med at udvise udenlandske forbrydere, hvis de er i fare i deres hjemland.

Jeg mener ligesom Krarup’erne, at menneskerettighederne skal være underordnet vore egne borgerretigheder, altså at danske borgeres ret til at leve i fred skal veje tungere end udenlandske forbryderes ret til et uforstyrret liv her i landet.

søndag den 26. august 2012

Vollsmose-overfaldet på Skadestuen i Odense.


I mandags blev Skadestuen på Odense Hospital angrebet af bander af arabiske indvandrere fra Vollsmose. Denne begivenhed kaster – endnu en gang – et grelt lys på de sidste 30 års fejlslagne indvandringspolitik.

Overfaldet minder os endnu en gang om, at masseindvandringspolitikken har været en katastrofe. Ganske vist er der masser af hæderlige og arbejdsomme indvandrere, men som gruppe betragtet er indvandrerne – selv hvis man regner de problemfrie vestlige indvandrere med - underbeskæftigede og overkriminelle. Mange af samfundets spidser, bl.a. fra Dansk Industri og Dansk Erhverv, har fortalt os, at indvandringen var nødvendig for at skaffe arbejdskraft. Men dette er jo lodret forkert. Indvandrerne - igen som samlet gruppe betragtet – koster det danske samfund et stort milliardbeløb hvert eneste år, en udgift, der afspejler, at de forbruger flere ressourcer, end de tilfører, også af arbejdskraft.

Og hvad har det danske folk så fået for denne årlige milliardudgift? Den eneste positive ting er, at vi har fået glæden ved at kunne hjælpe den del, der er ægte flygtninge. Den glæde ville vi også have haft, hvis vi havde skærpet adgangskravene og kun modtaget ægte flygtninge samt arbejdende indvandrere!

Nu har vi i stedet fået en række ulemper med i købet: Stærkt øget kriminalitet, som overfaldet på Skadestuen blot er et af utallige eksempler på. Indvandrerne udgør vel 6-8 % af befolkningen, men de har medført en stigning i den alvorlige kriminalitet på op mod 50 %. Det bemærkes, at politiet ikke har fået tilført ressourcer til at dække denne stigning – derfor er politiet i dag nødt til at prioritere opgaverne hårdere end tidligere, en forklaring på, at politiet i dag ikke har samme tid til mindre alvorlige sager som før i tiden.

I forbindelse hermed er der også mere utryghed i nattelivet end før. Der har altid forekommet værtshusslagsmål o.l., men før i tiden behøvede man ikke bekymre sig om f.eks. knivstikkeri, som nu er en reel risiko.

Der er også kommet massiv uro og utryghed i alle de boligområder, der er ramt af masseindvandring. Igen: Der har altid været bisser og gadebøller, men ældre mennesker har altid kunnet færdes i fred, og ildspåsættelser har været næsten ukendte.

Endelig er folkeskolerne i de berørte områder blevet ramt af øget uro og faldende kvalitet.

Det mest utrolige er, at de kredse, der er ansvarlige for den førte indvandringspolitik, lukker øjnene for disse kendsgerninger eller prøver at tale dem væk, og at de vil fortsætte med indvandringen fra Asien og Afrika.

Løsningen – eller afhjælpningen, så vidt det er muligt – på problemerne ligger lige for: Stands indvandring fra ikke-vestlige lande, om nødvendigt må vor tilslutning til diverse konventioner og organisationer reguleres i forhold hertil.

Udvis kriminelle, arbejdsuvillige og politiske og religiøse fanatikere. Hvis de ikke umiddelbart kan udvises, må de anbringes i en udrejselejr uden adgang til det danske samfund, indtil de selv finder ud af at rejse.

Og lad FN administrere de reelle flygtninge. Det er vel det, man har en verdensorganisation til.

Dette lyder i dag voldsomt, men det var en helt selvfølgelig praksis i alle vestlige lande, indtil 1968-omvæltningen satte ind. Og det er stadig sådan, man håndterer sagen i ikke-vestlige lande.

lørdag den 25. august 2012

Borgerlig værdikamp i 00’erne: Ikke meget at rulle tilbage


Et af den nuværende S-SF-R-regerings erklærede mål er at rulle de resultater, som den tidligere regering opnåede som led i sin ”borgerlige værdikamp”, tilbage. Det bliver nu nok svært, for der er ikke meget at rulle med. Hvad nåede Fogh og Løkke egentlig i 00’erne på værdiområdet?

Fogh startede jo ud med sin meget omtalte Nytårstale, hvor han gik til angreb på ”smagsdommerne og eksperterne”. Men eksperter er jo udmærkede. Problemet opstår, når eksperter blander deres politiske holdninger ind i deres ekspertvurderinger af faktiske årsagssammenhænge og data. At bekæmpe et sådant misbrug af ekspertstatus er næppe et specifikt borgerligt projekt.

Fogh kritiserede også skolernes ”rundkredspædagogik” og ønskede mere faglighed. Men der er intet, der tyder på, at det gav særlig effekt. Hvis rundkredspædagogikken blev nedtonet, blev den afløst af indberetnings- og planlægningsmani, ikke mere faglighed. Tværtimod gennemførte VK-regeringen den gymnasiereform, som de radikale havde udtænkt i 90’erne, en reform, der yderligere har sænket det faglige niveau i gymnasiet.

Fogh fik også stor opmærksomhed ved at kritisere samarbejdspolitikken under Besættelsen. Men den politik var jo blevet forkastet af alle borgerlige og tidligere også Socialdemokrater lige siden før Befrielsen. Man udmøntede sågar kritikken i sloganet ”Aldrig mere en 9. april!”, og det ledte bl.a. til vores indmeldelse i NATO. Derimod lod Fogh, i ly af sin samarbejds-kritik, forsvarsudgifterne fortsætte deres fald målt i forhold til bruttonationalproduktet, et fald, som Løkke derefter trumfede med sin beslutning om at skære yderligere et par milliarder af årsbudgettet. Først da Fogh havde opnået drømmejobbet som NATO-generalsekretær, kunne han pludselig se, at forsvarsudgifterne var blevet beskåret alt for meget. Så der var heller ikke meget borgerlig værdikamp i hans regeringstid på det område.

