Depressionen i de sydeuropæiske Euro-lande

De seneste arbejdsløshedstal fra Euro-stat vakte ikke større opmærksomhed. I alle Euro-landene er arbejdsløsheden i februar 2012 steget til 10,8%, lidt mere end i de øvrige EU-lande udenfor Euro-zonen. Men i de sydeuropæiske Euro-lande er arbejdsløsheden meget højere: I Grækenland 21%, i Spanien 23,6%. Det er niveauer, som man skal tilbage til Verdenskrisen, Den store depression i 1930’erne for at finde magen til. Men det tager meningsdannerne ganske roligt. Formentlig, fordi arbejdsløsheden i de nordlige Euro-lande er meget lavere: 5-6 %.

I stedet noterer man med tilfredshed, at ”Euroen er blevet reddet” igen-igen ved en nylig aftale om at forhøje lånerammen for nødlidende Euro-regeringer til 800 milliarder Euro.

Men – som jeg har skrevet før – dette redder ikke de arbejdsløse i Sydeuropa, tværtimod. Den såkaldte Euro-krise har jo ikke noget med Euroens stilling på verdens valutamarkeder at gøre – der er ingen problemer, og i øvrigt er de store valutaer i dag flydende overfor hinanden, så der kan spekulanter som Georg Soros ikke hente noget. Krisen handler kun om de sydeuropæiske Euro-landes mangeårige underskud på statsregnskab og betalingsbalancer. De er hidtil blevet finansieret alt for automatisk af markederne, fordi man har lullet sig i søvn i troen på, at Euro-deltagelsen ville fjerne alle risici. Statsobligationerne er blevet købt af de samme finansfolk, som i sidste ende skabte finanskrisen i 2008 ved at give enorme boliglån til amerikanske huskøbere, der ikke havde råd til dem, kanaliseret gennem indviklede transaktioner, som de ikke kunne gennemskue.

Nu er markederne vågnet op til virkeligheden, og flere af Euro-landene i Sydeuropa kan hverken finansiere de løbende underskud på normal vis eller refinansiere de mange års opsamlede gæld. Derfor de nylige gældsnedskrivninger og lånearrangementer.

Samtidig er de ramte lande blevet nødt til at gennemføre kraftige deflations-tiltag: Nedskæring af de offentlige udgifter, forhøjede skatter og reduktion af lønningerne. Det er i sig selv nødvendigt, men det er Euro-deltagelsens skyld, at det er sket så sent og så voldsomt. Landene har i alt for mange år kunnet føre en politik med statsunderskud og høj inflation i ly af Euro-deltagelsen.

Det, disse lande har brug for nu, sammen med de nævnte deflationære tiltag, er devaluering af deres valutaer til et niveau, der gør deres virksomheder konkurrencedygtige. Men de ønsker stædigt at forblive i Euroen, og de mere heldigt stillede Euro-lande vil stadig gerne låne/betale for det.

Prisen for denne stædighed er en højere arbejdsløshed i de sydeuropæiske lande, en arbejdsløshed, der nu er ved at nå niveauerne fra Verdenskrisen i 1930’erne. Er der slet ingen, der bliver bekymrede, set i lyset af den politiske uro, der fulgte dengang? Eller bare bliver bekymrede for alle de unge mennesker, der aldrig får en ordentlig start på deres arbejdsliv?