Fængsler – forskellige indsatte skal behandles forskelligt

Nu har regeringen omsider fået samlet flertal for et nyt forlig om fængselsvæsenets videre udvikling i de nærmeste år. Indholdet er dels at oprette flere pladser til de farligste fanger, dels at forstærke indsatsen for at rehabilitere de indsatte.

Det giver anledning til nogle grundlæggende overvejelser om hele instituttet. Hvad er egentlig formålet med at dømme lovovertrædere til fængsel? Jeg kan få øje på tre:

1.       At hævne sig på forbryderen, både fra samfundets side og – især – på offerets vegne. Enhver handling bør have en konsekvens, også en lovovertrædelse. At fratage folk deres personlige bevægelsesfrihed er en måde at påføre dem kraftig gene. I gamle dage – og i visse gammeldags samfund endnu i dag – påførte man i nogle tilfælde forbryderne fysisk smerte, eller psykisk ved at udstille dem offentligt til spot og spe. Men vi mener, at indespærring er det rigtige.

2.       At forhindre forbryderen i at begå nye forbrydelser i hvert fald i den tid, han sidder inde, i hvert fald begrænse mulighederne kraftigt.

3.       At påvirke forbryderen, så han opgiver kriminalitet og i stedet ønsker at påbegynde et normalt liv.

Disse formål er gode nok, men man bør også se i øjnene, at forbryderne er en broget skare – jeg vil dele dem i tre grupper:

1.       Almindelige borgere, der normalt lever et lovlydigt liv, som er kommet i uføre på grund af et øjebliks svaghed, eller ikke-voldelige forbrydere (bedragere o.l.)

2.       Mellemgruppen, der er kriminelle, fordi det er nemmest, fordi de har haft forkerte rollemodeller o.s.v.

3.        Forhærdede forbrydere (rockere, indvandrerbandemedlemmer, vaneforbrydere o.s.v.). Disse personer er ofte uden empati for deres ofre og har intet ønske om at leve et normalt liv. Kun alderen kan ændre på dem. I øvrigt er en stor del af gruppe 2 og 3 psykisk afvigende.

Det synes logisk, at de tre grupper skal behandles forskelligt, selvom de alle idømmes fængselsstraf. Den første behøver næppe nogen resocialiseringsindsats overhovedet, og de behøver heller ikke megen bevogtning. De vil ikke flygte, da de har en ordnet hverdag at vende hjem til. Her bruges også ofte f.eks. elektroniske fodlænker, samfundstjeneste o.s.v.

Mellemgruppen bør man koncentrere resocialiseringen om. Her er mulighed for et vist positivt resultat.

Den tredje gruppe derimod bør man ikke spilde mange resocialiseringsressourcer på. De er helt upåvirkelige og vil kun misbruge en human behandling til at lægge pres på både svage medindsatte og fængselspersonalet. De skal ikke have udgang, de skal ikke have lov til at gå frit rundt i deres afdelinger, o.s.v.

Nogle vil indvende, at alle bør behandles ens. Men dette er en misforståelse. Juristerne siger derimod: ”Det lige skal behandles lige”. Hvilket indebærer, at forskellige skal behandles forskelligt, alt efter forholdene.

Det er opløftende, at man i det nye forlig endelig synes at have indset dette. Men blot synd, at det sker så sent. Hvad lavede 10 års borgerlige justitsministre?