Man kunne også have ventet, at en borgerlig regering ville have taget et opgør med den politiske skævvridning i massemedierne. At journalisterne som gruppe er mere venstreorienterede end befolkningen som helhed, kan man ikke uden videre lave om på, men man kunne have sat en stopper for Danmarks Radios tydelige hældning mod Socialdemokratiet i sortering, vinkling og præsentation af nyheder og kommentarer. Det samme gælder TV2s hældning mod Det radikale Venstre. Når det gælder medier, der i sidste ende er kontrolleret af regeringen, må man insistere på upartiskhed.

Det eneste område, hvor der blev ført decideret borgerlig værdikamp, var udlændingeområdet. Her fik Dansk Folkeparti gennemtvunget en vis opstramning af regelsættet – normalisering er egentlig et mere præcist ord – og dermed en betydelig ombremsning af masseindvandringen af svært integrerbare udlændinge. Og her har der endelig været et område, hvor S-SF-R-regeringen kunne rulle tilbage – og det har de gjort.

Alt i alt er det kun på indvandringsområdet, at der har været ført borgerlig værdikamp, selv om VK-regeringen med DF’s loyale støtte havde absolut flertal og dermed havde alle muligheder. Så når socialister og radikale kalder 00’erne for ”det spildte årti”, kan man som borgerlig stort set kun give dem ret.

mandag den 30. juli 2012

Søren Pind og Obamas ”snigmord”


USA's militær har i de senere år udviklet førerløse, fjernstyrede fly – de såkaldte droner – så de er i stand til både at lokalisere modstandere og affyre raketter mod dem med stor præcision. De anvendes mod terrorister især i lande som Afghanistan, Pakistan og Yemen, hvor det er svært at bekæmpe dem på andre måder – både af militære og politiske årsager.

Denne fremgangsmåde fra USA’s side har som forventeligt i årevis været en torn i øjet på den europæiske venstrefløj, herunder de danske radikale. Derimod er det mere overraskende, at Venstres udenrigsordfører Søren Pind nu stemmer i med kritikken. Han taler om snigmord, hvor man sniger sig ind på det intetanende offer, som dræbes uden rettergang.

Søren Pind er helt galt afmarcheret, selv om hans egentlige ærinde er at kritisere S-SF-R-regeringen for dens forskelsbehandling af præsidenterne Bush og Obama på dette område. Målene for de amerikanske droner er karakteriseret ved to ting:

1. De er selv gået ind i en krig mod Vesten, især USA
2. De er kombattanter, d.v.s. de er aktive og bevæbnede

Man kan holde det op mod massemordet på kontorfolkene den 11. september 2001, hvor ofrene ikke anede, at de var i krig mod islamisterne, og hvor de ikke var kombattanter.

Pind ønsker, at terroristerne bliver stillet for en dommer i steder for at blive dræbt af droneangreb. Det ville måske også være ønskeligt, men det er jo umuligt, når de gemmer sig i de nævnte lande. Alternativet ville være ikke at gøre noget. I øvrigt befinder terroristerne sig jo netop i en juridisk gråzone: Hvis de er lovlige kombattanter, må de jo ikke retsforfølges. Men så må de godt dræbes, indtil det øjeblik, hvor de overgiver sig! Hvis de ikke er lovlige kombattanter, må de både retsforfølges og også bombes, så længe de er aktive.

Det største problem er de uskyldige civile, der dræbes af droneangrebene, fordi terroristerne gemmer sig blandt dem. Ansvaret for disse tab ligger hos terroristerne, forudsat at USA's militær gør alt, hvad der er muligt, for at minimere disse tab. Alene fordi USA ikke har nogen som helst interesse i at påføre civilbefolkningerne disse tab, må man antage, at tabene er de mindst mulige.

lørdag den 28. juli 2012

Euro-tragedien og historien bagved


Det er efterhånden svært at skrive noget nyt om Euro-dramaet – eller rettere Eurozone-landenes tragedie. Jeg og mange andre har beskrevet årsager og virkninger: At Euroen er et rent politisk projekt og et økonomisk misfoster, og at den kun har bidraget til at forværre de sydeuropæiske landes selvskabte statsgælds- og boligboble-kriser. At den politiske elite aldrig frivilligt vil indrømme sin fejl, hvorfor landene kastes ud i yderligere, unødvendig lavkonjunktur. Alt det er beskrevet i tidligere indlæg.

Tilbage er kun at følge den triste historie udfolde sig, men man kan samtidig kaste et blik på baggrunden. DFs udenrigsordfører Søren Espersen har i partiets nyhedsbrev beskrevet et seminar om Euroen i 1990’erne. Alle tilstedeværende økonomer påpegede, at forudsætningerne for en fælles valuta i EU var, at der kom til at råde fælles økonomiske forhold, som der ikke var vilje – eller måske endog mulighed – for at skabe. Dette irriterede de deltagende magtfulde politikere, og til sidst skar EU-kommissionens daværende formand, Luxembourgs tidligere premierminister Jacques Santer, igennem med ordene: Euroen er den lim, der skal binde den Europæiske Union sammen. Og nogen tid efter blev euroen som bekendt indført i en del lande.

Altså: De unions-religiøse politikere betragter valutaen som et politisk redskab. De har fået at vide, men vælger at ignorere, at valutakurserne er en uundværlig korrektionsmekanisme mellem de forskellige suveræne økonomier. Hvis den mekanisme bliver lammet, vil spændinger mellem økonomierne hobe sig op, og de svage økonomier med høj inflation og lav produktivitet vil blive ramt af stats- og betalingsbalanceunderskud, der med mellemrum skal håndteres ved ”krisetopmøder”, og høj arbejdsløshed.

Man må antage, at euro-eliten har sine forestillinger fra historien. Retten til at slå mønt har altid været et kongeligt privilegium, der både gav økonomiske fordele og havde stærk symbolværdi, lige fra Bibelsk tid (”giv kejseren, hvad kejserens er”). Det har været en lækkerbisken for Europa-unionstilhængerne lige fra den første efterkrigstid.

