OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 27. oktober 2014

Søren Krarup og Kaj Munk – Putin og Hitler

De fleste i Vesten tager afstand fra Putins aggressive udenrigspolitik, der indbefatter pression mod nabolandene og i nogle tilfælde direkte aggression – Georgien, Ukraine. Men der er dog også nogle, der har forståelse – i Tyskland taler man om ”Putin-versteher”, den tidligere socialdemokratiske forbundskansler Schröder er det fremmeste eksempel.

De fleste Putin-sympatisører synes dog at findes på den europæiske national-konservative højrefløj. I Danmark er Søren Krarup desværre trådt frem som forsvarer af Putins politik.

Årsagen er, antager jeg, at de europæiske nationale ser Putin som en nationalt tænkende trosfælle. De ser ikke, at Putin har drevet fædrelandskærligheden ud over grænsen for civiliseret opførsel og er blevet chauvinist: Kærlighed til eget fædreland er kammet over og er blevet til fjendskab mod omverdenen og ligegyldighed overfor nabolandenes legitime interesser.

Jeg finder, at Søren Krarups sympati for Putin har ligheder med Kaj Munks sværmeri for Hitler i 1930’erne: Dengang anså mange Hitler for blot en nationalist, der ville bringe Tyskland på fode igen. Ingen troede, at han ville starte en verdenskrig, og tilintetgørelseslejrene var der end ikke drømt om. Man overså, at han havde kvalt det tyske demokrati straks efter sin magtovertagelse i 1933, og man ignorerede eller vidste ikke, at han lige fra den første tid ved magten havde myrdet modstandere på ren gangstervis.

På samme måde ser Søren Krarup og andre bort fra Putins mørke sider: Den russiske opposition bliver undertrykt, medierne er kontrolleret af Putins folk, og Putin forfølger en imperialistisk politik overfor nabolandene, en politik, der har rødder helt tilbage fra Zar-tiden.


Heldigvis er Putin ikke en sindssyg forbryder som Hitler, men der er dog visse ligheder, som ovenfor anført. Kaj Munk gennemskuede først alt for sent Hitler – Søren Krarup bør snarest gennemskue Putin.

fredag den 24. oktober 2014

Forsvarsudgifterne og danske politikeres reaktion på Putins Rusland

De seneste år har Putins Rusland øget sit pres på sine vestlige naboer, foreløbig kulminerende med annekteringen af Krim og destabiliseringen af det østlige Ukraine. NATO-landenes reaktion har været at fortsætte nedskæringen af deres forsvar og fortsætte omlægningen af det resterende militær til at være internationale politistyrker. De russiske magthavere tror næppe deres egne øjne, og fortsætter ufortrødent med at opbygge Ruslands militærs offensive kapacitet og dermed pressionsmuligheder.

Nu er nogle danske politikere ved at få kolde fødder, aktualiseret af den svenske ubådseftersøgning i Stockholms skærgård. Berlingske – der selv i årevis kritikløst har fulgt nedlæggelsen af det danske territorieforsvar – er nu blevet bekymret og har spurgt Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, hvad han vil gøre. De danske forsvarsudgifter er låst fast på godt 20 milliarder kr. om året, og er snart nede på 1,2 % af bruttonationalproduktet (BNP).

TLP har ”det klare budskab”, at han ønsker sagen grundigt undersøgt! Nu står Venstre heller ikke kønt: Det var under Anders Fogh, at man satte fuld fart på afviklingen af territorieforsvaret – hærens artilleri og luftværnet, Ubådene og minevåbnet, nedskæring af flyvevåbnet – og Lars Løkke satte kronen på værket med sin ekstra reduktion af forsvarsbudgettet i 2010 på 15 % eller 2,7 mia. kr. om året, en nedskæring, hvis ødelæggende konsekvenser nu ruller gennem forsvaret.

Men på trods af, at de ændrede udenrigspolitiske vilkår nu er så tydelige, at selv professionelle politikere ikke længere kan ignorere dem, udtaler TLP, at han ikke kan forestille sig forsvarsudgifter på 30 mia. kr.
Hallo – 30 mia. er kun godt 1,5 % af et BNP på næsten 2.000 mia kr. Har Venstre ikke godkendt i NATO, at vi skal stræbe efter at bruge 2 % om året?

Samme dag oplyser Berlingske, at regeringen har startet forhandlinger om en ny boligaftale, hvor der lægges op til at bruge 2,7 mia. kr. om året på at gøre ”udsatte boligområder mere trygge”. Dette er newspeak for, at man vil prøve at afbøde virkningerne af indvandrerbandernes hærgen ved at renovere bygninger, plante træer og sågar ”et mentalt løft”.

Vi har de politikere og den presse, som vi fortjener. Et velfungerende demokrati forudsætter en oplyst og interesseret befolkning. Hvis befolkningsflertallet ikke gider holde sig informeret, eller ikke interesserer sig for landets ve og vel, må vi alle tage følgerne. Vi har ellers aldrig haft bedre muligheder end i dag.


mandag den 13. oktober 2014

1864-serien i Danmarks Radio

Så har DR vist første afsnit af sin nye serie om krigen i 1864 – den dyreste produktion nogensinde – og man kan danne sig et første indtryk.

Det er som forventet: De nationalt sindede danskere portrætteres som krigsgale chauvinister. Undtaget er de menige soldater – ofrene for de gale – og kvinderne, der i bedste Matador-serie-stil er fornuftige og modige.

Det forekommer, at instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal ikke prøver at præsentere folk loyalt, hvis han ikke er enig med dem. Det er uacceptabelt for en DR-produktion. Man må mindes filmen om Hvidsten-gruppen, hvor instruktøren, Anne Grethe Bjarup Riis, nok heller ikke var meget enig politisk med de mennesker, hun portrætterede: De var nationalkonservative, kongetro, kristne, forsvarspositive. Men hun portrætterede dem loyalt og respektfuldt. Og det må man også kræve, når man beskriver faktiske personer og historiske begivenheder.

Forholdene i midten af 1800-tallet var jo, at de gamle fyrste-centrerede riger var ved at blive erstattet af de nuværende nationalstater, og for Sønderjyllands – Slesvigs – vedkommende var det helt uafklaret, hvor grænsen mellem Tyskland(Prøjsen) og Danmark skulle gå. Nationalromantikere hos os holdt på vores historiske ret, mens Slesvig-Holstenerne holdt på de formelle aftaler. Begge parter ville have hele Sønderjylland, og de danske nationalister var næppe mere fanatiske end de tyske. Naturligvis skulle man have spurgt befolkningen på stedet, hvem de ville tilhøre, og have trukket grænsen efter det – som det skete i 1920. Men det var tiden åbenbart ikke moden til.

Det var det, Bornedal skulle have vist. Og ikke kritisere datiden ud fra sin nutidige kulturradikale skabelon. Men man kan ikke blive forbavset. Den samme kritik kan rettes mod f.eks. filmen om Struensee, ”En kongelig affære”.