Men Euroen var aldrig blevet gennemtvunget, hvis ikke den franske regering i 1990’erne havde krævet det som sin pris for at acceptere Tysklands genforening. Det franske ønske var dels drevet af misundelse overfor den amerikanske dollars stilling som verdens vigtigste valuta, dels af et fransk ønske om selv at få en lige så stærk valuta som D-marken.

Men en ting er disse politikeres prioriteringer. Nok så skuffende er det, at bl.a. den danske presse sluger disse forudsætninger kritikløst. Vi får af medierne at vide, at hvis Euro-samarbejdet opløses, betyder det enden på alt andet europæisk samarbejde. Det er naturligvis nonsens. Vi skal blot have samarbejdet rullet tilbage til det niveau, det havde i 1990’erne, før Euroen – en lykkelig tid med fremgang, hvor tilbageslag og kriser var af et helt andet håndterbart omfang.

Dette er der flere og flere, der bliver overbevist om. De sidste, der kommer til at acceptere det, bliver politiker- og medie-eliten.

fredag den 20. juli 2012

Et spørgsmål om CO2


EU-kommissionen har lige fremsat forslag om nye nedsættelser af de tilladte grænser for CO2-udledning fra nye biler. Bilindustrien mener nok, at den kan nå disse mål, selvom tidsfristen er sat for kort.

Set fra et neutralt synspunkt kan det være fornuftigt nok at begrænse brændstofforbruget, da klodens ressourcer af olie m.v. er begrænsede. Det er dog ikke hovedbegrundelsen for EU's tiltag. Det drejer sig om at reducere CO2-udledningen, der påstås at være årsag til global temperaturstigning med deraf følgende katastrofale konsekvenser.

Nu har mange, også kvalificerede videnskabsmænd, sat spørgsmålstegn ved den påståede årsagssammenhæng mellem CO2 og global temperaturstigning. Jeg har et helt kontant spørgsmål, baseret på almindelig snusfornuft:

Når man fyrer med brænde, frigøres CO2 fra træet. Denne CO2 svarer til den, der blev taget fra atmosfæren, da træet voksede. Derfor er træfyring CO2-neutralt. Men det er jo præcis det samme, der sker, når vi afbrænder olie, kul og gas! Disse fossile brændsler er jo dannet af plantedele i kultiden. Før de blev dannet, svævede deres CO2 jo rundt i atmosfæren, og dengang gik det da meget godt med liv på jorden? Fossil brændselsfyring svarer til træfyring, blot med nogle millioner år mellem plantevækst og afbrænding. Derfor kan det vel ikke være så slemt?

Men i så fald er hele CO2-religionen vel indholdstom? Kan det virkelig passe? Jeg vil gerne belæres, hvis ovenstående ræsonnement er forkert!

mandag den 9. juli 2012

Lighed eller retfærdighed?


Da debatten om homovielser i Folkekirken var på sit højeste, spurgte DRs TV-avis en gymnasiepige i Åbenrå om hendes mening. Hun sagde, at hun ”selvfølgelig” var for dem, fordi ”homoseksuelle skal have samme rettigheder som alle andre”.

Dette synspunkt virker ved første øjekast meget tilforladeligt, men er jo egentlig helt indholdstomt. Alle har naturligvis ikke samme ret til alt. Kirkeligt ægteskab er ikke en ret for alle. Det er en samfundsinstitution, der er opfundet for at skabe en juridisk ramme for pardannelsen, ikke mindst for at give ordnede rammer for børnene, som senere er blevet optaget af kirken. Indtil for få år siden havde ingen fantasi til at forestille sig, at det kunne dreje sig om andet end en mand og en kvinde. Der går ikke nogen skår af mig, fordi homoseksuelle par nu kan blive viet i kirken, jeg synes blot, at kampagnen for det har været anmassende, og at de kunne have skabt deres egen ceremoni. Og de har naturligvis ikke fra starten haft nogen ”ret” til kirkevielse. De har derimod længe haft ret til registreret partnerskab.

Men gymnasiepigens fejltagelse stammer nok fra vores i øvrigt glimrende lighedsindstilling her i landet. Vi anser os jo stort set som ligemænd og alle kan omgås alle, i hvert fald sammenlignet med de fleste andre samfund i verden. Men det betyder ikke, at alt skal behandles ens! Det, der gælder, er – som juristerne siger – at: Det lige skal behandles ens. Alle skal behandles efter fortjeneste, ikke ens! En rovmorder skal ikke behandles som en cykeltyv, men som enhver anden rovmorder. En dygtig, flittig og sparsommelig skal have flere penge til rådighed end en udygtig, doven og ødsel person.

Som jeg skrev i mit første indlæg på denne blog: Samfundet skal bygge på retfærdighed, d.v.s. at alle får, hvad de har gjort sig fortjent til. Ikke på godhed, d.v.s. at alle får, hvad de har lyst til. Og heller ikke på lighed i den skæve fortolkning, hvor alle skal have det samme, uanset hvad.

Disse betragtninger er faktisk ret aktuelle. Enhedslisten står jo nærmest for godheds- eller lighedslinien, resten af samfundet stort set på retfærdighed, med større eller mindre modifikationer. Og det ser ud til, at der bliver en del diskussion om den helt kontante udmøntning af principperne i den nærmeste fremtid, især mellem regeringen og dens støtteparti, når Finansloven for 2013 skal vedtages.

mandag den 2. juli 2012

Euroen er reddet igen – Euro-områdets arbejdssøgende har tabt igen


Så er Danmarks EU-formandskab slut for denne gang, og det traditionelle afsluttende topmøde blev igen overtaget af den seneste redning af Euroen, som det kaldes – i virkeligheden behøver Euroen selv ingen redning, det drejer sig om nogle landes problemer med stor statsgæld og nogle bankers problemer med tab fra uansvarlig ejendomsfinansiering.

I gamle dage – før Euroen – havde sådanne problemer ikke fået lov at vokse sig så store, før markederne havde sagt stop. Muligvis ville landet være nødsaget til at devaluere, og IMF ville være trådt til med finansiering, mod at landet havde gennemført de nødvendige politisk-økonomiske tiltag. Der var også dramaer dengang, men ikke af det omfang, vi ser i dag.

Og i dag ”løser” EU problemerne ved at lånefinansiere problemlandene, og de bliver påtvunget drastiske nedskæringer i offentlige udgifter og lønninger – alt andet end at droppe det useriøse Euro-eksperiment og lade problemlandene devaluere. Konsekvensen er tårnhøj arbejdsløshed i Sydeuropa, især blandt de unge. Flere og flere uafhængige iagttagere siger nu dette åbent – senest forhenværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, der selv var med i arbejdsgruppen, der drøftede de nødvendige forudsætninger for en valutaunion, forudsætninger, der aldrig er blevet opfyldt.

 Så den spanske premierminister har mere ret, end han selv forstår, når han proklamerede: ”Der er ingen sejrherrer – det er Euroen, der har vundet.” Systemet er vigtigere end de borgere, han skulle tjene.

Det gælder vel i øvrigt hele det europæiske unionsprojekt. Det er ikke borgernes projekt, det er et elitært fantasifoster, der tvinges ned over vores hoveder af de herskende klasser. Og flertallet sanser ikke at sige nej tak.

mandag den 25. juni 2012

Ballade i EU-parlamentet


De sidste uger har der været en del tumult i EU-parlamentet i Strasbourg. Årsagen er, at EU-landenes regeringer via EU's Ministerråd er blevet enige om at justere Schengen-aftalen om ukontrolleret bevægelighed over landegrænserne. EU-parlamentet, og også EU-kommissionen, mener, at de også skulle have været med til at træffe beslutningen.

Der er to slående ting ved denne sag. Dels selve det, at Ministerrådet har truffet denne beslutning uden om de to andre organer, og dels, at sagen ikke har givet nogen som helst politisk debat herhjemme (og vist heller ikke i andre EU-lande).

Det første viser, hvad EU-landenes regeringer virkelig mener om hele EU-unionsprojektet: Når vigtige sager virkelig spidser til, blæser landene – og da især de store – på EU og handler selv for at varetage deres egne interesser. Det så vi også, da der skulle gribes ind i den libyske borgerkrig.

Det andet forhold viser, hvor fjernt hele EU-projektet er for den danske offentlighed. Vi er ligeglade. At en stor mængde af vores lovgivning om mindre væsentlige sager kommer fra beslutninger i EU-organerne, har offentligheden passivt affundet sig med. Vi stoler på, at de herskende klasser ved, hvad de gør.

For egentlig burde sagen betragtes som ret væsentlig. Den drejer sig jo om magtfordelingen mellem EU's tre organer, Rådet, Kommissionen og Parlamentet. Men den viser også, hvor magten i virkeligheden ligger, uanset hvad der står i diverse traktater. Den ligger heldigvis hos medlemslandenes egne nationale regeringer.
Og det kan Parlamentet slet ikke affinde sig med.  Parlamentarikerne, der for størstedelens vedkommende er glødende unionstilhængere, mener, at de er i fuld gang med at skabe en ny, europæisk over-stat. Og så bliver de naturligvis rasende, når luften bliver lukket ud af ballonen.

Det giver mindelser om episoden i 1995, da Ritt Bjerregaard skulle godkendes som EU-kommissær af EU-parlamentet. I den forbindelse sagde hun – med den arrogance, hun var sluppet godt fra i Danmark gennem 20 år – at ”EU-parlamentet ikke er et rigtigt parlament”. Parlamentsmedlemmerne blev rasende og var lige ved at nægte hende godkendelse. Jeg mener generelt ikke, at Ritt Bjerregaard har gjort noget godt for landet i hendes lange karriere, men her er jeg enig:

Et rigtigt parlament er den folkeretsligt anerkendte, suveræne udøver af lovgivningsmagten indenfor sit territorium. Den magt udøves indenfor EU-området af de nationale parlamenter. EU og EU-parlamentet har godt nok fået overført beslutningskompetencen på (alt for) mange områder, men ikke på de vigtigste: Krig og fred, staternes indtægter og udgifter o.s.v. Og vigtigst af alt: EU-parlamentet har kun sine beføjelser gennem uddelegering fra medlemsstaternes parlamenter. Enhver medlemsstat kan trække denne uddelegering tilbage, om nødvendigt ved at træde ud af EU. De nationale parlamenter kan lukke EU-parlamentet, EU-parlamentet kan ikke lukke de nationale.

Derfor er det ikke et rigtigt parlament.

Det kan så ikke overraske, at den helt EU-ukritiske professor ved Københavns Universitet Marlene Wind udtaler (Berl. Tid. D.15.6.2012), at ”for dem, der ikke har forstået det: Vi har at gøre med et rigtigt parlament”.

Efter min opfattelse skal en videnskabsmand altid være kritisk, især over for sig selv, og altid efterprøve sine antagelser . En ”rigtig professor” skal ikke have en politisk sag, som hun kæmper for via sin stilling.

torsdag den 21. juni 2012

Euro-tragedien ruller videre


Og ingen af de ledende politikere eller medier sætter spørgsmålstegn ved baggrunden for hele forestillingen. Lad mig minde om følgende velkendte kendsgerninger om den europæiske nyere økonomiske historie:

Før Euroen, d.v.s. før 2002, var der også alle mulige former for internationalt samarbejde om at stabilisere valutakursudsvingene, men der var samtidig stadig mulighed for at ændre valutakurserne, hvis der opstod en så alvorlig krise, at det var uomgængeligt. Og det internationale økonomiske samkvem forløb godt, økonomierne blomstrede, kun med de kortvarige tilbageslag, der altid har været en del af tilværelsen.
Der var samtidig karakteristiske forskelle i det økonomiske forløb i landene: Tyskland, Benelux og efterhånden også Danmark var præget af behersket vækst på et højt niveau med behersket inflation, mens Sydeuropa var præget af ofte højere vækst – fra et lavere absolut niveau, ligesom BRIK-landene i dag, det er forventeligt – og også højere inflation. Derfor var der en langtidstendens til, at D-marken steg overfor de sydlandske valutaer.

Mange lande havde underskud på statsbudgettet, som kunne akkumuleres til en betragtelig størrelse. Det var en sag mellem dem og investorerne. Der var også uligheder på betalingsbalancerne mellem landene, men det blev håndteret af markedskræfterne eller i værste fald af IMF og anden offentlig indgriben. Der var problemer og kriser, men ingen var uløselige eller uhåndterbare. Den vestlige verden trivedes og vandt den kolde krig ved sin blotte eksistens. Alt syntes i bedste gænge i 1990’erne.

Men så kom Euroen…

De herskende klasser i mange europæiske lande ønskede at skabe en valutaunion, altså afskaffe de nationale valutaer og erstatte dem med en fælles. Dette er et rent politisk projekt, udtænkt af de eurofile efterkrigspolitikere og gennemtvunget af Frankrigs præsident i 1990’erne som betaling for Tysklands genforening. Problemet er, at man ikke kan have fælles valuta for forskellige lande med uafhængig økonomisk politik og udvikling. Det store forbillede – og misundelsesobjekt – var USA. Men dette store land kan jo kun have een valuta, fordi der er fuld bevægelighed af alt, også indbyggere, indenfor landet. Og endda kan der være problemer for de regioner, der ikke kan følge med.

Disse problemer vil være uløselige og ødelæggende ved en valutaunion mellem forskellige nationer, og alle hidtidige valutaunioner i historien er da også brudt sammen. Alt dette forstod mange, især i Tyskland, men få respekterede det. Og tankegangen hos de herskende var, at hvis man først skabte Euroen, kunne man dermed tvinge dens forudsætninger – en total økonomisk ensretning af de deltagende stater – igennem.

Så Euroen kom i 2002, og resultatet var, at lande som Grækenland nu kunne øge deres iboende økonomiske uansvarlighed, fordi de løbende underskud nu blev sløret i Euroens afregningsmaskineri. Og statsgælden kunne vokse uhæmmet, fordi investorerne glemte at se på de enkelte staters kreditværdighed.

Forskellene i de økonomiske forløb i hhv. de nordlige og sydlige Euro-lande ville under alle omstændigheder have givet uudholdelige spændinger efter 10-20 år. Men nu kom finanskrisen i 2008 og skabte en akut belastning af systemet. Først kom en række banker i vanskeligheder, primært fordi de på uansvarlig vis havde finansieret ejendomsspekulation, og derefter rettedes markedernes søgelys mod de sydeuropæiske landes store statsgæld og især statsunderskud.

Løsningen på problemerne har hidtil fra de herskende klasser været at tvinge Sydeuropa ind i en nedskæringspolitik, med kraftige reduktioner af både de offentlige underskud og lønninger og pensioner. Dette kan også være påkrævet, men det er jo 10 års opsamlede forskelle i økonomisk udvikling mellem Tyskland og Sydeuropa, der skal indhentes, og man kan betvivle, at det er prisen værd. Arbejdsløsheden i flere sydeuropæiske lande er nu 25%, ungdomsarbejdsløsheden katastrofale 50%, og der kan ikke ses nogen ende på nedturen.

Den fornuftige løsning ville være at droppe Euroen. Den har ikke gjort noget væsentligt godt – verden kan faktisk stadig godt håndtere, at landene har forskellige valutaer. Men den har udløst store ulykker. Den bør afskaffes igen på en kontrolleret måde, landene bør genindføre deres egne valutaer og Sydeuropa så devaluere udadtil – ikke kaste sig ud i en ødelæggende intern deflation.

Dette vil ikke ske foreløbig, fordi Euroen er et af de eurofile herskende klassers yndlingssymboler. Den er et led i deres forsøg på at opbygge en europæisk nationalbevidsthed, ligesom den helt overflødige og skadelige Schengen-traktat, de rødbedefarvede pas, EU-nummerpladerne o.s.v. Disse forsøg på at opbygge en kunstig europæisk identitet oppefra er helt udsigtsløse. Et nationalt fællesskab skal vokse op nede fra folket, det kan ikke skabes oppefra af magthaverne.

Men til sidst vil også Euroen blive skrottet, når problemerne bliver store nok. Ligesom Schengen-aftalen, hvor de store lande nu er ved at trække i land, fordi de oplever problemer med de illegale indvandrere. Hele menneskerets-komplekset vil også blive indskrænket, når indvandringsproblemerne er store nok
.
Men forinden skal vi åbenbart gå gruelig meget igennem. EU-kejserne har intet tøj på, masser af frække drenge har råbt det fra dag 0, men i modsætning til i H.C. Andersens eventyr er befolkningernes flertal foreløbig ligeglade. De stoler trygt på deres ledere, ligesom de stolede på Chamberlain, Scavenius og Anker Jørgensen.




mandag den 28. maj 2012

Utidig omhu


Kun få kan forstå, hvorfor regeringen kører stædigt på med sine planer om at øge ”arbejdsudbuddet” (man mener ”arbejdskraftudbuddet”), når vi har 160.000 arbejdsløse plus et ukendt antal titusinder på diverse andre ordninger udenfor arbejdsmarkedet. Man taler om at afskaffe helligdage, sløjfe betalt frokost o.s.v., selvom der er rigelig med ledig arbejdskraft og vil være det i adskillige år fremover.

Hvorfor denne emsighed, der kun kan kaldes ”utidig omhu”? Hvorfor ikke vente med at dreje, til vejen også drejer? Man kunne jo i stedet lægge masser af planer for øget arbejdskraftudbud klar, men vente med at bruge dem, indtil de eventuelt blev relevante?

Den eneste forklaring, jeg kan finde, er, at man i regeringens inderkreds arbejder med en ejendommelig økonomisk teori, hvorefter et øget udbud af arbejdskraft vil give øget nationalprodukt og øgede offentlige indtægter – den samme forestilling, der lå bag den nu forladte 12 minutter om dagen-plan. Denne teori er grebet ud af den tomme luft. Hvis den var sand, ville der jo ikke være nogen arbejdsløshed!

Sagen minder om betalingsring-fiaskoen: Regeringen ville bekæmpe en påstået privatbil-trængsel i København, som kun opleves, fordi kommunen i årevis har besværliggjort forholdene for bilerne, og fordi der i disse år er en usædvanlig anlægsaktivitet, der generer trafikken. De faktiske tal viser, at trafikken i bymidten er faldet, og de prognoser, regeringen støttede sig til, viser sig nu at være fejlbehæftede!

Det egentlige problem er åbenbart, at der flere steder i regeringens inderkreds er hårde klumper af forstenet socialisme, som også skal tilgodeses, så meget mere, som regeringen på de fleste områder nu fører den samme borgerlige politik som den forrige regering.

P.S.: Jeg har været afskåret fra min blog i nogle uger, fordi jeg pludselig, efter nogle meddelelser, jeg ikke kunne gennemskue, ikke mere kunne komme ind i min blog. Jeg er ikke den store IT-nørd, så det tog nogle uger, før jeg konkluderede, at når bloggen blev drevet af Google, ville det måske hjælpe, hvis jeg brugte Googles browser, Chrome. Så jeg fik den installeret, og nu kører det igen. Jeg oplevede noget tilsvarende for et par år siden med min daværende Hotmail, der blev spærret af Microsoft. Min reserve-mailadresse vedrørte min tidligere arbejdsplads, som jeg havde glemt at flytte henvisningen væk fra, så alt var fastlåst. Derefter gik jeg over til Gmail.

onsdag den 11. april 2012

Når Politiets Efterretningstjeneste rydder op

Der er i denne tid nogen opmærksomhed omkring Politiets Efterretningstjeneste, PET. Under den kolde krig fra slutningen af 1940’erne frem til Murens fald i 1989 har PET løbende fulgt den yderste venstrefløjs aktiviteter og naturligvis nedskrevet sine observationer. De registrerede aktiviteter har åbenbart befundet sig på begge sider af straffelovens grænser. Efter 1968 – nærmere betegnet i 1971 – besluttede Folketinget, at PET ikke måtte registrere personer for lovlig politisk aktivitet. Dette har PET åbenbart haft svært ved at overholde, for i midten af 1990’erne beordrede den socialdemokratiske justitsminister, Bjørn Westh, PET til at slette de registreringer af lovlig aktivitet, som man lå inde med.
Umiddelbart ser dette fornuftigt nok ud. Men hov – hvis folk er registreret for lovlig aktivitet, hvad er så det store problem? I et demokrati vil det aldrig kunne komme dem til skade. Og i vor Google-tidsalder er alle, der ytrer sig offentligt, egentlig registreret i de store, kommercielle databaser.
Men naturligvis skal loven overholdes. Fremadrettet. Men de ulovlige registreringer, der er sket, udgør jo fejl hos PET. Når PET sletter de registreringer, sletter PET jo dokumentationen for egne begåede fejl. Er det i orden? Hvad hvis Forsvaret klarede klagerne over Irak-fangerne på samme elegante måde? Nej, vel?
Men hensynet til de ulovligt registrerede? Hvis de ikke har foretaget sig noget ulovligt, kan de vel være ligeglade med, om de optræder i nogle i øvrigt utilgængelige arkivmapper fra over 20 år siden.
Dertil kommer, at alt dette materiale har stor historisk interesse.
Sagen bliver yderligere spændende ved, at en historiker for nylig har fundet oplysninger i andre arkiver i udlandet, der indikerer, at en kendt dansk venstrefløjsperson har været aktiv Stasi-agent under den kolde krig. Mon PET har haft oplysninger om vedkommende, som måske nu er slettet – naturligvis, fordi PET ikke kendte til personens ulovlige aktivitet?
Lad os nu få sandheden frem! Eller argumenter for, hvorfor den ikke må komme frem.

torsdag den 5. april 2012

Depressionen i de sydeuropæiske Euro-lande

De seneste arbejdsløshedstal fra Euro-stat vakte ikke større opmærksomhed. I alle Euro-landene er arbejdsløsheden i februar 2012 steget til 10,8%, lidt mere end i de øvrige EU-lande udenfor Euro-zonen. Men i de sydeuropæiske Euro-lande er arbejdsløsheden meget højere: I Grækenland 21%, i Spanien 23,6%. Det er niveauer, som man skal tilbage til Verdenskrisen, Den store depression i 1930’erne for at finde magen til. Men det tager meningsdannerne ganske roligt. Formentlig, fordi arbejdsløsheden i de nordlige Euro-lande er meget lavere: 5-6 %.
I stedet noterer man med tilfredshed, at ”Euroen er blevet reddet” igen-igen ved en nylig aftale om at forhøje lånerammen for nødlidende Euro-regeringer til 800 milliarder Euro.
Men – som jeg har skrevet før – dette redder ikke de arbejdsløse i Sydeuropa, tværtimod. Den såkaldte Euro-krise har jo ikke noget med Euroens stilling på verdens valutamarkeder at gøre – der er ingen problemer, og i øvrigt er de store valutaer i dag flydende overfor hinanden, så der kan spekulanter som Georg Soros ikke hente noget. Krisen handler kun om de sydeuropæiske Euro-landes mangeårige underskud på statsregnskab og betalingsbalancer. De er hidtil blevet finansieret alt for automatisk af markederne, fordi man har lullet sig i søvn i troen på, at Euro-deltagelsen ville fjerne alle risici. Statsobligationerne er blevet købt af de samme finansfolk, som i sidste ende skabte finanskrisen i 2008 ved at give enorme boliglån til amerikanske huskøbere, der ikke havde råd til dem, kanaliseret gennem indviklede transaktioner, som de ikke kunne gennemskue.
Nu er markederne vågnet op til virkeligheden, og flere af Euro-landene i Sydeuropa kan hverken finansiere de løbende underskud på normal vis eller refinansiere de mange års opsamlede gæld. Derfor de nylige gældsnedskrivninger og lånearrangementer.
Samtidig er de ramte lande blevet nødt til at gennemføre kraftige deflations-tiltag: Nedskæring af de offentlige udgifter, forhøjede skatter og reduktion af lønningerne. Det er i sig selv nødvendigt, men det er Euro-deltagelsens skyld, at det er sket så sent og så voldsomt. Landene har i alt for mange år kunnet føre en politik med statsunderskud og høj inflation i ly af Euro-deltagelsen.
Det, disse lande har brug for nu, sammen med de nævnte deflationære tiltag, er devaluering af deres valutaer til et niveau, der gør deres virksomheder konkurrencedygtige. Men de ønsker stædigt at forblive i Euroen, og de mere heldigt stillede Euro-lande vil stadig gerne låne/betale for det.
Prisen for denne stædighed er en højere arbejdsløshed i de sydeuropæiske lande, en arbejdsløshed, der nu er ved at nå niveauerne fra Verdenskrisen i 1930’erne. Er der slet ingen, der bliver bekymrede, set i lyset af den politiske uro, der fulgte dengang? Eller bare bliver bekymrede for alle de unge mennesker, der aldrig får en ordentlig start på deres arbejdsliv?

mandag den 2. april 2012

Hjemstavnsfornemmelse – fædrelandskærlighed - patriotisme

I dag er det den 2. april, en dato, der de sidste to hundrede år er blevet fejret som en mindedag for Slaget på Reden i 1801. I vor historieløse tid er dagen ved at gå i glemmebogen, men den er tidligere blevet mindet – ligesom årsdagen for Stormen på Dybbøl d. 18. april 1864.
De to datoer er blevet husket med god grund. Slaget på Reden betragtes af den gamle flådesupermagt Storbritannien som et af deres tre vigtigste – og vanskeligste - søslag, og forsvaret af Dybbøl-skanserne er af en fransk krigshistoriker blevet sammenlignet med spartanernes kamp ved Thermopylæ. Men de sidste par generationer har kulturradikale historikere hånet højtideligholdelsen og ment, at danskerne er latterlige, fordi vi ”fejrer vores nederlag”. De forstår ikke, at det er vores forfædres indsats, vi har fejret – også selvom kampen var håbløs, mod den tids supermagter.
Dette knytter direkte an til en film, der har optaget mig en del den sidste måneds tid – filmen om Hvidsten-gruppen. For den handler jo om det samme: Almindelige hverdagsdanskere, der finder sig i kamp mod en overvældende fjende, men som alligevel vælger at tage kampen op – og betaler prisen uden at klynke. Filmen er for længst blevet en fortjent succes, og hold efter hold af tilskuere går fra biografen dybt grebet.
Det kunne tyde på, at nationalfølelsen, som kulturradikale, socialister og EU-tilhængere havde troet død og begravet, alligevel lever i bedste velgående. Vores nyfundne stolthed over vores militærs indsats i Afghanistan, Afrikas Horn og Libyen – uanset hvad man mener om selve projekterne – peger i samme retning.
Interessant i denne sammenhæng er det også, at vinderen af Berlingskes konkurrence om Læsernes Bogpris 2012 blev H. E. Nørregård-Nielsens værk om Limfjorden. Bogen er en hyldest til hjemstavnen.
Måske er tidsånden ved at vende, men det er ikke alle skønånder, der helt kan være med. Apropos Hvidsten-gruppe-filmen skrev jeg følgende læserbrev til Weekendavisen – det blev selvfølgelig ikke trykt:
  ”12. marts 2012
Weekendavisens anmeldelse af filmen om Hvidsten-gruppen d.2. marts 2012 er overvejende positiv, men anmelderen mener dog, at filmen ”mangler noget helt essentielt”, nemlig at forklare og illustrere de patriotiske motiver, der fik modstandsfolkene til at sætte livet på spil.
Det er jeg helt uenig i. Filmen lader Marius Fiil sige i en central replik: ”Vi kan dog være enige om, at det er bedst at være herre i eget hus.”  Flere andre steder i filmen siges noget lignende, f.eks. da der lyttes til Buhls herostratisk berømte radiotale.
Disse replikker illustrerer tydeligt nok, at det var fædrelandskærlighed, patriotisme, der drev disse mennesker. Det udtrykkes jævnt og ligetil, uden nogen svulstighed, men så meget mere klart og ægte. Også på det punkt er filmen fremragende. Og der er ikke behov for at sige mere, end der bliver sagt.
Hvad forklaring på patriotisme angår, er følelsen jo ikke en konstruktion fra nationalromantikkens tid, som 68’erne og før dem hundrede års radikale historikere har påstået. Den er vel nærmest tidløs og biologisk begrundet: En naturlig modstand mod, at en fremmed og fjendtlig stamme trænger ind på ens egen stammes territorium. Også det fremgår af filmen.”

   

tirsdag den 27. marts 2012

Danmarks Skandale-Radio

I går havde Danmarks Radios TV-avis så igen et indslag, som de konsekvent selv betegnede som en skandale-sag. Det handlede i al sin enkelhed om, at Hærens M113-pansrede mandskabsvogne (PMV) i Afghanistan ikke ydede tilstrækkelig beskyttelse mod vejsidebomber, hvor sprængladningen rammer vognen nedefra. Derfor havde Forsvarets Materielkommando i al hast gennemført et ombygningsprojekt, hvor bunden på et antal PMV’er blev forsynet med ekstra pansring. Dette medførte i sagens natur, at frihøjden inden i vognene – der i forvejen er begrænset – blev nogle centimeter mindre, hvorfor den højeste fjerdedel af soldaterne ikke uden besvær kan være i dem. Derfor har Forsvaret nu iværksat et yderligere ombygningsprogram, hvor man hæver taget i disse PMV’er.
Dette præsenterer DR som en stur, stur skandale.
Selvfølgelig havde det været bedre, hvis man fra starten havde iværksat begge ombygninger. I stedet satte man straks forstærkningen af bunden i værk, fordi det drejer sig om liv og førlighed for soldaterne. Alt andet ville derimod have været en skandale. Det forløb, der nu har været, har blot været lidt uhensigtsmæssigt – måske næsten uundgåeligt, når det skulle gå stærkt.
Men sagen er jo også blot blevet pustet op i DR, fordi den egner sig i den fortløbende kampagne mod Forsvaret, der påstås at være særlig skandaleramt og dårligt ledet. Det seneste eksempel var anklagen mod generalløjtnant Kiærskou, der påstodes at have fusket med tallene for fanger taget i Irak for adskillige år siden. Jeg omtalte sagen i min post fra 9. februar 2012. Nu er sagen mod Kiærskou ved at falde helt fra hinanden, uden konsekvenser for de journalister og politikere, der hoppede med på anklage-vognen.
Kampagnen mod Forsvarets ledelse kan sammenlignes med DR og andres mangeårige kampagne mod atomkraft. Blot et toilet på Barsebäck blev tilstoppet, ryddede man forsiderne og talte om ulykkesramte værker. Journalisterne af i dag har virkelig deres egne dagsordner.
Den egentlige skandale med hensyn til Forsvaret er snarere, at det er ved at blive helt ensidigt indrettet til at udføre den slags politiagtige kampagner, som vi ser i Afghanistan og ved piratjagten ved Afrikas Horn. PMV’erne bliver nu store og klodsede, og vi anskaffer pansrede lastvogne og store fregatter, der kun egner sig til disse ret ensidige indsatser mod en let bevæbnet modstander. Hvis vi en dag igen skal kæmpe mod en egentlig fjendtlig hærstyrke, får vi en brat opvågnen: Vi er nu næsten uden artilleri og luftværn, med store, klodsede køretøjer og skibe. Og denne udvikling er endda startet af officerskorpset selv.

onsdag den 21. marts 2012

Færø-modellen og skattereform

I denne tid arbejder regeringen på et forslag til en skattereform, der skal sænke skattetrykket på arbejdsindkomster. Det ideelle ville så være, at denne skattenedsættelse blev finansieret, som det hedder, af en tilsvarende reduktion af de offentlige udgifter. Erhvervsstøtteordninger har været nævnt som en besparelsesmulighed.
I debatten har man også ledt efter nogle andre skatter, der kan sættes op i stedet. De fleste andre skattearter må anses for udelukket, så derfor har nogen nævnt, at man kunne fremrykke beskatningen af pensionsopsparing – den såkaldte Færø-model. I dag er opsparing på pensionsordninger som hovedregel fradragsberettiget i indkomsten, så den ikke indgår i den beskattede indkomst. Til gengæld beskattes pensioner, når de bliver udbetalt. Der indbetales ca. 130 milliarder kr. om året, og de opsparede midler summer op til over 3.000 milliarder.
Hvis man fremrykkede beskatningen af disse pensionsmidler, så de blev beskattet ved indbetaling og så var skattefri ved udbetaling, ville statsfinanserne blive forbedret med 50-60 milliarder kroner.  Men man må kraftigt advare mod denne løsning. Den ville jo indebære, at der blev flyttet milliarder ikke bare fra fremtidig dækning af statens udgifter til nutidig skattelettelse. Den ville også her og nu betyde, at der blev flyttet de nævnte milliarder fra opsparing til forbrug. Da krisen nu er under nedtrapning, ville det være det dårligst tænkelige indgreb, der for alvor ville destabilisere obligationsmarkedet og true kronekursen.
Der er ingen nemme løsninger. Det er kun de gamle dyder, der holder.

fredag den 16. marts 2012

Derfor nej til millionlønninger i det offentlige

Der er i den sidste tid kommet megen opmærksomhed på de helt utroligt store millionlønninger og andre goder, som cheferne i DONG, det hovedsageligt statsejede energiselskab, har fået. En direktør for et rekrutteringsfirma har udtalt, at det finder han i orden, hvis de pågældende f.eks. ved en børsnotering af DONG skaffer et ekstra milliardbeløb hjem. Mange politikere er også forstående.
Jeg mener, at accepten af multi-million-lønningerne beror på en misforståelse. DONG er ikke et profitforetagende, der skal tjene så mange penge som muligt. DONGs formål er at sikre stabil energiforsyning til borgerne så billigt som muligt, før afgifter. DONGs medarbejdere, også ledelsen, bør se dette som deres opgave, og modtage en rimelig løn for det. Hvis de har ambitioner om at blive rige ved at udtænke avancerede finansielle konstruktioner, eller ved at udnytte særlig teknisk viden, må de gå ud i det private erhvervsliv.
Men toplønningerne i DONG er kun en del af en større tendens i de sidste tiår, der kan betegnes neoliberalismens fremmarch i det offentlige, New Public Management. Man mener, at man kan drive offentlig virksomhed på nogenlunde samme måde som privat. Et element i dette er indførelsen for nogle år siden af omkostningsregnskaber i det offentlige. Det går i korthed ud på, at man indfører private regnskabsprincipper m.h.t. investeringer i maskiner, bygninger o.s.v. Hvor disse investeringer i det traditionelle regnskab blot blev registreret som årets investeringsudgift, skal de nu føres ind som aktiv i regnskabet og derefter forrentes og afskrives.
Dette omkostningsregnskab er relevant i det private erhvervsliv, hvor man har brug for et retvisende billede af driften. Men i det offentlige er det gamle regnskab det vigtigste, fordi det viser årets faktiske kontante udgifter, der skal dækkes af skatteindtægter, og fordi det viser de offentlige udgifters nationaløkonomiske virkning på samfundet. Se blot på EU's nye finanspagt – der er ingen, der spørger om staternes omkostningsregnskaber!
Når de danske offentlige områder nu skal belastes af dette omkostningsregnskab, er det muligvis for at kunne sammenligne med konkurrerende privat virksomhed. Dette kunne man i stedet gøre ved efterkalkulationer ved behov. Desuden er det ofte umuligt at sætte kroner på det offentliges produktion – f.eks. politiets eller skolernes.
Alt i alt: Det er selvsagt godt at stræbe efter at effektivisere i det offentlige, men der er mange andre faktorer end i det private, der skal tages med i betragtning. Penge og stadigt stigende forbrug er ikke det vigtigste i livet.